Salmer: 736 - Den mørke nat forgangen er - 305 - Kom Gud Helligånd, kom brat - 218 - Krist stod op af døde (Berggren) -  Prædiken - 349 - Herren han har besøgt sit folk - Du har åbnet din lysende bue (en) - Nr. 725 - Det dufter lysegrønt af græs

Læsning: Esajas Bog kap.54
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig. For mig er dette som Noas dage: Som jeg dengang svor, at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen, sådan sværger jeg nu, at jeg ikke vil blive vred og true dig. For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.  Esajas' Bog 54,7-10

Dette hellige evangelium læser vi i Johannesevangeliet  kap.16 v. 16-22
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«  Johannesevangeliet 16,16-22

Prædiken

Esajas Bog, kapitel 54, det som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, handler om forholdet mellem Gud og byen Jerusalem. I begyndelsen af kapitlet sammenligner Esajas det med forholdet to ægtefæller, som har så store problemer, at de er ved at forlade hinanden. Sådan var forholdet på det tidspunkt, hvor profeten levede også mellem Gud og byen Jerusalem.

Det er ikke let at leve sammen, er der mange, der har måttet sande. Der kan komme problemer, som føles uløselige, fordi vi har forskellige behov, eller fordi arbejdet fylder for meget, vi har for lidt tid til hinanden. Måske skyldes problemerne dårlig økonomi, eller utroskab. Eller at børnene kræver  al forældrenes tid og opmærksomhed. Eller omvendt: At de to brændende ønsker sig et barn, men ikke kan få det.

Esajas angiver barnløshed som årsagen til, at manden i vrede havde forladt sin hustru. På samme måde måtte Gud have forladt Jerusalem, da Babylonerkongen og hans hær trængte ind i byen, og brændte templet ned og sendte folket i eksil. De historiske begivenheder skete omkring år 587 før Kristus. Men Guds vrede varede kun en kort tid: Nu vil han tage hende tilbage, forudsiger  Esajas. Ægtemanden, som er billede på Gud har trods alt en stor og urokkelig kærlighed til sin hustru. Den samme kærlighed har Gud til byen Jerusalem.

Man kan i skildringen ane, at han ikke kun har kærlighed, men også  et voldsomt temperament: I overstrømmende vrede skjulte jeg mig et øjeblik…men nu sværger jeg, at jeg ikke vil blive vred igen…. For selv om bjergene kan rokkes og højene vakle, kan min kærlighed til dig ikke rokkes…

Situationen er meget anderledes i Johannesevangeliet, som vi har læst fra i dag på 3. søndag efter Påske. Her får vi et noget andet billede af Guds søn, som er i gang med at fortælle disciplene, at han snart skal forlade dem: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig…

Jesus forlader dem ikke i vrede, men med fred. Hos profeten Esajas blev Guds vrede overvundet af kærlighed. Men da Jesus skal tage afsked med disciplene handler det om fred, om kærlighed, tilgivelse og trøst … … Han siger bl.a. : Fred efterlader jeg jer…min fred giver jeg jer…Jeres hjerte må ikke forfærdes…. Og et andet sted: Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer. Bliv i min kærlighed!

Disciplene forstår ikke, at han skal forlade dem: Hvad mener han…? Vi forstår ikke hvad han taler om…? siger de til hinanden.

I vil græde og sørge, fortsætter Jesus. Men jeres glæde vil vende tilbage. Han sammenligner det med glæden efter en fødsel: Når kvinden har født sit barn tænker hun ikke længere på smerterne og alt besværet. Hendes glæde over barnet får hende til at glemme alt det, der gik forud.

Det handler om Jesu død og opstandelse. Det kan vi, som kender hele historien, og lige har fejret påske, sagtens forstå. Men disciplene kunne ikke.

Evangelieteksterne, som vi læser her i tiden mellem påske og pinse, kan også forstås som Jesu løfte om Helligånden, som snart vil komme til verden pinsedag og give dem troen og glæden tilbage og fylde dem med nyt mod og nye kræfter. Til at gå ud i verden og forkynde evangeliet.

