Prædiken til Sexagesima søndag 7. februar 2021 kl. 9.00 i Karlebo kirke og kl. 10.30 i Nivå Kirke

Prædiketekst: Markus-evangeliet kapitel 4, vers 1-20:

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

  ”Hør her!

En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.

Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.

Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.

Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.”

Og han sagde: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!”

Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at

                      ’de skal se og se, men intet forstå,

                      de skal høre og høre, men intet fatte,

for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.’”

Og han sagde til dem: ”Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?

Sædemanden sår ordet.

Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.

De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.

Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive, tres og hundrede fold.”

Jesus fortæller en historie om, hvordan man såede korn på marken før maskinernes tid. En mand gik med en pose over skulderen, og så tog han en håndfuld korn og spredte det ud på marken, og derefter tog han den næste håndfuld og fortsatte. Det er som når vi andre spreder vejsalt mod is og sne. I de andre evangelier, hvor den samme lignelse også er fortalt, kan vi se, at Jesus er sædemanden[1], der spreder sit budskab. Sæden eller kornet er hans budskab, ordet.

Der er to tolkninger af eller synsvinkler på denne lignelse, og jeg er efterhånden kommet frem til, at de begge er rigtige, og at vi har brug for begge. Den ene finder vi i Kingos salme (Den danske Salmebog 152), som koret synger for os i dag, og den siger, at alle kristne har alle fire slags jordbund i sig. Selv om vi gerne vil følge Jesus, så mærker vi også de andre holdninger i os, dvs. glemsomhed, eftergivenhed for modstand og endelig bekymringer, rigdommens blændværk og ikke mindst lyst til alt muligt andet. Ikke alene mærker vi det i os selv, men vi er også nødt til at indrømme det over for Gud og bede ham både om tilgivelse og hjælp til at modstå disse holdninger.

Denne tolkning lærer os at kigge indad og ikke at se ned på andre. Vi skal først feje for vores egen dør og se i øjnene, at mange stærke kræfter arbejder på at føre os bort fra det nære forhold til Jesus Kristus, og disse kræfter har en forbundsfælle i nogle af vore egne følelser. Vi er hverken usårlige eller rene. Vi lærer at se realistisk på os selv. Vi lærer, hvad vi skal bede om at reddes fra. Det sidste vers i salmen er netop en sådan bøn.

Den anden tolkning findes i Grundtvigs salme over samme bibeltekst (Den danske Salmebog 153). Den ser udad på menneskene. Den konstaterer, at menneskene deler sig efter lige netop de linjer, som Jesus skitserer her. Her lærer vi at se realistisk på kirkelivet. Budskabet fra Jesus spredes ud til alle, men det er meget forskelligt, hvordan mennesker tager imod det. Jesus nævner ikke dem, som fra begyndelsen bliver vrede over ham, men han nævner dem, som faktisk lytter og tager imod, men han lærer os også, at hans budskab ikke når lige langt ned hos alle. Man kan sige, at han taler om alle dem, som har en positiv holdning til kristendommen. Mange holder kun fast ved troen til en tid.

Ét er åbenhed, interesse og begejstring, og noget andet er udholdenhed og frugt.

Ikke alle døbte har en udholdende tro. Nogle steder styrkes kirken under modgang, men ikke alle steder. Hvis der kom et diktatur i Danmark, som virkelig fór hårdt frem med kirkenedrivninger og henrettelser af aktive kristne, så blev der nok ikke meget tilbage. Men det er ikke forfølgelser, som Jesus vægter værst. Hvis hans rækkefølge går fra let til hårdt, så er glemsomheden mildest, forfølgelsen værre, og værst er hverdagens bekymringer, rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet. Forfølgelsen findes i diktaturstaterne, men de andre ting findes i de frie, velstående, vestlige lande. Vi kalder det verdsliggørelse, sekularisering, modernitet, postmodernisme, materialisme, forbrugskultur og sidst, men ikke mindst kalder vi det ligegyldighed. Det ser ud til, at Jesus anser det for en værre modstander end den direkte forfølgelse. En af mine venner har sammenlignet alt dette med et kæmpemæssigt diamantbor, som kører og kværner døgnet rundt, året rundt. Det slider på troen, det slider på kirken, og både kirkens menneskelige modstandere og Guds store modstander Djævelen gnider sig i hænderne.

