Prædiken
til 23. søndag efter Trinitatis den 30. oktober 2016 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard
Prædiketekst:
Markus-evangeliet, kapitel 12, vers 38-44
I sin
undervisning sagde Jesus: ”Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå
omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i
synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe
for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.”
Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde
penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke,
som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til
sig og sagde til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet
mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet
af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt
det, hun havde at leve af.”
Jesus
vender op og ned på tingene. Hvad flertallet beundrer afslører han, og hvem
ingen beundrer, udvælger han. Han afslører falskheden, og han ærer de
uanselige. Dermed giver han en udvej for os, både en udvej fra falskheden og en
udvej fra uanseligheden.
Danmarks
Radio har et TV-program, som afslører
bedragere og advarer kraftigt mod at indlade sig med dem. På samme måde afslører
Jesus her med få skarpe ord sin tids bedragere, nemlig datidens jurister, som
på den ene side gerne ville spille fine folk og på den anden side udnyttede
fattigfolk groft. Pas på dem, som vil tage sig retfærdige ud, men udnytter dig
i det skjulte!
Alligevel
stikker Jesu kritik dybere end som så. Datidens jurister i Israel var ikke bare
jurister, men også religiøse vejledere, der skulle vejlede mennesker til det
gode liv, som Gud har skabt. De skulle virkelig tage sig af folk, og de skulle
selv gå foran med et godt eksempel, men de svigtede idealerne. De er altså ikke
kun økonomiske bedragere, men også religiøse bedragere. De gav sig ud for at
kende Guds lov og vejlede andre deri, men selv levede de ikke efter den.
Jesus
søger at give os realitetssans. Verden rummer megen ondskab og uretfærdighed,
og de religiøse organisationer er også berørt af det, ja nogle af dem kan endog
være dybt påvirket og gennemsyret af det. Det gælder også inden for kirken.
Ikke alt er galt. Der er mange, man kan stole på, men der er også mange brådne
kar, og derfor skal man være på vagt, for ikke alt, som glimter, er guld. Der
er et meget stort ansvar forbundet med at være leder i den kristne kirke.
Når vi
læser Bibelens lange historie igennem, ser vi, at dette problem fulgte Israel
som en skygge i næsten alle slægtled. Magtmisbrug var mere reglen end
undtagelsen. Den bibeltekst, jeg læste før fra profeten Jeremias, der levede
omkring 600 år før Jesus, er et tydeligt eksempel på det. De stjal, myrdede,
horede og dyrkede afguder og mødte alligevel op i Herrens tempel og sagde: ”Vi
er reddet.”
Når vi
læser kirkens historie, opdager vi det samme. Magtmisbrug og religiøst bedrag
følger kirken som en skygge, ikke fordi der er noget galt med Jesus, men fordi
der er noget galt med os andre. Vi kan fristes, og vi kan give efter for
fristelsen. Det er en af grundene til, at Jesus er så streng i sin etiske
undervisning. Jesus ønsker, at vi skal leve i en livslang kamp mod egoismen i
os selv. Vi skal bekende vore synder, og vi skal gøre op med dem og ændre vort
liv, så Jesus sætter fingeren på et ømt punkt. Enhver erkendt synd skal der
brydes med.
Jesus
ønsker, at vi skal vågne op til den barske virkelighed. Min egen erfaring er,
at mange mennesker får dybe sår på sjælen, når de bliver skuffet over en
kirkelig leder eller en kirkelig organisation eller over selve kirken. Mange
smækker med døren, og mange mister troen. Jesus vil ganske enkelt justere vores
forventninger. Flere steder sin undervisning er han inde på det, ikke kun med
henblik på magtmisbrug fra de jødiske skriftkloge, men også med henblik på
magtmisbrug i den kristne kirke. Som kristne må vi være forberedt på det.
Mennesker, vi har set op til og stolet på, kan blive afsløret som bedragere. Vi
lever i en syndig verden, og Jesus vil give os et realistisk syn på tingene, så
afsløringer ikke slår benene væk under os.
Jesus ser
på, hvordan menneskene giver gaver til helligdommen. Det fleste af disse gaver
gik til tempeltjenesten. Mange rige lagde store gaver. En fattig enke lagde to
småmønter. Og helt naturligt vil vores opmærksomhed være på de riges gaver.
Ligesom vi lægger mærke til de fornemme og fremtrædende, sådan lægger vi også
mærke til de store gaver, som mennesker giver til en humanistisk indsats. Nogle
gange kommer det i fjernsynet, hvor meget folk giver, og der kan ligefrem opstå
konkurrence om det.
Jesus
dømmer helt modsat. Han siger, at den fattige enke gav mere end alle de andre. Og
han begrunder det også. De andre gav af deres rigdom. Hun gav af sin fattigdom,
og hun gav alt, hvad hun ejede.
På Jesu tid gik der en historie om en
præst, som foragtede et ringe offer, som en fattig kone bragte. Så havde han en
drøm, hvor der blev sagt til ham: ”Foragt hende ikke! Det er, som om hun havde
ofret sig selv.”
Netop det
er idealet. Netop det er Guds ønske. Du skal elske Herren din Gud af hele
dit hjerte (Mark 12,29).
Jesus
foragter ikke de andres gaver. Han siger heller ikke, at alle skal give alle
deres penge bort. Han siger bare, at denne fattige enke gav mere end alle
andre. Hun overgik dem alle. Og hun gjorde ikke noget væsen af sig. Der var
heller ingen andre, der lagde mærke til hende, men Jesus så hende. Han så
ægtheden og helheden i hendes gave.
