Prædiken til tredje søndag efter påske 3. maj 2020 af sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 14, vers 1-11:

Jesus sagde. "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." Thomas sagde til ham: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." Filip sagde til ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne."

Prædiken

Jesus opmuntrer os. Der er grund til at løfte hovedet.

Det havde været så dejligt, hvis Jesus gik synligt rundt iblandt os og stillede storme og helbredte syge. Det havde disciplene været vante til i tre år, men nu var det slut. Jesus skulle forlade dem. Han skulle ikke være synligt hos dem længere, præcis som også vi oplever det nu. Det er med henblik på den tilstand og hermed også vores nuværende tilstand, at Jesus siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes!   Ja, det kan være meget godt, men det vil vi vel alle sige, når vi opmuntrer hinanden: ”Du skal ikke være bange!” Er det noget særligt, når Jesus siger det? Ja, det er det, for han fortsætter: Tro på Gud, og tro på mig! Hvordan kan han dog også sige det netop nu, hvor han forlader dem – og os? Det kan han, fordi han lader os vide, hvorfor han går bort, og hvad det hele skal ende med: I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen."

Her er den egentlige grund til at løfte hovedet. Jesus har dybest set ikke forladt os. Han har ikke ladet os i stikken, men arbejder for os på et højere plan. Han er i gang med at forberede vores evige bolig hos Gud. Vi får som så ofte ingen enkeltheder, men alene en overskrift, altså sagens kerne. Der er mange boliger hos Gud Fader, og Jesus er ved at forberede en plads til hver enkelt af os. Og til sidst kommer han igen for at hente os hjem. Det indebærer, at det kristne liv ikke leves som en mangelsygdom, men i tak og forventning. Tak, Herre, for det, du gør nu! Tak, Herre, for det, du vil gøre en gang!

Ofte har jeg sagt, at Jesus for øjeblikket beder for os. Det er også sandt. Paulus (Rom 8,34) og Hebræerbrevet (Hebr 7,25) i Ny Testamente lærer os det, men her tilføjer Jesus endnu mere. Han ikke alene beder for os, men han forbereder også en bolig til os. Og så er der yderligere en glæde. Der er nemlig ikke bare omsorg for os i det høje, hvor Jesus, men der er også forbindelse fra os til ham. Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen, siger han. Hvad er da det for en vej? Vejen er ham selv. Jesus ikke kun viser vejen, men han er vejen. Jesus er vores livsretning. Vi er ikke kun i bevægelse et eller andet sted hen. Vi er heller ikke kun i bevægelse i den rigtige retning. At Jesus er vejen indebærer, at vi er sammen med ham på hele rejsen. Han er vor beskytter og selve vort livs dybeste indhold, retning og mål.

Han er også sandheden. Sandheden er ikke et sæt upersonlige principper, regler eller naturlove, som forklarer alting. End ikke teorien om alt, som fysikerne leder efter, er den fulde sandhed. Sandheden er en person. Vil vi virkelig kende verden, kende universet og kende os selv, så skal vi ikke se frem til et sæt upersonlige fysiske, psykologiske eller filosofiske læresætninger. I sig selv kan sådanne læresætninger, erkendelser og tankesystemer give stor indsigt, men de er ikke den fulde sandhed. De kan ikke udsige vores sande natur.  Filosofi og videnskab har stor værdi og givet os overvældende, spændende og gavnlig indsigt. Mennesket kan nå meget langt med sin fornuft, og det skal vi takke for og udnytte mest muligt, men vi kan ikke ad den vej nå frem til, at mennesket er skabt i Guds billede, ligesom vi heller ikke kan nå frem til, at Jesus er Guds billede, som vil frelse os fra synden og døden.

Hverken menneskets højeste værdighed eller dybeste nød eller redningen fra denne nød kan vi finde ad filosofisk og videnskabelig vej. Vore egne tanker, analyser og anstrengelser kan således give os stor indsigt i alle de ting, som er underlagt os, og som vi har ansvar for. Vi kan også i nogen grad finde de etiske eller moralske normer, vi skal handle efter. Den gyldne regel lyder: ”Gør mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig!” Den er mange kommet frem til uden at have lyttet til Jesus i hans bjergprædiken (Matt 5-7), hvor han formulerer denne regel (Matt 7,12). Så langt kan vi nå uden at lytte til ham. Kort sagt kan vi finde ud af rigtig meget om, hvad vi skal gøre. Derimod kan vi ikke nå frem til tilværelsens inderste hemmelighed, når det gælder vor egen værdighed, nød og redning, kort sagt alt det, som er ude af vore hænder. Alt det lærer vi først at kende, når vi lærer Jesus at kende. Når vi lærer ham at kende, så lærer vi sandheden at kende. Da kommer sandheden til os, ikke som et filosofisk tankesystem, vi skal indlære, men som en levende person, der ser kærligt og myndigt på os og som rækker hånden frem til forsoning og venskab. Dyb filosofi er for de få, men kærligheden er for alle. Dyb filosofi er upersonlig og kan ikke bryde ensomheden, men Jesus kan vi samtale med og have fællesskab med. Sandheden er en person, en ganske bestemt person, Jesus fra Nazaret.

