Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis 25. oktober 2020 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 21, vers 28-44:

Jesus sagde: Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede. Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” De svarede. ”Den første.” Jesus sagde til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Hør endnu en lignelse: Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede: Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde?” Jesus sagde til dem: ”Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”

Prædiken

Vi kan sige ja eller nej til Gud. Nogle mennesker siger nej til Gud, nej til hans gode vilje med menneskelivet. Det nej kan komme til at gøre meget ondt, både på nejsigeren og hans omgivelser. Og der kan gå mange smertelige år, før den person fortryder og vender om til Gud.

En præst gjorde mig opmærksom på, at man ikke forstiller sig, når man siger nej til Gud. Det er anderledes med vores ja. Når vi siger ja til Gud, kan der være megen forstillelse. Et ja kan være så uægte. En klog mand har sagt: ”Et nej skjuler ikke over noget, men et ja bliver så let et selvbedrag, som af alle vanskeligheder måske er det vanskeligste at overvinde”. Citat slut. Dette selvbedrag vil Jesus afsløre for os. Han vil ikke tage modet fra os, men lære os, hvad et ja indebærer. Et ja til Gud indebærer, at vi må vende os fra egoismen i vort liv, både den åbenlyse og den skjulte, raffinerede. Vort eget hjerte er bedragerisk, og Jesus vil redde os fra dette bedrag og dets konsekvenser. Hver dag vil han redde os fra det.

Det er en af de allerdybeste grunde til, at der er godt at gå i kirke. Vi kan leve i et selvbedrag, som vi har meget vanskeligt ved at indse og overvinde. Et af formålene med gudstjenesten og prædikenen er, at den skal afsløre noget, som vi ikke kan sige os selv. Ikke kolde, upersonlige informationer, men afsløring, opgør og befrielse. Der er noget dybt alvorligt på spil.

Når vi læser mediernes budskaber, så er der mange sager, hvor kun små ting er på spil. Det gælder sport, bageopskrifter, mode og forbrug. Så er der andre sager, hvor der er store sager på spil: demokratiets overlevelse, klodens overlevelse, åndsfrihedens overlevelse, de ufødte børns overlevelse, kernefamiliens overlevelse, værdighedens og retssikkerhedens overlevelse. Og når vi hører, hvad Jesus har at sige, så er det største på spil, nemlig vores evige skæbne, frelse eller fortabelse. Og vores ja kan aldrig køre på skinner som en maskine. Frelsen er nok gratis, men aldrig en selvfølge, ikke fordi den skal betales, men fordi den skal villes og leves hver dag -ligesom man hver dag skal ville sit ægteskab og sit familieliv. Kærligheden skal villes og leves, ellers dør den. Troen skal villes og leves, ellers dør den. Det er vort ansvar som enkeltpersoner. Og den enkeltes ansvar går som en rød tråd gennem hele Bibelen.

Jesus lærer os også om vort folks skæbne. Vi er ikke bare enkeltpersoner, men medlemmer af et folk med en kultur. Ligesom Israels folk har sin skæbne, har alle andre det også.

Og her har flertallet og ikke mindst folkets ledelse et meget stort ansvar.

Gud har meget stor tålmodighed med os. Vi har officielt haft kristendom i tusind år her i landet, men vi har ikke altid været Guds bedste børn. Der er foregået meget i kirken, som aldrig skulle være foregået. Selv den strengeste moral skal administreres i kærlighed. Selv den største moralist skal være bevidst om, at han selv er en synder og let kan falde i de største synder. Det har kirken langt fra altid holdt sig for øje.

Og ikke nok med det. Fra kirkens prædikestole har der været fremført megen vildledning bort fra Jesu evangelium med fornægtelse af led efter led, punkt efter punkt i trosbekendelsen. Folkekirken er en slagmark mellem Jesu budskab og mennesketanker. Hver gang Jesus siger noget meget alvorligt eller noget meget glædeligt, så er der altid nogen, der vil bortforklare det.

De sidste knap 150 år har der været en stærk antikirkelig og antikristelig strøm i vort folk. Det begyndte med Georg Brandes, der besteg universitetets talerstol i 1871, og siden har han støt fået flere og flere tilhængere. De fleste kender ikke længere hans navn, mens hans tanker lever i bedste velgående. Resultatet er, at store dele af befolkningen ikke bare føler sig på afstand af kristne værdier, men også er kritiske over for dem, både kristendommens moralske og de dogmatiske værdier.

Gud har megen tålmodighed med os, men ikke for evigt. Vi kan miste vores kristendom. Vi kan miste vores retssikkerhed, åndsfrihed, nationale selvstændighed, og vi kan endog forsvinde som folk, hvis Gud vil.

Gud har vigepligt for demokratiet, siger nogle af vore politikere. De skulle måske overveje, hvorfor de velfungerende demokratier næsten kun findes i de kristne lande. Og hvis demokratiet en dag beslutter, at en bestemt folkegruppe skal dræbes, så sætter jeg Gud over demokratiet.

Gud er tålmodig, men det skal ikke blive en sovepude for os. Det skal tværtimod anspore os til at holde fast ved ham og bede for vort folk om, at der kommer en kristen vækkelse, så mennesker vender sig til Gud.

Af og til sker der jo meget opmuntrende ting som nu for ganske nylig, da en kendt komiker står frem og fortæller om sin dåb og sin tro. Nådens tid er ikke forbi, men vi har ingen garanti for, hvor længe den vil vare.

