Prædiken
til Store Bededag 2017 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen
Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk
Prædiketekst:
Mattæus-evangeliet, kapitel 3, vers 1-10:
I de
dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: ”Omvend jer, for
Himmeriget er kommet nær!” Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der
siger:
”Der
er en, der råber i ørkenen:
Ban
Herrens vej, gør hans stier jævne!”
Johannes
bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var
græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen
ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres
synder.
Men da
han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham,
sagde han til dem: ӯgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den
kommende vrede? Så bær da frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan
sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække
børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og
hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”
Omvend
jer, for Himmeriget er kommet nær!
Himmeriget
er Guds rige. Himmeriget er dels noget usynligt, nemlig Guds tilgivelse i denne
verden, dels noget synligt, nemlig Guds paradis i den kommende verden. Det er
den korte version. Den mere udvidede version er, at Himmeriget er at tilhøre og
være reddet og elsket af ham, stå under hans beskyttelse og høre hjemme hos
ham. Himmeriget er at være barn af Gud og at være arving til alle hans skatte.
Johannes
opfordrer os til at vende os til det allerbedste, der findes i hele universet,
ja i hele tilværelsen. Himmeriget overgår alt, det er større end selv den
allermest berusende jordiske lykke.
Omvend
jer, for Himmeriget er kommet nær.
Hvad vi
det sige, at Himmeriget er kommet nær? Hvad mener Johannes? Han mener, at
Himmerigets hovedperson, Himmerigets konge, står for døren. Det er Jesus
Kristus, som få måneder efter skulle træde offentligt frem.
Jesus har
været her lige siden. Lige siden Johannes Døbers tid har Himmeriget været nær.
Vi er så privilegerede, at vi kan træde ind i dette rige nu, ja mange er
allerede trådt ind i det. Enhver, som tror på Jesus Kristus, er gået ind i
Himmeriget og venter blot på, at det skal blive synligt.
Hører vi
ikke om Himmeriget ved enhver gudstjeneste? Jo, det gør vi, men i dag hører vi,
at vi skal omvende os til dette rige.
Omvendelse
er at vende sig bort fra én ting og hen til noget andet. Johannes nævner én ganske
bestemt ting, som vi skal vende os fra, nemlig, at vi er selvskrevne til
frelsen, og han nævner en anden ting, som vi skal vende os til, nemlig
Himmeriget, som er kommet nær.
Hvorfor
skal man prædike omvendelse for de omvendte? Hvorfor skal man prædike
omvendelse her i den kristne menighed, hvor mennesker møder frem til
gudstjeneste uge efter uge, altså hvor man vælger at gå mod strømmen, måske
ovenikøbet gå imod sin egen familie og møde op her i kirken? Når man kommer
trofast her i kirken og åbent står ved sin tro og sin glæde over Kristus, er
man så ikke omvendt?
Jo, det
er man. Hvorfor skal vi omvendte så stadig høre om omvendelse? Det skal vi,
fordi omvendelse ikke er noget, man kan overstå og fastholde én gang for alle.
Med fuld ret taler Luther om den daglige omvendelse. Udtrykket står ganske vist
ikke direkte i Bibelen, men Jesus har lært os at bede Fadervor hver dag, og den
bøn handler ikke om andet end daglig omvendelse. Hver dag skal vi vende os fra
vores selvretfærdighed og uretfærdighed og til Himmeriget. Hver dag fristes vi
til at glemme Gud og bare tænke på os selv og orientere vor tilværelse ud fra
os selv.
Vores mor
fødte os til statsborgerskab i Danmark eller et andet land, men hun kunne ikke
føde os til statsborgerskab i Himmeriget. Vi kan heller ikke sove os ind i
Himmeriget. Menneskene har ellers opfundet mange religiøse sovepuder. Jøderne
havde én form for sovepude: Vi har Abraham til far. Moderne danskere har en
anden: Vi er da døbt, og selv om vi ikke skulle være det, så går det nok
alligevel. Hvis der er noget efter døden, så er det i hvert fald noget godt.
Helvede findes ikke.
Vi
mennesker er sat sammen af to elementer, den ene er sorgløshed, og den anden er
angst. Vi dulmer angsten med vores selvskabte sorgløshed.
Johannes river
vores selvskabte sorgløshed fra os: Øgleyngel,
hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?
Selv om
vi er skabt i Guds billede – det er vores værdighed - så rummer vi også noget,
som ikke kommer fra Gud, noget forvrængende, som vi selv har budt ind, nemlig vores
selvretfærdighed og uretfærdighed, og det er at regne for øgleyngel, som er
under Guds dom. Den kommende vrede er Dommedag. Johannes minder os om vores
værste mareridt. Der er en dom, fyldt med Guds vrede.
Hvad er
han vred over? Han er vred over vore onde gerninger.
