Prædiken til 3. søndag i advent 17. dec. 2017 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 1, vers 67-80:

Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:

”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund:

at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os,

at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham:

at fri os fra vore fjenders hånd

og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.

Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse,

takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.”

Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Prædiken:

Alle ved, hvor smuk en solopgang er. Natten er kold. Længe før solen står op, er himlen og landskabet helt lyst, som om solen var stået op, men solen ser vi stadig ikke. Så begynder de små skyer ude mod øst at få et rødt skær. Lidt senere er skæret stærkere og har bredt sig flere skyer. Pludselig kommer en gylden stribe op over synsranden. Langsomt stiger Solen op, stor og varm og rød, og den kaster sit gyldne, smukke skær ind over landskabet og ind i ens eget ansigt. Og står man ved havet, skaber den en guldbro hen over vandet. Sådan var det her til morgen nede ved Mikkelborg.

En solopgang kan – især om sommeren - opleves som en gentagelse af verdens skabelse. Man kan føle sig dybt fornyet. Livet begynder igen. En ny dag er født. Og når så dagen ender, så ser man igen det samme smukke sceneri med det vidunderlige lys i alle farver, der viser naturen fra sin skønneste side. Det er betagende, og sanser man ikke bare skabningens, men også skaberens storhed, kalder oplevelsen på bøn, som det for eksempel udtrykkes i vore smukke morgen- og aftensalmer:

”Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyser lander på verdens kyst.

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind; ret som om det åndede af lyset ud - o du milde Fader, min skaber, Gud!”

Gud er stor i sit skaberværk, og når vi fordyber os i det, kommer vi dybere og dybere ind i skabningens hemmelighed og skønhed, og vi ser endnu mere af Guds storhed.

Som om alt dette ikke var nok, har Gud en endnu større gave til os. Det er solopgangen fra det høje. Det er ikke en endnu større sol i universet end den sol, vi kender. Nej, det er ham, der har været med til at skabe alle sole og stjerner i hele universet.

Når vi ser på en solopgang i denne verden, føler vi os betaget af en overmenneskelig skønhed. Denne oplevelse kan give os en vag forestilling om, hvad solopgangen fra Guds eget hjerte vil give os: en guddommelig skønhed, som overgår alt, hvad vi kan forestille os.

Solopgangen fra det høje er solopgangen fra Guds eget indre. Det er Guds evige visdom. Det er Kristus, Guds evige søn. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede (Hebr 1,13). Solopgangen fra det høje er Guds herligheds glans.

Gud vil lade lyset fra sit eget hjerte, fra sit eget rige skinne ind i vores liv. Det er så stort, at det er ufatteligt. Den ubegribelige skal komme til os og lyse over os.

Så stor er Guds kærlighed til os. Han under os det bedste, han har at give. Ikke alene skal vi få lov at se denne verdens herlighed, men vi skal også få lov at se Guds egen herlighed.

Og ikke nok med, at vi får lov at se denne herlighed, men vi får også lov til at tjene den. Den lille Johannes i vuggen var bestemt til som voksen at tjene Herren ved at gå foran ham og bane vej for ham og ved gøre frelsen kendt for mennesker. Også vi får lov at komme i Herrens tjeneste. Vi får lov at fortælle om, hvad Herren Jesus har gjort for os, og vi får lov at indbyde alle, vi møder, til den samme glæde.

Solopgangen fra det høje vil besøge os. Det er det glædelige budskab til os, og en tur ud til Øresund en skyfri morgenstund sætter denne skønne forventning i relief.

Men der er også et andet perspektiv. Ikke kun naturens, men også historiens. Gang på gang i fortiden har Guds grebet ind og besøgt og befriet sit folk Israel i den gamle pagt. Israel er Guds forberedelsesfolk. Dér begyndte Gud sin lange vandring med menneskene for at vinde vore vildfarne hjerter tilbage.

Det er en meget lang og dramatisk historie, men tre hovedpersoner træder frem. Det er nomaden Abraham og kong David og den lille Johannes i vuggen, en profet i svøb. Der er omkring 1000 år mellem hver af dem. En mand i sit telt, en konge på tronen, og et barn i vuggen. Det er da til at overse. Hele Israels historie i en nøddeskal.

I en lille kort lovsang får vi altså højdepunkterne over 2000 års historie – ovenikøbet uden årstal og uden en masse konger.

Abraham var Israels stamfar. Han fik løfte fra Gud om tre ting: land og folk og velsignelse for hele verden. Det førte til, at han fik en søn, der blev til et helt folk, som efter lang tids slaveri i Egypten til slut blev befriet fra undertrykkelsen og mødte Gud ved Sinaj bjerg, hvor han sluttede den pagt med dem, der begynder med de ti bud. Det er denne befrielse og pagt, Zakarias hentyder til, når han taler om Guds hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd – det er befrielsen fra Egypten - og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage – det er pagten ved Sinaj.

Gud kan gøre store ting gennem små mennesker. Abraham var et almindeligt menneske med både gode og svage sider, som bibelteksten åbenlyst fortæller om. Trods hans fejl fik han lov at være med i Guds store plan om at redde menneskeheden. Verdens frelser skulle være en efterkommer af Abraham.

