Prædiken til 1. søndag i advent 1. december 2021 (kirkeåret 2022) kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk (indtil 30. juni 2022); jgnsej@gmail.com

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 4, vers 16-30:

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Alle gav ham deres bifald[1] og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: ”Er det ikke Josefs søn? ” Han svarede dem: ”I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! Og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby! ” Men han sagde: Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profetens Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman”.

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Prøv et øjeblik at forestille dig, at du er tredive år. Du er gift og har to børn. Du har både hus og job. Livet går godt i hverdagen, selv om landet og hele verden slås med de kendte problemer.

Så skal du til klassefest med dine gamle skolekammerater, og under middagen skal en af de andre holde festtalen. Han er flyttet til en anden by, så du ser ham ikke længere i hverdagen, men du hører dog lidt om ham af og til. Han har gjort nogle usædvanlige ting dér, hvor han nu er kommet hen. Han skal holde festtalen ved klassefesten. Under festen rejser han sig så på det aftalte tidspunkt og holder sin tale. Han begynder med at læse et digt om Holger Danske på Kronborg, den gamle kæmpe, der jo vil vågne, når Danmark er i stor fare, og efter at have læst digtet op, så siger den gamle skolekammerat i sin festtale, at DET ER HAM, der er Holger Danske, som nu er kommet for at redde landet fra al den fare, det befinder sig i med både corona og klimaproblemer og alt muligt andet. Du sidder og undrer dig tænker: ”Nu rabler det for ham. Er han blevet småtosset, siden vi forlod skolen? Hans forældre var jo ikke noget særligt, og selv har han hverken stiftet familie eller fået sig et job, og så kommer han her og vil spille stor på det. Der går rygter om, at han skulle have gjort noget usædvanligt dér, hvor han nu bor, men han kunne godt tage og gøre noget usædvanligt også her hos os, hvis vi skal tro på ham.” Din gamle skolekammerat fortsætter festtalen med ligefrem at sige, at Gud undertiden hjælper udlændingene mere end danskerne, og så bliver det for meget for dig og de andre, og så rejser I jer op og smider ham ud.

Det var så den klassefest.

Det var noget lignende, der skete, da Jesus besøgte sin barndomsby og holdt en tale for alle sine gamle kammerater og deres forældre. Først læste han op fra Bibelen. Så talte han meget stort om sig selv, hvorefter han fornærmede alle og blev smidt ud.

Vi havde nok ikke haft lettere ved at tro på Jesus, hvis vi havde gået i skole med ham.

Og hvordan kan vi, der ikke har gået i skole med ham, dog tro på ham? Og hvordan kan vi dog bruge en sådan provokerende opførsel på en højhellig første søndag i advent, hvor der ovenikøbet kommer flere, end der plejer?

Ja, hvis Jesus ikke havde foretaget sig andet end det, der skete i Nazaret, så havde vi ikke troet på ham. Men der skete meget både før og især efter dette besøg, meget, som har givet os tro på ham. Der skete noget, som kaster et særligt lys over Jesu tale i Nazaret. Han gjorde nemlig det, der stod i den gamle forudsigelse, som han læste op fra Bibelen. Han opfyldte den i sine mange offentlige og private handlinger gennem tre dramatiske år, indtil han blev korsfæstet, og faktisk også bagefter, ja indtil denne dag.

Jesus bragte et godt budskab til de fattige, dem, der manglede både penge og ånd, dem, der levede i skyld og ufred. En mængde mennesker, som levede et dårligt liv, hvor de misbrugte deres liv til det onde, fik Guds tilgivelse og inspiration til at leve på en helt ny måde og med et helt nyt indhold i deres liv.

En fisker følte sig helt uværdig til at være i nærheden af Jesus, men Jesus sagde Frygt ikke! og tog ham i sin tjeneste. En kvinde, der levede et umoralsk liv, fik Guds tilgivelse af Jesus, og hun viste offentligt sin glæde og taknemmelighed mod ham. En embedsmand, der bedrog og udnyttede andre og levede forhadt i byen uden venner, fik et helt nyt indhold sit liv og forærede sine penge bort til de fattige og til dem, han havde snydt. En dødsdømt røver fik i sine sidste minutter det evige liv og paradisets glæde sammen med Jesus til evig tid. Og Jesus fortalte gribende historier, lignelser, for at skildre sin kærlighed til mennesker med et forspildt liv og stor skyld på samvittigheden. Jo, Jesus bragte godt budskab til fattige og udråbte et nådeår fra Herren. En ny tidsalder er kommet. Vi kan få lov at leve i Guds nåde og kende ham som har vundet denne nåde til os, nemlig Jesus selv. 

Jesus udråbte frigivelse for fanger og satte undertrykte i frihed. Mennesker, som havde været plaget af dæmoniske kræfter, blev befriet. De dæmoniske kræfter er jo ikke noget stort emne i dag, selv om de stadig spøger i krogene med uhyggelige oplevelser, som mange ofte ikke har lyst til at tale om. Derimod er vi plaget af omgivelsernes ubønhørlige krav. Ude i den store verden er det ofte voldelig undertrykkelse, og her i den såkaldt frie verden er det samfundets og gruppens enorme pres. Følg med strømmen! Vær som os! Jesus giver os et andet indhold i livet, så vi lærer at modstå dette pres. Ikke som med et trylleslag, men som en modningsproces. I en tid, hvor menneskene mere og mere glemmer de åndelige værdier, skænker Jesus os sans for dem.

