Prædiken Juledag 2015

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 1, vers 1-14 [18]:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Lyset, det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet tog kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

[Johannes vidner om ham og råber: ”Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.” Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.]

Da jeg havde konfirmanderne til undervisning sidste gang før jul, læste jeg først jule-evangeliet for dem fra Lukas-evangeliet, som vi hørte i går, og de skulle ramme teksten ind og skrive som overskrift: Juleevangeliet. Dernæst læste jeg jule-evangeliet fra Johannes-evangeliet, som jeg lige har læst det nu. Så rammede de også den tekst ind, og så skulle de skrive i marginen: Jule-evangeliet set oppefra.

Apostlene har åbenbart ment, at vi har behov for begge disse to synsvinkler. De følgende århundreders kirkehistorie gav dem ret. Kampen om den kristne tro stod i høj grad om denne tekst.

Vi er helt oppe på Guds eget niveau – højt hævet over æsler og julekrybber, trætte vandringsmand, højgravide kvinder og romerske skatteopkrævere.

Vi er helt deroppe, hvor kun de absolut afgørende personer er med, nemlig Gud, Ordet, Johannes Døber og de troende.

Gud kender vi, for han er skaberen, men hvem er Ordet da? Her skal der to synsvinkler til. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Sådan står der i begyndelsen af afsnittet. Og i slutningen står der det samme med lidt andre ord og i modsat rækkefølge: Den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Guds søn er guddommelig, og han er hos sin guddommelige Fader. Han er både Gud og hos Gud. Sådan har det været fra evighed af. Det er svært at forstå, og derfor er der så mange, som tager afstand fra denne dobbelthed.

Evangeliet handler ikke kun om Gud, men også om Guds ord. Fra evighed af har Gud haft sit ord hos sig, og det ord er af samme væsen som ham selv. Selv muslimerne tror dette, men alligevel afgørende anderledes. De tror, at Gud fra evighed af har haft Koranen hos sig. Ordet er for den en bog. Evangeliet derimod siger, at ordet er en personlighed. Ordet er Guds søn. En bog kan ikke elske nogen, men det kan Guds søn. En bog kan ikke gå i døden for nogen, men det kan Guds søn.

Gud Ord bar Gud og var hos Gud. Sådan var det fra evighed af.

Dernæst begynder Guds store historie med verden og menneskene. Vi får blot hovedpunkterne her.

Den første er skabelsen.

Gud skabte verden, og da han gjorde det, brugte han Ordet som redskab eller instrument. Alt blev til ved ham. Alt blev til ved Ordet.

Hvert eneste molekyle, hvert eneste atom, hver eneste elementarpartikel, hvor eneste form for energi, lys eller mørk eller hvad det kan være, er skabt af Gud ved Ordet. Ordet er Guds skabelsesinstrument.

Den næste er syndefaldet. En modstander træder frem. Han kaldes blot mørket.

Meget fikst og sprogligt smukt kommer evangeliet her frem til kampen mellem lys og mørke, ikke det fysiske lys og mørke, men Guds søn og Djævelen:

I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Nu har vi hørt om skabelsen og syndefaldet. Så kommer det tredje,

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes.

Nu er vi pludselig trådt ind i verdenshistoriens persongalleri. Vi er kommet til jødernes historie og jødernes land, men det er hverken Abraham eller kong David, vi hører om. Det er Johannes Døber, der træder frem. Johannes Døber er stor. Jesus kalder ham den største blandt kvindefødte, men der er også en grænse.

Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham.

Så kommer grænsen:

Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Johannes Døber peger bort fra sig selv og hen på en anden, nemlig lyset.

Og så sker det helt store, nemlig Jesu fødsel, men den beskrives med helt andre ord:

Og Ordet tog kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Guds evige skaberord bliver menneske, får kød og blod og bliver en af os.

Han har taget bolig hos os, midt iblandt os. Dette udtryk ”tog bolig iblandt os” rummer store dybder. Egentlig står der: ”Ordet blev kød og teltede iblandt os”. Det spiller på Åbenbaringsteltet, som Gud gav Israel, da de vandrede fra Egypten til det forjættede land. Gud gav dem et telt, hvor han selv ville bo midt iblandt dem. Tabernaklet eller Åbenbaringsteltet blev det kaldt. Det blev senere afløst af templet i Jerusalem, som er revet ned for længst.

Det glædelige er, at Gud har givet os et andet tempel, ikke af teltdug, ikke af døde sten, men af kød og blod, nemlig Jesus Kristus. Han er Guds tempel midt iblandt os. Gud bor midt iblandt os i kraft af ham.

