Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis 2020 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 20, vers 20-28:

Da kom Zebedæus-sønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget: Han spurgte hende: Hvad vil du?" Hun sagde til ham: ”Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.” Jesus svarede: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” ”Ja, det kan vi,” svarede de. Han sagde til dem: ”Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.” Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde. "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."

Prædiken:

Det begynder hos os selv: Vi er pinligt opmærksomme på vores rang og status. Vi ved præcis, hvor vi hører hjemme på rangstigen, og hvor meget vi er værd i konkurrencen. Og vi er meget opmærksomme, hvis vi ikke får den anerkendelse, vi synes, vi har krav på.

Vi ser det allerede i de små hjem: Far! Må jeg godt være førstevælger?   Det fortsætter, når vi bliver teenagere og unge: Hvem fik de flotteste karakterer? Hvem ser bedst ud? Hvem kører i de mest potente biler? Det fortsætter i arbejdslivet, hvor vi helst undgår bestemte jobtyper. Og det går hårdt for sig ude i den store, politiske verden:  Hvem har mest magt, største lande, bedste finanser, flest soldater, flest våben, flest videnskabsmænd? Hvem kan tryne flest og mest? Og det findes også i den kristne kirke: Anerkendelse, tilslutning, position, løn, omtale. Vi ser det opslidende på internettet: Hvem ser bedst ud? Hvem poster de flotteste billeder? Hvem får de fleste likes? Hvem går mest viralt? Vi ser det også i selveste paradiset, hvor en af keruberne ikke var tilfreds med at være tættere på Gud end alle andre, men hovmodede sig og blev forstødt og kastet til jorden (Ezekiels bog i Det gamle Testamente, kapitel 28, vers 12-19). Vi ser det endog helt tæt på Jesus, nemlig i hans første inderkreds: To af hans tolv disciple beder om de absolut bedste pladser i Guds evige rige.

Hele situationen er både typisk menneskelig og typisk mellemøstlig. Når man har de store ønsker fremme, så kommer man ikke selv, men får sin gamle mor til at fremføre ønsket. I Mellemøsten kan kvinder sige hvad som helst og slippe godt fra det. De kan stå og råbe ad fjendtlige soldater uden, at der sker dem noget. Hvis en mand gør det, bliver der skudt på ham. Nu er Jesus ikke en fjende, men han er mesteren og kongen i Guds rige. Og disciplene har forstået, at Jesus en dag virkelig sætter sig i stolen for bordenden. Og her vil disse to disciple gerne sidde øverst, lige ved siden af Jesus.

Mange følger ikke meget med i politik, men de fleste ved godt, hvem der sidder for bordenden på de magtfulde poster og ved de store fester. Og hvem af os kunne ikke tænke sig at sidde ved siden af kronprins Frederik til en stor fodboldkamp eller til en anden kamp ved de olympiske lege? Tænk at blive set sammen med en af de store!

Det er ærespladserne, de to disciple beder om. Og man kan godt forstå deres gamle mor, der ønsker det bedste for sine børn. Det gør vi vel også. Alligevel lærer Jesus os at se i en anden retning. Først peger han på, hvad det kan indebære at ville have ærespladserne ved siden af ham. Det indebærer, at man så også må igennem de samme lidelser som han. I den jødiske kultur sammenligner man altid lidelse med et bæger med en bitter drik. At gå igennem store lidelser omtaler man med billedet af at drikke lidelsens bæger til bunds. Det er det, Jesus spørger om: Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke? Og de to disciple svarer ja uden at vide, hvad de taler om. Jesus siger så, at de skal gennem lidelse ligesom han, men der skal endnu mere til at få ærespladserne hos ham. Det er nemlig ude af hans hænder, hvem der skal sidde dér. Det er Gud fader, der bestemmer det.

