Prædiken til Palmesøndag 2017 af Jørgen Sejergaard
Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kap. 21, vers 1-9:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to
disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil
straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og
hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil
straks sende dem tilbage.” Det skete for at det skulle opfyldes, som er talt
ved profeten, der siger:
”Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs
føl.”
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og han satte sig derpå. Den
store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne
og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter,
råbte:
”Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!”

Se, din konge kommer til dig!
Det var budskabet før hans korsfæstelse.
Velsignet være han, som kommer …
Det var svaret før Jesu korsfæstelse.
Se, din konge kommer til dig!
Det er stadig budskabet efter hans korsfæstelse.
Velsignet være han, som kommer …
Er det stadig svaret efter hans korsfæstelse?
Jesus kommer til os nu. Han kommer som den foragtede. Han er nok kendt og elsket af
mange, men han er også glemt eller ligefrem hadet af mange.
Palmesøndag vidste folkeskaren ikke, at han skulle korsfæstes, men det ved vi. Korset
skiller ham ud fra alle andre. Han kommer som den, der har betalt den
ultimative pris for os. Spørgsmålet er, om vi vil kendes ved ham som den korsfæstede. Vil vi følge ham, selv om han er foragtet, og selv om det kan koste os foragt og modsigelse og det,
der er værre?
Da han red ind i Jerusalem, var det let at følge ham. Efter han blev korsfæstet, var
det svært at følge ham.
Palmesøndag hører vi om hyldesten til hans ære, og vi indbydes til at deltage i den, men vi
skal ikke tilbage til Palmesøndags uprøvede og ugennemtænkte hyldest. Vi skal
lære at hylde ham og ære ham på moden vis, dvs. ud fra det dybere kendskab til
ham, som hele påsken og hele kirkens historie giver, og dér hører korset med. Palmesøndag
hyldede de den populære Jesus. Vil vi ære den foragtede Jesus? Ærer vi ham, når
vi er arbejdsløse, når vi er syge, og når mennesker bryder med os? Ærer vi ham,
når kristendommen og kirken foragtes? Ærer vi ham, når Jesus siger noget, vi
helst vil have, at han ikke skulle have sagt? Ærer vi ham ikke alene, når han
er venlig i sin kærlighed, men også når han er streng i sin kærlighed? Ærer vi
ham, når det ikke er let at gøre det?
Jesus er ikke pragtfuld og herlig efter vore begreber, kun efter Guds, og det kristne
liv er heller ikke vidunderligt efter vore forestillinger, men kun efter Guds.
Jesus blev udsat for den hårdest tænkelige modgang, og det kan den kristne
kirke også blive. Vi er kaldet til at være Jesu Kristi kirke på Guds
forudsætninger, ikke på modernitetens forudsætninger. Vi er kaldet til ikke at
skamme os over Guds domme og vilje. Det moderne samfund bryder sig ikke om Guds
vilje og spørger slet ikke om den, hverken når det gælder etik eller frelse.
Man spørger ikke Jesus til råds, når samfundets etik og lovgivning skal
udformes, og man spørger ikke efter, hvad Jesus har sagt, når vi skal bedømme
ateisme eller andre religioner eller bare tage stilling til, om børnene skal
døbes. Alt drejer sig om, hvad menneskene selv føler. På den ene side er er der
et prisværdigt ønske om ægthed i denne holdning, for man vil ikke belæres, men
være overbevist og selv finde sandheden, men på den anden side kan man let
overse, at Skaberen er klogere end sin skabning, ligesom vores erfaring lærer
os, at lægen er klogere end patienterne. Jesus kommer til os som den, der ser
et problem, vi andre ikke ser, og han løser problemet. Vil vi ære ham for det?

Se, din konge kommer til dig!
Jesus kommer for at give os sig selv. På den ene side er det overvældende stort og
kærligt, at et menneske giver sig helt og fuldt til os. Tænk, at han bryder sig
så meget om os! På den anden side kan det også være forstyrrende. Nu havde vi
det lige så godt med os selv. Nu kommer der en udefra og banker på vores dør.
Han forstyrrer vores fred og ro. Nu skal vi til at tænke. Det forlyder
ovenikøbet, at han er konge. Så skal vi jo til at rejse os og vise ham lidt
respekt. Tænk, at vi skal forstyrres med det her i påskeferien!

Se, din konge kommer til dig!
Jesus vedgår åbent, hvem han er. Han rider ind i Jerusalem på et æsel og spiller
dermed på to strenge. Dels opfylder den gamle profeti fra Det gamle Testamente,
og dels optræder han med kongelig værdighed, for hos jøderne rider konger på æsler.
Folkeskaren ved udmærket, hvad han sigter til.
Jesus vedgår åbent, hvem han er, men uden manipulation. Han holder ikke nogen
flammende programtale med mange løfter, som man så bagefter kan diskutere. Han
siger slet intet under hele indtoget. Det meste af det, han har at sige, er
sagt. Det meste af det, han skal gøre, er gjort. Kun korset er tilbage. Jesus
manipulerer ikke, men går i døden for sin identitet. Han giver afkald på livet
for at stå ved sin påstand om at være Guds søn.