Uanset hvor mange kirker vi bygger, og uanset hvor mange vi lukker eller river ned, så kan det ikke ændre på, at det tempel, som Gud har opført midt iblandt os, bliver stående. Det er Jesus. End ikke døden kunne udslette ham. Ingen magt kan udslette dette Guds tempel på jorden. Jesus bliver stående. Himmel og jord skal forgå, men han bliver stående.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Gud med et menneskeligt ansigt, det er Jesus. Ordet har forandret sig, ikke således, at han er blevet en anden, end han hele tiden har været, men således, at han er blevet mere, end han var før. Før var han Ordet, men nu er han også kød og blod.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Gud anser menneskekroppen som fin og god, for Gud fader har selv skabt den, og Guds søn er selv blevet klædt i den, og han er stadig klædt i den – også efter opstandelsen og himmelfarten.

Den græske religion og filosofi havde i Oldtiden stor uvilje imod menneskekroppen. Den anså man for uren, laverestående og måske ligefrem ond. Man kunne ikke tro, at Gud kunne forbinde sig med en menneskekrop. Det var under hans værdighed. Derfor fremstod der hele tiden personer, som ville ændre kirkens tro på dette afgørende punkt. Man kunne ikke glæde sig over, at Jesus både er guddommelig og menneskelig, både åndelig og kropslig. Enten afviser man det ene eller det andet. Sidst har vi set det i opstandelsesdebatten. Nogle fornægter den tomme grav. Andre fornægter, at disciplene kunne røre ved den opstandne Jesus og mærke hans kød og knogler og arrene efter syd og nagler. Kroppen, det mest fine udtryk for vores liv og menneskelighed, har man svært ved at tiltro Jesus i fuldt mål.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Gud er kommet til os og har givet sig til kende. Guds billede er blevet et synligt menneske. Vi kan lære Gud at kende meget dybere, end de kunne i Det gamle Testamente. Efter århundreders forberedelser kunne Guds søn endelig komme til og blive en af os. Vi skal ikke længere famle i blinde efter Gud. Han er en af os. Vi kender hans navn. Det er Jesus Kristus.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Det er den store afgørende begivenhed i evangeliet Juledag.

Det gik desværre ikke altid glædeligt for sig. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Israels Gud kom til Israels folk, som han selv havde udvalgt og befriet og sluttet pagt med, men de tog ikke imod ham og korsfæstede ham i stedet for. Der skal mere til end Jesu fødsel for at vinde menneskene. Derfor er der en femte begivenhed, som er et lige så stort under:

Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;

Der er nogen, der tager imod Jesus. Og det er ikke deres egen præstation. Nok er det et personligt valg, som de har deres eget hjerte med i, men de er Gud, der har bevæget deres hjerte, og denne bevægelse er ikke tvang, men liv. Forskellen mellem liv og tvang er, at man nok kan ødelægge liv, men ikke modsætte sig tvang. Tillid er en gave, ikke en lænke. Gaver kan smides væk, men ikke lænker. Tilliden til Jesus er en gave, som Gud har født i vores indre:

De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Hver eneste gang vi beder vort Fadervor, er det et under. Hver eneste gang vi kommer i kirke, er det et under. At der overhovedet eksisterer en kristen menighed, er et under. Troen er Guds store under og gave i vort indre. Troen er liv. Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Troen er levende, og derfor er den altid i vækst eller tilbagegang. Den kan ikke stå stille. Det er dens væsen at vokse. Og det er dens væsen at vise kærlighed. Den tro, der ikke vil vise kærlighed, er ikke ægte kristen tro. Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Troen på, at Ordet er blevet kød og har taget bolig iblandt os, er et under, og den har konsekvenser for vores status.

Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;

Når man tror på Jesus, er man Guds barn. Jeg kan godt forstå, at Jesus kalder Johannes Døber den største blandt kvindefødte – han er stærkt fremhævet her - men den mindste i Himmeriget er større end ham. Johannes Døber kunne nemlig give mennesker syndsforladelse, men han kunne ikke gøre dem til Guds børn. Det kan Jesus derimod, fordi han er Guds Søn. Han deler sin hjemstedsret og arveret med os. Aldrig hjemløse, aldrig arveløse. Hvilket privilegium!

Men der er en konsekvens mere, nemlig for vores krop. Den græske filosofi mente, at frelse var sjælens frigørelse fra kroppen. Men evangeliet taler om frelse for kroppen – og sjælen med. Kroppen skal med i paradiset. Kroppen er en del af det enkelte menneskes identitet. Vores fingeraftryk er enestående. Det er en af grundene til, at vi ikke skal reinkarneres. Evangeliet lover os opstandelse, ikke en ny krop, for da ville vi få en ny identitet. Evangeliet lover os, at vi skal få lov at beholde vor personlige identitet. Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt (Luk 21,18).

Derfor sætter den kristne tro menneskekroppen højt. Den skal vi passe på. Alle overgreb på menneskekroppen er kristendommen imod.

I østens andre religioner regner man vores personlige identitet for en illusion eller noget foreløbigt, vi må se at slippe af med. Men evangeliet siger, at vi hver især er skabt enestående med en varig identitet, som aldrig skal forandres.

Det, vi skal slippe af med, er forvrængningen af og ødelæggelsen af vores kvalitet. Vores identitet får vi lov at beholde, for den er en af Guds meget store gaver til os. Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Glædelig jul

Amen