Prædiken til Midfaste søndag den 30. marts 2014 kl. 9.30 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 6, vers 24-37:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: ”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”
Da sagde de til ham: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ’Brød fra himlen gav han dem at spise’.” Jesus sagde så til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: ”Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.
Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

 Baggrunden for denne beretning er to begivenheder. Den ene fandt sted, da israelitterne vandrede gennem ørkenen fra Egypten, hvor de havde været slaver, og til det land, Gud havde lovet dem, det forjættede land. Da oplevede de hver morgen, at der lå noget hvidt på jorden, som smagte som honningkager. Det var et under, der skete hver morgen, og de vidste ikke hvad det var, og det hedder manna på hebraisk, så de kaldte det manna. Da de kome til det forjættede land, ophørte dette under. Den anden begivenhed fandt sted dagen før denne samtale, jeg lige har læst om. Jesus bespiste fem tusind familier ved at velsigne fem brød og to fisk, som han derefter delte ud til alle.  Dagen efter har Jesus forladt folkeskaren. De leder efter ham og finder ham i Kapernaum, og da udspinder den samtale sig, som er gengivet her. Den ender i øvrigt med, at mange forlader ham. Hans budskab er for barsk. De vil ikke mere følge ham.

Jesus vil os uendelig meget godt. Han vil give os det evige liv som Guds børn sammen med Gud Fader. Jesus er sendt af Gud for at give os det. Alligevel er vi mennesker ikke født med sans for det. Vi har sans for de nære synlige ting. Vi vil gerne have mad og tøj og godt helbred. Sådan har menneskene altid været, dengang som nu. Derfor ledte mennesker i tusindvis efter Jesus, fordi han både kunne helbrede og bespise, og derfor strømmer mennesker i dag til helbredelsesmøder, uanset hvilket budskab der bliver fremført. Bare det virker, så strømmer mennesker til.

Jesus vil gerne hjælpe os med de ydre ting. Han viste overstrømmende imødekommenhed over for alle, men han nøjes ikke med at hjælpe med det, vi beder om. Han siger også, at vi skal bede om noget mere end det, vore øjne kan se. Vore øjne kan se vore synlige behov, men Jesus og kun han kan lære os om vore usynlige behov. Jesus er kommet først og fremmest for at pege på dem og opfylde dem. Vore usynlige behov gælder tilgivelse og opstandelse til evigt liv. Derfor skal vi søge ham, som alene kan opfylde disse behov. Jesus kender os. Han ved, at vi er optaget af at søge den mad, som kan sættes på et almindeligt middagsbord. Han vil lære os at søge den føde, som giver evigt liv.

Jesus havde udført et bespisningsunder. Af sit gode og rene hjerte ønskede Jesus, at skarerne ikke skulle gå vansmægtende hjem. Da han talte til dem, var de langt fra steder, hvor de kunne købe mad. Så langt så godt. Men Jesus nøjedes ikke med at udføre et bespisningsunder. Underet var også et tegn på noget større, og det så skaren ikke. Jesus vidste godt, at folkeskaren ikke så denne dybere mening med begivenheden. Derfor begynder han at forklare den dybere mening, og da sker det meget ejendommelige, at folkeskaren beder Jesus om et tegn, altså en undergerning, så de kan tro ham. Vi har altså en vældig kontrast her. Dagen før oplevede folkeskaren et stort og meget offentligt under. 25.000 mennesker blev bespist med en lille madpakke, som Jesus bad den jødiske bordbøn over. Dette under får folk til at lede ivrigt efter Jesus, indtil de finder ham. Men da han så forklarer dem underets betydning, beder de om et nyt under i stedet for at anerkende forklaringen af det første. Man spørger sig selv, om de har mistet realitetssansen.

Samtalen handler først om bespisningsunderet dagen før, men den kommer hurtigt til at dreje sig om Jesu person, og da skilles vandene. Mange forlod Jesus og fulgte ham ikke længere. De ville gerne have almindeligt brød fra Jesus, men de ville ikke have Jesus selv som livets brød.

I alle kristne kulturer kender man forskellen på kulturkristendom og så ægte, evangelisk kristendom. Kulturkristendommen anerkender kristendommens store betydning for samfundets lovgivning og moral. Kulturkristendommen anerkender, at Jesus har stor og gavnlig betydning for samfundet, selv om mange kulturkristne siger, at de ikke tror på, at Jesus er Guds søn, der har gjort mange undere. Selv plejer jeg at udtrykke det således, at den kristne tro har forvandlet vikingernes voldssamfund til det barmhjertighedssamfund, vi kender i dag. 

I en årrække har denne kulturkristne erkendelse været under nedbrydning. Det store flertal har vel endnu respekt for kristendommen, men det er svindende, og i stedet ser vi, at mange forlader kirken, og mange medlemmer undlader at døbe deres børn eller at motivere dem til konfirmation. Modsat ser vi, at kritikken af kristendommen er i vækst både her og mange andre steder i de gamle kristne kulturlande. Og samtidig ser vi uden for de gamle kristne lande, at forskellige former for vold mod den kristne kirke eller kristne enkeltpersoner er stærkt stigende. Respekten og begejstringen er svindende, og modstanden er i vækst. Billedet underbygges så af den kendsgerning, at kirken er i tilbagegang i Vesten, mens billedet forstyrres af den opmuntrende kendsgerning, at kirken er i stærk vækst i resten af verden, også selv om det koster stærk modstand at blive kristen.

