2.søndag efter Hellig 3 Konger 2021
Salmer: 747- 494- 319

Dette hellige evangelium læser vi i Johannesevangeliet  kapitel 2 vers 1-11

Prædiken

Forfatteren Martin A. Hansen har skrevet en lille fortælling, som han kalder Agerhønen. Den foregår lige efter 1.verdenskrig. Faderen har været indkaldt som soldat, og er endelig kommet hjem. Han har siden forsørget familien ved at grave, men markerne er nu frosset til, og der er ikke mere arbejde at få. Han har også været syg. Nu sidder familien, far og mor og børn i deres stue. Udenfor stormer det, vinden farer omkring huset og hvirvler sneen op. Indenfor er der fattigt og trøstesløst.
Der er ingen som siger et ord.. Moderen syr. Faderen sidder og læser i en avis, det samme stykke om og om igen. De har næsten ikke mere mad, og der er heller ikke råd til petroleum i lampen.Børnene ved godt, at de ikke skal sige noget.

Så glæden er blevet borte for den lille familie.I det skarpe og kolde lys fra en karbidlampe er det kun fattigdommen, der kan ses!

Pludselig lyder der et bump mod yderdøren. Alle i stuen hører det, og de bliver med det samme bange og tænker på, hvordan det lød, dengang de kom for at hente faderen, da han var blevet indkaldt til soldatertjeneste.Faderen rejser sig og åbner døren. Lidt efter kommer han ind igen - med en død agerhøne i hånden. Den lå på trappestenen.. siger han. Jamen hvordan.. begynder moderen.  Der var ingen spor i sneen, svarer han….den er fløjet lige mod døren!

Fuglen er helt varm. Det er ikke til at forstå, at en død fugl kan være så varm under sine slappe vinger.
Jeg tror godt, man kan forklare det!” siger moderen med fasthed i stemmen.

Den lille fugl har smukke fødder. Alt på den er blødt, dens øjne er halvt lukkede, og fra næbbet kommer der lidt rødt blod.

Så bliver den plukket. Faderen går ud og finder en dusk persille, moderen skraber fedt af panden og tager de sidste kartofler.

Hun tilbereder håbets festmåltid.

Der bliver lagt en ren hvid dug på bordet, den hæslige karbidlygte bliver båret udenfor, og et dyrt stearinlys bliver tændt..

Historien slutter: Ude i mørket slog blæsten og regnen mod ruden. Men de vaskede sig, redte håret og pyntede sig. Så satte de sig ved højtidsbordet. Agerhønen blev delt, der var kun ganske lidt til hver, men alligevel, så mættede den lille fugl dem alle.

 Måltidet blev til et håbets festmåltid. For et under var sket.

Agerhønen blev for den lille familie et tegn fra Gud.

Et under – det er netop et tegn fra Gud på hans kærlighed og hjælp En hjælp, som kommer uden at vi havde regnet med den, og giver os troen og håbet tilbage.

Sådan var det også ved brylluppet i Kana.

Evangeliet begynder med ordene: Den tredje dag var der bryllup i Kana. Den tredje dag eller tredjedagen. Den har vi allerede nævnt i Trosbekendelsen: Korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget.

På tredjedagen opstået fra de døde.

 Når evangelisten Johannes fortæller, skal vi forstå, at her er noget, som ikke bare skete engang i byen Kana i Galilæa, for flere tusind år siden. Det er tredjedagens Jesus, den opstandne, der bliver fortalt om.

 Jeg spurgte konfirmanderne, på sms for et par dage siden (for vi må jo ikke mødes): Hvad tror du det under er et tegn på? Der var nogen der ikke anede det. Mens andre svarede: Jeg tænker at underet er et tegn på, at han er Messias… Og en anden: Han ville vise sin herlighed til folket… Og en skrev: Jeg tror det er et tegn på, at han kunne mere end han udgav sig for…at han var én man skulle lytte til.

 Der var engang man kaldte det et luksusunder. At Jesus kunne forvandle vand til vin. Helt unødigt og ufornuftigt – sådan er der nok en mange, der har tænkt: At flere hundrede liter vin nu kunne sættes på bordene, selv om gæsterne allerede havde fået rigeligt at drikke. Men nogle af konfirmanderne har altså, bare ved at læse teksten, forstået, at der er større ting på spil i historien: At underet peger på Kristus….som er til stede, midt i vores liv.

Det sker også for os, at vinen slipper op: Glæden forsvinder, vi mister modet og føler os ensomme og bange.

F.eks. her i coronatiden, hvor vi ikke må være sammen og komme ud. Vi skal helst holde os hjemme og vente på bedre tider. Som vi ikke kender datoen på.

 Så kan det ske, at Gud sender en lille agerhøne, eller at han skaber vand om til vin.  At han giver os et tegn, som kan åbne vores øjne og få os til igen at fyldes med tro og håb. En gave eller en opringning, et uventet besøg fra en af vores nærmeste, en smuk solopgang, eller en af de små forårsblomster, som er ved at kæmpe sig af den frosne jord.

 Det var det første under, Jesus gjorde, fortæller Johannesevangeliet. Sammen med sin mor og disciplene var han indbudt til bryllup i byen Kana.
Jesu undere ændrede ikke vore verden – og så alligevel!

 For hvis vi forstår underet i Kana som et tegn, er der en hel masse ting, som åbner sig og giver ny mening:

 Underet skete ved en bryllupsfest. Mange gange senere bruger Jesus brylluppet som et billede, når han vil fortælle om Guds Rige. Med Guds rige er det ligesom med en konge, der ville holde et bryllup…. Festen og glæden er billede på Guds rige.

Der er også andre tegn i fortællingen. Uden for huset, hvor festen blev holdt, stod renselseskarrene. Jøderne brugte dem til deres religiøse skikke. De vaskede sig – for at blive rene over for Gud. Men nu var karrene tomme. I årevis havde de fulgt Moselovens påbud og renset sig, men det havde ikke bragt dem nærmere Gud.

Og så kommer Jesus og fylder karrene – ikke bare med vand, men med god årgangsvin. Vandet bliver til vin, til liv og glæde. For vin er glædens symbol. Og også nadverens.

 Tegnet fortæller, at når vi løber tør i livet, når vi oplever sorg og angst og modgang, kommer han og fylder vores tomme kar – ikke med vand, men med troens og tilgivelsens og kærlighedens vin.
For således elskede Gud verden, at han gav os sin søn…..

I evangeliet hører vi om en glæde, som får lov at være det, den er – midt i en verden, som også dengang var fyldt med sygdomme og  fattigdom og krig og ufred.

 Den glæde skyldtes ham, som elskede verden og og gav sit liv for os.

Han tog vores synder og vores byrder på os. Vi må komme til ham med alt det, vi ikke selv kan klare, og alt det vi har fejlet og forbrudt os imod.

Vi må leve vores liv som hans børn, under hans kærligheds vinger, og tro på, at han er os nær. Hver eneste dag. Til evig tid.

 Om en af de gamle kirkefædre fra oldtiden, Hieronymus, fortælles det, at han engang mødte en mand, som havde regnet ud, at renselseskarrene ved indgangen til bryllupssalen hver havde kunnet rumme mellem  500-700 liter.

Manden spurgte lidt spydigt, om han virkelig troede, at gæsterne havde kunnet drikke al den vin ved brylluppet i Kana?

Nej, svarede Hieronymus, vi drikker alle sammen af den endnu!

Amen