Prædiken til anden søndag i advent 8. december 2013 kl. 9.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 25, vers 1-13:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.
Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Det er ikke rart at komme til en lukket dør, men som regel får vi en chance senere, bare ikke i denne historie.

Jesus viser os, at det er evig tragisk at komme til den lukkede dør hos Gud. Da har man spildt sit liv for evigt. Da er man for evigt lukket ude fra glæden.

Det kan undre os, at den Jesus, som går rundt og hjælper alle i nød, samtidig fortæller barske historier, hvor nogen bliver lukket ude. Hvorfor gør han det? Fordi han ønsker at give os noget, som stritter imod vores egen tankegang. Vi står i fare for at miste hans gaver. Vi står i fare for at spilde chancen. Vi står i fare for at komme til en lukket dør. Og Jesus ønsker, at vi skal undgå denne tragedie.

Jesus fortæller historier, fordi de nemmere går ind og lettest bliver derinde. Vi er skabt til historier. Dem ser vi bedst for os, og dem husker vi bedst.

Der skulle være bryllup. Efter stedets skik var en flok unge piger samlet for at bære lamper og ledsage brudgommen til festsalen. Men tiden trak ud. Brudgommen lod vente på sig, pigerne faldt i søvn, og da han endelig kom, og de blev vækket, var en del af lamperne gået ud af mangel på olie, så de kom hverken med i optoget eller til festen. De var simpelthen ikke klar, da tiden kom.

Historien ligner virkeligheden. Den handler om, hvordan det vil gå den kristne kirke, når Jesus kommer igen for at dømme levende eller døde. Hver søndag bekender vi i trosbekendelsen at dette skal ske. Men hvordan kommer det til at gå?

Brudgommen er et billede på Jesus. Brudepigerne er den kristne kirke. Jesus taler ikke om menneskeheden, men om kirken, alle dem, som er døbt. Alvoren er, at ikke alle kommer med ind i Guds evige rige eller paradiset. Ikke alle når det himmelske Jerusalem.

Dette er troende menneskers store skræk. Tænk, hvis vi ikke kommer med! Hvad skal vi dog gøre for at komme med? Hvad skal vi gøre for ikke at komme til en lukket dør engang?

Vi skal sørge for billedligt talt at have olie på lampen. Ja, det er jo meget godt, men hvad er så olien et billede på? Den er et billede på den levende tro. Vi skal sørge for at bevare den levende tro i os.

Som kristne har vi fået en indre fornyelse. Jeg taler ikke kun om et standpunkt, en mening, et synspunkt. Jeg taler om den levende tillid til Jesus som frelser og herre. Jeg taler om den levende tro på den almægtige Gud som vores kærlige far. Den levende tro er ikke kun en mening. At troen er levende viser sig i, at den beder til Gud og følger Jesus rent praktisk i hverdagens gøren og laden. Vi ved jo godt, at det ikke er fuldkomment hos os. Vi har mange fejl. Dem kan vi selv se, og dem kan andre se. Og troen er ofte svag, så svag, så der kun er en længsel efter den tilbage, men – som Brorson skriver i en af sine salmer – denne længsel er netop et udtryk for troen. Jeg plejer at sige, troen er et nødråb, og det kræver jo ingen religiøse kvalifikationer. Man behøver ikke være religiøs for at sige ”Herre Jesus, hjælp mig!”

Den levende tro kæmper for at overleve. Den levende tro ønsker at vokse. Denne tro er Guds store gave til os. Gud har åndet på os. Han har åndet troen, håbet og kærligheden ind i os, troen på Jesus, håbet om paradiset og kærligheden til Guds vilje. Gud har tændt et lys i vores indre. Han har åndet sit eget lys ind i os. Troen, håbet og kærligheden er dette nye lys, og det nye lys søger at fjerne det gamle mørke, mistilliden til Jesus, håbløsheden og kærligheden til vores egen vilje. Det betyder, at der gennem hele vores kristne liv er en indre kamp mellem Guds vilje og vores egen vilje. Denne kamp er vi med i. Derfor beder vi i Fadervor: Ske din vilje. Dermed vælger vi jo side i kampen. Så længe vi stoler på Jesus, kæmper vi på hans side mod vores egen egoistiske, gudsfjendske vilje, men der er hele tiden fare for, at vi giver efter og går over på den anden side og begynder at kæmpe for vores egen vilje og mod Jesu vilje. Denne sørgelige forandring kan ske langsomt og snigende, så vi ikke selv opdager det. Jesus skildrer det som de fem unge piger, der faldt i søvn. Deres indre lys var gået ud af mangel på næring.

Vi er kaldet til at leve et vågent kristenliv, ikke så vi forsømmer den legemlige nattesøvn, men således, at vi søger at vi bevarer den åndelige årvågenhed, så vi er opmærksomme på vort eget forhold til Jesus selv.

Hvad skal vi være opmærksomme på?

Vi skal være opmærksomme på, at Dommedag kommer. Når Jesus kommer igen, er det ikke længere muligt at få troen, for den må søges nu, mens vi ikke kan se Jesus. Når han kommer synligt, så afløses troen af skuen. Så får vi syn for sagen. Vi ser ham direkte, og det kommer åbent frem, om vi er troende eller ej, men vi kan ikke længere ændre noget, opnå troen eller miste den. Når Jesus kommer igen, opstår en ny tilstand, hvor de troende ser ham, de troede på, og den ikke-troende ser ham, de ikke troede på.

