Prædiken til 3. søndag i advent 2015 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 1, vers 67-80:

Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:

”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund:

at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os,
at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham:

at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.

Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kendes frelsen i deres synders forladelse,

takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.”

Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Der er noget særlig glædeligt ved at stå midt i store skelsættende og positive begivenheder. Det var vi mange, der følte for 26 år siden, da Berlin-muren faldt og en bølge af frihed gik over verden.

Men teenagerne og de lidt ældre unge har ikke oplevet det. Det er historie for dem. Det er måske ovenikøbet uinteressant historie for dem. Og frihedsbølgen er ebbet ud. Der er andre krusninger på suppen nu.

For 4 år siden flokkedes araberne i gaderne og fornemmede forår, politisk forår. En bølge af frihedsbegejstring gik over den arabiske verden. Det er næsten alt sammen fortid nu. Foråret er blevet til vinter, og friheden af afløst af undertrykkelse og krig.

Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster.

Det var det, jeg læste før fra profeten Esajas (Es 40,1-8), og der er en dyb sandhed i det.

Her i kirken drages vi ind i et helt anden slags begivenhedsforløb. Det er ikke politisk som Berlin-muren og det arabiske forår. Alligevel er det historisk, og det har haft enorme følger for hele verden. Det er af langt større betydning end alle politiske begivenheder. Det begyndte med, at to små drenge blev født, Johannes Døber og Jesus. De har også skabt en bølge af frihed, som går over verden. Og den bølge vil fortsætte, så længe verden står. Og når vi kommer her i kirken og kommer til tro på Jesus, står vi også midt i det. Da er vi med i det største, der kan ske for os. Vi drages ind i lovsang, ind i den glæde, som den gamle Zakarias oplevede, vi drages ind i de helliges samfund, de helliges fællesskab af alle dem, der levede her engang og tjente Gud, og fællesskabet af alle dem, der vil komme efter os, fællesskabet af alle dem, som vi skal dele den evige glæde med i Guds evige rige.

Zakarias’ lovsang og glæde er ikke kun fortid, men også nutid og fremtid. Kirken er ikke et museum, ikke engang et levende museum, men en levende bevægelse, Guds egen frelseshistorie i verden. Her i denne gudstjeneste står vi sammen med alle andre Kristus-troende over hele verden midt i Guds store historie med sit folk. Vi synger med på den lovsang, som Helligånden ånder frem hos alle Guds kirker over hele jorden og til alle tider.

Og når vi synger med på denne lovsang, så er historiens vingesus med i selve ordene. Vi lovsynger Gud, som er historiens herre, og vi træder i forbindelse med alle hans store gerninger, alt, hvad han har gjort for at glæde os.

Vi skal meget langt tilbage for at forstå Jesus. Vi skal fire tusind år tilbage til nomaden Abraham. Gud lovede Abraham land og folk. Det blev til Israels land og Israels folk. Det har kun historisk interesse for os. Men Gud lover også Abraham, at en af hans efterkommere skulle blive til velsignelse for hele verden. Det er dette løfte, som gør Abraham interessant og vigtig for os. Guds tredje løfte til Abraham kommer også os ved, for Jesus er den efterkommer, som henvender sig til hele menneskeheden med frelse og glæde. Det er grunden til, at Johannes Døbers far priser Israels Gud.

Lovet være Herren, Israels Gud.
Det er Israels Gud, vi lovsynger. Det er ham, vi tilbeder, for frelsen udgår fra jøderne. Verdens frelser kommer hverken fra vikingerne, indianerne eller kineserne, men fra jøderne. Jesus er jøde. Jesus er jøden over alle. Han er Herren.

Frelsen kommer fra jøderne, siger Jesus selv, da han blev voksen. Men som tiden gik, blev feltet tydeligere. Frelseren skulle ikke blot være israelit, men også af Davids kongeslægt. Omkring tusind år før Jesus regerede kong David over Israel. Hans tid var Israels guldalder. Trods hans mange fejl var han manden efter Guds hjerte, for han indrømmede og fortrød sine fejl.

Gud lovede David, at en af hans efterkommere skulle blive den evige konge på Davids trone. Gud sagde: Jeg vil indsætte ham i mit hus og i mit kongedømme til evig tid, og hans trone skal være grundfæstet til evig tid (1 Krøn 17,14). Det er dette løfte, som nu er gået i opfyldelse. Det ved den gamle Zakarias, for han har haft englebesøg, hvor han både fik at vide, at han og hans hustru skulle få en søn, Johannes Døber, skulle gå foran Herren og bane vej for ham. Så den gamle mand vidste, at store begivenheder var på vej, når hans søn blev født. Der skulle ikke blot fødes én betydningsfuld dreng, Johannes, men to, både Johannes og Jesus. Jesu mor, Maria, havde ovenikøbet været på besøg hos Zakarias og hans kone Elisabeth, mens hun ventede Jesus.

Jesus er den evige konge på Davids trone. Han er ikke en politisk konge, og alligevel kan magthaverne ikke altid lide ham. Jesus bestemmer ikke over regeringskontorerne i Jerusalem eller Ramallah eller over FN, men han er konge i mange menneskers hjerter, og hele verden skal en dag for evigt ligge for hans fødder.

Lovet være Herren, Israels Gud, som har besøgt og forløst sit folk.
Gud har besøgt og forløst sit folk. Vor Herre er kommet og har befriet sit folk.

Blandt det jødiske folk er der i dag en gruppe, de såkaldte messianske jøder, der tilbeder Jesus som Herren, som Israels Gud. Gud har besøgt og forløst sit folk, men han stopper ikke, for han har også indbudt folkene, alle andre folk på jorden til at deltage i glæden. Derfor er budskabet kommet til os, og ved Guds nåde har mange taget imod indbydelsen og er gået ind i glæden.

