Prædiken til Langfredag 2. april 2021 kl. 9.00 i Karlebo Kirke

Salmer ved koret:

195              Naglet til et kors på jorden
199              Jesus dine dybe vunder

Fællessalme udenfor:

192:             Hil dig, frelser og forsoner

Baggrundslæsning:
Kong Davids 22. salme fra Salmernes bog i Det gamle Testamente:

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.

Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger. Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem. De klagede til dig og blev reddet, de stolede på dig og blev ikke til skamme.

Men jeg er en orm og ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk. Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet: ”Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham, han må redde ham, han holder jo af ham!”

Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst. Til dig var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min Gud. Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig!

Stærke tyre omgiver mig, Bashanbøfler[1] omringer mig; rovgriske og brølende løver spærrer gabet op mod mig. Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig. Min gane er tør som et potteskår, min tunge klæber til gummerne; du lægger mig i dødens støv.

Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning.

Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp! Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene, frels mig fra løvens gab, fra vildoksens horn!

Du har svaret mig! Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig: Lovpris Herren, I der frygter ham, vis ham ære, hele Jakobs slægt, frygt ham, hele Israels slægt! For han viste ikke foragt og afsky for den hjælpeløses nød; han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp.

Du er min lovsang i den store forsamling, jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter Herren. De ydmyge skal spise og mættes, de, der søger Herren, skal lovprise ham, og de skal få nyt mod for evigt.

Hele den vide jord skal huske Herren og vende tilbage til Herren; alle folkenes slægter skal kaste sig ned for dig. For kongemagten tilhører Herren, han hersker over folkene. Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham, alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham. Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal tjene ham: Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter, man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for han greb ind!

Prædiketekst fra Ny Testamente: Mattæus-evangeliet, kapitel 27, vers 31-56:

Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: ”Det er Jesus, jødernes konge”. Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: ”Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!” Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.” Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde. Men fra sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ”Elí, Elí! lema sabaktani?” – det betyder: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: ”Han kalder på Elias.” Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: ”Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.” Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: ”Sandelig, han var Guds søn.” Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Prædiken

Det var nederlagets dag for Jesus, det endelige nederlag. Ikke alene blev han henrettet, men det var også meget pinefuldt og desuden yderst vanærende. Han blev ikke kun hængt halvnøgen eller helnøgen op til offentlig beskuelse i sin dødskamp. Vanæren er også, at han som død hænger på et træ, og så er man ifølge Moseloven forbandet af Gud (5 Mos 21,22-23). Så er man udelukket fra Guds velvilje og fællesskabet med ham.

Denne forbandelse var for både venner og fjender det endegyldige bevis på, at Jesus hverken kunne være Guds søn eller nogens frelser. Fra den vinkel er Langfredag den sorteste dag af alle. Her lukkes alt håb ude. Vi står, som vi altid har gjort, alene med synd og død.

Hvor er lyset? Hvor er håbet? Hvor er det glædelige budskab? Det finder vi i en af de få ting, som Jesus sagde på korset. Som korsfæstet har man ikke kræfter til at sige meget, men lidt kan man dog sige, og Jesus siger én ting her: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

I første omgang hørte de nærmeste slet ikke ordentligt efter. De mente, at Jesus kaldte på profeten Elias fra gamle dage. ”Lad os se, om Elias kommer og frelser ham”, sagde nogen. Det skete ikke.

Der må dog have været nogle andre, som hørte hvad Jesus egentlig sagde: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Det er ikke særligt opmuntrende, og der er da også mange prædikanter, der mener, at Jesus selv mistede håbet og måske ligefrem gav op. Meget menneskeligt. Det hører man tit nogen sige.

Men netop her i disse få dystre ord ligger hele håbet og sejren og det glædelige budskab gemt. Jesus citerer nemlig første linje af en af kong Davids salmer. Når første linje citeres, klinger hele salmen med – for dem, der kender den. Det svarer til, at vi siger: ”Hil dig, frelser og forsoner”. Så tænker vi ikke kun på disse fem ord, men på hele salmen – hvis vi altså kender den.

Kong Davids salme, ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” er Davids 22. salme i Salmernes bog i Det gamle Testamente.

Det er en salme med megen lidelse og med stort håb, ja mere end håb. Den ender faktisk med befrielse og glæde.

Denne salme skal læses ved vore påskegudstjenester efter anden tekstrække, hvor salmens første halvdel om lidelsen læses Langfredag, og den anden halvdel om befrielsen læses Anden påskedag.

Med sine sidste kræfter bekendte Jesus sig til denne salmes budskab, da han hang på korset. Her finder vi, hvad han tænkte om sin død.

Hvad betyder det for os og vores forståelse af Jesus?

