Prædiken til Fastelavns søndag 14. februar 2021 kl. 10.30 i Egedal Kirke

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 3, vers 13-17:

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Men Jesus svarede ham: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg velbehag.”

Prædiken

Dåben viser, hvem vi er. Det gælder både Johannes Døbers tilhørere, Jesus og os.

Johannes Døber døbte mennesker, som kom til kort. At komme til kort vil sige, at der er noget, man ikke kan magte. Mange, som lyttede til ham, opdagede egoismen i deres eget liv. Hans taler var skarpe og direkte. Han talte lige ind i folks hverdag om snyd i pengesager, tortur, plyndring og ægteskabelig svigt. Penge, røveri, vold og sex. Menneskenes forkerte gerninger har ikke ændret sig de sidste to tusind år. Johannes havde tre gode ting på programmet. Menneskene skulle afstå fra deres onde gerninger. De skulle døbes og få Guds tilgivelse. Og så fik de løfte om en frelser, som ville bringe dem meget mere end Johannes kunne bringe dem. Johannes døbte med vand, men frelseren skulle døbe med Helligånden. De forstod nok ikke så meget af, hvad det vil sige at døbes med Helligånden, men det var større end at blive døbt af Johannes Døber. Gud havde også sagt til Johannes, hvordan han kunne vide, hvem det var, der skulle døbe med Helligånden: ”Når du ser Helligånden dale ned over en person, så er det ham som døber med Helligånden” (Joh 1,33-34).

Det var, hvad den store Johannes Døber kunne bringe jøderne: Tilgivelse og forventning. Hans dåb viste, hvem de var: mennesker, der fik tilgivelse og forventning.

Blandt de mange, som kom til ham, kom også nogle med pæn facade, pæn opførsel. De mente dybest set ikke, at de trængte til hans dåb, men nu var det jo blevet moderne. De fik besked på at tage tingene alvorligt og standse skuespillet.

Så kommer Jesus pludselig og stiller op i køen samen med alle de små og store egoister. Johannes kender ham, for de var i familie, og Johannes mener, at Jesus ikke hører hjemme i den kø. Det har han delvis ret i, for Jesus er ikke en synder. Der er ingen egoisme hos Jesus. Han elsker Gud og sine medmennesker af et rent hjerte. Derfor mærker Johannes det, som han selv har talt så meget om til andre. Han mærker egoismen inde i sig selv. Den store Johannes Døber bliver den lille. Han trænger til, at Jesus gør noget for ham.

Alligevel vil den rene Jesus døbes af den syndige Johannes Døber. Således bør vi opfylde al retfærdighed, siger Jesus.

For os moderne mennesker er retfærdighed det samme som ligeværdig og hensynsfuld behandling. I Bibelens sprogbrug handler retfærdighed også om Guds frelse. Jesus skulle døbes for at blive indviet til at være verdens frelser, sendt af Gud.

Der sker store ting, da Jesus bliver døbt. Himlen åbner sig, Helligånden daler ned, og Gud taler om Jesus. Nu vidste Johannes Døber, at det er Jesus, der døber med Helligånden, og det sagde han til folk. Derfor udpegede Johannes Jesus som frelseren. Jesus afløser Johannes Døber.

Jesus er enestående. Ingen andre får Helligånden på denne måde. Ingen andre kan døbe med Helligånden. De gamle konger i Israel blev salvet med fin og velduftende planteolie. Jesus blev derimod salvet med Helligånden, Guds egen olie. Derfor blev han kaldt ”Den salvede”. På græsk, datidens internationale verdenssprog, hedder det Kristus.

Gud siger også, at Jesus er hans søn, og Gud glæder sig over ham, fordi han er fuldstændig uden egoisme. Jesu dåb er også et vendepunkt. Før var han privatperson. Nu gjorde Gud ham kendt.

Johannes Døber skulle således trække forhænget til side, så Jesus kunne træde frem på historiens store scene som sidste akt i Guds store historie med menneskene.

Jesu dåb er således helt unik. Den viser, at hvem Jesus er.

Jesu offentlige virksomhed varede tre år. Han underviste om Gud, og han helbredte tusindvis af mennesker. Til sidst blev han korsfæstet og begravet, men han overvandt sin egen død og opstod fra sin grav og levende igen med hud og hår og krop og sjæl.

Efter sin opstandelse og før sin optagelse til Guds usynlige verden indstiftede Jesus den kristne dåb. Jesus søger at vinde vores tillid, og når han har vundet den, så skal vi døbes som en indvielse til at tilhøre ham. Dybest set er det ham, der døber. Præsten er bare en hjælper, der lægger hånd og stemme til.

Når Jesus døber os, får vi mere, end Johannes Døber kunne give, når han døbte. Når Johannes døbte, fik de Guds tilgivelse og løfte om en frelser, men de kendte ikke frelseren, for han var ikke kommet endnu.

Det store ved kristendommen er, at vi kender frelseren. At kende ham som død og opstanden er dåben med Helligånden. Johannes Døber kunne døbe til en forventning om en ukendt person, der skulle komme, men Jesus døber os til at tilhøre sig selv, som vi kender. Vi ved, hvad han siger, og vi ved, hvad han har gjort. Og når Jesus døber os, har vi ikke bare kendskab til ham, men vi får også fællesskab med ham på en helt særlig måde. Jesus døde på korset og opstod fra sin grav. Jesu død og opstandelse er verdenshistorien store vendepunkt, og når vi døbes, kommer vi med i dette store vendepunkt. Når vi døbes, døbes vi til hans død og begraves sammen med ham, og derefter opstår vi til et nyt liv.

For bedre at forstå det kan vi tænke på israelitterne, der gik gennem det røde hav. En østenstorm havde blæst vandet bort, så israelitterne kunne gå tørskoet over, men da Faraos soldater satte efter dem, vendte vandet tilbage og soldaterne druknede. Farao kunne ikke længere gøre krav på israelitterne som sine slaver og holde dem borte fra friheden. Og hvis de holdt sig til Gud, skulle de aldrig blive slaver mere. Moses førte Israel gennem det røde hav til frihed fra Farao. Overgang over det røde hav var en dåb til Moses.

På samme måde med vores dåb. Når vi døbes, så drukner Jesus syndens magt over os. Nu kan den ikke længere holde os borte fra friheden hos Gud. Hvis vi holder os til Jesus, skal vi aldrig blive slaver under synden mere. Jesus fører os gennem dåbens vand til frihed fra synden. Den kristne dåb er en dåb til Jesus. Jesus sætter sit mærke på os. Dåben siger, at vi tilhører ham.

Johannes Døber døbte folk til en foreløbig frelse.

Jesus blev døbt for at træde frem som Guds enestående søn og verdens enestående frelser.

Og vi er blevet døbt for at få fælleskab med denne enestående frelser og komme ind under hans beskyttelse.

Det var stort at blive døbt af Johannes Døber, men det er langt større at være døbt af Jesus, for han er langt større. Johannes Døber er dybest set på linje med andre mennesker. Jesus derimod er på højde med Gud. Derfor er det uendelig stort at være døbt af ham.

Johannes Døbers dåb viste, hvem hans disciple var: mennesker, der fik tilgivelse og ventede en frelser. Jesu dåb viser, hvem han er: den helt enestående frelser. Den kristne dåb viser, hvem vi er: mennesker, der kender og tilhører Jesus Kristus.

Amen