Lige nu ser vi ikke Jesus, og derfor troen en mulighed for os. Nu kan vi modtage troen eller tilliden til Jesus, for nu er der ikke ydre fordele ved at følge ham. Vi følger ham kun, hvis vi virkelig ønsker det. Vi ser ikke hans ydre magt. Vi følger ham kun, hvis vi erkender hans værdi. På Dommedag ser vi hans uimodståelige magt, og så er den frivillige tillid ikke længere en mulighed, for den, som ikke har fået den før.

Vi skal være opmærksomme på, at Dommedag kommer.

Vi skal også være opmærksomme på, at lysten til at bryde med Jesu etik kan vinde overhånd i vort liv. Der kan være så mange ting i det, og hver kæmper vi med vore fristelser. Fristeren kender vore svage punkter og sætter ind dér. Hvis vi læser Jesu etik, så afsløres det, hvor problemerne er. Ulydighed skal bekendes for Jesus. I modsat fald tærer den på troen, og hvis man holder fast ved ulydigheden, så vil den til sidst ødelægge troen, og så er vi kommet bort fra Jesus.

Lad os ransage os selv i lyset af Jesu etiske undervisning. Vi skal ikke ransage de andre, men os selv. Vi skal feje for vores egen dør. Lydigheden kan ganske vist ikke frelse, vi frelses ikke ved gode gerninger, men ulydighed kan i det lange løb lægge troen øde. Gode gerninger kan ikke frelse, men dårlige gerninger kan slide troen ned.

At være opmærksom på den etiske side af livet, at være opmærksom på sine moralske svagheder og sin egoisme kaldes med et gammelt udtryk at leve i bod.

At leve som kristen er at leve i boden. Hver dag holder vi vagt – led os ikke ind i fristelse - hver dag bekender vi vore synder – forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.  

Vi skal være opmærksomme på, at lysten til at bryde med Jesu etik kan vinde overhånd i vort liv.

Vi skal også være opmærksomme på, at et liv i bod ikke kan frelse. Ubodfærdighed lukker os ude fra Guds rige, men bodfærdighed frelser ikke. Det er troen, der frelser.

Den svenske biskop Bo Giertz fortæller i en roman om en mand, som på sit dødsleje plages af minderne om alle sine synder, alle onde tanker han har haft, alle onde lyster, alle forsømmelser, alt hvad han forbrød. Og lige meget, hvad de omkringstående siger, så kan ingen få ham ud af dette selvbebrejdende tankemønster. Til sidst bryder en gammel erfaren nabokone ind og spørger: Ville du ønske, at du aldrig havde syndet? Ja, svarer den døende. Da siger nabokonen: Så har du gjort bod, så meget du kan. Det er ikke boden, du mangler. Du har vandret på bodens vej i tredive år. Det er troen, du mangler. Og så begynder denne vise nabokone at citere nogle af Bibelens stærke udtalelser om, at Gud vil tilgive og frelse dem, der i deres nød og hjælpeløshed tager deres tilflugt til ham uanset, hvor meget de har på samvittigheden. Og mens hun citerer disse skønne og opmuntrende bibelcitater fra Jesus og apostlene, så falder den døende mand til ro, han lytter opmærksomt, og langsomt løses hans urolige sjæl fra alle de onde minder, og han ser det hele i lyset fra Guds tilgivelse. Mens han lytter, vokser troen på Guds tilgivelse frem, den tilgivelse, som Jesus døde for at skaffe os. De gode kærlige ord fra Bibelen arbejder i ham og skaber troen. Og til sidst hviler denne mand i troen. Han modtager nadveren og dør i troen på Jesu nåde.

Ubodfærdighed holder os ude fra Guds rige, men bodfærdigheden frelser ikke. Uanset hvor meget vi er lydige mod Guds bud, og uanset hvor meget vi bekæmper egoismen i det indre og det ydre, så frelser det os ikke. Hele denne kamp gør os muligvis til gode samfundsborgere, men den gør os ikke til borgere i Guds rige. Der skal noget andet til, nemlig tilliden til Jesu omsorg, hans tilgivelse, hans kamp og sejr for os.

Vi skal være opmærksomme på, at troen frelser, og vi skal være opmærksomme på, om vi har denne tro. Har vi den, så har vi lys i lampen. Har vi den ikke, så er lampen gået ud, og så er det tid at kalde på Jesus og bede om troen. ”Herre, skænk os troen fuld af glæde! ” synger vi i en af vore meget kendte dåbssalmer (Den danske salmebog, nr 448, vers 6). Enkelt, klart og hjertevarmt har salmedigteren her formuleret en god bøn om troen, som vi kan bruge. Den, der beder den bøn, bliver frelst. Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses, siger både Det gamle og Det nye Testamente (Joels bog, kapitel 3, vers 5; Romerbrevet kapitel 10, vers13)

Vi skal altså være opmærksomme på tre ting:

1)    Dommedag kommer, og det gælder om at have sit forhold til Jesus i orden inden da.

2)    Lysten til at bryde med Jesu etik kan vinde overhånd og lægge troen øde.

3)    Det frelser ikke blot at vandre på bodens vej. Det er troen på nåden, troen på tilgivelsen, der frelser. Altid må vi bede: ”Herre, skænk os troen fuld af glæde! ”

Guds modstander, fristeren, arbejder på at, at vi skal falde åndeligt i søvn, så vi glemmer disse tre ting. Modsat arbejder Jesus på at vække os og holde os vågne, så vi er opmærksomme på disse tre ting.

Han siger: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Glædelig advent!

Amen