Vi som lever så mange år efter opstandelsen og den første pinse, vi lever troens liv. Troen på Kristus og på hans opstandelse er det, som den kristne kirke er bygget op omkring. Uden troen er der ikke nogen kirke. Ordet ville ikke blive forkyndt, der ville ikke være forældre som valgte at få deres barn døbt eller nogen til at være med ved nadverbordet. Vi kommer i kirken, med hver vores tro. Der er ikke nogen, som kræver et svar af os eller tester vores viden om kristendom, inden vi går ind og sætter os. Vi kommer med alt det, vi er, alt det som rumsterer i vores hoved og hjerte og sind. Og vi sætter os og lytter, synger med på salmerne, for det må vi jo nu. Og går ud herfra, uden at skulle gøre rede for noget.

Mange af os kommer ud for hændelser i vores liv, som kan få os til at føle,   at vi har svært ved at tro. Det sker f.eks, når noget af det, vi satte vores lid til og byggede vores verden op omkring, forsvinder. Når vores liv forandrer sig. Men troen kan genopstå. Den kan komme tilbage. Sigurd Barrett gav for kort tid siden et interview, hvor han fortalte, om det år,  hvor han mistede  begge sine forældre, med kort tids mellemrum. Han var i dyb krise. En dag bad han til Gud om at måtte få et lille tegn på, at de to var i gode hænder. Så oplevede han, ude på kirkegården, hvordan sollyset med ét brød gennem en sky, og skinnede ned på ham med et stærkt lys. Og han var ikke længere i tvivl om, at de er hos Gud, og han tager sig af dem.

Vi kan også være ved at miste troen – vores liv kan føles tungt og sorgfyldt og uden håb. Når vi mister en af vores kære. Eller vi bliver alvorligt syge. Eller der sker noget andet, som slår os helt ud. Men så sker det alligevel, at livet genopstår, og vi får håbet tilbage. Eller et tegn, der giver os mod og nye kræfter. Hvis vi ikke troede på det, ville der ikke være grund til at vaccinere folk der nærmer sig 100 år eller er alvorligt syge, til fejre store runde fødselsdage, bygge plejehjem og oldekoller, tage hånd om syge børn, der ikke kan blive ret gamle.  Eller for den sags skyld holde gudstjeneste. Troen på opstandelsen er det, der driver os, som igen får os til at tro på Gud, og kærligheden og det gode, også når vi er nede i mørket.

Det er blevet forår, solen skinner, og coronaen er trængt så meget tilbage, at vi igen må være flere sammen. Hvilken glæde! Udenfor er jorden dækket af små forårsblomster og grønt løv. Og mirabeller og slåen står og lyser op med deres smukke hvide blomster. Foråret bringer håbet med sig.  Vi går ud og glæder os over at være til, over livet, som spirer frem af den sorte jord. Det sker uden vores medvirken.

Jesu opstandelse handler også om vores liv, her og nu. For det var et bestemt sted, i et land, midt i vores verden, blandt mennesker, som levede omkring år 33, at Kristus opstod fra de døde. Det var ikke ved tidernes ende, når altid engang skal blive forklaret. Det skete en tidlig morgen, den første dag i ugen, for mange år siden.

Derfor er det også her, mens vi lever vores liv, at han kommer og trøster os med ordene om, at det kun er for en kort tid; så vil vores sorg blive vendt til glæde. Ligesom disciplenes langfredagssorg forvandledes til påskeglæde, og det igen blev godt at leve.

Sådan oplever vi også opstandelse midt i vores liv, livets opstandelse, fra sorg til nyt livsmod og ny livsglæde.

Alting bliver igen godt. For livet har sejret over døden. Det gælder både mens vi lever, og den dag vi skal dø. Det er det dybeste og mest indgribende budskab i Jesu opstandelse. Et budskab som giver os kræfter og mod til at holde ud, og til at kunne bære sorgen og modgang og lidelse. Som Vaclev Havel  udtrykte det kort efter at han i 1989 var blevet valgt til Tjekkiets første demokratiske præsident: Håb er ikke simpel optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget har mening- uanset hvor vi er i vores liv. Det håb henter vi andetsteds fra end i den synlige verden….

Vaclev Havel som døde i 2011 var et dybt troende menneske og han ville sikkert tilføje, hvis han blev spurgt, at det håb som kan hentes udefra, skyldes Jesu opstandelse. At Gud i ham sejrede over døden. Og vi skal få evigt liv i troen på ham. Amen