Prædiken til Septuagesima søndag den 31. januar 2021.

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 20, vers 1-16:

Jesus sagde: ”Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere, men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”

Prædiken

Er dit øje ondt, fordi jeg er god? Dette spørgsmål rummer hele hovedsagen i historien. Guds nåde tager ikke hensyn til vore forestillinger om fortjeneste, og det gør mange vrede.

For rigtig at forstå, hvad det drejer sig om, så skal vi have hele historien med. Vingårdsejeren er Gud eller snarere Guds søn, vor Herre selv. Læg mærke til, at han er aktiv. Han søger ledige mennesker, som ikke har noget arbejde, og så tilbyder han at tage dem i sin tjeneste. Jesus er aktiv. Det er måske ikke så overraskende. I evangelierne fortælles der jo hele tiden om alt, hvad han gør for at hjælpe andre.

Noget andet er, at også vi også er med i fortællingen, og dér er vi også aktive. Kristendom består ikke kun i at sidde stille og lytte og bede og modtage, men også i at arbejde for Herren. Hele det kristne liv er en tjeneste for Herren.

Alt efter hvilken form for kristen opdragelse, vi har fået, og hvilken form for kristen kultur, vi kommer fra, så vil det være enten helt naturligt eller en overraskelse, men det går altså som en rød tråd gennem hele Bibelen, at man skal tjene Gud ved at gøre noget for ham, som der er brug for. Adam skulle navngive dyrene og dyrke Edens have. Sådan var det fra begyndelsen – før synden kom ind i verden. Og vi kan følge det gennem hele Bibelen, både Det gamle og Det nye Testamente. Og Jesus taler meget om det, både i sine lignelser og ellers. Vi skal tjene Herren ved at gøre det, som glæder ham, og det, som gavner menneskene.

Den store overraskelse kommer til sidst. I lignelsens verden er det fyraften, hvor der skal betales løn. Sådan er det at være daglejer, hvor man ikke er ansat på månedsbasis eller årsbasis. Man stiller sig ud på torvet, indtil der kommer nogen og hyrer en. Ved solnedgang får man så udbetalt sin løn. Sådan var det i Oldtiden, og sådan er det stadig nogle steder. Når vi træder ud af lignelsens verden og ind i virkelighedens verden, vores verden, som lignelsen skal illustrere, så  er det Dommedag, hvor det gælder frelse eller fortabelse.

Hvordan skal det gå på Dommedag? Efter nåde eller fortjeneste? Ja, de fleste evangeliske kristne ved måske nok, at der i Bibelen står, at det går efter nåde, men ét er, hvad der står i Bibelen, noget andet er, om vore følelser er på linje med det. Og det er det, Jesus sætter fingeren på i dag.

Mange, der skal dø, tænker på, at de ikke har levet, som de burde, og så bliver de bange. Og det bliver man, fordi man ikke for alvor har taget til sig, at vi frelses af tilgivelse og ikke af fortjeneste. Tryghed kan man ikke få ved at trykke på en automat. Den kan man kun få ved at lytte til Jesu løfter, og her må vi bede om tillid til dem – igen og igen. ”Herre, skænk os troen fuld af glæde,” som der står i en aftensang, som er blevet meget populær her de senere år.

Det er så ikke den vinkel, Jesus har her. Han taler her ikke om, at vi kan være bange for Dommedag, men at vi kan stå i fare for at blive vrede over Dommedag.

Når Gud dømmer anderledes, end vi dømmer, så kan vi blive vrede. Når Gud viser godhed mod nogen, som vi ikke synes fortjener den godhed, så kan vi blive vrede. Når vi ikke får, som vi synes, vi fortjener det, så kan vi blive vrede.

Så længe vi bare er i gang med at tjene Gud, og vi slider i det med opgaverne i familien, på arbejdspladsen, i samfundet og i kirken, så tænker vi ikke så meget over det, men når vi oplever, at andre på en eller anden måde kommer op på siden af os uden at have ydet det samme som os, så kan vi blive vrede. Og når vi oplever, at vi ikke får den ros og anerkendelse, vi synes vi fortjener, så kan vi også blive vrede. Eller hvis vi synes, at de andre ikke er så omhyggelige og påpasselige og flittige og dybttænkende og indfølende og praktiske og hurtige og kloge, som vi synes, at vi selv er, så kan vi blive vrede eller bare nedlandende. Og vreden over de andre ligger os desværre ofte nærmere end forståelsen for de andre. Det er let at blive vred, og det er sværere at tænke sig om og udvise forståelse. Der er nok nogle få, der har det anderledes, og jeg beundrer dem, men jeg hører desværre ikke selv til dem. Vreden, fornærmelsen, selvoptagetheden ligger nærmest. En kedelig konstatering. Og det er ingen trøst, at klubben er stor.

Hvad er der er galt? Ja, vi kan ikke optjene point hos Gud. Det er nemlig ikke det, tjenesten går ud på. Vi skal gøre gavn, ikke optjene point. At få lov at tjene Gud er i sig selv en gave. Det er ikke et slid, der bare skal overstås, så vi hurtigst muligt kan komme frem til lønudbetalingen. Livet med Herren er en gave, og tjenesten er en del af gaven. Selve tanken om og følelsen af fortjeneste eller bedreværd er en fejltagelse.

De, der kom med i ellevte time, slap ikke lettere, men efter at de havde spildt det meste af deres liv, blev de reddet i sidste øjeblik. Som en sagde til mig, da hun i sin alderdom blev en ivrig kirkegænger, der deltog i alle kirkens aktiviteter: ”Jeg skulle være begyndt længe før.” Ja, for hvad kunne man ikke have udrettet, hvis man var begyndt som ung? Men hellere komme med til sidst end slet ikke.

De, der slider hårdt i det i tjenesten for Herren, fristes til at se ned på andre, som i de slidsommes øjne ikke gør lige så meget. Men Guds dom på Dommedag vender op og ned på det. Vore forestillinger om eget værd og egne fortjenester falder til jorden, og Guds kærlighed overstråler det hele og frelser dem, der er tomhændede. Tænk, at vor Herres omsorg er så stor! Det går ikke efter fortjeneste. Så er der håb for syndere, for ufuldkomne, for mennesker, der ved, at de har handlet forkert og som fortryder det. Så er der håb for os.

Når Jesus taler om Dommedag, så taler han om en fremtidig begivenhed, men han gør denne begivenhed levende og nutidig for vore følelser og tanker. Der ligger en stor omsorg i det. På dommens dag kan vi nemlig godt ønske os at ændre noget, men vi kan ikke ændre noget. Men det, vi på dommens dag kunne tænke os at ændre, kan vi ændre nu. Jesus giver os mulighed for at ændre på tingene nu.

Er dit øje ondt, fordi jeg er god? Hvis det spørgsmål rammer noget hos os, så er der mulighed for at bekende det for Kristus nu og få tilgivelse. Det er nu, vi kan bekende vores selvretfærdighed som det, den er: en ulv i fåreklæder – uretfærdighed i forklædning. Det er nu, vi kan indrømme vor synd og få nåde fra Herren. Det er nu, vi kan udskifte vrede over Guds godhed med tak for hans godhed – hans godhed både mod andre og os selv. Så vi kan sige, som en af de bibelske forfattere siger:

Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker siger Herren (Jer 9,22-23).

Amen