Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis den 29. august 2021 kl. 9.00 i Karlebo kirke og kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk; jgnsej@gmail.com

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 10, vers 25-37:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: ”Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.”

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ””Mester hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind og din næste som dig selv.” Jesus sagde: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ”Hvem er så min næste?” Jesus svarede og sagde: ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: ”Gå du hen og gør ligeså!”

Prædiken

Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Eller blive frelst, komme i Himmerig eller paradiset, som vi også siger?

Du skal elske Gud og dit medmenneske!

Hvem er så mit medmenneske?

Det er spørgsmålene.

Jesus svarer på dem, og her overrasker han os to gange. Først gør han en foragtet gruppe til dagens helt, og dernæst vender han op og ned på næstebegrebet.

Jesus begynder sit svar med en lille historie om Jerusalem og Jeriko, præster, levitter og samaritanere – det er langt væk og længe siden. Lignelsen og dem barmhjertige samaritaner trænger til en opdatering, og her kommer et forsøg:

”En mand var på vej gennem Vollsmose og blev overfaldet og efterladt bevidstløs. Tilfældigvis kom en politiker kørende forbi. Han så ham, men kørte videre. Det samme gjorde en politibetjent. Også han så ham, men kørte videre. Men en mand fra Taliban, der uretmæssigt havde sneget sig ind i Danmark, ringede efter en ambulance, ydede førstehjælp og besøgte den nødstedte, da han kom på hospitalet, og sidenhen, da han kom hjem.”

Så provokerende er Jesus. Ikke alene skal vi hjælpe alle nødstedte uanset tilhørsforhold, men undertiden handler vore modstandere bedre end os selv.

To etiske synspunkter kæmper mod hinanden. En ven fortalte mig om et ægtepar, hvor parterne havde hver sit livssyn, den ene kristen, og den anden uden kristendom. Når der er katastrofer et eller andet sted i verden, så sagde den kristne part: ”Vi må da hjælpe.” Den anden part sagde: ”Det må folk selv rode med.”

Vel er der mange barmhjertige mennesker uden for kristenheden. Barmhjertigheden forsvinder ikke, hvis kristendommen forsvinder, men der bliver nok længere mellem de barmhjertige gerninger. På den ene side findes den gyldne regel i alle religioner: ”Du skal behandle andre, som du selv vil behandles af dem.” På den anden side er der ikke nogen, der så skarpt som Jesus har sagt, at vi skal elske vore fjender.

Det er nemt at elske de elskværdige. Det er svært at elske sine fjender. Don Richardson fortæller i sin bog ”Fredsbarnet” om den kristne mission blandt kannibalerne på Ny Guinea i 1960’erne, der førte til, at mange blev kristne og opgav deres tidligere liv, hvor snød og bedrog hinanden, og hvor det ligefrem var en sport at foregive venskab, indtil den anden troede på det, hvorefter man dræbte og spiste ham. På et tidspunkt skulle alle disse nye kristne mødes til en stor fælles gudstjeneste, og pludselig kommer der en kano med flere mand ombord, deriblandt en gammel, døende mand, og ved bredden står en ung mand og tager imod, og han kan se, at den døende gamle mand er den mand, der myrdede den unge mands lillebror. I det øjeblik skulle den unge mand vælge mellem hævnen og kærligheden. Længe havde han ventet på det øjeblik, hvor han kunne hævne sig. Voldsomme følelser brødes i ham, men de andre overtalte ham til at lade kærligheden råde, så han bar selv den gamle mand hen på hospitalet. Det er ikke let at elske vore fjender eller bare de uelskværdige og besværlige, men det er det, Jesus lærer os at gøre.

I disse dage er vi meget optaget af forholdene i Afghanistan. Hvor mange flygtninge skal vi tage imod osv. Jesus lærer os at elske vore fjender, og det betyder igen, at vi skal hjælpe alle, men de praktiske omstændigheder må vi selv finde ud af. Skal vi hjælpe flygtningene ved at tage dem til Danmark eller ved at hjælpe dem i et naboland? Det er politik og praktiske overvejelser, og det må vi selv finde ud af, og dertil kommer, at vi er uenige om denne praksis, og at vi har lov til at være uenige. Det eneste, vi ikke har lov til, er at sige, at de bare må sejle deres egen sø.

Vi skal hjælpe alle, men vi skal ikke lægge os fladt ned for Taliban. De ønsker Sharia, og de vil hverken Danmark eller den kristne kirke noget godt. Sharia er et bunduretfærdigt juridisk system. Vi har lov til at forsvare os mod dem, der med våben i hånd bekæmper os og andre, fordi de vil indføre dette uretfærdige system. Møder vi en nødlidende talibaner skal vi hjælpe ham. Møder vi en talibaner, der vil overfalde os, skal vi forsvare os imod ham, ikke for at ødelægge hans liv, men for at standse ham i hans forehavende.