Denne udvikling i vor egen kultur bør ikke undre os. Kulturkristendom er en skrøbelig vare. Vi kan undre os over, at den har holdt så længe, men den synger måske nu på sine sidste vers. I et fortættet tidsforløb oplevede Jesus det samme. Til at begynde med var der en voldsom begejstring for hans undere, især hans helbredelser, men ved denne lejlighed, hvor det gik op for skarerne, at Jesus ikke udfører bespisning på kommando, og at han vil noget langt dybere og mere radikalt, end de havde forestillet sig, så skiltes vejene.

Og så spørger Jesus til sidst den lille inderkreds, som er tilbage: Vil I også gå jeres vej? (Joh 6,67). Simon Peter svarede ham: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.” (Joh 6,68).

Samfundet omkring os siver lige så stille fra kirken og bliver mere og mere fremmed for dens budskab. Så nu spørger Jesus os: Vil I også gå bort? Og her må hver enkelt svare for sig selv. Vi kan ikke svare for hinanden. Men jeg kan opfordre til, at vi gør os klart, hvilken vej vi vil gå. Og hvis vi vil følge Jesus, så er det godt at gøre sig klart, hvorfor vi vil følge ham, for det kan godt betyde, at man til dels bliver ensom blandt andre mennesker.

Der er kun én grund til at følge Jesus, og det er, at han er en enestående rigdom. Hans kvaliteter findes ikke andre steder, og den glæde det er at være sammen med ham overgår alle andre glæder.

Alle, som virkelig stoler på Jesus, kan bevidne det. Vi er ikke altid lykkelige i det ydre, og vi er heller ikke altid fyldt af en indre lykkerus i vores trosliv, og alligevel kan vi ikke undvære Jesus. Vi kan godt se tilværelsens mange andre kvaliteter, men de har ikke samme evne til at fylde vores sjæl. Vi kan godt blive begejstret for mange andre gode ting, og vi kan godt blive fristet af dårlige ting, men vi vender altid tilbage til Jesus, fordi vi erfarer, at der er en fred og en glæde hos ham, som ikke findes andre steder. Og det er ikke kun en følelse, men også en kvalitetsbedømmelse, som faktisk brænder igennem, selv når vore følelser drages i anden retning. Der er noget ved Jesus, som vi ikke kan komme uden om, og som vi heller ikke ønsker at komme uden om.

Vi kan være dybt frustrerede over vort liv og over det indre kaos i vore følelser og over det mærkelige kulturopbrud, vi lever i, og over vore egne mangler i mange henseender, men Jesus har brændt sig fast i vort indre på en sådan måde, at vi ikke ønsker at komme bort fra ham. Vi kan skuffe ham, og vi kan skuffes over os selv, men vi kan og vil ikke undvære ham. Vi vil gerne nyde livets goder, men ikke uden ham, for vi er kommet nærkontakt med den tomhed eller den begrænsning, som tilværelsen har, når man skal leve livet uden ham, og vi er kommet i nærkontakt med den evige kvalitet, som han er.

Det er en meget underfuld tillid, glæde og erkendelse, for vi har jo ikke set Jesus, og de fleste af os har heller ikke oplevet et eneste helbredelsesunder. Hvad er det så, vi har oplevet? Vi har oplevet, at Jesus har det evige livs ord. Vi har oplevet, at Jesu udtalelser har en værdi, en kraft og en kærlighed, som overgår alt, fordi de giver os en livskvalitet, som vi ikke har fundet nogen andre steder. Jeg plejer at udtrykke det således, at Jesus kaster glans over de lyse dage, og at han lyser op på de mørke dage.

Det mærker kulturkristendommen ikke, fordi den lever på afstand af hans udtalelser og aldrig fordyber sig i dem og aldrig smager på dem. Derimod kan det godt tænkes, at kristendommens modstandere har mærket noget af kraften i Jesu udtalelser, men bare ikke bryder sig om den. De ville vel ikke hade kristendommen så meget, hvis der ikke var en kraft i den.

Kraften i Jesu udtalelser kan beskrives sådan, at vi mærker en kærlighed og en beskyttelse, som er unik. Ikke alene får vi et fast holdepunkt i tilværelsen, men også et godt holdepunkt.

Det kommer meget tydeligt frem i denne samtale, hvor Jesus kalder sig livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Mange kristne er sultet eller tørstet ihjel gennem tiderne. Det sker også i dag. Jesus redder os ikke altid fra sultedøden, men han redder os fra håbløsheden, meningsløsheden, skylden, dommen og den evige død.

En mand oplevede, at hans søn blev kristen, og det blev faderen meget vred over. Hvad kan Jesus give dig, som jeg ikke kan give dig, spurgte faderen. Og sønnen svarede med et spørgsmål: ”Far, kan du give mig evigt liv?”

Nej, det kan kun Jesus give. Og Jesus åbner dørene på vid gab for alle søgende, mistrøstige, ensomme og mislykkede mennesker og siger: Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.

Jeg tror, at vi mennesker er skabt med en dyb længsel efter at være elsket, en dyb længsel efter at være velkomne, uanset hvor skyldige og nødstedte vi er. Der er i vort indre en længsel efter at blive fyldt og mættet. Kun Jesus kan mætte denne længsel, for han alene er livets brød fra Gud.

Amen