4. søndag efter Helligtrekonger 2017
Karlebo Kirke kl. 09.00:
Nr. 3 - Lovsynger Herren - 696 - Kærlighed er lysets kilde/ 36 - Befal du dine
veje - 634 efter nadver: Du ved det nok mit hjerte - 31 - Til himlene rækker
Nivå Kirke kl. 10.30: Intet præludium - Nr. 402 - Den signede
dag - Børnene bæres ind under 1. vers - 7 - Herre Gud dit dyre navn - 36 -
Befal du dine veje /66 - Lyslevende fra Himmerig - 192 vers 7 efter nadver -
447 før dåb - Kære Gud jeg takker dig efter dåben (omdelt) - 31 - Til himlene
rækker - Udgangsbøn - postludium mens børnene bæres ud

Dette hellige evangelium læser vi i Mattæusevangeliet kapitel 8 vers 23-27.
Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham.
Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov.
Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han
sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og
truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og
sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham? Matthæusevangeliet 8,23-27

Prædiken
For nogle år siden kom en mand, som nu selv er død, op til præsten for at
aftale begravelse. Hans kone var død efter et langt og strengt sygeleje.
Manden var helt kvæstet efter alt det, han havde oplevet, og sagde derfor til præsten,
at der ikke skulle holdes nogen tale ved hans kones kiste.
I stedet for ville han gerne have læst beretningen om Jesus, der stilner
stormen på søen.
Det var et usædvanligt valg. Men manden syntes, at den historie sagde ham alt det, han
havde brug for at høre lige nu.
Han hørte historien om Jesus, der rejser sig op i båden og får stormen til at lægge
sig, på en helt anden måde, end de fleste af os gør.
Vi hører den som regel som en mirakelhistorie, og kommer derfor straks med vores skeptiske
spørgsmål: Jamen kan det nu også passe?
Vi indtager rollen som passiv tilskuer og lukker i overfor historien.
Men hvis vi vil noget med beretningerne om Jesus, må vi begynde med et stille helt
andre spørgsmål. Ikke: passer det? Men derimod: hvad har den beretning at sige os?
Det var det, manden som skulle sige farvel til sin kone, havde gjort.

Da Jesus fik stormen til at lægge sig, var det en symbolhandling.
En handling, der havde til formål at forklare, hvem han er.
Havet er i både Det gamle og Det nye Testamente om noget et billede på det farlige,
og dæmoniske, og gudsfjendtlige i tilværelsen.
Allerede i den første skabelsesberetning i Bibelen bliver der sagt, at der før skabelsen
var mørke over urdybet, men Guds Ånd svævede over vandene.
Og så begyndte Gud at skabe. Der skal være lys! sagde han. Og det blev
der. Og han fortsatte: Der skal være en hvælving i vandene. Den skal skille vandene ad….
Han satte de farlige vande ”på plads”. De blev presset ud i yderkanten, så det tørre
land kunne komme til syne.
For de gamle israelitter var havet farligt og kaotisk, det lå der hele tiden som en
trussel, der kunne rejse sig og ødelægge den opdyrkede og beboede jord.
Og det er jo langt fra en forældet tankegang. Havet udgør den dag i dag en trussel,
det har mennesker altid vidst. Og vi har igen fået øjnene op for det i disse
år, hvor oversvømmelser flere gange i årets løb har betydet at huse og veje og
broer rundt om i landet er blevet ødelagt. Det gamle ord om, at Kun en tåbe
frygter ikke havet!.... har fået en ny betydning.

Havet blev sat på plads den dag på Genesareth søn, ligesom på skabelsens morgen. De gudsfjendtlige, og dæmoniske magter mødte deres overmand. For han var med i båden.

