Prædiken til Fjerde søndag efter påske 10. maj 2020

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 8, vers 28-36

Jesus sagde da til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, skal I forstå, at jeg, og at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.” Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.   Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” De svarede ham: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie? ” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Prædiken

Virkelig fri! Jesus rammer lige ind i vore dybeste længsler og stærkeste drømme. Er der noget, menneskene ønsker, så er det frihed.

De fleste kan blive enige om, at de gerne vil være frie for, at andre mennesker gør onde og ubehagelige ting. Vi er ikke helt enige om, hvad det er, men de fleste kan blive enige om, at vi ikke må slå ihjel, stjæle og lyve, og de fleste ønsker heller ikke, at ægtefællen skal lokkes til utroskab og skilsmisse, ligesom forældre også bliver glade, når deres voksne børn viser dem kærlighed og opmærksomhed og nyder at være sammen med dem. Allerede her støder vi på de ti bud. Ær din far og din mor! Du må ikke begå drab! Du må ikke bryde et ægteskab! Du må ikke stjæle! Du må ikke lyve! Det hele samles i den gyldne regel: Gør mod andre, hvad du ønsker, at de skal gøre mod dig! Hvis vi overholder det, så bliver menneskene frie langt på vej. Når vi taler om at undgå mobning og chikane på skolen og på arbejdspladsen, så handler det igen og igen om disse ting. Overskrid ikke mine grænser! Vis mig respekt! Lad alle mennesker mærke, at de har værdighed!

Jesus overrasker os ved at sige, at man kan være ufri alligevel, selv om man overholder alle de ydre hensyn og har en høj moral. Han peger på et dybere problem end det, man kan se med sine øjne. Jesus peger på synden. Ja, men vi troede da, at synd er noget, man kan se. Det er noget med sex, er det ikke?

Det er alt for snævert. Synden har en lang række ubehagelige og onde udslag, og seksuel umoral er kun en af dem. Det er disse mange forskellige udslag, de fleste af de ti bud handler om. Syndens udslag kan man se og høre. Syndens kerne kan man derimod ikke se. Den indser man alene ved at lære Jesus at kende.

I vores indre er en ødelæggende kraft, som vi hverken kan indse eller befri os fra. Kun Jesus han hjælpe os til at indse problemet, og kun han kan befri os fra det. Så enkelt og så provokerende er det. Det er lige så enkelt som at være hos lægen. Med sine apparater kan han afsløre sygdomme, vi ikke selv kan se med det blotte øje. Det er lige så provokerende, som når nogen påstår, at de er klogere end os.

Mange af syndens udslag kan vi selv undgå. Det er muligt at disciplinere sig, så man får høj moral. Jesu modstandere, farisæerne, var kendt for det. I sin bjergprædiken i Mattæus-evangeliet (Kapitel 5-7) peger Jesus peger også på ting, som vi ikke kan disciplinere væk. Han nævner vore ord. Vi kan godt disciplinere os, så vi aldrig slår på nogen, men ingen af os kan sige, at vi altid har haft fuldt styr på vore ord, så der aldrig er undsluppet os et ondt ord. Jesu modstandere havde ligesom Jesus selv et klart blik for, at menneskets vrede rummer kimen til drab, men Jesus understreger ordenes betydning stærkere. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.  Apostelen Jakob siger, at tungen kan intet menneske tæmme (Jak 3,8).

Jesus peger også på begæret. Vi kan tæmme de ydre handlinger, men ikke fjerne det indre begær. Vi kan hverken styre ordene eller begæret.

Ingen af os kan sige sig fri. Det gælder både de åbenlyst umoralske, og de, der magter at leve pænt i det ydre. Vore ord og vort begær gennemsyrer og farver alt. Nogle af kristendommens og menneskenes skarpeste kritikere har et meget tydeligt blik for, hvor meget egoismen spiller med i selv vore ædleste handlinger. Menneskene kan altså af sig selv ikke blot se de ydre udslag af synden, men også meget af den indre, grimme drivkraft bag dem. Vore kunstnere og filosoffer afslører dem hele tiden. De skriver tykke bøger, som næsten ingen læser. De maler hæslige billeder, som kun en lille elite går ind og ser. De laver alvorlige film, som uhjælpeligt taber til underholdningsindustrien. Vi mennesker ved rigtig meget om det onde i os selv, men vi har ikke lyst til at vide det.

Syndens allerinderste kerne kan kun Jesus se. Han nævner den lidt længere fremme i Johannes-evangeliet. Den består i, at man ikke stoler på ham (Joh 16,10). Vi har en uudryddelig tiltro til os selv. Vi kan godt være usikre og have mindreværdskomplekser over for alt og alle, men det ligger dybt i os, at vi hellere stoler på os selv end på Jesus. Lige her har vi ingen mindreværdskomplekser.

