Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis 13. sep. 2020 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 5, vers 1-15

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Bethesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge

[som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af].

Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge dér og vidste, at han allerede havde været syg i lang tid, sagde han til ham: ”Vil du være rask?” Den syge svarede: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” Jesus sagde til ham: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”  Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

  Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: ”Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: ”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” De spurgte ham: ”Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?” Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Note: Ordene i skarp parentes mangler i de ældste nytestamentlige håndskrifter og er måske sat ind som en folkelig forklaring på bevægelserne i vandet.

Litteratur herom: Fra tegn til tro, om tegnene i Johannes-evangeliet, Henrik Nymann Eriksen, Credo Forlag 2001, side 79-104.

Betesda dam(mene) er på dybeste sted 14 meter dyb og måler 50 m i bredden og tilsammen o. 100 meter i længden. Fundet i moderne tid 1888. http://www.wordofgodtoday.com/...

Prædiken:

Vil du være rask?

Ja, selvfølgelig vil han det, tænker vi umiddelbart, men det er ikke en selvfølge. Når man har ligget syg så længe, kan det være en skræmmende tanke at blive rask, for så skal man sørge for sig selv. Den syge mands svar er dog et ja, men et hjerteskærende ja:

Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig …

Han vil gerne være rask, men har ingen til at hjælpe sig. Hvor mange har ikke følt det? Og hvor mange har ikke frygtet at blive så ensom og hjælpeløs.

Her er måske forklaringen på, hvorfor Jesus kun helbreder ham. Denne syge mand mangler ellers ikke folk omkring sig, men når enhver er sig selv nærmest, kan man være ensom og hjælpeløs midt i mylderet.  Og dér har han ligget i 38 år. Hvem der har givet ham mad og hjulpet ham på toilettet, melder historien intet om.

Det er nok ingen tilfældighed, at vi får at vide, at han har ligget der i netop 38 år. Det er et vigtigt tal i Israels historie. Da Moses havde ført folket ud af Egypten, kom de til det forjættede land, Kanaans land, 2 år efter og skulle indtage det. De sendte tolv spejdere ind, og de da kom tilbage og aflagde rapport, tog de ti af dem modet fra folket ved at sige, at det uindtageligt. Kun to af spejderne opmuntrede folket til at gå ind i tillid til Gud, som lige havde befriet dem fra Faraos vældige magt, men folket hørte ikke på dem, og som straf dømte Gud folket til at vandre yderligere 38 år i ørkenen, i alt 40, indtil hele den voksne generation var døde undtagen de to trofaste spejdere, som fik et meget langt liv. Da var næste generation blevet voksne, og de kom så til at indtage landet sammen med de to trofaste spejdere, som fik et meget langt liv.

Den syge mand har ligget der i 38 år og ventet på befrielse. Det er hans ørkenliv. Vi kan ikke kalde det en ørkenvandring, for han kunne ikke gå, men vi kan kalde det 38 år i lidelse og ensomhed. Et liv i en mental ørken.

Manden er fuldstændig hjælpeløs, og ingen har hjulpet eller kunnet hjælpe ham. Men Jesus opsøger ham. Jesus ser den allermest ensomme og hjælpeløse.

Jesus nøjes ikke med at se ham, men siger også enkelt og stærkt:

”Rejs dig, tag din båre og gå!”  Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Straks Jesus talte, skete der noget. Jesus har en enestående myndighed. Jesus beder ham rejse sig og gå hjem med sin båre, det er én ting, men helbredet til at gøre det følger med Jesu ord. Og manden gør, som Jesus siger.

Det fører til uro. Den helbredte mand overtræder reglerne for jødernes hviledag. Han bærer på sin båre, og det må man ikke. Det regnes for arbejde, og på sabbatten må man ikke arbejde. Ingen spørger, hvordan han er blevet rask. Ingen spørger, hvordan han har det. Ingen ønsker til lykke. Ingen takker Gud. Det sker dog andre gange, men ikke her. Det eneste, man ser på, er disse sabbatsregler, som menneskene har gjort meget strengere end Moseloven selv. Sabbatten er Guds gave til folket, så de kan hvile ud efter en hård arbejdsuge. Og det er tydeligt gennem alle fire evangelier, at Jesus anser helbredelse for en slags befrielse og hvile fra sygdommens lidelser, så helbredelse og det at gå hjem med sin båre er en del af sabbatsglæden, helt i sabbattens ånd, helt i pagt med Moseloven, ikke en modsætning til den, ikke en overtrædelse af sabbatsreglerne.

Vi mennesker kan tage så grueligt fejl af både Guds gaver og Gud selv, når hans gaver bliver en pligt, og hans hjælp bliver en forbrydelse. Men Jesus bryder igennem alle disse misforståelser og gør Guds kærlighedsgerninger på trods af alle misforståelser, ja, han sætter bringer ligefrem sit liv i fare for at gøre det. Jesus kunne have ventet til dagen efter med at helbrede, men han vil ikke give efter for de menneskelige misforståelser. Mange ved jo af erfaring, hvor lang en hviledag kan være, hvis man ikke har noget at glæde sig over på den dag, hvis man f. eks. er syg og ensom. Så Jesus sætter meget ind på ikke bare at helbrede, men at give denne mand en overvældende sabbatsoplevelse, der farver alle sabbatsoplevelser positivt resten af mandens liv, så manden hver eneste uge bliver mindet om denne store glædelige oplevelse. Det gør Jesus ikke for, at manden skal huske på Jesus, for den helbredte mand ved først ikke, hvem der har gjort ham rask.

