Prædiken til Påskedag 4. april 2021 kl. 10.30 i Egedal Kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Koret synger to salmer i stedet for henholdsvis præ- og postludium:
DDS 218 Krist stod op af døde Mels.: 325
DDS 230 Påskemorgen slukker sorgen Mels.: 455
Efter gudstjenesten synger menigheden udenfor
DDS 236 Påskeblomst! hvad vil du her Mels.: 454

Prædiketekst: Markus-evangeliet, kapitel 16, vers 1-8 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Prædiken:

Jesus Kristus er opstået. Han lever. Graven er tom, og noget helt nyt er begyndt.

Jesu kvindelige disciple kom ud til graven for at fuldføre de jødiske begravelsesritualer. De havde ikke nået det hele fredag, Langfredag, om eftermiddagen, mellem Jesu død og solnedgang. Ved solnedgang begynder sabbatten, jødernes hviledag, hvor alle syslerne var på pause. Efter solnedgang lørdag åbnede butikkerne igen, og de købte vellugtende salver for at gå ud og salve Jesu legeme.

Hver kultur har sine begravelsesskikke. Vi har vores. Der er nogle ting, vi skal gøre, når vi har mistet en af vore kære. En mængde praktiske ting skal ordnes. Der er en helt særlig stemning over det. Mange fortæller, at den virkelige sorg først indtræffer, når alle de praktiske ting er overstået. Så sænker roen og sorgen sig. Og så bliver det virkelig svært.

Så langt var kvinderne ikke nået, men minderne om den frygtelige korsfæstelse må stadig have siddet i dem. Det var kun to dage siden.

Det glædelige budskab handler om, at Gud overrasker os med gode gaver. Her kommer kvinderne præget af tab. De har mistet deres mester. De har oplevet det, som millioner af mennesker har oplevet før og siden, nemlig at miste en nærtstående. Og døden sidder så dybt i os, at vi ikke kan tænke andet, end at den får det sidste ord.

Derfor virker det fuldstændig overrumplende, at Gud har grebet ind og overvundet dødens magt. De blev rystet. De flygtede fra graven, var ude af sig selv, og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Her standser Markus-evangeliet, og det har man alle dage undret sig over. Er der faldet en side ud af skriftrullen, eller hvad er der sket? Det ved vi ikke, men læg godt mærke til det løfte, som englen giver dem: gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.

Her er der to store opmuntringer.

For det første bliver Peter nævnt direkte. Årsagen er måske, at han har de største kvaler, fordi han bandede og svor på, at han ikke kendte Jesus. Jesus stod selv i halvmørket ved siden af og hørte på det. Da Jesus vendte sig og så på Peter efter fornægtelsen, gik Peter udenfor og græd bittert. Alt, hvad han havde lovet Jesus, var faldet til jorden. Alt, hvad de havde haft sammen i tre år, havde han fornægtet. I ét nu gik det op for ham, hvor svag og eftergivende og bange og fej og tarvelig han var. Al hans selvtillid brast i grus, og han havde al grund til at regne sig for en frafalden discipel. Netop denne fortvivlede mand bliver nævnt særskilt. Han får med navns nævnelse en hilsen fra Jesus selv. Jesus har blik for den fortvivlede og skyldige. Jesus vil befri også ham. Det betyder, at han også vil hjælpe os, når vi har svigtet og er skyldige.

For det andet får de løfte om, at de skal se Jesus. Markus-evangeliet skildrer ikke denne oplevelse, men slutter med løftet om den. Gud er løfternes Gud. Det går som en rød tråd gennem hele Bibelen, og han holder, hvad han lover. De skal se Jesus i Galilæa. De skal ikke bare høre, at han er opstået, men også se ham direkte som den opstandne.