Hverdagens bekymringer er den konstante travlhed, som også plager og behersker os, når vi har fri. Mange har hele tiden flere projekter, end tiden tillader. Vi aldrig har haft så megen fritid som nu, og aldrig fordybelse i kristendommen har så trange kår. Man kunne overveje, om en del af fritidsaktiviteterne kunne drosles lidt ned, så der blev tid til både Gud og familien. Jesus sætter nok fingeren på det allerømmeste punkt, når han taler om lyst til alt muligt andet. Hvad nytter det, at vi har tid til Gud, hvis vi ikke har lyst til at bruge tid på ham? Vi kan ikke få tid til alt det, vi har lyst til. Det kan end ikke pensionister, så alle må prioritere, men har vi i det hele taget lyst til at bruge tid sammen med Gud? Og mange vil sige ligeud, at ham har de ikke lyst til at bruge tid på. Det er rene ord for pengene, men så må man også indstille sig på, at man kun har sine egne ressourcer, og dem er der udløbsdato på.

Før Israels folk kom ind i det forjættede land, hvor Gud ville overøse dem med jordisk fremgang, giver han dem denne advarsel: Når du bliver mæt, skal du tage dig i agt, at du ikke glemmer Herren, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset (5 Mos 6,12). Menneskene har ikke ændret sig siden. Når vi har det godt, fristes vi stærkt til at glemme Gud, og mange falder for fristelsen. Men glemmer vi ham, glemmer vi livskilden. Her lærer vi, hvad vi skal bede om, at andre reddes fra.

Når vi er med i kirkens fællesskab, så skal vi se i øjnene, at træerne ikke vokser ind i himlen. Menneskene, også de troende, er skrøbelige. Mange giver efter før eller siden. Kirken bliver ikke en triumferende succeshistorie. Den bliver ikke et sejrstog. Jesus lærer os, at vi må leve med skuffelser over tingenes tilstand. Alligevel gælder det også, at der midt i al forvirringen og midt i alle skuffelser alligevel er nogen, der hører Guds ord og tager imod det og bærer mange frugter, så der kommer mange gode ting ud af det, som Gud glæder sig over. Vi lærer ikke kun at se med barsk realisme på kirkelivet, men også at se med stor taknemmelighed og opmuntring derpå. Min egen oplevelse er den, at selv om der er mange problemer i kirken, så er der også megen opmuntring dér, og derfor er jeg blevet afhængig af at gå til gudstjeneste. Her får man noget, man ikke kan få andre steder.

Vi har brug for at se realistisk på os selv, og vi har brug for at se realistisk på kirken omkring os, for ellers bliver kørt over af fristelser og skuffelser. Jesus vil forberede og ruste os, så vi ikke bliver kørt over. Hvis vi tror, at det, vi nu oplever, er helt enestående svært, så fristes vi til at give op, men hvis vi ved, at det er et grundvilkår, og at lignende begivenheder er indtruffet mange gange før, så lader vi os ikke så let skræmme eller forvirre.

Når alt det er sagt, vil jeg også kommentere Jesu vanskelige ord om, at til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at          ’de skal se og se, men intet forstå.

Jeg tror, at vi skal se på baggrunden for denne begivenhed, og det er, at forud for Jesu undervisning i disse lignelser hører vi om en voldsom modstand mod ham, hvor han både beskyldes for at bespotte Gud (2,7) og samarbejde med Djævelen (3,22). Til dem udenfor kommer – eller bliver, som det også kan oversættes – alt i lignelser. De har afvist Guds riges hemmelighed, og de bliver bare mere hårde mod Jesus, jo længere de hører på ham. Det er den barske virkelighed. Gør man sig hård mod Jesus, så vil hans ord forstærke denne hårdhed. Om det er Jesu hensigt eller en følge af hans ord, kan jeg ikke afgøre. Grundtekstens glose kan oversættes på to måder:

Enten: til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at

                      ’de skal se og se, men intet forstå,

Eller: til dem udenfor kommer alt i lignelser, aå at

                      ’de skal se og se, men intet forstå,

Jeg har ikke fuld klarhed over det her, som I nok kan mærke, men det står fast, at Jesu undervisning, herunder lignelserne, ikke er ligegyldig underholdning, men Guds endegyldige redningsaktion. Der kommer ikke andet eller mere efter Jesus, og vi kan heller ikke klare os uden ham. Vores holdning til ham bestemmer vores evige skæbne.

Enten søger vi ham ved at bede til ham og lytte til hans undervisning, eller også gør vi ikke. Salig den, lykkelig den, der søger ham. Til ham er Guds riges hemmelighed givet.

Amen

[1] Da jeg i Nivå spontant tilføjede de første 8 linjer, fordi der var konfirmander til stede, som ikke ved, hvad en sædemand er, huskede jeg desværre forkert. Hverken hos Mattæus eller Lukas er sædemanden identificeret. Derimod står der i Luk 8,11: Sæden er Guds ord. Tilsvarende står der i Matt 13,19: Når et menneske hører ordet om Riget (altså Himmeriget) …