19. søndag efter Trinitatis 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«  Markusevangeliet 2,1-12

Prædiken

 En grå og tåget morgen forvandler sig til en smuk dag…. sådan var overskriften på Politikens vejrudsigt for et par dage siden. Det var dejligt at kunne se frem til solskin og blå himmel – på en morgen med grå skyer -så langt øjet rakte.

Vi oplever det en del gange i vores liv – også i overført betydning. Vi stod op af sengen og var måske lidt triste til mode, og så skete der noget   stort og glædeligt, der fik mismodet til at forsvinde som dug for solen.   Det modsatte sker også:  Vi vågner og tror det bli´r en god dag – og det ender det med at være en dag, vi helst vil glemme.

 Vi må sige, at der skete noget meget stort og fantastisk og uventet - den dag i Kapernaum, hvor Jesus kom til byen. Helt ud af det blå fik han den lamme mand, de kom bærende med, til at rejse sig op og gå. Måske havde manden ligget på sin båre i mange år. De der så det blev – naturligvis - ude af sig selv. Af glæde og begejstring. Og de priste Gud. Aldrig har vi set noget lignende! sagde de til hinanden.

 Men det er først i slutningen af historien, at underet sker. Da de kommer med den lamme og hejser ham ned foran Jesu fødder, siger han først til manden: Søn, dine synder tilgives dig!

Der er ikke nogen af tilskuerne, som siger noget, men det må vel have føltes som en kold skylle, når de alle sammen stod og ventede på, om Jesus kunne få manden til at gå. De skriftkloge og farisæerne sagde ikke noget, men de forstod til gengæld alvoren i Jesu ord. Hvad er det dog han siger? Der er kun en der kan  tilgive synder; det er Gud… tænkte de inde i sig selv.

Der står, at han straks vidste, hvad de tænkte. Og han vendte sig mod dem og sagde: Hvad er det letteste at sige: Dine synder tilgives dig eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå…?

Det er det spørgsmål, som er centrum for evangeliet i dag. Vi vil nok automatisk svare, at det er lettest at sige: Dine synder forlades dig, for er der ingen, der kan kontrollere. Mens det er helt anderledes krævende at sige: Rejs dig, tag din båre og gå ..! for her er der kontant afregning: Alle kan se, om manden rejser eller ej.

Syndsforladelse kan enhver give, men helbredelse kræver noget særligt.

 Men de skriftkloge (og jødedommen) så anderledes på det. Da Jesus havde sagt til den lamme: Søn, dine synder tilgives dig… tænkte de: Han spotter Gud.

Fordi syndsforladelse for dem var umuligt. Det måtte eller kunne eller skulle intet menneske give sig af med.

Her støder vi ind i Det gamle Testamentes svar på det spørgsmål, der altid har fulgt os mennesker: Hvordan kan det være, at nogle skal lide så meget, mens andre går fri?   At nogle menneskers liv er fyldt med sygdom og død, mens andre bliver næsten forskånet. Hvorfor? De samme spørgsmål stiller vi i vores tid. Sygdom kan opleves som et kæmpe svigt, også i forhold til Gud.
Svaret fra Det gamle Testamente lyder, at sygdom og sorg og nød og elendighed er Guds gengældelse. Den, der ikke overholdt Moseloven eller som begik uret mod andre, skadede også sig selv, for det havde indvirkning på hans eller hendes eget liv og skæbne. Med et billede kan vi sige, at det er som ude i trafikken: Der er færdselsregler og fartbegrænsninger og lyskryds, som skal overholdes. Herude hævner overtrædelser sig. De kan slå igen. Man kan blive skyld i en ulykke, og bagefter få en straf eller en stor bøde, måske blive fradømt kørekortet, hvis færdselsreglerne overtrædes. Her er der en sammenhæng mellem årsag og virkning. Og kontant afregning. Det er det samme svar vi finder i Det gamle Testamente på spørgsmålet om hvorfor nogen bliver ramt af sygdom, mens andre ikke gør: Sygdom skyldtes at den syge havde overtrådt Moseloven. Det var jødedommens officielle svar. Som man også dengang kunne have det svært med. For det skete selvfølgelig, at   jøder, der punktligt overholdt Moseloven, blev syge. Det er baggrunden for det, som skete den dag i Kapernaum. I virkeligheden  kunne de 4 mænd ikke tillade sig at komme slæbende med den lamme mand til Jesus. For det var ikke tilfældigt, at han var blevet lam; det var Guds straf.  

Manden måtte have syndet. Nu lå han dér. Det var der ingen, der skulle blande sig i.

Der ingen af os, som ønsker at blive syge, og være dybt afhængige af andre. Det er let omkostningsfrit, at sige, at det vigtigste er at være tilgivet og elsket, når man er sund og rask og kan cykle eller gå en tur, spille fodbold

Og hver morgen glæde sig til en ny dag.

 Sygdom findes. Den rammer, uden forklaring og uden mening.   Vi ved det alle sammen. Livet går ikke op, det er ikke retfærdigt.

 Men det vigtige i livet, og særligt, når vi er nede og ikke kan rejse os, fordi vi af én eller anden grund er lammede er, at der er nogen, som vil være ved vores side. Og tro for os, så langt dét nu lader sig gøre, og ikke viger tilbage for at handle, selv om det ville være langt lettere at lade være.

 Som de fire mænd, der engang på Jesu tid tog beslutningen om at hjælpe en fælles ven. De huggede hul i taget. Fordi de troede og satsede på, at de igennem åbningen kunne skaffe hjælp.

 Og Jesus så deres tro!……står der. En tro der kom til udtryk i deres omsorg for deres ven. Og i deres handling. Vi hører ikke nogen af dem sige et ord.  Kalde på Jesus, eller bekende deres synd. Deres tro viser ved, at de kommer til ham. Og forventer, at han kan hjælpe.

 Jesus gør underet: For at I skal vide, at Menneskesønnen har magt til at tilgive synder på jorden… som han siger. Underet var et tegn, det var ikke noget bevis. Vi får ingen beviser for, at Jesus var Guds søn….. og at Gud har givet ham magt til at tilgive os vores synder. Det er igennem troen, at vi må se det.

De fire mænd troede, at han kunne hjælpe deres lamme ven. Og hjælpen var dér. Hos Guds søn, Jesus Kristus.

 At tro er at komme - til ham som på korset, har sejret for os… han afviser ingen, han gi’r os Guds nåde, ham frydes vi hos…… synger vi i dag (Salme nr. 582).
Guds kærlighed følger os igennem hele vores liv. Også når vi er syge, og er ved at  miste håbet og når døden nærmer sig. Han er os nær, midt i alt det svære..

 I nadveren kommer vi – og knæler ned, udsatte og sårbare, med det, vi hver især bærer på. I tro på, at han vil tage imod os, og give os syndernes forladelse med ud i livet. Fordi vi er elskede, har vi hans tilgivelse. Amen