Andre
steder i NT ser vi, at der ikke forlanges, at de rige skal give alt bort. Alligevel
er tendensen klar. Rigdom kan være farlig for troslivet. Derfor skal man ikke
skal bygge sit liv på den, og Jesus og apostlene opfordrer os til gavmildhed,
til at dele med andre og til at tjene andre med vore ressourcer og vort liv. Grundholdningen
er ganske den samme som her. Vi ejer ikke selv vort liv. Vi er fuldstændig
afhængige af Gud, og Jesus glæder sig over dem, som indser det, og som med
glæde giver sig selv til Gud for at tjene ham. Vi er ikke skabningens herre.
Det er forbeholdt Gud. Vi er heller ikke Guds slaver. Kristendommen er ikke en
slavereligion. Men vi er Skaberens administratorer. Det er Gud, der ejer hele
vort liv og alle vore rigdomme, og vi skal administrere dem, så vi kan se ham i
øjnene.
Jesus
fremhævede et menneske. Det viser, at der findes troværdige mennesker. Det er
muligt at møde nogen, som Jesus anser for ægte i deres tro og gerninger. Det er
ikke sort alt sammen. Ikke alene er Jesus hos os, men vi kan også møde nogen,
som er grebet af dyb, ægte kærlighed til Gud og tillid til ham.
Jesus
bedømmer menneskelivet anderledes end vi. Helt naturligt drager de rige og
magtfulde vores opmærksomhed. Alt det, der glimter og gør sig, lægger vi mærke
til. Jesus går mod strømmen, ikke fordi han ikke bryder sig om
flertallet, men fordi han har andre normer end dem. I dette tilfælde kritiserer
Jesus ikke de rige for at være uærlige eller grådige. Han siger bare, at den
fattige enke gav mere end dem.
Det har
den enkle konsekvens, at man som rig velfærdsdansker må tænke med en vis
ydmyghed om sin egen humanistiske indsats. Vi må gerne give af vores rigdom. Vi
må gerne give meget. Men vi skal ikke fremhæve os selv, og vi skal i det hele
taget ikke ligge under for den dyrkelse af rigdom og magt, som fylder så meget
i den menneskelige kultur til alle tider. Vi skal hver snobbe for de rige eller
ligge under for mindreværdskomplekser eller had. Stille og roligt uden at gøre
noget væsen af os skal vi bare orientere os ud fra, hvad Jesus har lært os. Og
hvis det medfører modgang, så er det prisen værd. Når vi følger ham, lærer vi,
hvem vi kan stole på, og hvem vi ikke kan stole på. Vi lærer blandt andet, hvor
lidt vi i religiøse og moralske sager kan stole på os selv. Modsat lærer vi, at
vi altid kan stole på Herren Jesus.
Jesus
lærer os en anden værdiskala end den, vi er født med. Hvor denne verden dyrker
de rige og magtfulde, dér fremhæver Jesus de helhjertede. I første omgang ser
vi, at Jesus fremhæver den fattige enke som et forbillede. Gør som hende! Vær
som hende! I anden omgang kan man opdage, at Jesus også gør noget for hende.
Han ærer hende. I hans øjne står hun foran de andre. Og her ligger evangeliet,
det glædelige budskab. Jesus ser dem, som er glemt eller overset af alle andre.
Og Jesus ærer den mindste og allermest uanselige, som sætter sit håb til Gud.
Den fattige enke er ikke bare et forbillede. Hun er først og fremmeste en, som
Jesus kender og ærer. Det lyser op for os alle. Når vi når bunden, tænker vi,
at alle har glemt os, og alt håb er ude. Nej, Jesus husker os, og han er vort
håb.
Jesus
vender op og ned på tingene. Det ser vi også i den bibeltekst, jeg læste før af
Paulus.
Hvor vi
græder over vores egen modgang og vredes over vore modstandere, dér græder
Jesus over dem, der lever som hans fjender. Paulus, den tidligere
kristenforfølger, lærte af Jesus at græde over dem, der var fjender af den
korsfæstede Jesus. Som Jesus elskede dem, lærer han os at gøre det samme. Og
ligesom Jesus giver os en anden indstilling til fattigdom og fjender, hvor
disse ting ikke er nogen hindring i hans øjne, sådan giver han os også en anden
indstilling til vores egen skrøbelighed. Vi har nemlig alle et skrøbeligt
legeme til fælles med den fattige enke. Og vi fødes alle med statsborgerskab i
en verden, der er præget af sygdom og død. Men ligesom Jesus ærer den
helhjertede fattige enke, sådan vil han ophøje enhver, der sætter sit håb til
ham, og det vil han gøre så gennemgribende, at Han på Dommedag, den kristne
kirkes store befrielsesdag, vil forvandle vort skrøbelige og dødelige legeme og
give det samme skikkelse som hans herliggjorte legeme.
Da Jesus
fremhævede den fattige enke, som ingen andre fremhævede, da gav han en lille
forsmag på den endelige dom. Paulus rammer hovedet på sømmet, når han siger: det,
som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud
for at gøre det, for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen
skal have noget at være stolt af over for Gud (1 Kor 1,28).
Jesus
vender op og ned på tingene. Falskheden afsløres, og den allermindste, som
stoler på ham, viser han ære.
Amen