5. søndag efter påske 2021 Egedal Kirke Salmer: Nr. 743 - Nu rinder solen op – Du standser mig i mørket (Salmedatabasen – Melodi: Du fylder mig med glæde – Jeg har den med)  - 588 - Herre gør mit liv til bøn /  -291 – Du som går ud fra den levende Gud - 476 efter nadver - Kornet som dør i jorden - Nr. 11 – Nu takker alle Gud

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«  Johannesevangeliet 16,23b-28

Prædiken

På alle søndagene mellem påske og pinse er evangelieteksterne fra Johannesevangeliet. Fra den lange afskedstale, Jesus holdt for disciplene – og for os, som nu udgør den kristne kirke. Han forklarer sin rolle som Guds søn, at Han og Faderen er ét.

Det vil sige: Når vi kommer til ham, kommer vi også til Gud. Og når vi hører og læser Jesu ord, er det også Gud der taler. 

Vi kan nogen gange have svært ved at forstå det. Fordi vi forestiller os Jesus og Gud som to forskellige personer i Treenigheden, der har hver deres væsen. Gud er skaberen, som ingen nogensinde har set. Jesus er hans søn, som kom jorden og levede i blandt os.

 Afskedstalen er hvad vi kunne kalde Famous Last Words’, de berømte sidste ord. Sådanne ord, sagt af berømte personer, er der i historiens løb skrevet flere bøger om. Der er noget fascinerende og dragende ved et menneskes sidste ord.

 Archimedes, den store græske matematiker blev dræbt af en romersk soldat. Han levede omkring 200 år før Jesus. Han sad og var koncentreret om at løse et problem, da soldaten nærmede sig. Han råbte til ham:  Forstyr ikke mine cirkler! Hvorefter han døde.

 Elvis Presley,  han behøver ikke nogen nærmere præsentation, skulle mange år  senere have sagt som det sidste:  ’Jeg går ud på toilettet og læser’.

 Martin Luther skrev en notits på en seddel på sit skrivebord, lige før han døde: Vi er tiggere! Det er sandt!

 Og Winston Churchill sagde, lige før han blev ramt af et slagtilfælde i 1965: Jeg er træt af det hele!

 Ordene minder ikke hinanden, og så alligevel lidt: De to første, Archimedes og Elvis forestillede sig ikke, at de skulle dø kort efter.  Mens Luther og Churchill godt vidste, at døden var tæt på.

 Jesus vidste også, at han skulle dø… Om en kort tid, så ser I mig ikke længere…  siger han bl.a.

Hans afskedsord fylder hele 5 kapitler i Johannesevangeliet. Han sagde dem til disciplene Skærtorsdag Aften, da de spiste det sidste måltid sammen. I dag er det os, som hører dem, men med nye ører. Ordene som beskriver det nære og dybe forhold mellem Faderen og sønnen. De fortæller om den tid, der kommer snart. Jesus tager op til sin Far i Himlen. Og Helligånden vil komme til verden og skabe tro og håb, og være vejleder for de kristne.

 Men i evangelieteksten i dag handler det om bøn. At disciplene, når Jesus ikke længere er sammen med dem – skal bede til Faderen…… I skal bede mit navn…siger han. Han står inde for vores bøn. Bønnen er en del af troens og kirkens liv og åndedræt. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen siger Jesus.

Det er tankevækkende, at der i det korte evangelium til i dag, bruges ordet far hele syv gange. Ligesom vi i Fadervor…siger: Vor Fader, du som er i himlen.

Han lærer os at bede som børn, der kommer til deres far, når de har brug for hjælp.

Det er ikke som i japanske templer, hvor man med tre hårde slag på gongongen først må vække gudernes opmærksomhed og derefter må skynde sig, for ikke at være til besvær. Vi skal som kristne bede til en far, som elsker os, og hellere end gerne vil høre, hvad vi har at sige. Der er ikke noget, han hellere vil, end at hjælpe os. Bed, og I skal få!

I en gammel katekismus fra 1700-tallet er der et spørgsmål, som lyder: Hvad er det at bede? Bogens svar lyder: Det er at tale enfoldigt med Gud fra sit hjerte. Det er en fin formulering. Bøn er at tale lige ud af hjertet med Gud, som et barn, til sin far.

Vi må komme til Gud med alt det, vi selv har svært ved at bære. Med det hele. Tale med enkle ord om det, og slutte bønnen med at sige:  Ske ikke min vilje, men din

 Er det ikke at være lyseslukker? kunne vi spørge. Er der overhovedet noget i det at bede - hvis det i virkeligheden kun handler om, at Guds vilje må ske?

Kingo knytter til det i sin morgensalme, som vi begyndte med at synge:

Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender,
tilmed er lykkens gang i dine hænder,
og hvad min tjener bedst i hver en måde,
du det tilforne ser. Min sjæl, hvad vil du mer?
Lad Gud kun råde!

 At bede til Gud er ikke nogen trylleformular. En omvej, som sættervores eget ansvar og egne handlinger ud af kraft. Men det er at flytte fokus fra mig selv til Gud.

At bede er på en måde en total og betingelsesløs overgivelse – sådan som det også var for Jesus, den sidste nat i Getsemane, hvor han bad: Fader, ske ikke min vilje, men din.

Så bøn er vel at klamre sig til troen på Gud som den korsfæstede og opstandne frelser, uanset hvor ondt livet gør, og hvor meget sorgen og smerten river og flår i os. Og så alligevel insistere på, at du må være der Gud, du må bære mig og gribe mig, selv om det hele er svært.

Ligesom Jakob, vi hørte om i den første læsning fra 1. Mosebog. Han havde snydt sin bror Esau for førstefødselsretten, og var på vej tilbage og på flugt til sin morbror Laban. Han kæmpede hele natten med Gud, han klamrede og hagede sig fast til Ham med ordene: Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig.

Jakob minder os om, at det aldrig er enkelt at bede til Gud. Der kommer før eller siden noget i vejen. En stor sorg, skyld og skam, tvivl og fortvivlelse.

Det er aldrig enkelt – ikke for nogen af os. Det er en kamp.

 Og dog står Jesu afskedsord som et løfte.
Ikke fra en usynlig ven, men fra den korsfæstede og opstandne Herre.
Fra ham, der opgav alt sit eget og overgav sig til Guds vilje.
Han holdt fast i Guds kærlighed helt ind i døden.

Måtte Gud også give os tro nok, til at vi kan blive ved med at insistere på, at hans vilje sker og hans kærlighed rækkes os, også i mørket, når livet ikke går op og ikke er til at forstå.

 Engang skal alle gåderne og hemmelighederne afsløres – så skal vi se ansigt til ansigt. Men indtil da må vi bede som Jakob i kampen mod Gud:

Lige meget hvad, så  slipper jeg dig ikke før du velsigner mig!

Amen.