Prædiken Juleaften 2015

Prædiken Juleaften 2015

Prædiken Juleaften 2015

# Arkiv

Prædiken Juleaften 2015

Prædiken til juleaften 2015

Prøv at se hen på juletræet! Juletræet har en hemmelig kode. Det er ikke bare en pyntegenstand, men også et symbol. Symboler er en stor hjælp i hverdagen. Et symbol kan sige mange ord på ét sekund. Derfor bruger vi mange symboler, især fordi rigtig meget skal gå stærkt. Tænk på trafiklysene og vejskiltene! Vi har ikke tid til at læse en besked om, at vi gerne må køre frem. Derfor er der bare grønt lys.

Men der er også ældgamle symboler, som hjælper os, når vi bare vil ned i fart og falde til ro og mindes om noget vigtigt og godt. I et stille kirkerum er der ofte et kors, der samler alle vore tanker og følelser om Jesus.

I december har vi to festsymboler, adventskransen og juletræet. Begge er kristne opfindelser fra Tyskland, og begge er de pyntegenstande, men de er også symboler på noget andet og større end dem selv.

Koden bag adventskransen er forventning. Alle ved, at adventskransen fortæller, at noget stort snart skal komme, og at juletræet fortæller, at det store er kommet.

Men hvad er det, der er kommet? Hvad er det, der gør jul til noget særligt? Hvad er koden bag juletræet?

Koden er livets træ fra paradis. Livets træ bærer vidunderlige frugter, der skænker liv, liv i overflod, det liv, som skaberen fra begyndelsen har tiltænkt os.

Dette træ har vi for længst mistet adgangen til. Derfor er vores verden en blanding af liv og død, glæde og sorg. Vi oplever daglig mange gode ting, og livet bliver os givet. Men vi oplever også det modsatte. Det gode bliver forvrænget og forvredet til sin modsætning, og livet siver fra os. Der er meget godt i livet, men paradis er det ikke.

Julenat skete der noget afgørende nyt, som har forandret verden for altid. Gud plantede igen livets træ i vor midte. Nu har vi atter adgang til livets træ.

Barnet i krybben er livets træ. Som vi synger i en kendt julesalme: ”Grenen fra livets træ står skønt med lys som fugle på kviste”.

Vi har adgang til livets træ. Vi har adgang til liv, den slags liv, som man ikke bliver træt af, den slags liv, man ikke kan få nok af. Bibelen kalder det evigt liv, men uddyber det ved at sige, at Jesus er det evige liv.

Livets træ er altså ikke bare et skønt træ med flotte blade og dejlige frugter. Livets træ er en person med personlige egenskaber som tanke, tale, følelser og kærlighed. Livets træ er et menneske, Jesus Kristus selv. Evigt liv er fællesskab med ham. Ved dåben og troen bliver vi selv grene på livets træ.

Koden bag juletræets symbol er ham. Uden denne kode er juletræet en pyntegenstand med en større eller mindre mængde forbrugsgoder under. Men med denne kode er juletræet et symbol på livets træ med det evige livs gaver, livets træ, der atter blev plantet i vores verden, dengang Betlehemsstjernen lyste.

Juletræet er et folkeligt symbol. For de fleste kalder det alle barndomsminderne frem, og hvis det er gode minder, så vil man gerne gentage festen for børn og børnebørn, så de får samme gode oplevelser og minder.

Juletræet er et kristent symbol. Derfor giver det mening at bruge det. Det er ikke bare en hjælpeforklaring for at liste lidt folkelig og overfladisk julefejring ind ad bagdøren, nej det er forklaringen, der placerer symbolet midt i festen, fordi det skal minde os om Jesus, som er livets træ for os. Livets træ er koden, der hjælper os til at huske julens hovedperson.

Juletræet er kun et symbol. Derfor kan det undværes, hvis man af den ene eller anden grund ikke kan få fat i et, eller ikke ønsker at benytte dette symbol. Der står ikke noget i Bibelen om juletræet, så vi er helt frit stillet her.

Julen er ikke en hedensk fest, hvor vi fejrer solhverv. Nu er der ikke spor galt med at glæde sig over solhvervet, for det er også en Guds gave, men jule-evangeliet har en endnu større glæde til os. Det er ikke bare årets gang, som vender, men det er menneskenes skæbne, som Jesus vender.

Julen hedder som bekendt Christmas på engelsk. Det betyder Kristus-messe. Uanset hvad der var af hedenske fester i gamle dage ved juletid, så er der tale om en kristen gudstjeneste, så snart Jesus Kristus kommer i centrum.