Johannes Døber gik foran Jesus og banede vej for ham. Han gjorde det klart for mennesker, at frelsen består i syndernes forladelse.

For nogle mennesker kan synden synes at være en lille ubetydelig ting, og da kan syndernes forladelse kan forekomme os at være en lille teoretisk sag. Man fristes til at sige ”Nå, ja” eller ”selvfølgelig” eller ”det siger mig ikke noget”.

I samme øjeblik vi bliver klar over, at synden forer til døden, og at vi selv har medansvar for vore gerninger, følelser, ord og tanker, og at vi selv aldrig kan fjerne eller sone synden, så er syndernes forladelse ikke en lille ubetydelig ting, men det altafgørende for vores fremtid. Synden er det, at vi forpester livet for hinanden. Synd er at ødelæge sig selv. Synd er at vende ryggen til livets kilde, Jesus selv. Synden er en forvrængning, der river menneskelivet ned.

Vi skal ikke søge at være brødebetyngede for at blive alvorlige kristne. Vi skal aldrig søge at forstille os. Hvis synden er en lille ting set med vore øjne, så lad os vedgå det. Men Gud minder os da om, at vi trænger til at få øjnene set efter. Det er galt med synet, hvis synden ser lille ud. Det er her, bibellæsningen hjælper os. Der er så mange levende beskrivelser af mennesker, som hjælper os til at se os selv og syndernes forladelse i et nyt lys. Jesus og hans apostle kaster lys over menneskelivets krinkelkroge og åbenlyse nederdrægtigheder og sætter fingeren på de ømme punkter. Vi skal aldrig forstille os, men lade os konfrontere med Gud, som gennemskuer os og åbner vore øjne for hans perspektiv.

Forstillelse kommer fra os selv. Sandhedserkendelse kommer fra Gud gennem vores egen erfaring.

Synden er en mægtigt livsforvrængende kraft, som både medfører skyld og død hos os. Det er den, Jesus vil frelse os fra, og det er denne frelse, Johannes Døber skal indskærpe for folket. Derfor døbte han mennesker i Jordanfloden til syndernes forladelse og lærte dem at sky synden i det daglige liv.

Lovet være Herren, Israels Gud, som har besøgt og forløst …
Vi får lov at leve på det sejrende hold. Barnet i krybben er blevet til manden på korset, som trådte sejrende frem fra sin grav. Han er stærkere end døden og dommen og indbyder alle mennesker til at komme ind under hans beskyttelse. Han har befriet os fra syndens dødbringende kraft. Så kan vi leve i tryghed foran hans ansigt. Dér kan vi tjene ham med alle vore evner, alle vore ressourcer, al vores fantasi og kreativitet.

Den gamle Zakarias takker også for, at Gud vil redde os fra at falde i menneskehænder. Mange kræfter vil kirken til livs. De forfulgte kristne fra Mellemøsten og mange andre med dem kan tale med om det. Nogle steder mødes den kristne kirke med vold, andre steder med voldsom modsigelse. Gud vil redde os fra alt det. Selv om den kristne kirke skal igennem megen modgang, og selv om det værste endnu venter forude, så vil Gud redde os hjem til ham til sidst, og når Jesus kommer for at dømme levende og døde, vil al vold og ondskab blive standset for altid.

Som kristne lever vi i et helt særligt perspektiv, i et helt særligt lys. Hvor menneskelivet uden Kristus er præget af dødens og dommens magt, dér er vores tilværelse præget af, at et helt nyt lys falder ind over vores liv. Solopgangen fra det høje skinner på os.

Som kristne har vi fået en sol mere til at skinne på os. Vi kender ikke blot den almindelige sol, som nu står lavt på himlen og ofte gemmer sig bag skyer og regn.

Solopgangen fra det høje, fra Guds eget evige rige skinner på os, ja helt ind i os. Thi Gud, som sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem”, han har ladet det skinne i vore hjerter, og vi får lov at vide at stole på, at Guds herlighed er på Jesu ansigt (2 Kor 4,5-10).

Og denne herlighed skal også stråle helt ind i vort dagligliv. Hele livet og alle dets relationer, ægteskab, forholdet mellem forældre og børn, og forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager skal gennemsyres af Jesus selv. Solopgangen fra det høje skal lyse både ind i den sorte samvittighed og sætte den fri, og den skal lyse ind i hverdagens relationer og sætte dem fri.

Solopgangen fra det høje er måske det smukkeste udtryk i alle kirkeårets bibeltekster. Når vi lever i den kristne tro, lever vi ikke i mørke og dødens skygge, selv om vi kender livets smerte, ligesom alle andre mennesker kender dem. Det er det, Paulus taler om i det stykke, jeg læste fra alteret (2 Kor 4,5-10), at vi er trænge og tvivlrådige. Det særlige ved det kristne liv er ikke smertens fravær, men Jesu nærvær. Vi glæder os over at tilhøre Jesus Kristus, som er stærkere end al lidelse og alle onde kræfter. Ganske vist kender vi al verdens nød, som også rammer os, men vi kender også redningsmanden. Og vi ved, at han vil sejre.

Den kristne kirkes grundtone er tak og glæde. Vi kender også livets smerte. Den kristne kirke kender til modgang, til at miste, men vi sørger ikke uden håb.

Gud har friet os ud af mørkets magt og flyttet os over i sin elskede søns rige.

”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed lyser solopgangen fra det høje for os.

Glædelig advent

Amen