6.søndag efter Påske 2020 725 - Det dufter lysegrønt af græs - 299 - Ånd over ånder - Gudsbenådet, højt begavet (Hans Anker Jørgensen, Salmedatabasen)- 321 -
O kristelighed - 476 - Kornet som dør i jorden ( efter nadver) - 696 - Kærlighed er lysets kilde.

Dette Hellige evangelium læser vi i Johannesevangeliet kapitel 17 vers 20-26

I Faderens og sønnens og Helligåndens navn. Amen

Prædiken

Når jeg læser søndagens evangelietekster, slår det mig tit, hvor nærværende og evigt aktuelle de i grunden er.

Mange bøger, forfattere og historier, som er flere 100 – måske 1000 år yngre end Bibelen, er gået i glemmebogen. Børnebøgerne som vi læste da vi var små, de  populære romaner af Ingemann fra 1800-tallet. Folkeviser og digte fra Middelalderen. Rigtig  mange kunne nævnes. Det gælder ikke Bibelens historier. De er ikke længere kendt af os alle sammen. Desværre. Måske bortset fra juleevangeliet. Men vi tager dem frem og læser dem, året rundt, ved gudstjenester, for konfirmander, ved bryllupper og begravelser. Og de føles stadigvæk så vedkommende. Som levende ord, der rører ved os.  

Jesus be´r i dagens evangelium for det kristne fælleskab, det som skal være kirken skal kendes på,  når han ikke længere er i verden: ….At de alle må være et…..beder han. Det blev ikke helt sådan, kirken blev delt og hvert kirkesamfund fik deres egne mærkesager, men det er en anden historie.

Vores samfund er i disse dage i gang med at lukke mere op, efter coronaen brød ud. Det er den første søndag i næsten 3 måneder, vi må mødes til gudstjeneste.

Siden den 11. marts har vi holdt os på afstand af hinanden, og nogen har været helt isolerede fra deres kære. Det har været en hård tid for mange. Men tiden med corona har måske også har givet os og hele verden en tiltrængt pause fra travlheden og samfundets rivende udvikling.

Vi har ikke måttet være sammen. Men mange føler, at de har haft mere tid sammen med børnene,  og mere overskud til at række en hjælpende hånd til  naboer og ældre, som man tidligere ikke tænkte meget på. Lad os håbe, at det må fortsætte, når vi er tilbage hvor vi slap. Også i kirken har vi været udfordret, fordi kirke bygger på fællesskab. ”Hvor to eller tre er samlet i mit navn, der er jeg”, siger Jesus. Han siger af gode grunde ikke noget om, hvordan han kan være til stede, når vi sidder bag hver vores skærm og er med i en digital gudstjeneste. Men måske har disse gudstjenester betydet, at flere har fået øjnene op for kirkens og den budskab?

I Paulus´ brev til romerne får vi forkyndt, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed. Og når Gud er for os og hvem kan så være imod os? Det er vigtigt, at vi  holder os det for øje, ikke mindst når vi er i krise. At det fællesskab, vi har i Kristus, overskrider alle fysiske grænser. Han er os nær, og vi er et i Ham. Det budskab var vigtigt også for de første kristne, som måtte mødes i skjul, og holde gudstjeneste, i hinandens hjem eller ved de dødes grave. Man sang og spiste sammen og fortalte evangeliet videre. Bag lukkede døre, og med fare for sit liv.

I evangelieteksten fra Johannesevangelium er Jesus sammen med disciplene Skærtorsdag Aften. De har spist påskemåltidet –forræderen Judas har forladt bordet, og om lidt vil han komme, sammen med soldater og våben, og arrestere ham. Men lige nu er han stadig midt i blandt dem, og han beder til Gud. Bønnen er siden blevet kaldt Den ypperstepræstelige bøn. Vi må også forstå ordene som hans testamente. Det er det, han vil, at disciplene skal arve, fortsætte, når han er borte. De skal gå ud i verden og forkynde evangeliet for alle folk.

Men Jesus standser ikke ved det: Ikke for dem alene beder jeg, siger han, men også for dem, der ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig…. I disse få, koncentrerede linjer udtrykker Jesus den dybe sammenhæng mellem Gud og os mennesker. Han er den der knytter os sammen, han er frelser og forsoner.

