Prædiken til Anden søndag efter påske 2020 (hyrdesøndagen)

Læsetekst: Salme 23, fra Salmernes bog i Det gamle Testamente:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

han lader mig ligge i grønne enge,

han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier

for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig

for øjnene af mine fjender.

Du salver mit hoved med olie,

mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,

så længe jeg lever,

og jeg skal bo i Herrens hus

alle mine dage.

Prædikentekst fra Bibelen: Johannes-evangeliet kapitel 10, vers 22-30:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd[1]. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.”

Prædiken

”Hvor længe?”

Det spørgsmål tumler vi meget med for tiden. Hvor længe skal corona-krisen vare? Hvor længe skal vi holde os hjemme og holde afstand? Hvor længe skal vi døje med de økonomiske og psykiske følger af denne krise? Statsministeren og eksperterne bombarderes med disse spørgsmål. Vi vil have svar, og vi vil have klare svar med enkeltheder og tidsfrister. Uvished er ikke til at holde ud.

Jesus blev mødt med samme krav. Det var bare et andet spørgsmål, man ville have svar på. Er du Kristus? Så sig det lige ud! Lad os høre dig sige ordene: ”Jeg er Kristus”.

De tre ord ville Jesus ikke sige, for så kom han i fængsel. Han sagde dem først, da han stod foran sine dommere. Det er formuleret tydeligst i Markus-evangeliet. Ypperstepræsten spurgte ham: ”Er du Kristus, den Velsignedes søn?” Jesus svarede: ”Det er jeg. (Mark 14,61).

Indtil da sagde Jesus samme sandhed med andre ord, men det var Jesu kritikere ikke tilfredse med. De ville høre ham sige: ”Jeg er Kristus”, for så kunne de arrestere ham og dømme ham til døden. Jesus trak det ud, til det blev påske, og han var arresteret. Så var det helt tydeligt, at han ikke var en politisk Kristus, men en arresteret, magtesløs og anklaget Kristus. Netop sådan blev han vor frelser.

Det var ikke påske, men vinter, det var Hanukkah, festen for genindvielsen af templet i Jerusalem, da jøderne spurgte ham: Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.

Jesus går i sit svar helt bevidst uden om politik, men han bliver stående på øretævernes holdeplads. Han står på det allerværste sted. Der er ikke kun øretæver i luften, men også stenkast. Samtalen sluttede med, at folk samlede sten op for at stene ham (Joh 10,31). Jesus vil ikke dø for en politisk mission, men stillede gerne op for en guddommelig mission. Og det er faktisk endnu mere udfordrende end at være Kristus. I jødernes øjne var Kristus en jordisk, menneskelig, politisk konge, indsat af Gud. Det vil Jesus ikke stå på mål for. Men han vil gerne stå på mål for, at han og Faderen er ét, dvs. at han er af samme væsen som Gud. Jesus er ikke Gud Fader. Jesus og Faderen er ikke én, men ét. Ikke samme ansigt (Hebr 10,24) men samme væsen. Jesus er ikke Gud Fader, men sin Faders udtrykte billede (Hebr 1,3). Og det er langt mere provokerende end at være Kristus. Jesu kritikere opfatter det da også som gudbespottelse. Du, der er et menneske, gør dig selv til Gud, siger de til ham (Joh 10,33).  Jesus selv lader sine venner forstå, at det er en opmuntring og en glæde. Netop det er det glædelige budskab til os i dag, som ikke kun lever i syndens og dødens verden, men nu er vi også spærret inde af coronaen, hvor vi oplever de særeste ting.

I Hviderusland siger præsidenten, at man kan holde sig sygdommen fra livet ved at køre traktor og drikke vodka. I Brasilien går præsidenten selv i demonstrationstog mod sine egne sundhedseksperter. I USA har man en præsident, der ikke kan indrømme fejl og kun skyde skylden på andre, hvad ente det så er berettiget eller ej. I Kina lod man de advarende røster forsvinde. I Ungarn kan man nu komme flere år i fængsel, hvis man skriver kritisk om regeringen, og hos os selv har man drøftet at indføre den totale overvågning, hvor man via mobiltelefonen kan spore, hvor alle har været til hver en tid.

