Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis 25. juli 2021 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk; jgnsej@gmail.com

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 7,15-21:

Jesus sagde: ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figener af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.”

Prædiken

Sandhed og løgn kæmper om den kristne kirke. Jesus advarer her ikke mod hedenskabets løgn, der lærer os at tro på andre guder, eller ateismens løgn, at der slet ingen gud er. Han taler her slet ikke om kristendommens ydre fjender, men om dens indre fjender. Han taler om løgn inden for den kristne kirke. Han taler om mennesker, som giver sig ud for at være sande kristne, men i virkeligheden er falske profeter.

Falske profeter, falske forkyndere var et stort problem Israels historie i Det gamle Testamente, og det fortsætter i Det nye Testamente og op gennem hele kirkens historie, og det er et stort problem i dag.

Løgnen fremtræder i stigende grad som ikke bare en fortielse af ubehagelige sider af den kristne lære, men også som en åbenlys modsigelse af den.

For nogle år siden sagde en præst, at han ikke troede på Gud. Senere hævdede en lang række teologer, at Gud ikke er almægtig. Sidenhen påstod en teolog, at Jesus ikke var opstået håndgribeligt fra graven, så graven var tom bagefter. Nu hører man fra en, der underviser præster, at vi skal væk fra, at Jesus døde for vore synder. I mange år har rigtig mange præster lært os, at alle bliver frelst. Ingen kommer i Helvede, ja Helvede findes slet ikke. Konsekvensen af det sidste synspunkt er blandt andet, at der ikke er frelse i dåben og troen. Alle er frelst, selv om de hverken tror eller døbes. Den kristne nadver omtolkes også, så den ikke længere er Kristi legeme og blod, men kun et fællesskabsmåltid, og så må vi andre spørge, hvordan nadveren adskiller sig fra kirkekaffen.

I Østeuropa forfølger man de seksuelle minoriteter, og kirken har ikke udmærket sig ved at tale mod det. Det er ukristeligt. I Vesteuropa følger man de seksuelle minoriteters ideologi, og her har kirken heller ikke udmærket sig ved at tale mod det. Det er også ukristeligt. Der er kun to køn, mand og kvinde, og kun én sand form for ægteskab, nemlig ægteskabet mellem én mand og én kvinde, og kun dér hører seksuelt samliv hjemme.

De falske profeter skal først kendes på deres undervisning. Sådan lærer Jesus os at bedømme dem. Den, der underviser en kristen menighed i strid med Ny Testamente, er en falsk profet, og den person skal menigheden tage sig i agt for.

Forfalskningerne af evangeliet fører os bort fra Kristus og efterfølgelsen af ham. Hvis vi ikke taler sandt om ham, så holder vi os til et vrængbillede af ham, og hvis vi ikke taler sandt om vore etiske forpligtelser, så kan vi ende med at leve på en måde, som han advarer os imod.

Jesu advarsel går dog dybere end som så. Det er ikke kun falsk lære, vi skal tage os i agt for ved prædikanterne. Vi skal også tage os i agt for dem, hvis de ikke efterlever hans ord. Det er muligt at være en god prædikant og alligevel leve i strid med Jesu vejledning. Det er muligt at forkynde sandheden uden selv at være grebet af den. Enhver prædikant må se indad i sig selv og sige til Kristus: ”Det er dog vel ikke mig, Herre?”

Der kan være så mange grunde til, at nogen lever på lige netop denne falske måde, hvor man forkynder sandheden, men ikke selv lever efter den. I diktaturstaterne kan årsagen være statsmagtens infiltration. Mennesker, der gerne vil ødelægge kirken, kan finde på at infiltrere den. I det 20. århundrede har det vist sig, at både kommunisterne og nazisterne infiltrerede kirken for at skaffe sig viden om dens indre liv og dermed lettere kunne kontrollere den.

Prøv et øjeblik at forstille dig, at du går til en præst, som du stoler på, fordi han i det ydre både forkynder bibelsk og lever, som Jesus har lært os, men skjult er han medlem af en organisation, der vil ødelægge kirken. Prøv at forestille dig, at du går til ham for at lette dit hjerte og betro ham nogle af dine inderste tanker. Siden finder du ud af, at han har misbrugt din tillid ved at røbe din holdning til statsmagten, som nu har noget på dig. Præsten er måske selv medlem af det hemmelige politi.

Overført på vores egen fredelige andedam betyder det, at det ikke er nok, at en præst siger sandheden. Præsten skal også selv i sit privatliv satse på at efterfølge Jesu etiske vejledning. Hvis præsten ikke er troværdig i sit privatliv, hvordan kan man så stole på ham? Og hvordan kan man så regne med, at han vil stå last og brast med kirken, hvis der kommer modstand og kriser? Ligesom de kristne skal kendes på, at de gør mod strømmen og følger Jesus, sådan skal en prædikant kendes på det samme.