Da Jesus standsede stormen, blev det understreget, hvem der bestemmer:
Om det er Gud eller hans modstander.
Jesus optrådte ikke kun som mirakelmager, men som Guds almægtige Søn, der med sit
Ord kunne tæmme de fjendtlige kaosmagter, som truede med at drukne hans
disciple.
Hvad der er den dybere mening bag historien om stormen på Søen, det var manden,
der aftalte begravelse med præsten, sikkert ikke helt klar over.
Han var vist ikke særlig bibelkyndig. Og så alligevel: Hvad han måske ikke
direkte vidste, følte han dybt indeni: At Jesus Kristus har et ord, der kunne sige
ham noget i hans ulykkelige situation og til hans oprørte sind.
Han var ved at gå under og havde brug for at høre om Guds Søn, der truede ad
stormen og søen, så den blev helt blikstille. Og det er ikke misbrug af den bibelske beretning.
Det er faktisk den inderste mening med den.

Disciplene var bange. Bølgerne var så høje at de nærmest skjulte båden.
Men Jesus var ikke bange, hører vi. Han var så uberørt at han kunne sove fra
stormvejret.
Søvnen er som regel det første, der bliver taget fra os når bølgerne er høje i
vores liv. Sådan går det i hvert fald for mange af os. Når vi er bekymrede og bange
eller kede af det, eller når der sker for meget omkring os, kan vi ikke falde i søvn.
Men Jesus sov midt i stormen. Han var ikke bange.
Han tillod sig endda at være lidt nedladende overfor disciplene:
Hvorfor er I bange I lidettroende! sagde han, inden han truede stormen til at lægge sig.
Det er ikke den mest trøstende bemærkning, der findes.
Den ligner en af dem, vi sommetider kan få over vores læber (eller i hvert fald
har lyst til at sige): Tag dig nu lidt sammen!

Når vi siger sådan til hinanden skyldes det som regel vores irritation og
utålmodighed. Og vores magtesløshed overfor den andens situation, som får os til at ønske, at
han eller hun bare ville tage sig sammen og stoppe med at sørge eller
pive eller være bange.
Vi kan som regel ikke stille så meget op overfor andres sorg eller store
problemer. Vi kan ikke, som Guds søn, stå op og true af verdens storme og
få dem til at lægge sig.
Derfor er det jo også langt mere vores opgave at tage os af hinanden i de svære tider,
at turde være i samme båd, fremfor at bede nogen om at tage sig sammen eller
holde op med at være bange.
Vi skal naturligvis ikke blive ved med at ynke hinanden i det uendelige,
men tit sker der det forunderlige, at den angst og smerte vi deler med hinanden,
bliver mindre, og der bliver igen plads og overskud til nyt håb.

Herre frels os, vi går under! råbte disciplene.
Da Jesus hørte deres bøn, rejste han sig op og truede ad bølgerne og stormen og
alt blev stille.
Han bebrejdede dem nok deres alt for lille tro, men de gjorde det rigtige, det
eneste, vi også kan gøre, når vi sidder fast i sorgen, eller er i nød og fare og ikke
aner hvad vi skal gøre.
Så må vi råbe og kalde på ham, og tro på, at han, uanset vores ringe tro og vores
angst er os nær, og at han vil frelse os, måske ikke fra døden, men til et liv
sammen med ham!
Kom til mig! alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder…
og jeg vil give jer hvile! siger Jesus til os lidt længere fremme i Mattæusevangeliet.

I kirken bærer vi de små børn op til døbefonten, ikke fordi vi mener, at vi kan
forsikre dem og skåne dem for modgang og sorg og død.
Men for at lægge dem i Guds stærke Faderhænder!
For vi må tro på, at Gud altid er ved vores side, som en urokkelig klippe, eller
som øjet midt i den voldsomme orkan.
Evangeliet lover os, at Jesus er med os i båden, til evig tid.
Det må vi aldrig tvivle på.
At han er os nær, og vi må komme til ham!
Og tro på, at han er trofast. At han holder ud og ikke giver slip på os, heller
ikke i de værste storme og den største nød. Amen