Prædiken til Langfredag 14. april 2017 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen
Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk;
Prædiketekst:
Jesu lidelseshistorie, Den danske salmebog side 1315-1330.
Hvorfor døde Jesus?
Var det jødernes ledere, som endelig var kloge og stærke nok til at overmande Jesus?
Nej, det var de slet ikke stærke nok til.
Var det romermagtens lange arm, der endelig indhentede ham, som de havde indhentet så
mange andre? Nej, det havde de heller ikke kræfter til.
Man kan ikke overrumple ham, som kender alle menneskenes tanker. Man kan ikke overmande
ham, som befaler over både naturkræfterne og døden selv.
Ingen kan overrumple eller overmande Guds søn. Som Jesus selv siger til Peter: Tror du
ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner
engle til hjælp? (Matt 26,53). Men Gud Fader overgav Jesus til fjenderne,
og Jesus lod sig frivilligt fange. Som Jesus igen siger: Skulle jeg ikke
drikke det bæger, Faderen har givet mig? (Joh 18,11).
På overfladen var det et justitsmord som så mange andre – blot endnu et tilfælde i
den kedelige statistik over korrupte lederes henrettelse af deres modstandere.
På dybet skete der langt mere.
Fra forskellige krige hører vi af og til om heltemodige skikkelser, der sniger sig
ind bag fjendens linjer og med stor fare for deres eget liv gør stor skade på
fjenden. Det er det, Jesu død handler om – bare langt mere dramatisk og med
langt større følger.
Ja, for hvem er fjenden egentlig? Fjenden er de to kræfter, som vi alle kender fra
vores hverdag. Den ene er den dårlige samvittighed, og den anden er døden. Den
dårlige samvittighed tager freden fra os, og døden tager livet fra os. Det
eneste, der bliver tilbage, er ufreden. Der er intet liv, ingen
handlemuligheder, men kun ufred. Det er endestationen på den livsbane, vi er
født ind på.
Det er denne triste og tragiske skæbne, Jesus er kommet for at redde os fra. Han er
kommet for at føre os ind på den livsbane, som Gud har skabt os til. Han er
kommet for at overvinde dommen og nedbryde døden og rive os ud af deres magt. Det
er Guds plan. Derfor døde Jesus.
Menneskene fatter ingenting før bagefter.
Jødernes ledere synes at være optaget af to ting, dels at slippe af med en besværlig
prædikant, dels at undgå, at romerne greb ind og begrænsede deres magt
yderligere.
Pilatus ville ikke miste kejserens gunst. Derfor skulle der være ro, og derfor skulle
Jesus ofres, selv om Pilatus havde gennemskuet, at Jesus ikke var skyldig til
døden.
Herodes var bare interesseret i at møde Jesus, og da Jesus ikke ville vise ham nogen
undere, sendte Herodes ham tilbage til Pilatus.
Under
overfladen sker der noget helt andet end, at uretfærdige magthavere rydder et
problem af vejen. Under overfladen lader Jesus sig føre hen til det
allerværste, som rammer os - ikke alene døden, men også Guds forbandelse. Det
er slemt at skulle dø, men det er værre at lide under skyldfølelse og dårlig

Man behøver ikke at være religiøs end sige kristen for at opleve dårlig
samvittighed. Man skal bare have haft med andre mennesker at gøre. Den store
kunst og filosofi rører ved dette problem. Det er lige fra MacBeth, der martres
af sin skyld, til en moderne ateist, der – som han selv udtrykker det - ”går
åndeligt fuldstændig i knæ under vægten af selvanklager”. Det er en tilstand, man ikke ønsker
for nogen, end ikke sin værste fjende.
Vores problem med den dårlige samvittighed er, at den som regel taler sandt. Det er
selve sandheden om vore forkerte handlinger, som trænger ind på os i den
dårlige samvittighed. Hvad enten vi tror på Gud eller ej, så ved vi godt, hvad
sandheden om vores handlinger er. Har vi krænket et andet menneske, så ved vi
det som regel. Godt nok er der nogen, som er så forhærdede eller forskruede, at
de ikke ved det, men de fleste ved det. Det er sandheden om vores ansvar, som
forfølger os i den dårlige samvittighed. Det kan sagtens lade sig gøre ikke at
tro på Gud, men det kan ikke lade sig gøre at ikke at tro på bevidstheden om
vore gerninger. Når den sandhed er en byrde, har vi et problem, vi ikke selv
kan løse. Som en af de bibelske forfattere siger: Det gode, som jeg vil, det
gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg (Rom 7,19). Jeg
elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? (Rom 7,14).
Problemet kender vi. Hjælpen kender vi ikke. Den er det ukendte, nye, glædelige og
overraskende. Gud har grebet ind. Han har sendt Jesus som vor redning.
