Prædiken til 2. søndag efter påske 18. april 2021 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk; jgnsej@gmail.com.

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 10, vers 11-16:

Jesus sagde: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold, også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.

Prædiken

Jesus lever. Det er den første opmuntring til os i dag. Før påske havde vi fastetidens syv uger, der fører frem til Jesu død og begravelse. Jesu opstandelse Påskedag fører os gennem syv uger frem til Pinsedag, et nyt højdepunkt, Helligåndens komme. Syv ugers faste før påske, og syv uger efter påskedag. Derfor begyndte koret i dag med at synge en opstandelsessalme for os. Jesus opstod. Det er fortidens store nyskabende begivenhed. Jesus lever. Det er nutid. Kristus opstod fra de døde. Han er hos os. Vi skal opstå fra de døde. Han deler sin sejr med os. Vi lever mellem Jesu opstandelse i fortiden og vores egen opstandelse i fremtiden.

Jesus lever. Det mindes vi om, hver gang gudstjenesten begynder med en af de gamle bønner, der slutter med følgende formulering:

”… ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer …”

Hver gang døden vil tage modet fra os, vil Jesus give os modet og livet tilbage. Og han ikke bare vil, men han kan også, for han har i sin opstandelse overvundet døden.

Den opmuntring henter vi så at sige fra kirkeåret. Vi befinder os i den tid af kirkeåret, hvor vi særligt mindes om opstandelsen.

Når vi så lytter til Jesu ord i evangelieteksten, så er der en opmuntring mere. Jesus er den gode hyrde.

En hyrde er en person, som passer dyr, sørger for, at de finder græsning, og beskytter dem mod rovdyr. Der er så to slags hyrder. Den ene ejer selv fårene og ønsker virkelig at slås for dem. Den anden ejer ikke fårene, men har taget arbejdet for pengenes skyld og er ligeglad med fårene. Han flygter i farens stund.

Jesus er hyrde af den første slags. Han ejer fårene. Han stiller op for dem i farens stund. Han giver sit liv for dem.

Det er os, der er fårene. Jesus sørger for os og har stillet op for os mod dem, der vil os ondt. Det er det, Langfredag handler om. For en ydre betragtning ser det ud til, at Jesu fjender gør det af med ham ved at bringe Guds forbandelse over ham, men det viste sig tydeligt i hans opstandelse, at det var ham, der vandt over forbandelsen. Forbandelsen truer os alle. Det mærker vi i den dårlige samvittighed, og når kroppen går i forfald, men hos Jesus er vi beskyttet mod den.

Jesus flygtede ikke i farens stund. Han lod sig føre hen til den allermest smertefulde og ydmygende plads, og dér fuldførte han sin mission, mens vennerne fortvivlede og fjenderne hånede. Jesus stillede virkelig op for os. Han overvandt forbandelsen og døden.

Vi står ikke kun over for upersonlige kræfter som synden og døden, men også over for Gud og Djævelen. Gud stiller os til ansvar, og Djævelen bekæmper os. vi kan ikke klare nogen af dem, men Jesus har vundet for os. Jesus er den gode hyrde, som har sat sit liv til for os.

Efter at Jesus har sammenlignet sig selv med de hyrder, som er ligeglade med fårene, så skildrer han sig selv fra en anden synsvinkel nemlig i forhold til os på den ene side og Gud på den anden. Hvad forholdet til os angår, så er det kendetegnet ved gensidigt kendskab. Jesus kender os, og vi kender ham. Den kristne tro på Jesus er altså ikke en blind tro, der bare følger ordrer uden at tænke, nej, den er et personligt kendskab til Jesus. Vi kender ham, som vi følger, og han kender os. Hvor mange af kristendommens kritikere er mon opmærksomme på det? Hvad forholdet til Gud Fader angår, så er det også kendetegnet ved gensidigt kendskab. Gud Fader kender Jesus, og Jesus kender ham. Men højdepunktet er dog forbindelsen mellem de to synsvinkler: Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen (understregning ved JS). Vi kender altså ikke Jesus, ligesom vi kender naboen eller kollegaen. Vi kender Jesus, ligesom Jesus kender Gud. Og Jesus kender os, ligesom Gud Fader kender Jesus.

Hvis nogen synes, at det er svært at forstå, så er det rigtigt. Hvis nogen fornemmer, at det er vidunderligt, så er det også rigtigt, og det er det, Jesus vil fremhæve. Når Jesus er vores hyrde, så befinder vi os ikke kun her i Kokkedal, men er også inde i den guddommelige, synlige verden, ja faktisk inde i Gud selv. Vi er taget ind i Guds væsen, ikke så vi er guddommelige, men så vi er Guds børn, der kender ham og er kendt af ham. Vi ved da, hvem vi er og hvor vi hører hjemme, og hvor vi er kendt og elsket til evig tid.

Moderne mennesker vil så gerne klare sig selv. Man vil spille vor Herre i sit eget liv, men nogle opdager, at det er ensomt, og andre opdager, at vi slet ikke magter det.  Hos Jesus slipper vi for det. Han er vor Herre, og han sætter os fri til at være det, som vi er bedst til, nemlig til at være mennesker og være Guds børn.

Får har en særlig evne, som hyrderne benytter sig af. Får kan skelne stemmer. Når hyrden går og synger for dem, så lærer de hans stemme at kende, og så følger de ham. Når de forskellige hyrder samler deres fåreflokke ved aftenstid i den samme fårefold, så blandes alle flokkene sammen, men når hyrderne kommer næste morgen og begynder at synge, så deler flokkene sig igen, og fårene følger den stemme, de kender.

Her rører Jesus ved en af gudstjenestens og hele det kristne livs dybder. Når man går til gudstjeneste, lærer man Jesu stemme at kende – ikke lyden, men indholdet. Det gør man også, når man læser i Bibelen derhjemme og taler med andre kristne om den i øvrigt.  Man bliver opmærksom på Jesu egenart. Man bliver opmærksom på forskellen på det, han siger, og det, som hans modstandere og forfalskere siger.

Det hører med til det kristne livs vækst, at vi lærer ham stadig bedre at kende og lærer det sande at kende, så vi kan skelne sandhed fra løgn.

Kristus har en stor mission fra Gud. Ikke alene skulle han være hyrde for de første kristne, som alle var jøder og hørte til Israels fold, men han skulle også være hyrde for andre får fra andre folks folde. Allerede mens han vandrede her på jorden vandt han sig disciple uden for Israel: officeren i Kapernaum og kvinden fra Libanon og manden fra østsiden af Genesaret sø. Dem vil han også lede, dem vil han også tale til, og de skal føjes sammen med disciplene fra Israel, så Jesus får én stor fåreflok.

I Jesu navn da tungen gløder hos hedninger såvel som jøder …

I Jesu navn udbryder da det evige halleluja.

Med andre ord taler Jesus her om den hellige, almindelige kirke. Han taler hverken om folkekirken eller om Romerkirken eller nogen andet kirkesamfund, men om alle dem, som sætter deres håb til ham. Vi er en del af noget meget stort. Guds børneflok er meget stor. Hyrden har mange får.

Jesus lever. Jesus er den gode hyrde. Han er vores glæde og tryghed.

Amen.