Gud har skabt os til netop at stole på Jesus og boltre os i den tillid. Herudfra skal livet sprudle med al næstekærlighed og kreativitet.

Det er denne tillid, som er os fjern. Vi er blevet fremmede for ham, så vi hverken kan se problemet eller løsningen.

Løsningen er, at vi følger Jesus, indtil vi både indser problemet og ser ham som løsningen. Det går ikke automatisk. Vi må træffe et valg. Enten afviser vi ham, fordi vi ikke kan indse, at han har ret, eller også søger vi ham, fordi vi gerne vil finde ud af, om han har ret.

Selv siger Jesus her i Johannes-evangeliet: Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende om min lære er fra Gud, eller jeg taler af mig selv (Joh 7,16-17).

Jesus indbyder os ikke til et teorikursus, men til selverkendelse gennem praksis. Gør det, som Jesus i sin bjergprædiken beder dig om, så vil du indse, om han bare selv har fundet på noget, eller om det kommer fra Gud.

Vi kan ikke gøre os fortjent til frelsen ved at gøre gode gerninger, men vi kan godt blive klogere på både Gud og os selv ved at gøre dem.

Synden bryder menneskelivet ned. Den bringer os i splid med hinanden og med os selv, og til sidst tager den livet fra os og fører os ind under den evige dom. Så stor magt har synden.

Jesus er den eneste, der kan befri os fra denne onde magt. Jesus har som den eneste levet et syndfrit liv. Synden kunne ikke få indpas hos ham. Da han døde på korset, overvandt han den dom, som synden trækker ned over os. Og da han opstod fra de døde, overvandt han den død, som synden fører til. Jesus er i enhver henseende syndens overmand og alternativ. Men han er også mere end det. Han har magt til at føre os ud af syndens magt og ind i fællesskab med ham. Når han vinder vores hjerte, og vi begynder at stole på ham – også med selv den svageste tro – da er vi løst fra syndens magt og ført ind under Jesu beskyttelse. Selv om synden stadig er i os, så kan den ikke længere holde os borte fra Gud. Hos Jesus er vi Guds børn.

Vi kan ikke selv gøre os frie fra synden, end ikke ved nok så store anstrengelser, men vi kan kalde på Jesus, og så vil han gøre os frie.

Når vi døbes, døbes vi til at tilhøre ham, stole på ham, kalde på ham og til at leve i den frihed, han giver. At kalde på Jesus Kristus er at leve i sin dåb. At stole på ham er ikke bare indgangen til friheden hos ham, men det er kernen i livet med ham. Ikke at spille vor herre i vort eget liv, men bestandig at se hen til Kristus og kalde på ham og takke ham for friheden.

Jesus sammenligner livets under syndens tyranni med slaveri. Og selv om en slave kan befinde sig i et hjem, hvor han nyder mange af hjemmets goder, så kan han sælges og sendes væk når som helst. En slave har ikke ret til at forblive i huset. Kun sønnen i huset har denne ret. Hvis Sønnen i huset frigør slaverne, så bliver de virkelig frie.

Som syndere kan vi til en tid leve på Guds grønne jord og nyde hans gaver, men vi skal ikke blive her altid. En dag mister vi disse privilegier.

Jesus skal derimod arve alle privilegierne hos Gud. Hvis han gør os frie, så skal vi ikke sendes væk, men blive hos ham altid og arve alle Guds rigdomme sammen med ham.

Måske kan vi illustrere Jesu undervisning her med et familiefirma, som er så velpolstret, at det kan overleve alle kriser, selv coronakrisen og flere til.

Huset har en række løst tilknyttede sæsonarbejdere eller freelancere, som nyder stedet for en tid, men en dag udløber ansættelsen, og så skal de videre. Måske er der ikke mere arbejde til dem nogen steder, og så bliver de arbejdsløse.

Direktørens søn derimod bliver i firmaet hele tiden, for han skal arve det. Hvis han nu sørger for, at en af medarbejderne bliver adopteret af direktøren selv, så kan denne medarbejder bliver der i firmaet altid, for nu er han medarving og kan nyde stedets privilegier for altid.

Hvis Jesus gør os frie, så skal vi være i Guds rige for altid. Derfor gælder det om, at vi holder os til ham og lytter til ham og siger til ham, at vi gerne vil være hos ham og modtage den gave og frihed, som han tilbyder os. Så er vi virkelig frie fra synd og død til den evige glæde hos Gud.

Amen