Af og til hører man kristendommen fremstillet således, at Gud vil se blod for at tilgive
os. ”Den gamle vil se blod”, stod der i et avisindlæg for en del år siden. Det
er et vrængbillede af det, som de bibelske forfattere skriver til os. Gud vil
ikke se blod, end ikke sin søns blod. Djævelen vil se blod, men Gud vil se liv,
han vil redde mennesker, og derfor er han villig til at betale den højeste pris
for at gennemføre det.
Jesu død handler om, at Jesus stiller op mod sandheden om os, ikke for at kvæle den,
ikke for at bortforklare den, men for at hindre den i at knuse os og give os
evig ufred.
Hvordan kan det ske? Under normale menneskelige omstændigheder kan det ikke lade sig
gøre, heller ikke ved en korsfæstelse. Men under Moselovens omstændigheder kan
det lade sig gøre. Moseloven er Guds lov, og den gav han til Israels folk med
Moses som formidler.
Denne lov nævner i en bisætning, at der sker noget helt særligt med en henrettet person,
som hænges op i et træ. Han bliver en Guds forbandelse (5 Mos 21,22-23).
Oplysningen forekommer, fordi en henrettet skal tages ned af træet og begraves
inden aften, for ellers forurener han landet. Han skal tages væk fra
forbandelsens plads.
Det er denne bestemmelse, som åbner for den mulighed, at man kan bringe Guds
forbandelse over et andet menneske. Korsfæstelse er den perfekte måde at gøre
det på. Personen henrettes og forbandes i samme handling.
Jesu modstandere ville vanære Jesus på det groveste ved at lade ham korsfæste. Det
er ikke så svært at forstå. Det overraskende er, at Jesus selv uden at gøre
modstand lod sig føre til korset for at møde den ultimative sandhed om
menneskene, så han kunne standse den, inden den ødelægger os. Han fjerner ikke
sandheden, men han beskytter os imod dens voldsomme magt, som tager freden fra
os. Guds kærlighed stiller op mod Guds sandhed.
Lad mig nævne et tilsvarende, men dog langt mindre dramatisk eksempel fra Moses’ eget
liv. Da han stod på Sinaj bjerg og skulle formidle Moseloven, bad han Gud om at
måtte se ham. Da sagde Gud:
Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet … Her
hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi dig,
stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet
forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen, så du
får at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se (” Mos 33,20-23).
Det er det samme, Gud gør, da Jesus hænger på korset. Jesus er Guds udrakte hånd, som
Gud rækker ud for at hindre os i se Gud direkte, for det kan vi ikke overleve.
Møder vi Gud direkte, vil vi dø, fordi sandheden om vores egoisme vil knuse os.
Jesus stiller sig på det værst tænkelige sted, og det sted er så voldsomt, at
Jesus mister livet ved det, men han nåede sit mål, nemlig at beskytte os. Han
er vor evige beskyttelse mod den knusende sandhed om vort ansvar.
Derfor siger han: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, … kommer
ikke for dommen (Joh 5,24).
Langfredag slutter med Jesu død og begravelse. Hans venner begravede ham i dybeste sorg.
De elskede deres mester, men havde mistet troen på, at han var deres frelser.
De så kun nederlaget, og det er såre menneskeligt. Vi havde gjort det samme.
Alligevel var der to personer, der så noget, som venner og fjender ellers ikke
lagde mærke til på denne sorte dag.
Den ene er Jesus selv. På korset sagde han: Det er fuldbragt. Jesus vidste, at
hans gerning var fuldført og ikke mislykket. Han ikke bare gjorde, hvad
han skulle, men han nåede også, hvad han skulle. Han gik ind bag
fjendens linjer, ind i fjendens hovedkvarter, hvorfra han skulle sprænge hele
hans magt i stumper og stykker. Fjenden troede, at han var fanget og død for
evigt, men dér tog han fejl.
Den anden er røveren på korset. Han vidste, at det ikke sluttede med Jesu død. Vi ved
ikke, hvorfra han vidste det, kun at han sagde: Jesus, husk mig, når du
kommer i dit rige! Han vidste, at den korsfæstede Jesus en dag kommer i
magt og herlighed. Vil du godt huske mig på den dag, Jesus? Og så lover Jesus
ham, at røveren skal være sammen med Jesus i paradiset allerede Langfredag. På
deres dødsdag skal de gå til paradis sammen.
Jesus skulle være vort værn mod den knusende sandhed om vort liv. Den mission blev fuldført
så gennemgribende, at han kan redde selv end dødsdømt røver, lige før han dør.
Det er beskyttelse og tilgivelse, når den lyser allerstærkest.
Hans eksempel kan vi bruge på os selv, når vi føler os dømt ude. Når Jesus ville
frelse denne røver, vil han også frelse os.
En dag kommer den korsfæstede Jesus i sin guddommelige herlighed. Det er den endelige
sejr.
Tilgivelse og sejr. Således lyser Jesus for os – selv på Langfredag, ja netop på
Langfredag.
Amen