Taler og prædiken til Allehelgens dag 2020

• efter oplæsningen af navnene på dem, som er bisat eller begravet fra sognets kirker siden Allehelgens dag 2019
• Efter Trosbekendelsen
• Prædiken til Allehelgen 1 nov 2020 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Kort tale om tak og sorg

Kære menighed!

Vi har nu hørt navnene på de mange, vi har mistet i det forgangne år. Mange, mange følelser og minder vælder frem. Sorg og savn sidder i os. Vi havde et liv sammen, men nu er dette fællesskab brudt. To ting er dog tilbage, nemlig minderne og i de fleste tilfælde også taknemmeligheden. Selv om vi har mistet, står det fast, at netop de mennesker, vi har mistet, var en gave fra Gud, og de har betydet noget eller rigtig meget for os. Hvordan havde vort liv set ud uden dem? Midt i sorgen og savnet skal vi ikke glemme taknemmeligheden. Vi sørger og savner, netop fordi vi elskede dem, netop fordi de betød noget for os, netop fordi de havde en stor plads i vores hjerte. Tak, kære far i himlen, for de mennesker, du gav os at leve livet sammen med! Tak for de mennesker, som blev vor støtte!

Andre sidder måske med mere blandede følelser. Livet med afdøde var måske ikke så let. Sådanne følelser kan være endnu sværere at håndtere og leve med.

Også det har vi lov at tale med Gud om. Han vil høre os. Han forstår os. Alle byrder og sorger må vi bringe til ham, og han har lovet at han vil hjælpe os. Enten vi sidder med sorg af den eller den anden slags, må vi nævne alt for ham – hviskende eller råbende, som vi nu trænger til det. Han har lovet, at han vil hjælpe. Han siger ikke hvordan og hvornår han vil hjælpe, men han siger, at han vil hjælpe. Dermed indbyder han os til bare at stole på ham og vente på, at han griber ind.

Kort tale om de helliges samfund

Der er et bestemt udtryk, et bestemt led i Trosbekendelsen, som Allehelgens dag minder os om, og det er udtrykket ”de helliges samfund”. Det er måske det udtryk, som får mindst opmærksomhed i vores daglige tanker. Allehelgens dag vil skærpe vores opmærksomhed på det. De helliges samfund. Samfund betyder, at man har fundet sammen, eller at man har fundet det samme. Samfund betyder fællesskab.

Når vi tænker på fællesskaber, tænker vi mest på vores familie eller måske vores by eller land. Nogle tænker også på en forening, de er med i, sport eller politik fx, og atter andre tænker på fællesskaber på nettet.

De helliges samfund er hverken familie, sport, politik eller nationalitet. I den kristne kirke har vi fundet sammen i den kristne tro, og vi har fundet den samme, nemlig Gud og den, som har han sendt til os, Jesus Kristus.

Gud har ikke kun taget sig af den enkelte, men han har også taget den enkelte ind i det helt store fællesskab. Selv om vi undertiden kan føle os ensomme, er vi som kristne alligevel med i de helliges samfund.

Når vi tænker på fællesskaber, tænker vi som regel på fællesskaber med de levende. De helliges samfund er større endnu. De, der er i himlen, er også med i de helliges samfund. Vi kan ikke længere tale med dem, men vi er ikke forsvundet for hinanden. Vi hører sammen. Den kristne kirke har to afdelinger, en på jorden og en i himlen. Kirken på jorden strider og lider, men kirken i himlen er kommet hjem til Kristus, og dér spørger de Gud, hvor længe det skal vare, før lidelserne for kirken på jorden er slut.

På jorden glemmes vore navne, når der ikke længere lever nogen, som kan huske os. I himlen er vi ikke bare husket af Gud, men også levende for Gud. Da er vi kommet frem til den store hvide flok, som vi sang om før.

Alterringen heroppe er en synlig halvcirkel. Her knæler altergæster, brudepar og konfirmander. Vi kan sige, at den synlige halvcirkel fortsætter usynligt omme bag væggen. Sådan kan vi tænke os de helliges samfund. Der er en synlig del og en usynlig del. Så længe vi lever, er vi her. Når vi skal herfra en gang, så rejser vi om på den anden side, og så skal vi møde Kristus og alle dem, som her i livet stolede på ham.

De helliges samfund er en meget stor gave. Som kristne er vi med i dette store fællesskab, som strækker sig langt tilbage i tiden, helt tilbage til de fromme i Det gamle Testamente, alle dem, som så frem til, at Kristus skulle komme, og det strækker sig langt frem i tiden, helt frem til endetidens kristne, som lever her på jorden, når Kristus kommer ved tidernes ende.

De helliges samfund er de kristnes store fællesskab, en gave fra Gud, som end ikke døden kan tage fra os.