Jesus er også livet. Det ægte liv, som døden ikke kan ødelægge, er ham. Den ægte, dybe glæde, som aldrig skal dø, er fællesskabet med ham. Det evige liv er ham. Evigt liv er ikke kun paradisiske tilstande med grønne landskaber og charmerende dyreliv og fravær af krig. Det er heller ikke kun fuldkomne mennesker, der er hinanden dybt hengivne. Det evige liv er at være sammen med Jesus Kristus. Dette samvær og fælleskab med ham kan både finde sted midt i denne brogede verden og i den kommende fuldkomne verden. Uden ham ville begge dele være tomhed, men hos ham er der liv og glæde til evig tid.

Alt det er årsagen til, at ingen kommer til Gud Fader uden ved Jesus. Ingen andre har disse kvaliteter. Ingen andre kan give det, som Jesus giver. De andre religionsstiftere og filosoffer siger jo netop, at de ikke kan give disse ting. I Koranen skal man selv gøre sig fortjent til paradiset, og i buddhismen og hinduismen findes paradiset slet ikke. Hos de to sidste består frelses menneskets personlighed ikke, men forsvinder. Det er det modsatte af, hvad Jesus lover. Han vil netop redde vores personlighed.

Ingen kan komme til Gud uden ved Jesus. Det har altid været voldsomt provokerende. Jeg plejer at forklare det på den måde, at de andre religioner handler om, hvad vi mennesker skal gøre for at frelse os selv, men kristendommen handler om, hvad Gud gør, når vi har opdaget, at vi ikke kan frelse os selv. Det holder jeg fast ved, men jeg konstaterer også, at Jesus ved denne lejlighed peger på en anden sammenhæng: Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.

Filip forstå det ikke og siger: Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen.

Jesus taler ikke bare om Gud. Det kan enhver gøre i et eller andet omfang. Jesus viser Gud. Den, der har set Jesus, har set Faderen. Jesu ansigt og ydre skikkelse er en åbenbaring af Gud selv. Ser man Jesus, ser man Gud Fader. Hører man Jesus, hører man Gud Fader. Jesus er Guds udtrykte billede (Hebr 1,3). Det er lige netop det, der adskiller Jesus fra alle andre religiøse lærere. De kan kun tale om Gud, men Jesus viser ham. I sin egen person udtrykker han Gud. Det gør ingen anden. Derfor kan ingen komme til Gud uden ved ham.

Det er denne sammenhæng, der ligger bag ved den indledende opmuntring: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! Vi skal ikke se i to retninger, henholdsvis mod Gud Fader og mod Guds Søn, nej: Tro på Gud, dvs. tro på Jesus. ”Og” er et forklarende ”og”. Når man sætter sit håb til Jesus, sætter man sit håb til Gud, for Jesus er Guds åbenbaring. Jesu ord er Guds ord, og Jesu gerninger er Guds gerninger. Og vil man ikke tro på ham på grund af hans ord, så tro på ham på grund af hans mange mægtige, offentlige gerninger, som er beskrevet i evangelierne, og som kun har én parallel, nemlig Gud gerninger, sådan som de er beskrevet i Det gamle Testamente. Jesus optræder med Guds myndighed.

I Det gamle Testamente var Israels folk ofte udsat for angreb og pres udefra, nogle gange uforskyldt, andre gange selvforskyldt. Alligevel førte Gud dem igennem. Vi er nu under pres fra coronaen. Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, dvs. tro på Jesus! Han vil føre os igennem, også selv om vi føler, at humøret og kræfterne er ved at være brugt op. Han vil føre igennem denne krise og alle de andre. Sæt dit håb til ham, så fører han dig gennem denne brogede verden med dens glæder og sorger og til sidst, når livet her er slut, før han dig hjem til hans faders hus, hvor der er mange boliger, og hvor han har gjort en plads rede til os!

Amen