Gud skabte os til at nyde livet, men siden det onde kom ind, er lidelsen også kommet, og den skal afhjælpes. Jesus har i sit eget liv vist os, at vi skal slide i det for at afhjælpe andres nød. Og alle, der gør det, kan fortælle om, at det ikke er let, ligesom det heller ikke var let for Jesus.

Vi skal vise praktisk næstekærlighed mod de besværlige, de uelskværdige, dem, der vil snyde os i en arvestrid, ja endog vore fjender, der vil tage vores frihed fra os.

Når det er sagt, så er der også et dybere lag i denne lignelse. Læg mærke til, at Jesus ikke spørger, hvem der er præstens, levittens eller samaritanerens næste. Han stiller det overraskende spørgsmål, hvem der var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder.

På den måde åbner Jesus for en ny forståelse af, hvad en næste er. Når vi tænker på næstekærlighed, så tænker vi på kærlighed mod nogen, der er svagere eller ringere stillet end os selv.

Jesus åbner for en dybere forståelse. Vores næste, som vi skal elske, kan også være den, der hjælper os. Vores næste kan endog være en, vi ikke bryder os om, men som hjælper os, når vi er nødstedt. Ham skal vi elske, og det kan vi kun gøre ved at tage imod hans hjælp og sige tak.

Jesus giver således to svar på, hvem der er vores næste: Det kan både være den nødstedte, som vi skal hjælpe, og den, som hjælper os, når vi er i nød.

Det første svar, at næsten er en nødstedt, som vi skal hjælpe, findes også i Moseloven. Det andet svar, at næsten er ham, som hjælper os, findes ikke i Moseloven. Den lovkyndige, som spurgte Jesus, var uddannet i Moseloven og kendte det første svar, men det andet svar var fremmed for ham.

I en prædiken over denne tekst sagde Martin Luther: ”Kristus siger, at næsten er den, som gør godt, mens vi vender det om og siger, at næsten er den, som lider mangel.” (WA 11, 171a, 33-34).

Jesus kritiserer aldrig Moseloven og tager aldrig afstand fra den, og i den forstand er han er god rabbiner, men han bringer noget nyt, som Moseloven ikke kender til, og i den forstand er han vores frelser. Moseloven taler om, at de stærke skal hjælpe de svage og nødstedte, men Jesus udvider feltet således, at den nødstedte skal elske ham, der viser den nødstedte barmhjertighed, også selv om den barmhjertige er et menneske, som den nødstedte foragter.

Med rette kan man spørge, hvornår en sådan vinkel er aktuel. Jeg ved godt, at der for nogle år siden var en hårdt såret kvinde ved en trafikulykke i København, og hendes liv blev reddet af læge med et meget dårligt ry, men hvor tit sker det?  Og hvordan kunne Jesu nye vinkel på næstekærligheden være aktuel i samtalen mellem Jesus og den lovkyndige?

Der er kun én mulighed. Det er den lovkyndige, der er i nød, og det er Jesus, som han foragter, der vil hjælpe ham.

Jesus er den barmhjertige helt i kristendommen, men mange mennesker både inden for og uden for kristendommen vil gerne være fri for ham. Noget tyder på, at den lovkyndige heller ikke brød sig om ham. Han ville sætte Jesus på prøve. Han havde ikke respekt for ham. Han ønskede ikke at følge ham.

Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?

Du skal elske Gud og dit medmenneske!

Hvem er så mit medmenneske?

Jesus Kristus er dit medmenneske. Alle andre er også dine medmennesker, men han er den eneste, som viser dig barmhjertighed i den yderste nød. Ham skal du elske ved at tage imod hans hjælp, sige ham tak og følge ham.

Når det gælder penge og lægehjælp og uddannelse, så er Danmark i overskud. Derfor hjælper vi humanitært mange steder på kloden. Når det gælder de helt store problemer, som vi alle står over for, nemlig skyld og død, så er vi i underskud, ligesom alle andre mennesker på kloden. Her kom den lovkyndiges ressourcer til kort. Her kommer vi til kort. Kun Jesus Kristus kan og vil hjælpe. Han har både evnen og viljen til det. Den barmhjertige samaritaner er dybest set Jesus selv.

Du skal elske din næste som dig selv!

Det er svært at elske de besværlige, sværere at elske de uelskværdige, endnu vanskeligere at elske fjenderne, men allervanskeligst at elske Kristus, for da må vi slippe hele vores indgroede selvretfærdighed og selvtilfredshed og tåle den ydmygelse, det er at søge hjælp hos den mand, som en meget stor del af menneskeheden ryster på hovedet ad og holder sig på afstand af, ja som mange bekæmper med vold eller latter.

Du skal elske Kristus, ikke for at opnå noget hos ham, men som tak for, at han vil hjælpe dig. Vi skal elske Kristus, ikke ved at give ham noget, for vi har ikke noget at give ham, men ved at takke ham og følge ham.

Hos ham får vi evigt liv, ikke som belønning for vores næstekærlighed, men som ren ufortjent gave.

Amen