Det svar kan man godt undre sig over. Har Gud Fader ikke givet Jesus al magt i himlen og på jorden? Jo, det har han. Enhver skabning skal bøje sig for Jesus i sidste ende. Alligevel er der én, Jesus ikke er herre over, og det er Gud Fader. Jesus er herre over hele skabningen, men han er ikke herre over Skaberen. Derfor er der noget, som er ude af hans hænder, og det er lige netop, hvem der skal have ærespladserne ved siden af Jesus. Det bestemmer Gud Fader alene, og det har han allerede har bestemt, så det kan ikke ændres. Fingrene væk! Hertil og ikke længere! De to brødre og deres gamle mor fik sig en lærestreg, men straks efter bliver de ti andre disciple vrede, så de har heller ikke lært så meget. De to stikker snuden frem, og de ti andre bliver vrede. Det ligner noget, vi kender, nemlig Janteloven: ”Du skal ikke tro, at du er noget!” Jesus siger hverken, at vi skal søge ære, eller at vi skal blive vrede på dem, der gør det. Nej, han lærer os noget helt tredje, et helt andet sæt følelser, en helt anden slags gerninger. Ført peger han på, at vores trang til ære fører til, at man træder på andre. Jesus nævner undertrykkelse og magtmisbrug. Man skal ikke læse meget i nyhedsmedierne, før man støder på det. I en lang række store, stærke stater er det ligefrem sat i system. Magthaverne forlanger tilslutning, og kritikerne fængsles eller henrettes. Kina har ligefrem på programmet at afskaffe demokratiet i hele verden, og de 57 islamiske landes samarbejdsorganisation vil afskaffe retten til at kritisere religion. Det foregår helt åbenlyst.

Vi står over for mægtige kræfter, og her kan vi ikke nøjes med at hygge os med sport, musik, instagram og twitter. Tænk, hvis vi en dag mister vor frihed, fordi vi ikke i tide indså truslen fra verdens undertrykkere. Mange vil da først opdage det, når det er for sent.  Meget kan man sige om undertrykkerne, men de dovner ikke tiden væk. Dag og nat arbejder de på at fastholde deres undertrykkende magt og udvide den. Vesten interesserer sig stort set ikke for andet end, hvad der foregår i USA og Europa, og det skal vi heller ikke glemme, men hvad med Kina, Indien, Rusland, Hviderusland, Tyrkiet og Iran? Hvis vi skal imødegå denne trussel, skal vi kende den, og vide, hvordan vi skal modstå presset, og derfor skal vi læse både artikler og bøger og ikke nøjes med korte notitser på nettet.

Det drejer sig ikke kun om at modstå undertrykkelsen udefra, men også hos os selv. Demokrati handler om, at der skal sættes lovlige grænser for magtudøvelsen. Ingen skal have for stor magt. Hele denne styreform er vokset ud af erkendelsen af menneskets egoisme, som der skal sættes grænser for. Derfor har vi brug for en moden erkendelse af vores virkelige natur, så vi kan sætte bom for den hæmningsløse udfoldelse.

Nu er det ikke kun den store politiske undertrykkelse, der har mange ofre. Det har undertrykkelsen på de sociale medier også. Hvis man hverken er rig eller smuk eller har mange likes, kan det tære på selvværdet og give store problemer, når man er ung og usikker.

Det er hele dette ræs, Jesus kritiserer. Og Jesus sætter en helt anden dagsorden, som giver luft og plads til alle: Det drejer sig ikke om at herske, men om at tjene. Vil du være størst, skal du tjene de andre.

Igen tror jeg, at vi har brug for at høre og læse gode beretninger om de mennesker, som har fulgt Jesus og gjort det, som han har lært os. Det er hverken enkelt eller nemt at følge ham på den vej. De, der har gjort det, har både slidt hårdt i det og været ude for megen modgang. Nogle af dem fik anerkendelse til sidst, men ikke alle. Nogle døde af sygdom og andre blev dræbt, inden de fik anerkendelse. Og så er det ikke kun et spørgsmål om at lære om processen, arbejdet, forløbet, men også om at få motivationen. Når man hører og læser om de store mænd og kvinder i kirkehistorien, så kan man fyldes af en trang til at ligne dem, men hvordan skal denne trang vækkes, hvis man aldrig hører om dem. Hvem har i dag hørt om Florence Nightingale og Ilia Fibiger? Hvem har hørt om Lars Skrefsrud og Ludvig Nommensen? Hvem har hørt om Gladys Aylward, Karen Jeppe og Maria Jakobsen? Hvem har hørt om Kaj Munk og Jerzy Popieluzko og Dietrich Bonhoeffer? Ja, det har de ældre, men hvis vi ikke fortæller de unge om dem, så går de helt i glemmebogen, og så er det sportsstjernerne og realityprinsesserne, der tager over, og hvad har de dybest set at give os?