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 5, vers 3-12: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer. ”

Prædiken

Hos Jesus er sorg ingen hindring. Man kan være salig midt i sin sorg. Når vi lider tab, sørger vi, og hvis vi lider mange tab, kan vi let få den tanke, at der hviler en forbandelse over os. Nogen siger det ligefrem offentligt. Det gør mig ondt at høre, når nogen føler sådan.

I Det gamle Testamente kan vi læse om Job, en mand, som oplevede stor modgang, værre end de fleste. Han følte sig til sidst under Guds forbandelse, men det var noget, han selv følte og sagde. Gud derimod betragtede ham som en god og trofast mand. På trods af modgang og store lidelser var han ikke forbandet af Gud, men elsket af ham. Han kunne bare ikke se det og ikke føle det. Men da han til sidst fik et møde med Gud selv, kunne han se det og tro det. Da blev han lettet og glad.

Jesus siger det samme som Gud, blot med andre ord. Han bruger et meget stærkt ord, nemlig salig. Salighed er mere end jordisk lykke. Saligheden er den himmelske lykke. Og den kan man have midt under modgang her på jorden.

Vi kalder denne tale af Jesus for saligprisningerne. Han priser dem salige, som følger ham. Han priser dem salige, selv om de lider meget.

Hvad skal vi bruge det til? Er det meningen, at vi skal forsøge at glemme modgang og sorg og lidelser? Nej, det er ikke meningen. Vi hverken kan eller skal glemme virkeligheden eller flygte bort fra den. Men Jesus rækker os en gave, som vi kan få lov at beholde midt i den brogede virkelighed. Den gave er, at sorg og lidelser ikke hersker over os. Ganske vist er sorgen der, og den gør ondt, men når vi tager vores tilflugt til Jesus, hersker lidelserne ikke over os, uanset hvor hårdt vi føler det. Sorg og modgang taler hårdt til os. Det kender vi. Jesus derimod taler opmuntrende til os. Det er hans gode stemme, og den er stærkere end sorgens og modgangens stemme, og det er så velgørende at lytte til ham. Modgangen forsvinder så ikke, bare fordi vi lytter til Jesus. Den kan vare længe, måske hele livet, men en dag får den ende. Der er lys for enden af tunnelen. Det er én ting. Når vi lytter til Jesus, holder han modet oppe hos os. Han siger os noget, vi hverken udtænke selv eller sige os selv. Jesus er således ikke kun lyset for enden af tunnelen, men også lyset i tunnelen.

Ni gange kalder Jesus de troende for salige. Det er som at gå rundt om en bygning og se på den først fra otte forskellige synsvinkler, og til sidst se på den ovenfra, se det vigtigste, det, der samler det hele, alle synsvinkler under ét.

Vi kan også sige, at det er som at holde en diamant i sin hånd. En diamant har mange facetter. Man kan holde den op i lyset og dreje den rundt og se, hvordan lyset glimter i den.

Jesus taler om alle, der lytter til ham og drages mod ham, og så siger han, hvordan vi ser ud i lyset fra hans kærlighed.

Den første saligprisning er meget opmuntrende:

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Gud er ånd, og at være fattig i ånden er ikke at mangle intelligens, men at mangle alt det, som Gud har. Den, der er fattig i ånden ved, at han er fattig i ånden, men netop derfor søger han Gud for at få del i Guds rigdomme, ja for at møde Gud selv. Den, der er fattig i ånden, søger derhen, hvor rigdommen er at finde. Det er jo blandt det, der er meningen med at komme i kirke. Vi kommer her med tomme hænder, og så vil Jesus Kristus fylde dem med Guds rigdomme.

Jesus siger her, at et sådant menneske allerede er saligt, for Himmeriget er hans. Himmeriget er Guds rige, dér, hvor Gud frelser.

Et lille menneske, der føler sig meget fattigt over for Gud og måske også fremmed over for Gud - det kan virke så overvældende med kristendommen – men alligevel søger ham, netop dette menneske har Himmeriget.

Jesus taler i den sætning ikke om, hvad der skal ske, når vi dør. Han taler om, hvad vi har nu, lige nu, i dag.  

Himmeriget er noget stort og godt. Når vi lytter til Jesus, så kommer vi efterhånden til at lære Himmeriget mere at kende, altså forstå, hvor rige vi er.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Er det ikke lige dér, vi er, netop på Allehelgens dag. Vi har mistet, og vi sørger, men Jesus siger, at vi vil blive trøstet – underforstået: af Gud.

Trøst er noget andet end at eje noget. Trøst handler også om følelser. Trøst handler om at blive glad igen. Jesus siger ikke, hvornår vi bliver glade igen, men han siger, at vi bliver glade igen. Vi skal trøstes – af Gud. Gud selv vil tørre hver tåre af vore øjne.