Ikke alene vælger man mange steder i den frie verden de allermest tåbelige og uvidende og udemokratiske og ligefrem uberegnelige personer til præsidenter, men man sælger også gladelig friheden for at redde sundheden. Jeg slår ikke til lyd for, at nogen skal bryde forbuddet mod at forsamles mere end ti personer, men jeg slår til lyd for faren ved en totalovervågning af vores færden gennem en overvågning af vore mobiltelefoner.

Det kan godt være, at vi kan redde os fra coronaen ved total overvågning, men prisen kan være alt for høj. Ingen ved, om coronaen vil forsvinde ved disse tiltag. Ingen ved, om den kommer igen, ej heller hvor ofte. Derimod lærer al erfaring os, at magt og magtmisbrug har det med at brede sig, og frihed og retfærdighed i samfundet kræver begrænsning af magten efter strenge og klare regler, der kan prøves ved en uafhængig domstol. Og hvis vi ikke modsætter os den totale overvågning, så kommer den før eller siden.

Eftergivenheden skyldes, at åndslivet er svækket. Åndslivet er indsigt i tilværelsens dybde. For en overfladisk betragtning er menneskene kun som dyrene. Vi fødes, vokser op, spiser og drikker og formerer os, bliver gamle, svækkes og dør – fuldstændig som dyrene. Den overfladiske livsholdning ser ikke andet. Mange forskere omtaler åbent mennesket som et dyr. Der er ikke langt til, at menneskene så også skal behandles som dyr. I Holland har Højesteret lige stedfæstet, at en dement person skal aflives, om så skal være med tvang, hvis vedkommende tidligere, før han blev dement, har skrevet et livstestamente om aktiv dødshjælp. Dødshjælpen skal gennemføres, også selv om den demente sætter sig til modværge. Det er faktisk sket i ét tilfælde, og nu har Højesteret så fastslået, at lægen handlede rigtigt. I Danmark vil befolkningen have aktiv dødshjælp indført, men politikerne vil ikke. På dette punkt har de danske politikere udvist mod og fasthed, og det fortjener de stor tak for. Derimod har det hollandske retssystem fortjent den alvorligste kritik. Her forsvarer man på dette punkt ikke længere menneskeligheden, men overgreb mod menneskeligheden.

Modsat den overfladiske og kyniske livsholdning er åndslivet en indsigt i tilværelsens dybde. Her ved man, at mennesket har umistelig værdi. Dybest ned når den kristne tro med sin viden om, at mennesket er skabt i Guds billede. Selv om vi ligner dyrene i visse ydre ting, ligner vi Gud på andre både ydre og indre ting.

Menneskene kan tale, lave kunst, analysere, skrive, udforske verden, udvikle teknik, udvikle medicin osv. Ja, siger den kristne tro: Menneskene kan ovenikøbet blive Guds børn ganske gratis. Det er er faktisk formålet med vores eksistens - ikke at være Guds slaver, men hans børn.

Hvor disse indsigter og viljen til at gøre dem gældende svækkes, der breder menneskemagten og magtmisbruget sig.

I syndens og dødens og coronaens fængsel oplever vi derfor også, hvad det vil sige at falde i menneskehænder, og det er ikke nogen rar oplevelse. Midt i dette mørke er der et lys og en opmuntring. Jesus taler om, at man kan være i hans hænder og i Gud hænder. Dér er der trygt og godt at være.

Ingen skal rive dem ud af min hånd. … ingen kan rive det ud af min faders hånd.

Denne tryghed hviler på Jesu myndighed, og denne myndighed viser sig tydeligt i hans gerninger. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig, siger han.

Når Jesus kunne stille sig foran en klippehule, hvor en død mand lå begravet, og så kalde på den døde, så han kom lyslevende ud fra graven, så viser denne begivenhed, at Jesus er stærkere end døden og kan give liv, til hvem han vil. Det overraskende er nu, at Jesu gerninger ikke kun opfylder de gamle profetier eller forudsigelser om Kristus, men også om Gud. Ifølge Det gamle Testamente, skal Kristus ikke opvække døde, men det skal Gud. Jesus overgår altså Kristus-forventningerne. Han er ikke kun Kristus, men også guddommelig. Vennerne jubler, og kritikerne skumler.