Vores problem er, at vi ikke har lyst til at høre sandheden, når den er for nærgående. Og menneskenes vrede over den nærgående sandhed kan blive så stor, at man ønsker at slå sandheden ihjel. Vi ser det i private moralske konflikter, hvor man forsøger at købe sine kritikere eller ofre til tavshed. Vi ser det i abortdebatten, hvor man aldrig taler om fosterets rettigheder. Vi ser det i store politiske konflikter, hvor diktatorer forsøger at fængsle eller dræbe deres kritikere. Vi ser ligeledes, at religiøse mindretal, kristne så vel som ikke-kristne kanøfles i mange lande. Man kan ikke lide kritik, og man kan ikke lide, at nogen tror på en anden end diktatoren.

Ligesom man forfulgte Kristus selv, sådan forfølger man også hans kirke.

Gud er tålmodig med verden. Han har udholdt al denne uretfærdighed og bliver ved med at sende sine budbringere med budskabet om Guds fremstrakte hånd. Ph den fremstrakte hånd er Jesus. Men ligesom Israel afviste Jesus og budskabet gik ud til andre lande og folk, så er noget lignende ved at gøre sig gældende i Europa. Især i Vesteuropa vender folk sig fra kristendommen, men også i USA er denne afvikling begyndt. Til gengæld strømmer folk i Asien og Afrika til de kristne kirker, både de store åbne kirker og undergrundskirken.

Når et folk vender sig fra sandheden, så kommer der andre kræfter og tager over, og det er ikke rart. En gang havde Israels folk svigtet Gud, og han lod en fremmed konge indtage og besætte landet. Folket ydmygede sig for Gud, så han udryddede dem ikke, men han sagde, at de skulle blive slaver for den udenlandske konge, og de skulle komme til at mærke forskellen på at tjene Gud og de fremmede riger (2 Krønikebog 12,8) 

Kristendommen er ikke ligegyldig pynt, men selve grundlaget for vores livsform. Glemmer vi Kristus, vil andre tage magten over os.

Jesus bliver ofte forkastet af mennesker. Han sammenligner derfor sig selv med en sten, som bliver kasseret ved et stort byggeri. Man ser det for sig. Stenene ligger på byggepladsen, og bygmestrene går rundt og vælger ud: ”De sten her kan vi bruge. Den sten dér kan ikke bruges, og så smider man den ud. Stenen ligger i græsset, og man kan falde over den, men der kan så ske det, at stenen alligevel tages ind i byggeriet igen, fordi den passer ind som den afsluttende sten øverst på et murhjørne eller i hjørnetårnet i en bymur.

Hvis den sten falder ned og rammer nogen, bliver de knust.

Denne sten kaldes hovedhjørnestenen, og en sådan omtales i Det gamle Testamente: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten (Sl 118,22). Jesus mener, at denne sætning er en forudsigelse om ham selv.

Bygmestrene, dvs. folkets ledere, vragede ham, og dermed tænker Jesus på sin død på korset. Men Gud ophøjede ham både ved opstandelsen og himmelfarten. Jesus lever og regerer. Han er blevet hovedhjørnesten.

Det er muligt at snuble, når man møder ham. Mange falder fra Gud, fordi de ikke bryder sig om ham. Her skal jeg skynde mig at sige, at netop for dem er der håb. Det er muligt at vende om og få tilgivelse for sine synder og komme ind i fællesskabet med Kristus, hvor der er evig glæde. Uanset hvor megen skyld, man bærer på, er det muligt at komme til Kristus og blive befriet.

Det uafvendelige er den sidste mulighed, Jesus nævner, nemlig, at stenen falder ned og rammer nogen og knuser dem. Her tænker Jesus på Dommedag. Dommen vil knuse Guds modstandere.

På dette punkt føler jeg altid behov for at forklare, at Jesus ikke er som en mafiaboss, der giver os et tilbud, vi ikke kan afslå. Hvis han var det, ville alle jo følge ham, om end under tvang. Nej, Jesus er lige modsat. Han giver os et tilbud, som man netop kan sige nej til.

En mafiaboss er en forbryder, der vi tvinge andre til også at bryde loven. Jesus er helt modsat. Han vil ikke tvinge nogen til noget som helst, men redde os fra den katastrofe, at vi allerede nu er på kant med sandheden, og det ender med, at vi knuses af den. Jesus vil redde os fra den katastrofe.

På Dommens dag kommer alt frem i lyset, alt det, som vi ikke bryder os om, at andre skal se her i livet. Me too-bølgens afsløringer er for intet at regne mod den afsløring, som kommer på Dommedag. Men ligesom Me too bevægelsen afsløringer knuser mægtige menneskers anseelse og magt, sådan vi Dommedags afsløringer knuse os fuldstændigt. Den eneste, der kan beskytte os mod disse anklagers knusende dom, er netop ham, og vil man ikke have hans hjælp, er man hjælpeløs.

Jesus siger nemlig to ting til os. Den ene er sandheden om vores skyld, og den anden er sandheden om tilgivelsens mulighed. Tager man ikke imod tilgivelsens mulighed, så er der kun sandheden om skylden tilbage, og den knuser.

Man bliver ikke straffet for, at man ikke tror på Jesus. Jesus bliver ikke vred over, at vi ikke tager imod ham. Det græder han over. Nej, man bliver straffet for sine forkerte gerninger, ord, tanker og følelser.

Den, der fortryder sine gerninger, ved, hvad det drejer sig om. Den, der er så selvretfærdig, at han ikke synes, at han behøver hjælp fra Jesus, er blind og i livsfare, fordi han er på kollisionskurs med sandheden.

Jesus fortæller disse to lignelser, fordi han vil hjælpe os. Han advarer mod dommen og peger på frelsens mulighed. Jesus er frelser og Herre. Hos ham er der redning, beskyttelse, tilgivelse, evig fred. Det er godt og saligt at holde sig til ham, og det er det, som gudstjenesten skal opmuntre os til. Det er Herrens værk, det er underfuldt for vore øjne.

Amen