1. søndag efter Trinitatis 2021

Salmer: 748 – Nu vågne alle Guds fugle små – 305 – Kom Gud Helligånd, kom brat – 332 – På Jerusalem det ny/ 349 – Herren han har besøgt sit folk – Må din vej gå dig i møde – synges under nadver (sidste vers efter nadver) – 447 før dåb – Herren strækker ud – 750 efter dåb- Nu titte til hinanden – 426 – Fred til bod for bittert savn

 Dette hellige evangelium læser vi hos evangelisten Lukas kap. 19 vers 41-48

 Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Amen

Prædiken Mon det ikke for de fleste af os er sådan, når vi bliver ældre, at vi får sværere ved at holde tårerne tilbage?  Nogen gange skal der ikke det helt store til: En romantisk afslutning på en film, en genforening af mor og datter i programmet Sporløs. En melodi, der griber én om hjertet. Eller en guldmedalje ved OL. Så sidder man med tårer i øjnene – og håber ikke nogen opdager det.

For det er lidt pinligt – det føles som et tab af selvkontrol. Andre må helst ikke vide noget. Men vi har set fornylig, at selv store stærke atleter har turdet græde, når de enten vandt guld eller ikke fik den medalje, de havde set frem til. Jeg synes det er tankevækkende at det tidligere meget store tabu – at komme til at græde mens andre ser det– ikke er så meget tabu længere.

 Gråd kan komme på grund af sorg, eller modsat: Af glæde. Eller måske skyldes den træthed eller smerte. Fælles for al gråd er, at den er universel. Uanset hvor i verden, vi befinder os,  vil de lokale forstå, at man er ked af det, når man græder – ligesom vi morer os, når vi griner og klapper i hænderne. 

 Det værste ved gråd – det er faktisk når man ikke kan græde.

For gråd har en lindrende virkning. Vi kan opleve, hvordan den dæmper smerten en smule, når vi har mistet en af vores kære, eller er blevet svigtet eller har lidt nederlag.   

 Jesus græder Åbent, så alle kan se det. Det hører vi i dagens evangelium. Det er forskellen på Jesus og os.  Han har stærke følelser, og han viser dem åbent.   Han græder af medlidenhed med Jerusalems indbyggere. Man ser jo ellers ikke tit at magtens store mænd græder, - slet ikke i fuld offentlighed, - de bider hellere tænderne sammen.

Gråd rimer ikke på magt. Den er tegn på svaghed. Sådan har man tænkt op gennem menneskers historie.

Jerusalem og templet blev jævnet med jorden af den romerske besættelsesmagt som straf for et oprør i år 70, altså omkring 37 år efter, at Jesus bliver korsfæstet.

Nu ved vi ikke, om Jesus havde profetiske evner, eller ordene i evangeliet skyldes evangelisten Lukas, som lægger dem i munden på Jesus, længe efter at templet er lagt i ruiner.

Men ét er sikkert: Alle, der læste Lukas’ evangelium, som blev til omkring år 90, ved, at kun grædemuren stod tilbage af det gamle smukke tempelkompleks.

Og her, næsten 2000 år efter, er det ikke kun Jesus, men tusinder af jøder der har stået ved grædemuren og grædt over tabet af Jerusalems tempel. 

For de første kristne var templets ødelæggelse ikke kun en straf for et oprør.

De så det som Guds straf for, at jøderne ikke kendte deres besøgelsestid. Jøderne havde afvist, at Jesus var Kristus, Guds søn. Og de nøjedes ikke med at afvise det, de korsfæstede ham langfredag. Og troede, at de havde lukket munden på Ham.

Så når Jesus græder, er det fordi han ser, hvad der er på vej, her mens han går fredeligt i templets søjlegange og underviser. Imens planlægger de jødiske ledere, hvordan de kan rydde ham af vejen.

Hans tårer er Guds tårer. I Ingemanns smukke salmelinje:” Gud ånder på øjet, når det græder” – lyder det til, at Gud kender gråden fra sig selv.

En Gud som fælder tårer, og som derfor tørrer vores tårer væk, det er vores helt utrolige gudsbillede. Gud er en Gud, som kan briste i gråd.

 Men hvad så med de kræmmere, som stod solgte duer og lam og andre offergaver, som enhver god jøde skulle ofre i templet?

Hvorfor gik Jesus amok på dem, de passede jo bare deres job? Hvorfor dette enorme raseri?   Jesus som ellers prædikede, at vi skal vende den anden kind til. Og templet kunne vel godt tjene som bedehus, selv om de stod udenfor med  deres boder og offerdyr.

Også her må vi tænke lidt dybere.
For offerdyrene repræsenterer alt det, Jesus gør op med i jødedommen.

Igen og igen forkyndte og lærte Jesus, at Gud ikke elsker os, fordi vi ofrer en due, eller et lam til ham.

Vi kan ikke købe os til Guds kærlighed og tilgivelse.

1500 senere kom Martin Luther og gjorde op med den katolske kirkes afladshandel, som også handlede med Guds tilgivelse. Hvis man havde råd, kunne kirken sørge for, at man ikke opholdt sig ret længe i skærsilden.

Når Jesus jog kræmmerne væk fra tempelområdet, så duerne fløj om ørerne på dem, og mønterne trillede ned på jorden, skyldtes det, at han gjorde op med troen på, at vi selv kan købe os til frelsen.

Han kom og prædikede Guds nåde og barmhjertighed.

Så det afgørende er ikke, hvad vi har at komme med, men hvad Gud gir os kvit og frit, lige fra den dag, vi kommer til verden.

Det bliver vi mindet om i dag, hvor en lille dreng skal døbes.   Vi får ikke at vide, at han er elsket, fordi hans forældre har ofret et lam på alteret eller lagt 1.000 kr. i kirkebøssen.

Men at han allerede er elsket, fordi han er Guds barn.

Gud er ikke en kræmmergud, hvor vi kan prutte om prisen til gengæld for at opnå hans tilgivelse. Kærlighed er altid en gave – stor og ufortjent.

---

Og hermed, det kan I forhåbentlig godt høre, er vi sprunget fra år 33 til 2021. Det handler ikke kun om, hvad der skete i Jerusalem engang for længe siden omkring år 33 eller år 70.

Det handler om os, der er kommet til gudstjeneste i dag.

Om, hvad vi fylder ind i kirken. Om vi kender vores besøgelsestid?

Har vi gjort kirken til et sted, hvor vi skal føle os godt underholdt. Vi sælger hverken duer eller lam, men har vi solgt ud af det kristne indhold af frygt for, at nogen skulle synes, at vi er for kedelige?

Eller falder vi for fristelsen til at tro, at det handler om, hvad vi selv kan og har og kommer med.

Eller husker vi, at det ikke er os selv, der er centrum og verdens navle, men at troens klippegrund er og bliver Guds handling i Jesus Kristus.

Det er om den, vi skal forkynde i kirken, og den som vores tro handler om. Jesus græd over Jerusalem, den by han elskede.

Og måske er Jesu gråd det eneste virkelig afgørende, det, som i sidste ende kan frelse os fra os selv og vores egen selvoptagethed. For man græder ikke over dem, man er ligeglade  med. Eller over dem, man ikke kan fordrage.

Så hvis vi ikke kan huske andet fra den her søndag, så husk at Jesus engang græd over Jerusalem. At han den dag græd over menneskers troløshed.

Ligesom han græder over os, når vi tvivler og svigter.

For man græder kun over dem, man elsker. Amen