9. søndag efter Trinitatis 2020 Salmer: 3 - Lovsynger Herren - 294 - Talsmand som på jorderige- 588 - Herre gør mig liv til bøn / 320 - Midt i blandt os er Guds rige - Må din vej gå dig i møde  (efter nadver) - 29 - Spænd over os dit himmelsejl

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Luk 18,1-8

Prædiken

Den tyske forfatter Hermann Hesse skrev i 1930 romanen Narcis og Guldmund, som på dansk fik titlen Sol og Måne. De to mænd lærte hinanden at kende som unge i Middelalderens Tyskland, hvor de begge var munkeelever på klostret Mariabronn. De var forskellige som dag og nat. Guldmund var den kunstneriske og kreative og lidt vilde unge mand, mens Narcis var den intellektuelle, læsende og mere indelukkede. Guldmund havde det svært med det strenge klosterliv og studierne af det græske sprog.

På et tidspunkt forlader han klosteret, mens Narcis bliver. Efter mange års rejsen rundt i verden, med kvinder, kunst, og kærlighed, men også lyssky aktiviteter, ender han i fængsel, og bliver dømt til døden. Men han bliver i sidste øjeblik reddet ud af sin gamle ven, Narcis, som nu er blevet abbed i Mariabrunn. Efter at have hentet ham i fængslet, sætter han ham til at lave et stort billedskærerarbejde i klosterets kirke.

Men Guldmund har svært ved at finde ro og glæde. Narcis hjælper ham igennem daglige skriftemål til at sige Fadervor og nogle salmer. Det hjælper ham at sige ordene, men han er plaget af den tanke, at fremsigelsen af bønner, når alt kom til alt, er en barnlig påkaldelse af Gud, som måske slet ikke findes, og derfor ikke vil kunne hjælpe ham. Det betror han sin ven.

Og han svarer: Bliv ved… Det er ikke din sag at tænke over, om Gud hører din bøn, eller om Gud findes. Du skal ikke spekulere over, om dine bestræbelser er barnlige. Over for ham er vi børn. … Du skal sige dit fadervor, og dine Mariahymner, og give dig hen til  ordene og lade dem fylde dig. Ligesom du under sang og lutspil heller ikke tænker kløgtige tanker. Men bare synger og spiller så rent som muligt. Det lykkedes. Igen kom der ro over Guldmunds liv. Forfatteren skriver: På ny drog de højtidelige ord som stjerner hen over ham og igennem ham …..

Narcis var en god sjælesørger for Guldmund. Han lyttede til ham. Og gav ham en vej at gå. Han hjalp ham med at finde ind til bønnen og til Gud, uden tanke for, om det ville virke. Det skal du ikke spekulere på…. sagde han. Du skal bare gøre det. Bede, synge, kalde på Gud – og ikke blive træt!

Jesus fortalte dem en lignelse om, at de skulle bede og ikke blive trætte. Om enken, som ville have ret overfor sin modpart. Hun er endnu en af evangeliets ihærdige og vedholdende kvinder:  Hun blev ved med at insistere overfor dommeren, som var ligeglad, men hun gav ikke op.

Gud har ikke givet os en fej ånd…som vi læste hos Paulus i 2. Timotheusbrev ….men en ånd med kraft og  kærlighed og besindighed…(2. Tim. 1,7). Besindighed er ikke det samme som at holde sig tilbage, holde lav profil og ikke være til besvær. Vi skal ville være til besvær. Ville volde Gud besvær….som enken i Jesu lignelse over for dommeren, gjorde, ifølge ham selv: Hun volder mig besvær! Ligesom det gode liv mellem mennesker opstår, når vi er hinanden til besvær. Vil vi ikke det – trækker vi os, bliver halvhjertede, lukker af, er det ret begrænset, hvad det er, der knytter os sammen. Kærlighed er det i hvert fald ikke.

Med sin lignelse giver Jesus os et billede af troen som en vedvarende insisteren på Guds nåde. Troen er en bøn, der aldrig standser, og ikke viger tilbage for modstand og afvisning, eller tavshed. Men som bliver ved og ved, og ikke spørger efter, om det nu også kan betale sig. Om det i det hele taget giver mening.

I skal bede ..siger Jesus….og ikke blive trætte. Men det bliver vi. Vi bliver trætte undervejs i livet. Trætte, måske også af alt det med Gud og os mennesker. Præsternes prædikener og de mange ord, vi måske ikke rigtigt forstår. Og vi kan blive trætte af vores egne ord, når vi beder. Det giver ingen mening… tænker nogen. Måske for børn og meget gamle mennesker. Og så forstummer bønnen, og troen visner.  Og ensomheden bliver større, fordi vi dybest set står alene med alting i vores liv.  Vi har kun os selv at takke for det hele. Og det er for mange forbundet med megen tomhed og ensomhed. Gud findes her, hvor vi hver især lever vores  liv. Og han er ikke langt borte fra nogen af os. For i ham lever vi, ånder vi, og er vi… som Paulus også siger i en af sine berømte taler  (Ap. G. kap.17 v.28). Er vi fisken, så er Gud vandet. Så nær er Gud ved hver eneste af sine børn. Kristus viser os det. Det er hele humlen i kristendommens tale om Gud i Kristus: At Gud her er kommet os evigt nær.

Det må vi benytte os af. Satse på, og insistere på. Og ikke lade troen og evangeliet afhænge af, om jeg nu lige i dag føler for det. Om det siger mig noget her og nu, som det er meget oppe i tiden at spørge folk f.eks på TV…………..Om det at bede og beskæftige mig med Gud overhovedet er noget for mig.

Bliv ved! som Narcis sagde til Guldmund. Det er ikke din sag at tænke over, om Gud hører din bøn, eller om den Gud, du evner at forestille dig, overhovedet findes. Bliv ved! Og lad det så bare blive til det, det kan. Og det er slet ikke så lidt!

Vi skal Bede og ikke blive trætte…. bevare håbet, midt i alt det svære.

Så det er ikke dommeren, men enken, der er centrum i lignelsen, og derfor

skulle vi snarere kalde den: Lignelsen om den udholdende enke…

i stedet for som vi pljer: Lignelsen om den uretfærdige dommer.

For det er hendes udholdenhed og stædighed, den handler om. Hun bliver ved med at insistere på, at hjælpen findes, og hendes liv igen vil blive godt.

Jesus giver hende ret. Og hvor er det egentlig en sej historie!

At han afbilder Gud, som en korrupt dommer, der bliver presset til at skifte mening.

Også når vi står og råber, som denne irriterende kone!

Og det er faktisk sådan, Jesus også andre steder afbilder Gud i sine lignelser. En Gud, der altid er på vores side. Uanset hvor langt vi er kommet ud.

Som altid forsvarer og udvælger dem, der egentlig var afskrevet:

Det gælder den fortabte søn. Og manden, der blev overfaldet og lå på en øde vej og lignede en, der var død. Indtil en samaritaner standsede op.

Det gælder fåret, der havde forvildet sig væk fra flokken.

Og det gælder den forhadte tolder Zakæus.

Den som beder, han får, siger Jesus et andet sted. Ikke altid det  ønskede og det der blev  bedt om, men som det så fint bliver udtrykt i en gammel vækkelsessalme:

Der er magt i de foldede hænder i sig selv er de svage og små.

Men mod almagtens Gud du dem vender:

Han har lovet at svar skal du få!

Der er svar undervejs, engle kommer med bud

om det tøver, det frem dog skal nå.

For det lover jo løfternes trofaste Gud

kald på mig og du hjælpen skal få!

Vi må bede, og aldrig blive trætte. Amen