Det hører vi ikke så tit i evangelierne, men lærer vi, at Jesus kan sagtens hjælpe nogen uden, at de ved, at det er ham, der har hjulpet dem. Jesus er generøs og barmhjertig. Han gør godt uden, at folk skal bindes til ham. Mennesker taler om held. Går det højt, siger man, at der gik en engel gennem stuen. Men alle gode gaver kommer fra Gud, fra Kristus.

Når alt det er sagt, har Jesus også et anliggende mere. Da han møder manden anden gang, siger han til ham: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.”

Jesus har en større mission end at helbrede. Der findes en større nød end 38 års sygdom, nemlig den evige fortabelse. Og her er man nødt til at kende Jesus, for han er selve frelsen. Man kan blive helbredt uden at kende Jesus, men man kan ikke blive frelst uden at kende ham, for frelsen består i at kende ham.

Den helbredte mand blev klar over, hvem hans velgører var, og han fortæller det til Jesu kritikere. Hvorfor han gør det, er ikke til at se, og vi hører ikke mere om ham, men nu ved kritikerne, at det er Jesus, de skal gå efter, og det gør de. Jesus er i livsfare og forsvarer sig kun med ord. Jesus har bragt sig selv i fare ved at helbrede denne mand, og han bringer også sig selv i fare ved at sige, hvem han selv er.

Vi kan så med rette spørge, hvad hele dette begivenhedsforløb kommer os ved? Helbredelser i en fjern fortid, sabbatsdiskussioner og folk, der er vrede på Jesus? Hvad skal vi dog bruge alt det til?

To ting. Vi skal se, hvem Jesus er, og vi skal se, hvad Jesus vil alle mennesker.

Det første, hvem Jesus er, ligger i selve underet. Her afsløres Jesu overvældende myndighed. Jesus optræder ikke som profeterne i Det gamle Testamente. Der skete også helbredelser og dødeopvækkelser i deres tid, men kun når de bad Gud om at gribe ind. Profeterne havde ikke selv myndighed til at helbrede og skænke døde livet. De kunne kun bede Gud om hjælp.

Anderledes med Jesus. De syge bliver raske, og de døde bliver levende, fordi han siger det. Jesus optræder med en myndighed, som man aldrig tidligere havde set hos mennesker. Tingene sker, bare fordi han siger det. Denne myndighed forekommer kun ét andet sted, ikke hos mennesker, men hos Gud. Jesus ligner kun én eneste, nemlig Israels Gud, skaberen af himmel og jord.

Gennem alle de fire evangelier, gennem alle sine undere. afslører Jesus på denne måde sin guddommelige myndighed. Han optræder i Guds rolle. Han optræder som Guds dobbeltgænger, som Gud søn, der af sin far har fået al myndighed over himmel og jord. Det er det ene, vi skal tage med hjem.

Det andet finder vi i sammenhængen, både i dette kapitel og i hele Johannes-evangeliet.

Flere gange fortæller Johannes-evangeliet om, at Jesus møder mennesker, en enkelt person eller en hel flok, og så udvikler dette møde sig til en længere samtale, hvor Jesus ikke kun taler om sit forhold til menneskene dengang, men til alle mennesker til alle tider. Dér kommer vi ind. Vi ser det, da Jesus taler med den jødiske rådsherre Nikodemus, den samaritanske kvinde, en folkeskare, som han havde bespist dagen før, en flok jøder, som var kommet til tro på ham, en blindfødt mand, som Jesus helbreder. Hver gang begynder samtalen med den enkelte, men ender med at handle om Jesu betydning for alle mennesker.

Jesus er kommet for at redde alle mennesker fra død og dom – præcis, som han siger her: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet (Joh 5,24). Det er en af hans allermest markante udtalelser. Her taler Jesus ikke om en enkelt person, men om alle – ikke som en navnløs masse, men som enkeltpersoner. Han kender os alle ved navn og ved, hvordan vi er, og hvordan vi har det.

Jesus afslører sin indsigt og myndighed for den enkelte, og dernæst taler han om sin mission til alle mennesker.

Helbredelserne viser Jesu myndighed. Frelsen er hans egentlige mission. Jesus indbyder alle til at komme ind i hans usynlige rige, hvor vi er befriet fra mørket, befriet fra dommen og befriet fra døden. Den, der sætter sit håb til Jesus, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Den, der længes efter Jesus, den der sukker efter Jesus, den, der i sin religiøse fattigdom og afmagt rækker sin tomme hånd frem mod Jesus, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Det er dette privilegium, vi er døbt til. Den almægtige Jesus døber hjælpeløse mennesker for at de skal forstå, at han vil frelse netop dem. Jesus kom til den hjælpeløse ved Bethesda dam, for at vi skal vide, at vores hjælpeløshed ikke er nogen hindring for ham.

Jesus spurgte ham: Vil du være rask? Den syge fortalte om sin hjælpeløshed, og Jesus hjalp ham.

Jesus spørger os: Vil du reddes fra død og dom?

Vi skal bare fortælle ham om vores hjælpeløshed over for død og dom, så redder han os. Fortæl ham, hvordan du har det med døden! Fortæl ham, hvordan du har det med dommen, ansvaret, den dårlige samvittighed, skyldfølelserne! Så redder han dig – for tid og evighed.

Amen