Jeg
indrømmer gerne, at Guds vrede er et mysterium for mig. Jeg kan godt forstå, at
Gud er vred over folkemord og undertrykkelse, men jeg synes ikke, at han skal
være lige så vred over mine fejl, for jeg synes, at de er meget mindre. Men
Jesus ser lige så strengt på bare et ondt ord som på mord. Jeg forstår ikke
Jesus på dette meget vigtige punkt. Jesus vurderer tingene meget anderledes end
vi gør. Det ser ud til, at Jesus ser enhver afvigelse fra det fuldkomne som et
radikalt onde. Jesus ser ikke på syndens omfang, men dens art. Alle synder,
store som små, er af samme slags.
Syndens
kerne er dog ikke en gerning, men en forkert, religiøs orientering. I
udgangspunktet stoler vi på alt andet end Jesus Kristus. Alle vore gerninger,
store som små, gode som onde er farvet af denne trang til at sætte noget andet
end Kristus på livets førsteplads. Vi vil leve livet på afstand af livets
kilde. Denne trang oplever vore medmennesker ikke, når vi giver dem en
hjælpende hånd, men Gud ser den. Og denne trang skal vi omvende os fra hver
eneste dag.
Omvendelse
er et vende sig fra sine egne vurderinger og lytte til Guds vurderinger i
stedet for. Vi må gerne tænke kritisk, og vi må gerne sige til Gud, at vi ikke
forstår ham på dette og andre punkter, men til syvende og sidst handler det om
tillid. Hvem har vi mest tillid til i denne sag? Os selv eller Jesus?
Jesus er
noget og ser noget, vi andre ikke kan se.
Hvis vi
skulle dømme verden, så ville vi dømme Adolf Hitler og andre folkemordere samt
en lang række ondskabsfulde personer, og så ville vi frikende os selv og de
fleste andre. Det er flertallets syn på tingene. Vi ville dømme nogenlunde, som
byretten dømmer. Nogle få skal i fængsel, og de fleste skal frikendes.
Gud
dømmer anderledes. Selv tidens bedste mennesker, selv de allermest moralske
personer, farisæerne og saddukæerne, skal omvende sig. Når selv de skal omvende
sig, så trænger vi andre også til omvendelse. Hver dag skal vi vende os bort
fra vore egne domme og i stedet lytte til Guds. Omvendelse er selvfornægtelse,
har én sagt.
Vi har
hverken rene hænder eller rene hjerter. Vi ved godt, at vi ikke er fuldkomne,
men vi ved ikke, at vi er fortabte. Der skal en afsløring til. Først når Gud afslører det, går det op for os.
Det er
meget forskelligt, hvordan vi hver især oplever omvendelsen. For nogle begynder
det med en stor syndserkendelse og skyldfølelse og nød i samvittigheden, hvor
de spørger, om der er håb for dem. For andre begynder det med, at de drages af
Jesus. Først vinder han deres hjerte, og derefter får de selverkendelse. Og
hver for sig er der tusindvis af personlige varianter med de mest ejendommelige
eller mest almindelige beretninger om, hvorledes mennesker kommer til tro på
Gud.
Omvendelse
er ikke at leve op til en bestemt køreplan, men at vende sig fra ens egne
tanker til Guds tanker.
Gud er
hellig. Guds hellighed afslører al vores uretfærdighed og kuldkaster al vores
selvretfærdighed: hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i
ilden. Man kan blive meget bange ved sådan en udtalelse.
Hvad er
den gode frugt? Det er ikke alle mulige gode gerninger, som ethvert menneske
kan gøre. Den gode frugt er omvendelsens frugt: Så bær da frugt, som
omvendelsen kræver, siger Johannes.
Omvendelse
er at vende sig bort fra sig selv og i stedet lytte til Gud. Gør man det, så
vil der ske noget i ens liv. Man kan ikke lytte og bare være ligeglad. Enten
bliver man ved at lytte, fordi man er grebet af Gud, og så vil man handle
derefter, eller også holder man op med at lytte, fordi man ikke bryder sig om
det, man hører.
Omvendelsens
frugt er det liv, der vokser frem af, at man lytter til Gud. Frugten er at tro
på Jesus, at bede til ham og at spørge efter hans vilje med ens daglige
hverdagsliv.
Når vi
hører om, at vi skal bære frugt, så bliver vi stille og eftertænksomme og
kommer i kontakt med vor egen skyld og afmagt. Gud ser ikke efter, om vi kan
Bibelen udenad, men om vi har en levende tillid til ham, den tillid, der viser
sin i tjenstvillighed og efterfølgelse af Guds gode vilje.
Omvend
jer, for Himmeriget er kommet nær!
Det
budskab er først og fremmest glædeligt, men der er også den barske realisme, at
der er kræfter, som vil fjerne os fra Himmeriget, og Store Bededag sætter fokus
på, at der også findes noget inde i os selv, som vil drage os bort fra Jesus
Kristus. Store Bededag er et kald til at vågne op af døs og slummer og være sig
sin tro og sit kald bevidst. Måske er der en konkret praksis vi skal ændre
eller justere.
Et sted i
Bibelen står denne bøn: Omvend mig, så bliver jeg omvendt, thi du er Herren
min Gud (Jer 31,18, 1931-oversættelsen). Dybest set behøver vi Guds hjælp
til at omvende os hver dag.
Store
Bededag vil lære os at bede den bøn.
Amen