Se, din konge kommer til dig!
Han kommer, fordi vi er i nød. Uden ham er vi fortabte. Vi er alle underlagt en
kraft, der bryder os ned. De bibelske forfattere kalder den synd. Synd er en
forvrængning, der ændrer os, så vi hverken har rent hjerte eller rene hænder,
og denne forvrængning ender med død. Synden medfører både skyld og død. Skylden
tager freden fra os, og døden tager livet fra os. Det eneste, der bliver tilbage,
er ufreden. Det er denne triste skæbne, Jesus er kommet for at vende. Vi
mennesker har ingen sans for, at vi er hjælpeløse på dette punkt. Det ligger
dybt indgroet i os, at vi selv skal afhjælpe nøden. Derfor søger vi hjælp til
selvhjælp og er blinde for hjælp til hjælpeløse. Jesus kommer til os, ikke kun
for at hjælpe os mod skyld og død, men også for at hjælpe os ud af vores
blindhed. Han er verdens lys, der vil give os syn for sagen, sans for nøden. Han
vil lyse ind i vort formørkede indre, så vi erkender både nøden og
redningsmanden.

Se, din konge kommer til dig!
Han kommer til os, fordi vi ikke kan komme til ham. Hvis Jesus ikke opsøger os,
ville vi aldrig finde på at søge ham eller bede ham om hjælp. Vi kan kun
udforske denne verdens muligheder. Vi kan ikke udforske Guds muligheder, end
ikke tænke teoretisk om dem, for vi ved kun om hans eksistens, ikke om hans
tanker.

Se, din konge kommer til dig!
Han kommer også til den, der erkender sin hjælpeløshed. Han kommer til den, der er
tynget af sorg og modgang, til den, som er anfægtet og plaget af dårlig
samvittighed og føler sig dømt overalt. Jesus kommer som lyset til den, der
sidder i mørket. Han kommer som befrieren og skænker frihed og glæde. Han gør
det på sin egen måde. I denne verden befrier han os indvendig fra fortvivlelse
til glæde, fra skyldfølelse til lettelse, fra håbløshed til lettelse, fra had
til kærlighed, fra forbandelse til velsignelse. Midt i det dybeste mørke og den
største smerte kan han skabe håb og lettelse. Han kommer for at være til stede
og tage os ind under sin beskyttelse. I den kommende verden vil befri os fra al
ydre ondskab og ødelæggelse. Men her og nu skaber han paradis i hjerterne ved
at vinde vore hjerter for ham, så han kan lyse ind i os. Ingen nød er så stor,
at han ikke kan hjælpe. Det er her det dirrer. Det er her, tro og tvivl kæmper
i os. Og det er her, at de bibelske forfattere og Jesus selv igen og igen
siger, at ingen nød er så stor, at han ikke kan hjælpe os.
Jesus kommer også til den stærke, som er glad for livet og strutter af overskud og
mod på livet. Ingen glæde er så stor, at Jesus ikke kan gøre den større. Han
henvender sig til den stærke og spørger: Vil du bruge alle de ressourcer, jeg
har givet dig, til at tjene mig?

Se, din konge kommer til dig!
Jesus kommer som den korsfæstede. Det ved vi så godt, at vi kan glemme, at det ikke
er en selvfølge. Gud var ikke tvunget til at frelse os. Vor frelse er Guds frie
valg.
Vi kan tage fristes til at tage korset som en selvfølge og til at glemme Jesu
herredømme. Han kommer både for at frelse os og være Herre i vor etik. Uden ham
er vi ikke blot fortabte i synden, men også ført vild af den. Jesus er Guds
model for menneskelivet. Uden ham har vi kun delvis og uklar viden om vores
etiske ansvar.

Se, din konge kommer til dig!
Folkeskaren svarede spontant:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Sådan lød hyldesten fem dage før hans korsfæstelse. Det er et citat fra Det gamle
Testamente. Hosianna betyder ”Frels dog!” På Jesu tid var dette ord mere en
hyldest end et nødråb. Efter hans korsfæstelse kan vi ikke bruge dette ord som
en hyldest. Vi må tilbage til den oprindelige betydning, ikke fordi vi er
nørder, men fordi vi er nødstedte. Vil vi indrømme det? Og hvis vi ikke kan
indse, at vi er nødstedte, vil vi bede Jesus om at vise os det?
Velsignet være han, som kommer …
Der er så mange måder at modtage Jesus på:
Velsignet være han, som kommer …
Interessant er han, som kommer …
Hyggelig er han, som kommer …
Ligegyldig er han, som kommer …
Undertrykkende er han, som kommer
Forbandet er han, som kommer …
I kirken siger vi "Velsignet være han, som kommer!". Når man kalder Jesus velsignet, så
ser man ham som Guds gave til os. Og når man siger Hosianna i betydningen
”Frels dog! ”, så siger man, at man behøver hans hjælp. Jesus er Guds gave til
os. Han er vort eneste håb. På trods af al foragt og modstand mod ham i fortid
og nutid, så er det Guds evige velsignelse til os, at Jesus er kommet. Det er
det glædelige budskab til os i dag.
Amen