Prædiken til 5. søndag efter påske 17. maj 2020

Prædiketekst fra Bibelen: Johannes-evangeliet kapitel 17, vers 1-11:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.

Prædiken

Livet er det eneste svar på døden. Det evige liv er det eneste svar på den evige død. Derfor taler Jesus så meget om evigt liv. Han vil os det godt – evig godt.

Evigt liv – det er hans store gave til os – både efter døden og før døden. I en verden mærket af ondskab og død giver Jesus kærlighed og liv. Han skænker sin kærlighed og evigt liv til dødelige og døende mennesker. Jesu kærlighed og evigt liv er to sider af samme sag.

Corona-virus minder os om, at vi er dødelige, og mange har måttet indstille sig på, at deres sidste time var kommet.

Jesus tilbyder det modsatte, nemlig evigt liv. Jeg er opstandelsen og livet, siger han. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør (Joh 11,25). Det sagde Jesus samme dag, som han opvakte Lazarus fra de døde. Der er magt bag hans ord.

Den kristne tro lærer os, at vi i så stor og vigtig en sag ikke kan nøjes med menneskemeninger. Menneskene har mange meninger om, hvad der sker efter døden, men de har ingen myndighed. Ingen af os har været dér, og selv om vi har været tæt på og måske set en lille smule af det, så har ingen af os det fulde overblik. Det har Jesus derimod. Ikke alene er han på Guds niveau og befaler han over naturkræfterne og kan kalde døde tilbage til livet, men han har også selv været død og er vendt tilbage. Jesus er den eneste, der har besejret døden. Derfor er det værd at lytte til ham, når han taler om evigt liv.

Ikke alle bryder sig om evigt liv. Evigt liv betyder for dem evig kedsommelighed eller endnu værre, at alle deres problemer fortsætter i al evighed. Jeg kan godt forstå dem. Hvem bryder sig om evig kedsommelighed og evige problemer? Men denne indvending bygger på en misforståelse. I Ny Testamente forbindes evigt liv aldrig med kedsommelighed og problemer. Tværtimod er der befrielse, glæde og fest i det evige liv. Her sprudler livet og overgår vore forventninger.

Kedsommelighed og problemer stammer fra synden og ikke fra Gud. Synden får os mennesker til at tale Gud og hans gaver ned. Vi kommer da til at måle Gud med vores egen målestok. Jesus vil derimod åbne vore øjne for Guds storhed, hans sande væsen, hans kærlighed. Han vil lære os at måle tingene med gud som målestok.

Der findes to forklaringer på det evige liv i Ny Testamente, en kort og en lang. Den korte lyder, at det er Jesus, der er det evige liv (1 Joh 5,20). Den lange har vi her. Det evige liv er at kende Gud Fader og ham, som Gud har sendt, nemlig Jesus Kristus.

Det evige liv er således dybt personligt. Det er at kende Gud. Det er ikke at tilegne sig kundskab, ligesom man går i skole eller slår op på nettet. Nej, det svarer til at lære en person at kende, og ikke bare at kende ham, men også at tage imod ham. Den, der tager imod Jesus, tager imod Gud.

Hvordan lærer man Jesus at kende? Ved at lytte til hans ord i evangeliet. Hvordan tager man imod ham? Ved at sige til ham i bøn, at man gerne vil tage imod hans hjælp, og ved at følge ham.

Det evige liv består i at kende ham på denne måde. Hvis man holder sig til Jesus Kristus, så holder man sig også til Gud Fader.

Ja, men hvad så med alt det andet? Vores smukke, blå klode, alle de grønne træer, og alle dyrene? Alt det, som Scherfig skildrer så smukt i sine billeder. Ja, det hører også med. Hele skaberværket skal befries fra ondskab og død, men kernen i det hele, det som giver den allerdybeste glæde til det hele, er, at Gud og Jesus er der. Hvis Gud og Jesus ikke var der, men alt det andet var der, så ville kernen mangle, og så ville tomheden og egoismen indfinde sig igen. Ligesom jorden ikke svæver frit i rummet, men fastholdes af solen og får lys og varme fra den, sådan svæver hele universet ikke frit i rummet, men fastholdes af Gud og får liv og mening fra ham.

Det evige liv består i at kende Gud og ham, som Gud har sendt, nemlig Jesus Kristus. Det er grunden til, at man kan have evigt liv allerede, mens man lever her på denne brogede jord, hvor godt og ondt forekommer i en uforståelig blanding. Det evige er ikke kun noget, der kommer en gang, når skaberværket synligt skal reddes fra alt ondt, men det evige liv findes også nu i usynlig form, nemlig som det personlige kendskab til Jesus og fællesskabet med ham. Midt i en broget verden kan man have evigt liv – en usynlig gave, som skal blive synlig en dag. Der er altså mere at sige om mulighederne her end blot det, som kan måles, tælles og vejes. Der er mere end selv de dybeste følelser. Der er mere end det, som psykologerne kan fortælle os. Der er mere end det, som en narkorus kan give. Der er mere end det, som mystikerne oplever. Der er også det, som Jesus taler om, det, som kun han kan give, nemlig det evige liv, som består i at kende Gud og kende Jesus selv.