Midt i en verden af synd og død, sygdom og undertrykkelse lyder en vidunderlig stemme. Midt i en verden fyldt af menneskerovdyr taler den gode hyrdes stemme. Han lover os ikke beskyttelse mod undertrykkelse, uretfærdighed og vold – det blev han selv udsat for lige til døden – men han lover os den tryghed det er at være i hans hånd. Det vil sige, at man hos ham har evigt liv, som end ikke den værste død kan tage fra os. Jeg giver dem evigt liv, siger han. Hvad der end sker, så vil han bevare sine troende i fællesskabet med ham, og vi skal ikke være bange for dem, der ikke kan slå legemet ihjel og så ikke kan gøre mere. De kan ikke forhindre sjælens fællesskab med Gud, og de kan ikke forhindre legemets opstandelse på Dommedag. Mørkets magter kan ikke slukke lyset for enden af tunnelen. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, siger kong David i sin berømte hyrdesalme i Det gamle Testamente (Sl 23,4a).

Ikke at frygte noget ondt er lettere sagt end gjort. Dybest set kan vi ikke opvise en sådan styrke. Vi løses kun fra frygten ved at tænke på Jesus Kristus og fylde vore tanker og følelser med hans ord og ved at bruge megen tid på bøn til ham. Vi behøver derfor megen bøn for at være forberedt på vold og forfølgelse. Vi skal forberede os, så vi har noget at stå imod med, når det kommer.

Jeg vil også gerne pege på en anden opgave for vores bøn. I denne uge begyndte muslimernes fastemåned ramadan. Fra den 23. april til den 24. maj faster de og læser Koranen og beder. Mange søger Gud i intens og hengiven bøn. Lad os kristne bede for muslimerne netop her i ramadanen! Lad os bede for dem om, at Jesus vil vise sig for dem, og at de vil komme til ham. Siden 1993 har tusindvis af kristne gjort det netop under Ramadan, og det har båret frugt. Siden år 2000 har hundredtusinder, ja måske millioner af muslimer vendt sig til Jesus Kristus. Mange har oplevet ham i et syn eller en drøm under Ramadan. Mange kristne menigheder er blevet dannet af forhenværende muslimer, nogle åbenlyst, andre i hemmelighed som en undergrundskirke, selv i Iran og Saudi-Arabien.  Myndighederne i disse lande gør, hvad de kan for at opspore dem, fængsle dem, torturere dem og henrette dem, men kirken vokser alligevel. Selv tidligere medlemmer af Islamisk Stat og lignende bevægelser er blevet kristne. Friheden hos Jesus er mere værdifuld end livet i denne verden. Lad os bede for muslimerne, at de må finde trygheden i Jesu hænder, og for de nye kristne, at de må blive bevaret i denne frihed og ikke falde fra! Lad os også bede om, at de må komme igennem alle forfølgelser og al modgang!

Jesus siger: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.

Amen

[1] Hvis nogen undrer sig over, at der før 1992 har været en anden oversættelse, så kan jeg oplyse, at det skyldes, at Oldtidens håndskrifter til Ny Testamente opviser en enkelt forskel, som kun består i et enkelt bogstav, nemlig bogstavet s. Uden s står der det græske ord ”ho”, og med s står der det græske ord ”hos”. I begge tilfælde er der tale om et henførende stedord (relativt pronomen). Hvis ”ho” er oprindeligt, så siger teksten: ”Min fader, hvad han har givet mig, er større end alle ting, og ingen kan rive ud af min faders hånd.” I oversættelsen fra 1992 bliver det til: ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.” Hvis ”hos” er oprindeligt, så siger teksten: ”Min fader, som har givet mig, er større end alle ting, og ingen kan rive ud af min faders hånd.” I oversættelsen fra 1948 bliver det til: ””Min fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min faders hånd.”