1000 år efter Abraham var Israel blevet en nation med en stærk konge, der hed David. Også hans gode og svage sider fortæller Bibelen meget direkte om. Der er ingen tabuer her. Alligevel fik også han lov at være med i Guds plan. I hans tid blev Israel frelst fra alle dets fjender. Også han fik at vide, at verdens frelser skulle være en af hans efterkommere.

David havde sikkert forestillet sig, at hans kongerige skulle bestå for evigt, men det faldt sammen. Alligevel overlevede hans slægt, og 1000 år efter blev Jesus født i denne slægt. Derfor blev han kaldt Davids søn. Et frelsens horn er et fristed. Det var et håndtag på alteret i templet i Jerusalem. Den, der greb fat i det, var under Guds beskyttelse. Jesus er det frelsens horn, som Gud har oprettet i Davis kongeslægt.

Den lille Johannes skulle som voksen blive forløber for Jesus og bane vej for ham, så mennesker ville modtage Jesus. Han blev kaldt Johannes Døber. Han fik en meget kort karriere, måske kun et halvt år, inden han blev arresteret og siden henrettet. Trods hans unge og korte liv udrettede Guds store ting gennem ham. Heller ikke ungdom er nogen hindring, når Gud kalder på os.

Da Johannes Døber og Jesus stod frem, sluttede Israels pagt med Gud fra Sinaj, og Jesus stiftede en ny pagt, som ikke bygger på de ti bud, men på ham. Forberedelserne er afsluttet, frelseren er kommet.

Vi er med i en meget lang historie, Guds store historie med os små mennesker. Gud har tænkt meget længe på os. Hele Israels lange og dramatiske historie er hans store forberedelser til den kristne verdensmission. Det er en møjsommelig historie præget af Guds tålmodighed og trofasthed på den ene side og menneskelig genstridighed på den anden side. Gud står ved sine løfter. Gud fører sine planer igennem på trods af sine fjenders modstand og sine venners ofte meget store fejl og synder. Gud styrer historien således, at hans planer sker fyldest. Gud holder hvad han lover. Gud når sit mål, nemlig at solopgangen fra det høje, Jesus selv, i dag lyser for os. Uden dette lys ville være alene med mørket og døden, men solopgangen fra det høje lyser for os, og det er stærkere end mørket og døden. Gud har givet os et alternativ til mørket og døden. Gud har givet os en udvej.

Mørket er al verdens ondskab og lidelse. Mørket er vores medfødte og indgroede mistillid til Gud. Mørket er Guds modstander, der har besat menneskenes hjerter. Mørket er håbløsheden, fortvivlelsen, forbitrelsen, vreden, skriget, angsten, kulden. Vi kender det alt sammen. Døden er den magt, der kommer og slutter det hele, så vi fryser fast i mørket.

Midt i al denne håbløshed har Gud tændt ikke bare et eller andet tilfældigt, blafrende lys med et øjebliks grundløst håb, nej han har sendt sin solopgang for at lyse for os til evig tid og fortrænge mørket for altid.

Mørket og døden handler forskelligt med os. Nogle har bløde hjerter og mister håbet, andre mister både håbet og det bløde hjerte og får hårdt hjerte i stedet for og ser måske ovenikøbet ned på de bløde hjerter, der drømmer om hjælp.

Solopgangen fra Gud handler til gengæld ens med os. Vi er nemlig alle skabt til at ligne denne solopgang. Den er modellen for alt menneskelig liv. Den både overvinder håbløsheden og smelter de hårde hjerter. Solopgangen fra Gud kaster et vidunderligt lys ind over os, der ikke bare skinner på os, men også gennemlyser os og forandrer os. Vi står ved begyndelsen ikke bare til en ny dag, men til en helt ny verden, Guds evige rige. Alt det, som kan forpeste samvittigheden og gøre den smertefuld og altid nagende, alt det renses bort af dette lys fra Guds solopgang. Den lyser helt ned i sjæledybet og befrier os gennemgribende. Syndernes forladelse, selve Guds tilgivelse kommer fuldstændig i ét nu i samme øjeblik, vi sætter vort håb til Kristus, og vi bliver helt rene i Guds øjne med det samme lyset skinner på os, dersom vi ikke flygter bort, men bliver stående og lader os gennemlyse og gennemvarme. Derimod kan erkendelsen af dybden i syndernes forladelse sagtens tage tid hos os, ja den varer i grunden hele livet.

Og samtidig får vi et liv og en glæde, som aldrig kan dø. Døden skal tabe, og Jesus skal vinde.

Abraham, David og Johannes blev gennemlyst af ham. Abraham og David gennem løfterne om ham, Johannes ved selv at møde ham. Den dag, vi møder Jesus i Himmeriget, skal vi også møde dem og alle andre, som satte deres håb til ham. Vi er i godt selskab.

Mørket og døden hører denne verden til. Solopgangen fra det høje derimod kommer fra Gud.

Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Takket være hans inderlige barmhjertighed vil  solopgangen fra det høje … besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.

Adventstiden er som den sidste halve time før solopgang. Nu er der kun nogle få minutter tilbage, før solen står op.

Glædelig advent!

Amen