Først betyder det, at der ikke er nogen bortforklaring af lidelsen. Salme 22 forudsiger Jesu lidelse, og den går meget direkte i opfyldelse. Jesus led forfærdeligt på korset som alle andre korsfæstede, og han var ovenikøbet også virkeligt forladt af Gud. Vel var Gud til stede, for Gud er altid til stede overalt, men Guds velvilje var fraværende. Jesus mødte den forbandelse, som hviler over hele menneskeheden – ikke fordi han selv har fortjent den, men fordi hans mission var at dæmme op for den. Jesus lod sig korsfæste for at møde Guds forbandelse og standse den, så den ikke længere kan ramme os. Guds forbandelse kender vi alle noget til. Vi mærker den i den dårlige samvittighed som en kraft, vi ikke kan styre. Vi kan fortrænge samvittighedens stemme, men ikke fjerne den. Den kan kun fjernes ved, at vi bliver samvittighedsløse, men det er ikke en befrielse, det er en skade. Uden samvittighed bliver man sjæleligt afstumpet. Hvis vi skal være hele mennesker, må vi vedkende os vores samvittighed, også når den er dårlig. Hvad vi mærker lidt af i den dårlige samvittighed, kom over Jesus med fuld styrke, ikke fordi han havde gjort noget forkert, men fordi han blev korsfæstet.

Salme 22 bekræfter Jesu lidelses alvor. Han mødte både Guds og menneskers forbandelse.

Dernæst rummer salme 22 også stor opmuntring, ikke kun efter lidelsen, men også midt i den. Midt i sin lidelse mister Jesus ikke tilliden til Gud, selv om Gud har forladt ham. Midt i gudsforladtheden regner han med, at hjælpen alene kan komme fra Gud, og han beder om den. Hans hjerte er fyldt af sorg og bedrøvelse, men tilliden til Gud forsvinder ikke. Hans sorg fører hverken til skældsord mod Gud og mennesker eller til håbløshed. Midt i sorgen bevarer han sit rene hjerte. Her er en fæstning, som den Onde ikke kan indtage. Han fik lov at plage Jesus med det værste af det værste, men han kunne ikke forurene Jesu personlighed. Synden kom ikke ind i hans liv.

Vendepunktet kommer midt i Salme 22, hvor der pludselig står: Du har svaret mig. Derefter er salmen fuld af glæde, og salmens hovedperson lovpriser Gud i en stor forsamling og ønsker, at Gud skal hyldes over hele verden.

Det betyder, at Jesus både har håb midt i sin lidelse og ser frem til glæden og sejren efter lidelsen. Og det betyder, at Jesus har banet vejen for os. Ikke alene kan han lyse for os i det dybeste mørke, men han kan også føre os igennem det og ud i Guds evige lys.

I den dybeste lidelse vil Jesus lyse for os. Det gælder både sygdom og andre former for modgang, ja endog når vi skal dø, og så gælder det også under det allerværste: når vi frygter for at ende i den evige fortabelse. I alle disse former for nød leder Jesus efter os for at opmuntre os, så vi ikke fortvivler, men får håb, ja endnu mere, så vi finder fred, både midt i lidelsen og efter den.

Lidelsen får ikke det sidste ord, døden får ikke det sidste ord, og forbandelsen får ikke det sidste ord. Det er Jesus, der får det sidste ord. Den, der lytter til ham og følger ham, vil Jesus dele sin sejr med. Jesus tager ham og hende ind under sin beskyttelse.

Når vi bare hører beretningen om Jesu død, virker den på overfladen fuldstændig blottet for håb. Det eneste, vi kan se, er hans opmuntrende ord til røveren, der beder om frelse, men det er ikke med i Mattæus-evangeliet, som jeg har læst fra i dag, så her møder vi i første omgang kun håbløsheden, men den korte, håbløse sætning fra Salme 22 er - under overfladen - en sprække af lys, og her lyser håbet frem for både Jesus og os. Fjenderne kunne nok slå ham ihjel, og forbandelsen kunne nok skille ham fra Gud, men ingen af dele kunne fylde hans personlighed med synd, og ingen af delene kunne skille ham fra den afgørende sejr.

Jesu død så ud som et nederlag, men det var hans afgørende kamp for os, og den vandt han. Men vi skal ned under overfladen for at se det. Vi skal ind i Bibelens dybder. Vi skal ind i Salme 22, som Jesus selv med sine sidste kræfter henviser til. Dér er sejren udtalt.

Jesus led og sejrede for os. Han lyser i vores mørke.

Amen

[1] Bøfler fra området Bashan, som i dag ligger i det sydlige Syrien.