Jesus gav syn til blinde. Mange blinde og folk med andre handicaps og sygdomme blev helbredt og fik deres sundhed igen.

Jesus opfyldte den gamle profeti. Og toppen af det hele var, da han i påskedag overvandt både døden og Guds forbandelse, man bragte over ham ved at korsfæste ham. Jesus er stærkere end både døden og Guds forbandelse, og han vil hellere end gerne dele sin sejr med os. Derfor stoler vi på ham og tager vores tilflugt til ham. Hos ham får vi både Guds tilgivelse og den indre fred, der følger med den, og opstandelse fra de døde engang. Den indre fred og kroppens opstandelse er tilsammen det evige liv. I påsken skaffede Jesus os adgang til denne gave. Derfor regner vi med hans guddommelige myndighed, som Gud har givet ham. Derfor tror vi også, at Guds ånd er over ham, fordi Gud har salvet ham. Vi tror, at han er Kristus. Det betyder den Salvede. Gud har salvet ham, ikke med parfume og velduftende olier, men med Helligånden. Han er Israels evige konge. Han er Messias. Han er verdens frelser. Hvad han gjorde for mennesker dengang, vil han gøre i dag og i fremtiden. Han vil befri os fra skyldens byrde og fra dæmoni allerede her i livet, og sidenhen i opstandelsen vil han befri os fra dødens forfærdelige magt.

Første søndag i advent er en programerklæring. Den sætter kursen. Den giver kirken retning. Kirkens opgave er at gøre Jesus Kristus kendt og følge og tjene ham, indbyde mennesker til at komme til ham og tjene dem med al næstekærlighed trods al verdens modstand.

Og ligesom Jesus provokerede, sådan provokerer kirken også. Den kristne tro er, at Jesus er verdens eneste frelser. Hverken Muhammed, Buddha, Karl Marx eller pengene kan frelse verden. Hver for sig kan de nok gøre noget, men de kan ikke befri os fra de tungeste byrder og de grundlæggende problemer. Synden og døden kan de ikke befri os fra. Det kan kun Jesus.

Den kristne tro siger, at Jesus er enestående. Han skiller sig ud fra alle andre. Det er præcis det, som han selv siger i sin tale i Nazaret.

Den kristne tro siger også, at vi danskere ikke er noget særligt. Selv om internationale undersøgelser kårer os som verdens lykkeligste folk, er vi ikke Gud nærmere af den grund. I dag er kristendommen ved at miste sin betydning i Danmark. Jeg gik en tur i et stort indkøbscenter i forgårs fyldt med julepynt af alle mulige slags. Efter lang tids søgen blandt hundredvis af rensdyr og nisser fandt jeg ti forkølede engle, der stod og holdt humøret oppe på en lille hylde for sig selv, og da jeg spurgte en af de ansatte, om de havde en julekrybbe, sagde hun, at det havde de ikke.

Det er et spejl af den religiøse situation i Danmark. Vi er rige på ligegyldige ting, men glemmer mere og mere det eneste nødvendige og virkeligt betydningsfulde, nemlig Kristus. Derimod ser det anderledes ud i mange andre lande. Dér fejrer man Kristus og skammer sig ikke over ham. I Vestens rige lande har menneskene mere og mere nok i sig selv, men i verdens fattige og krigshærgede lande tager millioner med glæde imod Kristus. Det er præcis, som Jesus siger i sin tale i Nazaret. Når folket vendte Gud ryggen, frelste Gud mennesker i andre lande.

Jesus er enestående i Guds øjne, men det er udviklingen i Danmark ikke.

I Nazaret blev de rasende. Det ville jeg også være blevet, hvis jeg havde været der. Jeg havde været lige så blind som dem. Og vreden mod Jesus og kristendommen er ikke forsvundet. Mange ønsker, at den forsvandt fra jordens overflade eller blev henvist til en museumskrog uden indflydelse, men Jesus baner sig vej mellem alle de vrede mennesker og går bort til andre, som vil lytte til ham og tage imod. Menneskers vrede kan ikke standse Guds planer, end ikke når det lykkes at slå både Kristus og hans venner ihjel. Kristus er herre over liv og død. Som han opstod, skal hans troende opstå.

Kristus kom til Nazaret. Det er længe siden. Kristus er her i Kokkedal. Det er lige nu. Kristus kommer igen ved verdens ende for at dømme levende og døde. Som Paulus skrev, og som vi hørte før:

Det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus.

Kristus vil være vores klædning, vores tøj. Han vil dele ikke bare sin sejr, men også sin værdighed med os. Han vil fylde både vore følelser og vore tanker med nyt og evigt indhold. Det er derfor han kommer. Det er det, han indbyder os til. Det er det, han vil lade vokse i os.

Glædelig advent

Amen

[1] Den græske grundtekst siger ordret: ”Alle vidnede ham”, men der står ikke, om de vidnede ”for” ham eller ”mod” ham. Det må man se ud fra sammenhængen. Hvis oversætteren mener, at tilhørerne var tilfredse med Jesu budskab, vil han oversætte: ”Alle gav ham deres bifald”, og hvis oversætteren mener, at tilhørerne var utilfredse, vil han oversætte: ”Alle kritiserede imod ham.”