Kirken blander sig ikke i, hvor meget og hvad man spiser og hvor mange gaver, der ligger under træet. Det må vi selv administrere. Det er en gave fra Gud, at vi kan give gaver og glæde hinanden. Men Guds engle taler om Jesus, som er Guds største gave til os. Og i stedet for at lade julen skygge for ham, så vi glemmer ham for gaverne, så kan vi bruge det til at huske ham. I al sin barnlige og hjemlige skønhed er juletræet et symbol på Jesus som livets træ. Barnlighed, ja, for Jesus henvender sig til os i vores hjælpeløshed. Når vi støder mod muren og mærker vor hjælpeløshed, så siger Jesus: ”Lad mig hjælpe dig!”

Jesus forsøger at bryde gennem alle vore hindringer og nå ind til vort hjerte. Vor skaber søger at vinde vort hjerte. For at gøre det strakte han sig meget længere, end vi kunne udtænke. Hans skaberord blev menneske. Barnet i krybben er Guds billede. Guds skabermagt kan man finde i naturen, men vil man forsones med ham og finde evigt fællesskab med ham, så skal man gå til barnet i krybben. Dér er hans fremstrakte hånd til os.

Det er ikke nødvendigt at rejse til Betlehem for at finde ham. Barnet i krybben er her hos os, og han møder os i dåben, nadveren, evangeliets gode ord og det kristne fællesskab.

Barnet i krybben er hos os hele året, også når julesymbolet er visnet og smidt ud. Julefejringen får ende, men julens hovedperson er evig. I en vis forstand er det både jul, påske og pinse hver eneste søndag her i den kristne gudstjeneste, fordi Jesus taler til os og tager sig af os.

For mange er julen en vidunderlig tid med alt det bedste, livet rummer. For andre er julen en barsk tid. Der kan være så mange ting, der tynger. Hver har de tyngede deres historie. Og rigtig slemt bliver det, når selve livet er truet. Da kniber det med at holde humøret oppe. Da har man brug for nogen at holde i hånden, nogen at betro sig til, nogen, der vil være der for en. Lykkelig den, der har familie og venner at støtte sig til, når livet er barsk. Det glædelige budskab om Jesus lover dertil en endnu større lykke, nemlig saligheden, hvor man ikke bare får lov at holde et andet dødeligt menneske i hånden, men også holde Guds søn i hånden, som har overvundet døden for os. Han er den stærkeste og den kærligste. Jesus kan ikke bare følge os længere ud i nøden, end andre kan. Jesus har også overvundet nøden som ingen anden. Ikke alene følger han med os som lys gennem tunnellen, men han fører os også ud fra den ud i sit rige solskin i Guds evige rige. Han skænker os syndsforladelse. Vor sjæl får fred og glæde og ballast mod livets modgang. Han skænker os opstandelse. Ikke et hår på vores hoved går tabt.

Det er muligt at stirre sig nedtrykt på al livets modgang, men det er også muligt at se sig glad på ham, barnet i krybben. Dér er muligt at finde den glæde og det håb, der overvinder alt.

Hans løfter er korte, klare, varme og opmuntrende. De kan lyse op selv i det dybeste mørke. Og selv om man godt kan tænke intellektuelt over dem, så kan de også hjælpe os, når vi ikke orker det, men bare har brug for at høre et kærligt ord.

Da barnet i krybben blev til den voksne Jesus på Israels landeveje, sagde han:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Mattæus-evangeliet, kapitel 11, vers 28).

Det er ham, som er den kristne kirkes håb, og han indbyder alle til at komme til ham. Vi kan komme lige så trætte og tyngede vi er, lige så ufuldkomne og skyldige vi er, lige så forvirrede og tvivlende vi er, lige så kæmpende vi er, lige så syge vi er, lige så stærke og stolte vi er, lige svage og nedbrudte vi er, og så kan vi bede ham være klippen under vort liv. Han indbyder os ikke til at være hans slaver, nej vi får lov at være hans venner. Intet er så godt som en god ven, og hvilken ven er han ikke!

Når enden er god, er alting godt, siger vi, og det er dybt sandt. Det gør ikke noget at rejsen er hård, hvis blot vi kommer godt hjem til sidst.

Gud har plantet livets træ hos os. Det stråler og skinner hele året. Det er barnet i krybben.

Det er ham, der gør jul til noget særligt, ja noget enestående.

Glædelig jul

Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Karlebo Sogn   ·   Kirkekontoret, Rantzausvej 2 , 2990 Nivå - 49145584       +       karlebo.sogn@km.dk