Det er ikke mok, at man kan den kristne lære og er god til at formidle den. Man skal også selv leve efter den. Vel er der plads til fejl, men de skal indrømmes. Lever præsten i synd, skal han omvende sig fra denne synd og følge Kristus.

Den tyske teolog Bonhoeffer skriver så fint om dette, at vi ikke skal gå rundt og være mistænksomme og grave i folks liv for at finde fejl, for menneskene er som træer, der sætter frugt. Før eller senere kommer det åbenlyst frem, hvordan de er.

De falske profeter er ikke altid nemme at kende. De kommer i fåreklæder. De ser ud som gode kristne, men de ønsker i virkeligheden at føre de kristne bort fra Bibelens lære. De skal kendes på frugterne: Lærer de folk at søge Kristus og leve efter hans vilje og går de selv foran med et godt eksempel?

Som det går med dårlige frugttræer, der hugges om og brændes, sådan går det også med de falske profeter i Guds dom.

Tag jer i agt for de falske profeter! Det er den kristne menigheds pligt at bedømme det, som præsterne siger. Det kræver bibelstudium. Man skal slide i det med teksterne. Ikke kun præsten slide i det med teksterne. Det skal menigheden også. Det kræver bøn, omhu og flid at gennemskue det og tale imod det.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.

Hvis vi skal kende Guds vilje, så skal vi bruge tid på at sætte os ind i Jesu etiske undervisning. Også her er der brug for, at kirkegængerne sætter sig grundigt ind i teksterne. Kun Jesu ord, kun den hellige Skrift, Bibelen kan vejlede os. Det kan så være en rigtig god idé at begynde med børnelærdommen, Luthers lille Katekismus, som står i salmebogen. Det er hovedtankerne i Bibelen i kort udgave. Den er en stor hjælp til at modstå meget af den falske profeti.

Til allersidst omtaler Jesus alle kristnes ansvar for sig selv:

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.

At sige ”Herre” til Jesus er den kristne trosbekendelse. Den kan man aflægge på skrømt, så man udadtil hylder Jesus, men indadtil hylder sig selv, idet man ikke følger Guds vilje i sine handlinger. Jesus advarer om, at man fejlagtigt kan tro, at den kristne bekendelse er en rettighed, der giver én ret til frelsen, uanset hvordan man lever.

Jesus fortsætter med at omtale vore gerninger:

Mange vil på den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Bort fra mig, I som begår lovbrud!

På dommens dag vil mange pege på deres mægtige gerninger, som de har udført i Jesu navn. Man kan altså gøre store undere i Jesu navn samtidig med, at man lever i strid med Jesu vilje, som han har lært os i Bjergprædikenen. Ja, selv de, der har gjort alt det rigtige, går fortabt, hvis de regner deres gerninger for en rettighed.

Hverken vores trosbekendelse eller de rette gerninger er en rettighed, lige så lidt som ekstraordinære store gerninger. Vi har intet at opvise eller fremvise over for Gud, som giver en selvretfærdig ret til frelsen.

Med alle disse ord klæder Jesus os af til skindet. Vores selvretfærdighed endog i kristen udgave er en beskidt, forreven klædning. Nøgne og tomhændede og beskidte står vi for vor Herre.

En gang sagde han til en af sine første kristne menigheder:

Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! (Johannes’ Åbenbaring 3,19).

Jesus vil rive os ud af selvbedraget, fordi han holder af os.

Alt vort eget falder til jorden. Kun Jesus bliver stående. Denne sandhed er det første, vi glemmer, og derfor skal vi hele tiden mindes om den. Og vi ikke bare glemmer den, men vores medfødte indstilling er uvilje mod den. Troen har lyst til Guds sandhed og glæder sig over den, men vores medfødte indstilling er modsat. Guds vilje og troen kæmper sammen på den ene side mod vores egen, medfødte vilje på den anden side. Denne strid varer livet ud. Derfor har vi i Fadervor lært at bede: Ske din vilje! I én forstand er den kristne tro er falliterklæring. Over for Gud erklærer vi os fallit. Vi kan kun strække vore tomme og urene hænder frem mod ham og bede ham om hjælp, så han renser vore urene hænder, og så han fylder dem med sine himmelske rigdomme.

Det lærer vi aldrig, så vi kan det. Aldrig får vi styr på det. Hele tiden skal denne erkendelse og indstilling gives os. Derfor er domsforkyndelsen så stærk hos Jesus, og derfor er hans indbydelse så omsorgsfuld.

Han ønsker jo ikke at se os nøgne og fattige. Han ønsker at skænke os Guds rigdomme, så vi fyldes med glæde, tryghed og vished hos ham.

Amen