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Det er ikke de mægtige, de rige, dem, der har mange våben og mange soldater, der skal arve jorden. Det er dem, der stille og roligt venter på, at Gud vil gribe ind. Mange steder i verden sker de forfærdeligste ting, hvor mennesker overfalder hinanden, og de svage fordrives, undertrykkes eller dræbes. Man kan blive så nedtrykt og opgivende over alt det, der sker. Man kunne ønske sig både finansiel og økonomisk magt, så man kunne rykke ind og få sat tingene på plads. Det er jo også det, som FN og Nato gør, og undertiden har de da haft heldet med sig, men paradis på jord har de ikke skabt, og undertrykkelse og vold har de ikke afskaffet.

Hvem skal arve jorden? Hvem vil vinde magten i sidste ende? Ikke den stærke, der har mange ressourcer og bruger dem brutalt. Derimod de, som venter på Gud. Jeg indrømmer gerne, at jeg let kan gribes af mismod, men jeg lytter til det, Jesus siger, og holder mig til ham. Jeg ser ikke lys andre steder.

I disse dage og disse timer fordrives verdens ældste kristne folk, det armenske folk, fra deres næstsidste tilholdssted, nemlig Nagorno-Karabakh, som er på størrelse med Fyn, og hvor de har levet i 2500 år, og hvor de har praktiseret kristendom i 1700 år. Stalin gav området til Azerbaidjan, som har tyrkisk og muslimsk folkeflertal. Allerede for 100 år siden forsøgte tyrkerne og for tredive år siden forsøgte og azerbaidjanerne at fordrive armenerne fra Nagorno-Karabakh, men uden held. Denne gang, nu i 2020, er det ved at lykkes.

Siden 1893 er det armenske, kristne folk fordrevet, dræbt eller tvangsomvendt til Islam. Det skete i Kilikien, i Anatolien under Første Verdenskrig og i Nakhichevan i Sovjettiden. Hver gang har de mistet store dele af deres gamle område. Nu sker det igen for fjerde gang. Jeg frygter for, at det er forbi i Nagorno-Karabakh om nogle uger. 150.000 tusind armenere er da dræbt eller fordrevet derfra. Medierne interesserer sig stort set ikke for sagen og slet ikke for den vinkel, at disse mennesker har brug for beskyttelse mod deres eget lands regering, som hellere end gerne ser dem fordrevet. Når de er fordrevet fra deres ældgamle hjemland, Nagorno-Karabakh, er der kun republikken Armenien på størrelse med Jylland tilbage. Gud give, at jeg ikke skal opleve, at de også fordrives derfra! Jeg håber på retfærdighed, men der er ikke politisk retfærdighed i denne verden, kun kolde, kyniske, egoistiske, nationale og storpolitiske interesser. Jeg har kun Jesu ord at holde mig til: Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Om ikke før så på Dommedag vil de få deres ret. Indtil da må armenerne lide for deres tros og hjemlands skyld. Hvad denne verden hverken kan eller vil give, vil Gud en dag mætte vore sjæle med.

Midt i alle vanskelighederne står vi ikke bare som modtagere af saligheden. Vi har også et kald til at yde, til at tjene og til at hjælpe:

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

Der er nok at tage fat på.

Vi har også et kald til at udholde modstand for den kristne tros skyld. Som kristne har vi i Danmark haft det fredeligt så længe, at de fleste af os har glemt, at stærke kræfter ønsker at udrydde kristendommen, om nødvendigt med vold. De sidste ugers drab på præster og andre kirkegængere i Frankrig minder os om alt det, som Jesus siger om forfølgelse af den kristne kirke. Uden for Europa er det langt værre i land efter land, men det gider medierne heller ikke skrive om. Jesus derimod taler om det og på en dybere måde, end vi kan udtænke. Vi ville sige: Det er forfærdeligt, når nogen forfølges for deres kristne tros skyld. Jesus siger:

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Midt i forfølgelserne er man salig. Det er opmuntringen, det er lyset midt i mørket.

Hvorfor er der forfølgelser? Fordi stærke kræfter ikke kan lide Jesus Kristus. Han blev forfulgt, og det bliver hans kirke også. Hvordan kan man så samtidig være salig? Jesus siger:

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Dersom vi møder modstand for vores kristne tros skyld, så er vi i godt selskab, i selskab med profeterne i Det gamle Testamente, som også blev forfulgt, fordi de holdt sig til vor Herre.

Verden er hård, men Jesus skænker os salighed – både nu midt i det alt sammen og engang i hans evige rige, når al sorg og modgang er forbi, og glæden alene skal herske.

Saligheden vinder over al sorgen og modgangen.

Amen