Prædiken til Marias Bebudelsesdag 2. april 2017 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst
Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk
Prædiketekst:
Lukas-evangeliet kapitel 1, vers 26-38:
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i
Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som
hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til
hende og hilste hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede!” Hun blev
forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da
sagde englene til hende: ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.
Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.
Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham
hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og
der skal ikke være ende på hans rige.” Maria sagde til englen: ”Hvordan skal
det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.” Englen svarede hende:
”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig.
Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din
slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man
siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.”
Da sagde Maria: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”
Så forlod englen hende.

Gud vil i forbindelse med os. Gud baner sig vej ind i vores verden. Han har altid været
her som Skaberen. Menneskene har altid kunnet mærke hans magt. Det nye er, at
hans frelse baner sig vej.
Når Gud griber ind, kan der ske voldsomme ting. Derfor kan vi blive både overraskede og
forskrækkede. Sådan gik det også for Maria. Pludselig står der en engel i stuen
og siger, at hun skal føde Guds søn. Det må have været et chok, som det har
taget tid at komme over.
Alligevel er alle Guds undere vidunderlige og herlige. Det gælder dem alle fra skabelsen
over befrielsen af Israel fra slaveriet under Farao til jomfrufødslen, Jesu
mange undere, hans opstandelse, himmelfart og genkomst og skabelsen af den nye
jord med Guds evige paradis. De er vidunderlige, befriende og berigende.
Hvorfor vil Gud overraske os med dette under? Kunne han ikke have gjort det på
en enklere måde, så vi ikke fik alt dette besvær med at tro på noget så
naturstridigt som en jomfrufødsel?
Vi mennesker kun kan sætte børn i verden, som er lige så fortabte som os selv.
Menneskeheden kan ikke frembringe sin egen frelser. Alt, hvad vi kan
frembringe, er nedefra eller inde fra os selv. Redningsmanden må komme udefra
eller oppefra. Det er det, jomfrufødslen handler om.
Guds undere sker altså ikke for at gøre frelsen besværlig, men fordi de er
nødvendige. Gud viser sin magt for at vise sin kærlighed. Han griber ind for at
redde os fra ødelæggelsen af menneskelivet. Store problemer kræver store løsninger.
Derfor gør Gud undere.
Maria er meget moderne. Hun stiller det spørgsmål, alle moderne mennesker stiller: Hvordan
skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand. Vi spørger ud
fra naturens kræfter og ud fra vore egne kræfter og vores egen erfaring og
udforskning deraf. Mange tror, at alt i tilværelsen findes ad dette spor.
Den menneskelige viden er dog begrænset. Det har to nulevende naturvidenskabsmænd
udtalt sig markant om. Gregory Chaitin, matematiker og computervidenskabsmand, udtaler: ”Der findes indviklede fænomener, der ikke kan forklares ud fra nogle simplere forhold. ” David H.
Wolpert, matematiker, fysiker og computervidenskabsmand, siger: ”Inden for ethvert muligt univers kan intet intellekt nogensinde vide alt.”
Kort sagt: Ingen kan vide alt. Ikke alt kan forklares.
Der er altså grænser for, hvor langt vores erkendelse nogen sinde kan komme. Her
stemmer Bibelen og naturvidenskaben overens. Vi mennesker er ikke og kan aldrig
blive alvidende. Der er og sker ting, som vi mennesker aldrig kan forklare.
Derimod overskrider Guds kraft vores begrænsning: Helligånden skal komme over dig,
og den Højestes kraft skal overskygge dig. Guds kraft er det glædelige.
Kristendommen fortæller ikke kun den barske sandhed om vore begrænsninger, men også det
glædelige, befriende budskab om Guds kraft.
Har kristendommen ikke andet at sige? Nej, det har den ikke, men det er også rigeligt, for Guds
kraft overrasker os gang på gang. Ét er teoretisk at høre om Guds kraft. Det
kan man godt blive træt af. Noget andet er at opleve denne kraft. Da forbavses
man både over sig selv og over Gud. Man forbavses over, at forskellen er så
stor mellem blot at regne med den teoretisk og så at opleve den. Man ved godt,
at Gud kan omvende mennesker til den kristne tro, men alligevel er det langt
stærkere, når et andet menneske kommer til en og siger: Jeg vil gerne være
kristen. Jeg vil gerne døbes. Da forundres man over Guds storhed. Man forundres
over sin egen manglende forventning. Det samme gælder helbredelser, syner og
åbenbaringer og noget så jordnært som fremmødet til gudstjenesten. Det er et
under hver gang.
Så vi trænger ikke bare til at høre om Guds kraft, men også til at opleve den. Det er
det, kristendommen handler om. Det er også det, gudstjenesten handler om. Men
det sker ikke automatisk. Vi må bede om den. Vi må undertiden vente på den. Vi
må gerne trænge os på hos Gud og: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig
(1 Mos 32,27).
Guds kraft kan gøre store ting, vi ikke forventede. Og overraskelsen i dette tilfælde er
ikke blot en jomfrufødsel, men også, at Guds søn skal fødes ind i denne verden.
Gud så, at ingen af os kunne frelse verden. Så greb han selv ind ved at sende
sin søn.
Gud sendte sin søn. Det er det kristne budskab. Gud fik ikke en søn med
Maria. Det er Islams misforståelse.