De andre evangelieskrifter fortæller udførligt om, at disciplene så Jesus efter opstandelsen. De så ham ikke kun i Galilæa, men også i Jerusalem. De fik mere end lovet. Først møder de Jesus selv om morgenen på vej hjem fra graven. Om eftermiddagen møder Jesus to af de mandlige disciple på veje til en naboby. Om aftenen møder Jesus hele flokken i Jerusalem. Og siden møder Jesus dem flere gange både i Jerusalem og i Galilæa. Og hver gang kan man mærke, at det var overvældende. Det var svært at tro, selv om de sad og talte sammen med Jesus og spiste sammen med ham.

Her, selve påskemorgen, er det endnu sværere, fordi det er første gang, de hører om opstandelsen, og de møder ikke Jesus selv, men en engel. Det hele er så anderledes end det, som mennesker er vant til, at det er meget svært at håndtere. Ja, de kan slet ikke håndtere det, så de bliver bange og flygter.

Det hele viser vores grundlæggende fremmedgørelse for Gud. Når han viser os sine største kærlighedsgerninger, bliver vi bange. Så meget præger døden vore tanker og følelser. Hjælpsomme sjæle, der gerne vil yde en social indsats blandt nødstedte mennesker, kan tilsvarende få et chok ved mødet med den barske virkelighed. Nøden er ikke kun materiel, men også psykisk. Mange mennesker kender ikke godhed og er helt fremmedgjorte for den.

Derfor skal vi ikke undre os, hvis vi selv står uforstående eller måske ligefrem bange over for Jesu opstandelse. Guds gerninger vænner man sig aldrig til. Alligevel kan vi forandres fra frygt til tak. Det er muligt at lære Guds kærlighed at kende, så man føler sig tryg hos ham. Det vil mange kirkegængere sige, men der kan være så mange andre, der ikke føler det. Da er det godt at vide, at de første disciple, både kvinder og mænd, der oplevede det hele, også var fremmedgjorte og bange til at begynde med, hvorefter de langsomt bevægede sig fra frygt til glæde. Og så vokser takken og lovsangen frem. Jesus overvinder både den ydre, håndgribelige død, som vi kan røre ved, og den indre, åndelige, fremmedgørelsen.

Gud har vendt vores skæbne. Før var vi alene med død og dom. Det har menneskene altid tumlet med i kunst, filosofi og religion.

Det glædelige er, at vi ikke længere er alene med disse frygtelige kræfter. Deres overmand er kommet. I stedet for, at døden og skylden dag efter dag skal tage freden og livsmodet fra os, så er Jesus kommet, og han vil og kan dag efter dag fylde vore tanker og følelser med det modsatte, nemlig fred og livsmod, ikke bare mod på livet i denne verden, men også på det evige liv. Lige så stille fylder han enhver, der vil modtage ham, lige så stille fylder han sine troende med fred og tryghed, glæde og tak. Jesus lever, og vi skal leve med ham og i kraft af ham.

Nogen bider mærke i, at påsken ikke er hyggelig, men dramatisk. Den rører nemlig ved de virkelig forfærdelige ting og giver os i stedet det helt store. Det er fremmed for os. Vi vil helst være i den rolige midte uden de store udsving. Når den gode Gud og hans onde modstander virkelig brager sammen i den store kamp på liv og død, så føler vi os udenfor, men det er netop denne kamp, der afgør vores fremtid. Det er os, de kæmper om. Havde Gud ladet os sejle vor egen sø, var det endt forfærdeligt. Nu har han grebet ind, og så er det muligt at blive reddet fra død og dom til et paradisisk liv hos Gud. Jesus er vor levende frelser, som er hos os, og som skænker os sig selv i nadveren hver eneste søndag. Det er ham, vi skal møde ansigt til ansigt både ved vor egen opstandelse ved denne verdens ende og i den kommende verden i Guds evige rige. Som disciplene så ham, skal vi se ham – men denne gang for evigt.

Jesus lever, og vi skal leve med ham. Som han opstod, skal vi opstå.

Glædelig påske!            

Amen