Jesus siger disse afgørende ting i en bøn. Det er Skærtorsdag aften, hvor han spiste påskemåltid med sine disciple og indstiftede den kristne nadver. Det hele slutter med, at han beder en lang bøn, hvorefter de forlader huset og går ud af byen over på Oliebjerget og ind i Gethsemane have, hvor han bliver arresteret.

Tit hører vi om, at Jesus beder, og nogle få gange hører vi også ganske kort, hvad han siger i sin bøn, men ved denne lejlighed får vi lov at lytte til en lang bøn. Bibelen har mange bønner, men de fleste af dem er vores bønner, dvs. syndige menneskers bønner. I dette tilfælde lytter vi til, hvordan et fuldkomment menneske beder, ja vi får et indblik i, hvordan Guds søn taler med sin himmelske Fader. Jesus lukker os ind i en helt anden verden end vores. Ikke alene får vi lov at lytte, men Jesus tager os med ind i denne verden for at vi skal være der og forblive dér.

Det er en verden af renhed og helt andre tanker og følelser, end vi har. Alt er bestemt at Guds tanker og Jesu ønske om at følge Guds vilje.

Jesus står nu ved afslutningen af sin indsats her på jorden, og han opsamler det hele sådan: Jeg har herliggjort dig på jorden ved at ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.

Gennem Jesus har mennesker lært Gud at kende. De har indset hans storhed, hans herlighed. Gud har givet Jesus en opgave, og den har han løst, og gennem den har mennesker set Guds herlighed. Nu beder Jesus så Gud om at gøre noget for ham: Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jesus beder om, at Gud vil tage ham tilbage i himlen til al den herlighed, Jesus havde dér hos Gud, før universet blev til, altså før skabelsen, før Big Bang.

Jesus er altså ikke kun et menneske. Han har også været til hos Gud, før universet blev til. Han er Guds evige søn, før og over alle skabninger. Vi får her et blik ind i evigheden.

Der er glæde, fortrolighed og tryghed mellem Gud og Jesus, men der er også både udblik til os og omsorg for os. Jesus beder både for dem, som Gud har givet, alle, som tror på ham, både disciplene dengang og alle troende i dag.

Hvad beder han så om? At vi må blive holdt fast ved Guds navn, altså at vi må blive bevaret i den kristne tro. Det er nemlig ingen selvfølge. Stærke kræfter modarbejder og vil nedbryde troen. Hver har vi vore udfordringer og erfaringer. Jesus beder om, at vi må blive bevaret i fællesskabet med ham.

I dag har vi kun begyndelsen af denne bøn for os. Næste søndag skal vi fordybe os i slutningen af den.

Andre steder i Ny Testamente står der, at Jesus nu beder for os hos Gud. Det særlige ved hans bøn Skærtorsdag aften er, at vi dér får at vide, hvad han beder om.

Vi er ikke alene med vores kristendom. Vi er ikke alene om det med troen og kirken. Jesus beder for os. Han beder om, at vi skal være en enhed, ligesom Gud og Jesus er ét. Ved sin bøn holder Jesus alle sine troende sammen. Vi kan være uenige om mange ting. Vi kan tilhøre forskellige kirkesamfund, men Jesus føjer os sammen alligevel. Vi tror på den hellige almindelige kirke. Det er ikke en organisation. Det er ikke et bestemt kirkesamfund. Det er alle de, som Jesus helt personligt kender som sine, som Guds børn. Vi kan være meget forskellige, men vi har ham tilfælles. Det er ham, der er vores frelser og herre. Det er ham, der binder os sammen. Det er ham, der beder for os. Det er rigt, stort og trygt.

Jesus siger endog, at han er herliggjort i sine disciple. De, der tror på Jesus, er ellers langt fra fuldkomne. Det kender vi alt til. Vi kan bare se på os selv. Derfor er det et af de helt store undere, at Jesus er herliggjort i sine disciple, i sine troende. Han beder ikke om, at det skal ske. Han takker for, at det er sket. At Gud kan gøre store ting gennem den fuldkomne Jesus, det kan vi forstå, men at han har gjort store ting gennem os, der er ufuldkomne, det overgår vores forstand. Som Gud gør store ting i dåbens vand, som Gud gør store ting i nadverens brød og vin, sådan gør han også store ting gennem små og ufuldkomne mennesker. Gud er virkelig stor.

Amen