Prædiken til Juledag 2020

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 2, vers 1-20:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Bethlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: “Lad os gå ind til Bethlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.” De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Prædiken

Prøv at forestille dig, at du er i livsfare. Udsigterne er dystre og mørke. Du er alene, og ingen kommer til hjælp. Alle de andre er lige så truede og hjælpeløse som du selv. Du famler og søger, men finder hverken hjælp eller holdepunkt. Håbløshed og fortvivlelse truer med at sluge dig. Pludselig mærker du, at en stærk og varm menneskehånd griber din. Du mærker en støtte, du ikke har mærket før. Og den ukendte person hvisker til dig: ”Vær ikke bange! Jeg vil redde dig!” Et sus af lettelse går igennem dig. For første gang i lang tid mærker du håb og tryghed.

Det er det, julen handler om. Guds hånd rækker ud efter vores. Guds hånd er barnet i krybben.

”Den Mægtige finder vi ikke, den mægtige Gud finder os,” synger vi i en salme (Den danske Salmebog (DDS) 414,1). Det er det store ved Jesu fødsel. Det er julens kerne.

Vi kan ikke komme til ham, men han kommer til os. Gud brød igennem, banede sig vej udefra og ind til os. Det tog lang tid og kostede ham megen smerte – ligesom prinsen i eventyret om Tornerose, der både skulle gennem en tjørnehæk og besejre ondskabens drage før han kunne redde prinsessen med et kys. Jule-evangeliet er så ikke et eventyr, men fandt sted i Bethlehem i Israel eller Palæstina, da Augustus var kejser i Rom, og Kristus forsøger hele tiden at vække os – ikke med et kys, men med sin kærlige stemme og sine kærlige gerninger.

Skabelsen kaster lys over julen. Da Gud skabte verden, gjorde han det ved at tale. Han sagde bare, at tingene skulle ske, og så skete de. Langsomt gennem bibelhistorien har Gud afsløret, at hans ord ikke bare er en lyd, som vore ord er det. Guds ord er langt mere, nemlig en personlighed, et jeg, som er hos Gud fra evighed af. Bibelen kalder ham sidenhen Guds visdom, og endnu længere fremme afslører Gud, at denne visdom er hans evige søn. Gud har fra evighed af haft en hos sig, som er ét med ham. Det er Guds søn. ”Gud har fra evighed givet sin søn os til Herre”, synger vi i en anden af vore salmer (DDS 355,1).

Guds søn i evigheden er født som et lille menneskebarn i tiden. Det er julens store under.

Tidligere har Gud vist sig på andre måder. Flere gange viste Gud sig i sin magt og herlighed – en dybt skræmmende oplevelse (2 Mos 19-20; Es 6; Ez 1). Andre gange har Guds søn vist sig i menneskeskikkelse – en glædelig oplevelse i øjenhøjde, som da Abraham fik besøg (1 Mos 18).

Jesu fødsel er på linje med besøget hos Abraham, men dog anderledes. Den gang kom Guds søn på kort besøg, men denne gang har han taget bolig hos os og er blevet en af os for altid. Nu bliver han ved med at være et menneske for bestandig. Han er stadig Guds søn fra evighed af, men ved sin fødsel på jorden bliver han også Marias søn. Det var ikke Gud, der fandt sig en kone og blev far, men det var Guds søn, der fandt sig en mor og blev menneske. Som salmedigteren Grundtvig udtrykker det: ”i tidens fylde, da Guds Søn på jord sig fandt en moder skøn” (Den danske Salmebog 102,1). Gud fik ikke en søn, men sendte sin søn. Det var ikke Gud, der jublede over endelig at være blevet far, for det har han altid været, men englene jublede, fordi Guds søn nu også blev født på jorden som vores bror og frelser.

Barnet er krybben er både guddommeligt og menneskeligt. Kristus er en titel, som er tiltænkt et menneske, men barnet i krybben er ikke kun Kristus. Han er også Herren. Det er Guds navn. Englen siger netop begge dele om ham: Han er Kristus, Herren.

Barnet i krybben er ægte Gud og ægte menneske helt og fuldt. Som der står i en salme: ”Du, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt. O, Gud ske lov!” (DDS 108

Det er denne dobbelthed ved Jesus, som er grunden til, at vi i den kristne kultur bliver ved med at undre os over ham, ikke bare over hans ord og gerninger, men også over hans person. Når det gælder andre store personligheder som Buddha, Muhammed og Karl Marx, så spørger vi efter, hvad de vil. Vi spørger også, hvad Jesus vil, men vi nøjes ikke med det. Vi spørger også: Hvem er han? Hans identitet er vigtig.

Men dobbeltheden i Jesu person har også en anden konsekvens. At Guds søn er blevet menneske har store følger for det at være menneske. Det fornyer og forstærker vores menneskelige værdighed. Gud er ånd, men han var ikke for fin på det i sin åndelighed til at skabe os af kød og blod og ovenikøbet i sit billede. Guds billede, Guds søn, er også ånd, men han var heller ikke for fin på det i sin åndelighed til ikke kun at være model for menneskelivet ved skabelsen, men også selv at blive menneske gennem Maria.

Hvad er det at være et menneske? Svarene spænder vidt fra et ubetydeligt støvfnug i universet til skabningens herre. Hvis vi er ubetydelige, er vi værdiløse, og det kalder mismodet frem, og hvis vi er guddommelige, kan vi gøre, hvad vi vil, og det kalder hovmodet frem. At være skabt i Guds billede anbringer os på den gyldne middelvej mellem mismod og hovmod. Gud skabte os både til storhed og ansvar. Det er en stor gave og en stor opgave. At Guds billede så ovenikøbet opsøger os og selv bliver vores menneskebror for at redde os fra synden og døden, er endnu større. Han vil ikke kun have med menneskene at gøre, dengang vi var rene og uden synd, men han vil også have med os at gøre, nu hvor egoismen farver alt og vi er kommet på vildveje. Fra vores første forfader Adam har vi arvet både egoismen og døden, men Kristus er kommet for at forny menneskeligheden og grundlægge en ny menneskehed. Hos ham får vi tilgivelse og paradiset tilbage. Han kalder på os og indbyder os. Følg mig, siger han, og føjer til: For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (Joh 6,40).

Vi er ikke alene i vores faldne, menneskelige storhed. Kristus er kommet. Vor Herre er blevet vor bror, ikke for at redde os ud af menneskeligheden, men for at genoprette menneskeligheden i dens oprindelige menneskelighed.

Se på dine kære, se på din elskede, se på dine børn. Hos dem ser du noget af det fineste i menneskelivet. Du kender deres svagheder, og alligevel holder du af dem. Du kender vores fælles menneskelige skæbne, at vi kan fejle så grusomt, og at vi alle er underlagt døden, og alligevel ønsker du dine kære alt godt og ville så gerne, at alt det fine i dem kunne bevares for evigt, og dog du har ikke magt til at gennemføre det. Det glædelige er, at Kristus har myndighed til at gøre det, som du, som vi, ikke kan. Julens glædelige budskab er, at han ikke kun har myndigheden til at gøre det, men også kærligheden, for han er selv kommet til os.

Den eneste, der kan redde menneskelivet, er selv blevet menneske for at kunne gennemføre det.

Her er der rigelig plads til undren, fordybelse, tak, sang, digtekunst, musik, billedkunst.

Glædelig jul!  Amen