Salmer: Nr. 74 - Vær velkommen - 87 - Det første lys er ordet talt af Gud-
76 - Op! thi dagen nu frembryder/ 78 - Blomstre som en rosengård - 69 efter nadver - 80 - Tak og ære være Gud.   Violinisten Karen Humle medvirker.   

Dette hellige evangelium til 1. søndag i advent skriver evangelisten
Lukas kapitel 4 vers 16-30

Prædiken

Adventstiden er kommet – med dens glæde og lys og forventning. Vi glæder os over de julepyntede butiksruder og tændte lyskæder og juletræer, der lyser op i mørket. Og duften af gløgg og brune kager og brændte mandler.

Vi pynter op derhjemme, for at have noget smukt at se på, der kan åbne en vej ind til hjertet. Børnenes hjerter er allerede fyldt med forventning – og vi voksne må se at følge med.  

Advent falder på årets mørkeste tid.  Det er en tid, der ellers mest fortæller, at livet ikke kun er lys og glæde, men også mørke og død. Dagene er blevet  meget korte, og træerne har mistet alle bladene. Fra i morges har et tykt lag af skyer dækket for himlen.

Det er måske ikke tilfældigt, at TV-serien Herrens veje sluttede den sidste søndag i november. For handlingen havde nået et punkt, hvor mørket ikke kunne blive ret   meget tættere.  Hovedpersonen Johannes Krogh, er ellers en dygtig og karismatisk præst. Han kan med ord nærmest tryllebinde menigheden.

Både i sine prædikener og samtaler med mennesker. Han er dygtig til at formulere det, der kan være svært at formulere. Udadtil er han stærk og har ordet i sin magt.

Men i forholdet til de nærmeste er han en anden. Ustabil, dæmonisk , fordrukken og et dårligt forbillede for sine to sønner. Han har aldrig formået  at elske dem, som de er. Familiens ære er vigtigere for ham. Sønnerne skulle helst begge have fulgt  i hans fodspor og blive præster. Den ene, August, blev også præst – mens den anden, Christian valgte at gå sine egne veje.

Sidste afsnit endte tragisk – med  at August,  yndlingssønnen, valgte at gå ud foran en stor lastbil og døde. Han kunne ikke forlige sig med det der var sket, mens han var feltpræst i Afghanistan. Ved en fejl kom han til at dræbe en uskyldig kvinde.

Det var vel ikke hans fars skyld, at han endte med at gå i døden, men hans manglende forståelse for sønnens voldsomme skyldfølelse og indre kampe gjorde sit. Vi havde måske håbet på en mere lykkelig slutning. Lidt lys at komme i mørket! Det fik vi ikke. Det var faktisk hårdt at se på.  
Men på en måde beskriver Herrens veje vel egentlig også vores liv, på godt og ondt. Det kan enhver der har oplevet en svær skilsmisse, eller livskrise, eller alvorlig sygdom og død tale med om. Det går ikke altid, selv ikke i den bedste familie, som vi engang håbede og drømte om – da vi var nyforelskede og ventede det første barn. Nogen gange rammer livet hårdt og ubarmhjertigt … og det kan være svært ved at bære de byrder som bliver lagt på os.  
Når livet vender sig imod os, må vi forsøge at rykke sammen og finde mening i det meningsløse. Her hjælper hverken et flot hjem, eller et trin op af karrierestigen, eller penge. Vi må begive os ud på kærlighedens og troens vej. Tale sammen, bede og lægge vores liv i Guds hænder. Det kan for nogen lyde lidt langt ude – en del af os vil nok i stedet sende en anklage mod Gud og miste troen, når det værste sker.

Men som en af hovedpersonerne i Herrens veje har udtalt i et interview, så er kristendommen og troen det eneste, der forsøger at skabe mening midt i det meningsløse. Som har et sprog for vores magtesløshed og sorg. Vi må komme til Gud, tro og bede og håbe. Og elske, selv om det er enormt svært. Had og vrede gør kun meningsløsheden og ondskaben værre.

Nåden er når alt er tabt, at få alt tilbage… som Møllehave udtrykker det i sin lille salme. I Herrens veje er nåden den grund, familien står på, når ulykken og døden rammer. Nogen vil kalde det påklistret… jeg vil kalde det dybt meningsfyldt. For selv om personerne hver især ind tvivler og kæmper, forlader hinanden, ind imellem nægter at mødes og tale sammen… ved de,  at de ikke er alene. Gud er tæt på. Midt i alt det svære. Det nytter at bede.  