Bønnen: At de alle må være ét…..skal få os til at åbne øjnene for, hvor dybt vi er forbundet med hinanden. Og med Gud. Det skyldes den kærlighed, som fik ham til at sende sin søn til vores verden.

At være ét… er noget andet end at være ens. Når man er ét, er man stadigvæk sig selv, hver for sig. Men det fælles vi har sammen, er vigtigere end mig selv.

Det er som om to modsatrettede kræfter kæmper inden i os. Der er ønsket at være en ener, som er så udbredt i vores tid. Rage op over andre, være noget specielt……gøre en forskel! …om det hedder, når vi i dag formulerer drømmen om at blive kendt og berømt. Mange tænker i dag, at det ikke er godt nok, at udfylde sin rolle, gøre det man er sat til. Man vil være unik, helt sin egen, skille sig ud fra de andre.   Men det er det modsatte af at være ét…

Den trang har vi så også i os, tror jeg, trangen til at smelte sammen med nogen, få løftet noget bort  fra mine skuldre, så jeg ikke selv skal bære det hele. Måske er det i virkeligheden sådan, at jo mere vi går op i at være så særlige og specielle, jo større vokser  længslen sig efter at blive ét med nogen eller noget.

Når vi er med til en fodbold eller håndboldkamp, hvor Danmark vinder, fyldes vi af den samme glæde og stolthed. Vi glemmer os selv og bliver et. Og når vi møder kærligheden, gifter os og måske får børn og børnebørn, smelter vi sammen og bliver en familie. Vi bliver ét. Vi holder ikke op med at være forskellige, men kærligheden binder os sammen og gør det fælles vigtigtigere end alt andet. Og her, i den kristne menighed, kirken, som Jesus taler så stærkt om om i dagens evangelium, får vi at vide, at vi er ét. I dit hus skal alle huses, alle os, som du har skabt…. du, mit håb, kan aldrig knuses, aldrig er jeg helt fortabt….sang vi i salmen lige før. Og i salmen efter prædiken kommer blandt andet ordene: Mit land siger Herren er himmel og Jord, hvor kærlighed bor… Kristus forener os. Guds kærlighed blev åbenbaret i Ham. Alt det, som skal få os til at være unikke og særlige over for andre, bliver pludselig underlig uvigtigt. Her, i den kristne menighed, er vi mennesker, før vi er noget andet. Over for Gud er det, det afgørende. Vi behøver kun at være mennesker. Være den vi er. Det er sådan Gud kender os, og gør sig til ét med os i Jesus Kristus.

Enheden skyldes ikke at vi er danskere, og har en fælles kulturarv, eller vi er en del af en familie. Men enheden skyldes, at vi alle er syndere, som har brug for Guds kærlighed og tilgivelse. Dybest set er der ingen af os, der har noget som helst at komme med, her i kirken. Men vi er ét i Kristus. Og vi har brug for at tro på, at han altid vil kendes ved os, uanset hvad vi har med os  i bagagen. Ordene: At de alle må være ét ..handler om enheden mellem de kristne, som skyldes den enhed, som er mellem Gud og Hans søn Jesus Kristus. Vi skal være ét, vi skal tage os af hinanden, være kærlige, og kunne tilgive hinanden. Stærkt og vedkommende lyder ordene til os, også selv om vi  engang imellem svigter og ikke orker andet end at tage os af os selv.

Ikke alene for disse, beder jeg, siger Jesus, men også for dem, der ved deres ord tror på mig. Det er ufattelig godt at høre, at Jesus selv beder, ikke kun for disciplene, men også for os, som på grund af det ord, de forkyndte og skrev ned, er kommet til at tro på Ham. Så det er ikke vores gerninger, men troen, der forbinder os med Gud og hinanden. Det er i troen, at vi bliver ét.

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? sagde Paulus. Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle… Og i alt dette mere end sejrer vi ved Ham, som har elsket os.

Vi må komme til ham … i tro og bøn … og være med til nadveren, som i dag bliver fejret på en lidt ny måde. Kristus indbød os til at være en del af hans menighed, dér hvor vi bor og vi lever vores liv. Og til at  tage imod brødet og vinen, uanset hvordan vi har det, og uanset om vores tro er stor eller lille. Vi må stole på, at han aldrig forlader os.  At han er her, midt i blandt os. Og vi er ét i Ham …… forbundne i tro, håb og kærlighed.

Amen