På den ene side står vi som kultur og som land over for en række meget brutale, magtfulde og intelligente undertrykkere, og på den anden side står vi efterhånden ludfattige på ånd og dybde, fordi profit og identitetspolitik har overtaget scenen.

Jesus giver os et alternativ, men vi skal arbejde for at tage det til os. Han giver os et kald, ikke bare et opvågningskald, men et livskald. Meningen med vort liv er ikke, at andre skal tjene os. Meningen er, at vi skal tjene andre. Det drejer sig ikke om at tjene mange penge eller at blive kendt eller at få mange likes. Det drejer sig om at tage sig af andre. Vi skal have blik for andres nød og blik for de svageste. Vi skal være villige til at ofre vores tid, kræfter og magelighed. Jesus selv går foran. Hans mission er ikke, at andre skal varte ham op, men at han skal stille op for andre i en sådan grad, at han sætter sit liv til for at redde os.  

Her er den største indsats og derfor også den største inspiration eller motivation for os. Det er ikke nok med demokrati og lovgivning, der sætter grænser for magtudøvelsen. Der skal også en mentalitetsændring til. Vi skal ikke bare afvise egoismen, men også komme til at stole på Jesus og blive glade for ham. Derfor kan demokratiet nok skabe gode samfundsforhold, men ikke nye mennesker og slet ikke skænke evigt liv. Jeg læste lige om en mand, der har været i fængsel, men i fængslet blev omvendt til kristendommen, og nu er blevet præst. Der er nok ikke så mange andre end Jesus, der forandrer folk i fængslet fra det værre til det bedre. Og når vi kommer til det helt store, nemlig døren til Dødsriget, som vil smække i bag os og spærre os inde, og døren til Himmerig, som er smækket foran os og spærrer os ude, så er det kun Jesus, der kan åbne disse døre, og kun fordi han satte sit liv ind på at bryde dem op. Da han døde på korset, brød han døren op ind til Himmerig, og da han stod op fra de døde, brød han døren op ud af Dødsriget. Nu kan vi gå ud af dødens fængsel og ind til Himmerigets glæde.

Hvis vi søger egen ære, kommer vi til at træde på andre. Jesus lærer os at tjene andre. Jesus gik selv foran ved at give sit liv som løsesum for andre.

Hvad høsten angår, har Jesus engang – også her i Mattæus-evangeliet, som dagens tekst er taget fra - givet os en rammende vinkel: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn, for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige (Matt 5,44-45).

Den rige høst, vi har fået i år, er udtryk for Skaberens rene godhed. Han strør ud til alle, uanset om de har handlet godt eller ondt. Her er Gud Fader vores eksempel. Hvis vi vil være hans børn, skal vi ligne ham i hans fuldkomne kærlighed.

Høsten er udtryk for Guds skabergodhed. Frelsen er udtryk for Guds frelsergodhed. I begge tilfælde er der både gave og opgave. Som Jesus er både frelser og forbillede, sådan er Gud fader både den store giver og den store inspirator. Derfor er det også værd at lægge mærke til både i Bibelen og i salmebogen, at også frelsen kaldes en høst. Der er høsten på marken, og der er høsten i kirken. Vi får lov at høste landets frugter, og vi får lov at være med i arbejdet for at høste mennesker ind i Guds rige. Ingen af stederne får vi efter fortjeneste. Det er nåde begge steder. Alle gode gaver, de kommer ned ovenfra. Gud ske tak og lov!

Amen