Prædiken til 14. søndag efter trinitatis den 1. september 2013 kl. 9.30 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

 Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 17, vers 11-19:

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem, sagde han: ”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!” Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” Og han sagde til ham: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”

Prædiken:

Når vi kommer i kontakt med Jesus, kommer vi i kontakt med både de dybeste lag i Guds hjerte og med de dybeste lag i vort eget hjerte. Vi kommer altså til at lære både Gud og os selv at kende. Det skyldes, at Jesus er Gud i menneskeskikkelse. Det er derfor vi kalder ham vor Herre. Han er kommet for at tage sig af os i vor nød og hjælpe os ud af den. Jesus vil gerne hjælpe os, og han vil gerne hjælpe os langt mere, end vi tror.

Jesus kan hjælpe os med alle ting, både helbred, arbejde, ægteskab og børneopdragelse. Ikke kun Ny Testamente, men også hele kirkens historie er fyldt af beretninger om mennesker, som Jesus har hjulpet. Der findes ikke noget problem, som Jesus ikke kan hjælpe os med. Det lyder overvældende, og det er overvældende. Det betyder, at der ikke findes et mørke så stort, at han ikke kan hjælpe. Jesus er stærkere end det værste mørke. Det betyder, at der altid er håb. Vi har altid et sted at gå hen og få hjælp.

Der er også nogen, som ikke fik den hjælp, de bad om, men de går ikke tomhændede hjem, for Jesus siger ved en anden lejlighed, at den, som beder, får. Han siger ikke, at vi altid får, hvad vi beder om, men han siger, at vi får noget. Der sker noget, når vi beder til ham. Jeg kan ikke i hvert enkelt tilfælde sige, hvad det er, men vi har hans ord for, at vi får noget. Undertiden fortæller mennesker, der ikke fik helbredelse, at de fik kraft til at leve med sygdommen. Gennem Jesus Kristus oplever vi den almægtige Gud. Gennem den synlige Jesus lærer vi den usynlige Gud at kende, og det afsløres, at den usynlige Gud elsker os og er dybt engageret i, at vi skal få det godt. Ikke alene vil Gud hjælpe os med hverdagsproblemerne i denne verden, men han vil også give os adgang til sit evige rige. Der sker altid noget godt, når mennesker beder Jesus om hjælp. Det er det gode og glædelige i alle beretningerne om Jesus, der tager sig af mennesker i nød. Vi møder de dybeste lag i Guds hjerte. Og hvis man tager imod Guds kærlighed, så sætter det frugt i vort liv. Vi begynder at tænke og handle anderledes, end vi ellers ville have gjort. Vi bliver hverken helgener eller engle, men noget nyt baner sig vej i al skrøbelighed. Det var det, jeg læste om før, da jeg læste om Åndens frugt. Vi ser en af disse frugter her i beretningen. En mand kaster sig ned for Jesus og takker ham og giver Gud æren.

Men alvoren er, at også møder de dybeste lag i vort eget hjerte. Det var det andet, jeg læste om før, nemlig kødets gerninger eller menneskets gerninger. Og ligesom vores historiske, almindelige menneskelige erfaring viser os, at der er meget i vort indre, som vi ikke er stolte af, sådan afslører de bibelske beretninger det samme. Da Jesus mødte de ti spedalske, faldt der også lys over det, ikke blot på, hvad vi får, når vi beder om hans hjælp, men også, hvad vi gør, når vi får den hjælp, vi beder om. Vi ser, hvad de ni gjorde. Spørgsmålet er så, hvad vi gør, når vi modtager Guds velgerninger i livet, ikke blot helbredelser, men alle Guds gode gaver i det hele taget: solskinnet, den gode høst, det daglige brød, familie, job, velfærdssamfundet osv.

Går vi videre, som om intet er hændt, eller ændres vores liv for altid? Skal Jesus blot være en parentes i vores liv, eller skal han være selve hovedsagen? For ét er at få en gave, noget helt andet er at få øjnene op for, hvem der har givet os den. Det er stort at få en guldring med diamant, men hvis det er en vielsesring, så er giveren vigtigere end ringen. Det vil nok se lidt mærkeligt ud, hvis bruden på bryllupsdagen siger tak for ringen og så skrider for altid. Så er der vist noget, hun har misforstået. På samme måde er det stort at opleve en guddommelig helbredelse, men giveren er vigtigere end gaven. Det vil se lidt mærkeligt ud at få helbredelse fra Gud og få kontakt med ham og så straks glemme ham fuldstændigt. Det er stort at blive rask, men det er endnu større at få lov at lære Gud at kende. Da har man jo adgang til alle ressourcer og alle privilegier. Da har man jo adgang til ham, der styrer alt. Da har man jo fundet universets kraftkilde. Det overgår jo alt, hvad man kan tænke sig. Og det er det, som sker, når man lærer Jesus at kende. Han er ikke julemanden, der deler gaver ud, men han er vores ophav, fundament og endemål. Jesus er Gud i menneskeskikkelse. Vi står over for det helt store, ja det uendeligt store, når vi står over for ham. Og Gud vil ikke kun hjælpe, men også frelse.