Så er vi fremme ved advent. Her på den 1. søndag lyder det befriende budskab om nådeåret. Som betyder, at selv om vi svigter, så svigtes vi aldrig. Vi skal ikke bære verden  på vores skuldre, vi bliver tværtimod selv båret og holdt oppe.

Jesus kommer i dag til synagogen i Nazareth. Den by hvor han var vokset op. Han var blevet døbt af Johannes og havde gået rundt i i Galilæa og prædiket og gjort undere. Rygtet om ham var løbet i forvejen til Nazareth. Men flokken af disciple var endnu ikke kommet til… vi er i begyndelsen af hans virke. I over 1000 år havde jøderne ventet på den frelser, Gud havde stillet dem i udsigt. Han skulle træde frem på verdens scene, når Gud ville det, og gøre alting godt. Den romerske besættelsesmagt skulle smides på porten, fjenderne skulle hævnes. Guds nåde og retfærdighed skulle sætte sig igennem og menneskers liv skulle forandres. Jesus rejser sig og går op for at læse op af Moseloven. Han finder det sted i profeten Esajas bog, hvor der står:
 Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår for Herren…
Han lukkede bogen og sagde ud i forsamlingen:

I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse…

Først er reaktionen overstrømmende … de klapper og hujer. Men snart afløses glæden af vrede. Hvad der foregik indeni deres hoveder er ikke helt klart … men Jesus kom selv med en forklaring, da  at: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby….  Forargelsen og misundelsen og Janteloven tager magten fra dem. De hører ikke længere hvad han siger….. ja, det udvikler sig til et blindt raseri, der er så voldsomt, at de forsøger at smide ham ud over afgrunden.   
Men historien om Jesus sluttede heldigvis ikke i Nazareths synagoge…

Budskabet spredtes ud i hele landet og til sidst over hele verden. At han var den frelser, Guds søn, Messias, som de havde håbet og ventet på.
Og ikke nok med det:

Det er slut med at vente. Nådeåret er nu. Gud er i blandt os, med sin frelse og retfærdighed. Frelsen er i dag…..og ikke først om tusind år.  Det handler om at ville se det og tro det..

Det fantastiske ved 1. søndag i advent er, at den suger os ind i Guds store historie. Vi bliver husket på, at Gud har skabt hver af os og givet os livet. At vi har hjemme i en meget lang fortælling, hvor også profeten Esajas og de håbefulde  mænd i Nazareths synagoge  hører  med. Gud har vist sig for os, han sendte os sin søn           Vi skal ikke længere leve i mørkets og dødens skygge, men i lyset af hans kærlighed. Det er nåden… at vi i ham får Guds kærlighed at se. Og at vi igennem troen på ham har frelse og evigt liv.                                                                                        Jesus vil, at vi skal tænke stort om vort eget og andre menneskers liv. Så vi ikke synker ned i en lille, selvoptaget verden, hvor vi spænder Gud for vores egne private  drømme og bliver vrede på ham, når livet ikke er det, vi drømmer om.                Han er grunden under os. Den grund vi skal bygge vores liv på og altid må holde fast i. Vi må også komme til ham, når livet er svært og alt ser håbløst ud. Også da er han os nær. Og vi skal samles til gudstjeneste og synge og lovprise ham.

Lyset skinner i mørket… og mørket fik ikke bugt med det… kan vi læse i Johannesevangeliet.  Da Gud sendte os sin søn, blev der tændt et lys i verden, som mørket aldrig vil kunne slukke. Gud blev menneske. Maria fødte hans søn og vores frelser. 

De øjne, der kan se, at Jesus er lyset, der skinner mørket, sidder ikke i hovedet –  men i hjertet. Tænk på, når vi tænder lys i adventstiden. Der sker der også noget med os. For lyset er er stærkt symbol.  Vi stopper op, og lader roen falde på os.  

Vi har nu tændt det første lys i adventskransen. Som tegn på, det sande lys som er ved at komme til verden.                                                                               Advent betyder jo ankomst …. snart vil han komme, Jesus Kristus, verdens frelser.

Adventskransen lyser, endnu svagt, men den lille flamme bringer håb om frelse og evigt liv. Det er det budskab, hvorpå vi skal leve og dø. På det bliver vi døbt og må samles omkring nadverbordet.   

Glædelig advent. Amen