Gud har fra evighed af haft en søn. Ligesom solen ikke kan eksistere uden sin
solstråle, sådan eksisterer Gud ikke uden sin søn. Han er Guds herligheds glans
og hans væsens udtrykte billede (Hebr 1,3). Sådan taler Hebræerbrevet i Ny
Testamente om ham. Det er denne evige søn, som Gud sender ind i vores
menneskelige verden ved at lade ham blive Marias søn. Guds søn fra evighed
bliver nu også Marias søn i historien.
De fleste mennesker reagerer med mistænksomhed og modstand. Er det nu muligt? Er det nu
ikke bare endnu en religiøs skrøne?
Svaret er: Kom og se! Giv dig i kast med Guds største under, Jesus selv, og se, hvad der
sker, når du følger ham!
Jomfrufødslen handler ikke blot om en biologisk mærkværdighed. Så var den bare til Guinness
rekordbog eller til at lægge ud på Facebook og ville snart gå i glemmebogen. Nej, hovedsagen er barnet, som blev født. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Fra sin verden sender Gud den eneste, som kan redde os. Vi trænger til en redningsmand, som er på guddommeligt niveau. Ellers kan han ikke klare de virkelige knaster. Men vi trænger også til ham på vores niveau. Ellers kan han intet udrette for os. Derfor måtte Guds søn også blive Marias søn. Jesus skal forsone Gud og menneskene. Derfor må han have andel i dem begge.
Vi mennesker er begrænsede, men det er Gud ikke. Han gjorde noget nyt. Han lod sin
søn blive menneske. Skaberværkets evige konge er blevet vor bror. Guds evige
søn er steget ned til os i øjenhøjde. Gud sender ikke en teori, ikke
et tankesystem, men et menneske, og dette ene menneske er både af vores slags
og af Guds slags. At han er af vores slags, kan vi forstå. At han er af Guds
slags, må Gud vise os. Vi kan ikke selv indse det.
Guds kraft viser sig her på to måder. Ikke alene får Maria at vide, at Gud vil gøre
et under i hendes krop. Hun skal blive mor til Israels evige konge, som senere
viser sig at blive hele verdens redningsmand. Fra hende fik han sine
menneskelige egenskaber. Maria blev døren til denne verden for Guds søn. Hun
skulle våge og vogte over Guds søn, mens han var et lille, svagt menneskebarn. Gud
gør også et under i hendes sjæl. Hun tror, hvad englen siger og påtager sig
opgaven. Marias tro bringer os tilbage til det andet spørgsmål, jeg nævnte før:
Skal man tro på jomfrufødslen for at være kristen?
Jomfrufødslen er en omstændighed, et middel. Jesus er selve gaven. Han siger ikke: ”Tro på
jomfrufødslen!” men Følg mig! Man skal begynde med ham og hans udtalelser, så vil en helt ny verden åbne sig for en. Først fornemmer man kvaliteten ved ham. Hans kvalitet baner vej for erkendelsen af hans identitet. Hans identitet baner vej for erkendelsen af underet.
Jesus vil åbne Guds storhed for os. Det gør han ikke ved at overtale os. Det ville være
propaganda og hjernevask. Jesus åbner Guds storhed for os ved at lade os erfare Guds kraft. Vi skal altså bare være ærlige og sige til ham, hvad vi tror og ikke tror. Det er helt i orden at sige: ”Herre, jeg vil gerne følge dig, men jeg kan ikke tro på jomfrufødslen. ” Det afgørende spørgsmål er ikke, om vi kan tro på alle omstændighederne, men om vi gerne vil følge Jesus, fordi vi ikke
vil undvære ham. Man skal ikke tvinge sit hjerte til at tro på noget, man ikke
har sit hjerte med i. Det er både for stort og forkert. Man skal følge Jesus og
gå på opdagelsesrejse hos ham. Han vil åbne Guds verden for os og os for den.
Maria sagde ja til at tjene Gud som hans søns jordiske mor. Gud overraskede ved at
udvælge en fuldstændig ukendt pige til den opgave. Ingen havde regnet med, at
hun skulle få den værdighed. Og også gennem hende vender Gud op og ned på
tingene. Israels folk regnede med, at de fornemste i religiøs henseende var
Israels præster, som gjorde tjeneste i templet. De regnes stadig for de
fornemste i jødedommen den dag i dag. Men da Gud seks måneder før sendte englen
Gabriel til præsten Zakarias for at lade ham vide, at han og hans hustru i
deres alderdom skulle få en søn, spurgte han: Hvordan kan jeg vide, at det
er sandt (Luk 1,18). Maria spurgte langt mere tillidsfuldt: Hvordan skal
det gå til? En ung pige fra landet var mere tillidsfuld end en præst fra templet.
Abraham regnes for de troendes far. Han troede på Guds løfter og påbud, hvor meget de
end stred mod menneskelige indvendinger. På samme måde er Maria de troendes
mor. Hun er hverken himmeldronning eller født uden arvesynd. Det er den
katolske kirkes fejltagelse. Derimod troede hun Guds budskab trods alle
menneskelige indvendinger og sagde med det samme ja til tjenesten og opgaven.
Vi har lov til at tvivle. Vi har lov til at stille spørgsmål. Men vi har også lov til
bare at stole på Gud. Nogle får den tro så at sige i ét nu, mens andre skal
igennem mange kampe og åndelige vanskeligheder, før de når frem til den. Her er
Maria vort forbillede. Vi må gerne sige til Gud: Giv mig samme tro på dig og din
søn, som Maria havde! Så får vi samme hilsen, som hun fik:
Frygt ikke! For du har fundet nåde hos Gud.
Gud sendte sin søn for at skænke os fællesskab og frihed og evigt liv og glæde hos ham. Amen