At blive rask er ikke det samme som at blive frelst. Det viser denne beretning knivskarpt. Alle ti blev helbredt, men kun den ene af dem blev frelst. At blive helbredt er at blive rask fra en sygdom, i dette tilfælde en invaliderende og på langt sigt dødelig sygdom. At blive frelst er at få tilgivelse for sin skyld her og nu og få opstandelse fra sin død engang, med andre ord at få adgang til evigt fællesskab med Gud. At blive frelst er at lære Gud at kende og få fællesskab med ham. Både helbredelse og frelse er gaver fra Jesus, men der er forskel på gaverne. Helbredelse gælder kun i denne verden. Den skænker ikke evigt liv, men det gør frelsen derimod. At blive frelst er at få evigt liv, ikke bare liv, der fortsætter, men også liv med et ganske bestemt indhold. Hvis vi vil have en forsmag på det evige liv, så skal vi tænke på Fadervor. I Fadervor taler man til Gud som sin far. Når Jesus frelser os, så gør han os til Guds børn, så vi kan tale til Gud som vor far. Helbredelse er en stor gave, men den er mindre end frelsen. Og man kan klare sig på langt sigt uden helbredelse, men ikke uden frelse. Når vi kommer i kontakt med vores skyld og alderdom, så kan helbredelse ikke hjælpe os mere. Da bliver det mere og mere tydeligt, at vi har behov for frelse.

Jesus kan både helbrede og frelse, men de fleste foretrækker helbredelse frem for frelse.  Vi vil gerne have Jesus til at helbrede os, men han skal ikke fortælle os, hvad der er vores dybeste behov. Det bestemmer vi selv. Jesus må meget gerne give os en håndsrækning, når der er fare på færde, men til daglig skal han holde lav profil. Menneskene er nok religiøse. De færreste afviser en overnaturlig helbredelse, når sygdommen plager, men de fleste vil ikke følge Jesus i hverdagen. Jesus skal blot være en parentes i vores liv.

Hvis Jesus var som Robin Hood, så kunne vi gøre os færdige med ham. Så kunne vi modtage hans hjælp og ellers holde os på afstand af ham. Nu er Jesus ikke som Robin Hood. Jesus er langt mere afgørende og grundlæggende. Vi kan sammenligne ham med luften, vi ånder, vandet, vi drikker, og maden, vi spiser. Disse ting kan aldrig blive en parentes i vores liv. De er tværtimod daglige fornødenheder. Vi kan leve nogle timer uden vand og mad, men vi kan kun leve få minutter uden luft.

Ligesom luften er afgørende for kroppen, sådan er Jesus afgørende for hele vores tilværelse. Han er den, der ikke bare kan skænke os det evige liv, men han er det evige liv. Problemet er, at vi ikke bryder os så meget om ham. Vi har sympati for Jesus. Han må gerne hjælpe os, men vi har ikke kærlighed til ham, og derfor vil vi gerne undvære ham i hverdagen. Alvoren er, at vi så går glip af det afgørende.

Vi kender alle de eventyr, som vi læser for vore børn. Det er så dejligt, når der kommer en god troldmand, som med et trylleslag fjerner alle problemer. Sådan er det i eventyret. Virkeligheden er mere broget. Jesus kan ganske vist helbrede som ved et trylleslag. Han siger bare en sætning, og så bliver folk raske. Det er hurtigt overstået. Helbredelsen kan klares i en håndevending. Sådan er hans myndighed. Helt anderledes besværlig er frelsen. Den kan ikke klares i en håndevending og med en enkelt sætning. Frelsen består i, at Jesus vinder vores hjerte, så han fylder vort indre med sin hellige ånd, men når vi er så modvillige, kan det være en meget besværlig proces. Tillid og kærlighed kan ikke befales frem, men kun elskes frem, og der er ingen garanti for resultatet. Selv om Jesus viser os kærlighed hele livet, er det ingen garanti for, at vi følger ham til sidst, og selv om vi følger ham i dag, er det ingen garanti for, at vi også følger ham i morgen. I eventyrets verden klares tingene ved et trylleslag, men i virkelighedens verden skal der kærlig udholdenhed til.

Den kristne kirke har et formål med sin eksistens, nemlig at vinde mennesker for Jesus, men vi har ingen trylleformular at gøre det med. Der skal kærlig udholdenhed til. Derfor døber vi dem, der vil døbes, og vi håber, at de vil holde sig til Jesus hver dag, og vi håber, at de vil tage medansvar og bære med i en kirken, men vi har ingen garanti for det, at det vil ske. Vi ved ikke engang, om der vil være nogen til at holde kirken i gang om ti år. Kirken skal fortælle om Jesus som verdens lys, men hvis ingen vil være kirke, så lukker kirken, og Jesus bliver glemt.  Globalt har kristendommen stor fremgang i Afrika og Asien, men stilstand i USA og tilbagegang i Europa. Kristendommen forsvinder ikke, men flytter, så spørgsmålet er ikke, hvad der skal blive af kirken, men hvad der skal blive af os, hvis vi glemmer Jesus?  Så er vi overladt til os selv. Så har vi kun os selv og vore egne begrænsede ressourcer. Så har vi ingen steder at gå hen, når vi kommer i kontakt med nedbrydende kræfter, som er stærkere end os selv.

Jesus udfordrer os til at tage vores egen stilling op til et grundigt eftersyn. Hvor står vi selv? Er Jesus blevet en parentes i vores liv, eller er han hovedsagen? Hans mission er at hjælpe og glæde os langt dybere end en parentes kan hjælpe.

Amen