7.søndag efter Trinitatis 2020
Salmer: 748 – Nu vågne alle Guds fugle små – 298 – Helligånden trindt på jord – 10 – Alt hvad som fuglevinger fik / 291 – Du som går ud fra den levende Gud – Blandt fuglefjer og blade (salmedatabasen) – synges under og et par vers efter nadver – jeg trykker den – 31 – Til himlene rækker 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus kapitel 10 vers 24-31
Denne hellige lektie skrives i Prædikerens Bog: Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Præd 3,1-11

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. Rom 8,1-4

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« Matt 10,24-31

Prædiken

I en klippehule i Sydfrankrig kan man se et hulemaleri på grottens væg, som man mener er 32.000 år gammelt. Altså fra Stenalderen.

Her levede engang et menneske, som malede sin verden på en væg.

Han malede løver og bjørne og okser. Med blod og sod, og med en rigdom af detaljer. Løverne havde øjenvipper, bjørnene havde kløer og dyrenes kroppe havde de rigtige dimensioner.

Han malede også et billede af sig selv og sin familie på klippevæggen.

Men når han skulle male mennesker, var det anderledes, end dyrene. Han satte sin højre hånd på klippevæggen – og med den anden hånd kastede han rød farve ud over hånden. Sådan gjorde han også med sin kones og sit barns hånd. Tilbage på grottens vægge sad der aftryk af tre menneskehænder. 
Fra en mor, en far og et barn.  
Ca. 32. 000 år er gået, siden den ukendte maler lavede hulemaleriet. Og alligevel er håndaftrykket bevaret. En hånd der minder om vores.

32.000 år er noget nær ved en evighed. Men selv om livet dengang var helt anderledes end det, vi lever i dag – er meget også det samme.

Her var en mand og en kvinde og et barn, med hænder, der havde brug for hinanden. En lille familie, som hørte sammen.

Som måtte beskytte sig mod vilde dyr, som de også skulle leve af.

  Vi har også noget, vi frygter og er bange for. Og vi har andre mennesker omkring os, som gør os trygge.

Livet er en broget størrelse. Der er gode dage og svære dage. Dage, hvor vi græder, og andre dage, hvor vi ler. Og dage, hvor vi river itu og andre, hvor vi syr sammen.

Der er en tid til at omfavne og en tid til ikke at omfavne.

Og en tid til at holde klage og en tid til at danse.

Livet er fyldt af modsætninger.
  Et par hundrede år før Jesus blev født sad en mand og skrev de ord, som vi i dag har hørt fra alteret. I Bibelen kaldes han Prædikeren. Han malede ikke med blod og sod på grottevægge, når han skulle beskrive sin verden. Han skrev ord, på ruller af pergament eller papyrus.

Han digtede om, hvordan alting under Himlen har en tid. En tid til at fødes og en tid til at dø. En tid til at plante og en tid til at rydde.

Prædikeren levede også i en helt anden tid end vores. Og alligevel kan vi godt genkende os selv i hans smukke, poetiske ord om alle de modsætninger, som livet består af.

Der er både tid til at tale og tid til at tie. Til at elske og til at hade. Til at opsøge og at miste.

Prædikerens bog beskriver ikke kun den side af menneskelivet, som stråler af lykke og er succesfuldt. Men også om de andre sider af livet.

Når noget bryder sammen, når nogen dør, når vi græder og klager, eller vi hader og misunder hinanden.

Grottemaleren malede med blod og med sod. Nogen måtte sætte livet til og noget måtte brændes, for at han kunne fortælle om sig selv og sin verden med blod og sod på klippevæggen. Det er der rigtig meget realisme i.

Det gjaldt for 32.000 år siden. Og for 2200 år siden, da Prædikeren skrev. Og det gælder lige nu, hvor det er os, der lever, og hvor der er vores hænder, der rækker ud mod hinanden.

Og så er der alligevel mere at sige om livet, end grottemaleren og prædikeren beskrev det. Der er sket noget, siden de levede. For Gud har sendt sin søn Jesus Kristus ind i vores verden, med fred, frelse og kærlighed.  For at vi må kunne leve i tro og uden frygt for døden.

Det er svært at forstå, at et menneskes komme til verden skal kunne vende op og ned på alt det, som igennem hele historien har været en uomgængelig virkelighed.

Men Jesus kom for at fortælle os, at vi er i Guds hånd, og at den hånd holder os fast i kærlighed. Både mens vi lever og efter vi er døde.

Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel… siger han i dagens evangelium. På jer er selv alle hovedhår talte…

Ordene Frygt ikke! er meget centrale og vigtige ord i Bibelen. Jeg har ikke selv talt efter, men efter sigende står de omkring 365 gange i Bibelen. Lige så mange gange, som året har dage.

Frygt ikke!  I Bibelen bliver ordene sagt, når mennesker pludselig møder det guddommelige, det hellige. Som da englen Gabriel kom til Maria med budskabet om, at hun skulle føde Guds søn. Frygt ikke! sagde han. Julenat hilste englen hyrderne med de samme ord, og da kvinderne kom ud til graven påskemorgen, blev de også mødt af ordene: Frygt ikke!

Vi kan selvfølgelig ikke lade være med at bekymre os, og frygte. Her i coronatiden har mange været fyldt af frygt og bekymring. Og vi bekymrer os om vores kære, børn og børnebørn og måske oldebørn. Vi frygter for vores land, og hvad det er for en verden, de skal vokse op i. Og vi er bange for ensomheden, at for at blive ramt af alvorlig sygdom. Der er meget der kan få os til at bekymre os og frygte.

Men i dagens evangelium, er det Jesus selv, som siger til os: Frygt ikke! Tro kun.

Selv om to spurve sælges for en skilling, et par mønter på torvet, så er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at Gud er med den i faldet.

Og på os mennesker er selv hårene på vores hoved talt op. Så dyrebare er vi for Gud, at han har blik for den mindste detalje hos os.

Vi er mere værd end mange spurve – og  kan regne med, at vores Far i himlen også er med os, når vi falder, når vi græder, når vi er derude, hvor livet bliver lagt øde.

Vist er vi udsatte og sårbare, og vist er livet af og til både hårdt og uretfærdigt.

Men vi er ikke alene. Gud er med os.

Når spurven falder, er det Guds hånd, den lander i. Og når vi mister modet, går i stykker, så er det også Guds hånd, der holder fast i os.

Frygt ikke! siger Jesus. Tro på Gud, og tro på mig!.

Hulemaleren vidste ikke, at han også kunne male en fjerde, kæmpestor hånd på maleriet. Den hånd er Guds hånd, som hele tiden holder de tre andre hænder i hånden – kvindens, mandens og barnets. For de var ikke alene blandt løver og bjørne. Gud var med dem.

Det gjaldt for 32.000 år siden. Og det gælder nu.

Frygt ikke, siger Jesus til os. Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. I er mere værd end mange spurve.

Vi må tro på at det er sandt. At Guds store hånd er usynligt til stede på alle de billeder, vi kan male af os selv. At han holder os i hånden. Vi er ikke overladt til os selv i alt det svære, som et liv kan rumme.

Lad os leve og lad os elske og hente mod og styrke fra evangeliet om ham, som gik i døden for vores skyld. Gud oprejste sin søn fra graven, for at vi skal leve med ham. Selv hvis alt andet skulle blive taget fra os, så er han stadig med os….

  Så: Frygt ikke! Amen