Prædiken til Anden Påskedag 2020

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 20, vers 1-18:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: ”De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.” Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: ”Kvinde, hvorfor græder du?” Hun svarede: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ”Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.” Jesus sagde til hende: ”Maria!” Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ”Rabbuni!” – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: ”Jeg har set Herren,” og at han havde sagt dette til hende.

Prædiken

Kvinde, hvorfor græder du? Jesus så Marias sorg og spørger til den. På samme måde ser han vores sorg og spørger til den: ”Hvorfor græder du?”

Alle vore sorger og bekymringer må vi fortælle til ham. Alt det, som trykker os. Alt det, som ængster os. Store ting og små ting. Det, som kun angår sjælen, og det, som angår kroppen, og det, som drejer sig om alt det andet. Det, som vi har let ved at sætte ord på, og det, som vi har svært ved at sætte ord på. Det, som vi let bruger mange ord på, og det, som vi kun kan sige med et suk.

Tænk, at nogen interesserer sig for os! Tænk, at nogen spørger til os! Tænk, at verdens herre og frelser ikke er for fin på det til at spørge til os, netop til os, ikke bare som flok: Hvorfor græder I? men til den enkelte: Hvorfor græder du?

Når vi er på afstand af problemerne, lyder det som en selvfølge. Når vi står midt i dem, kan de virke så mægtige og tære så meget på vore kræfter, at vi glemmer, at vi må fortælle ham alt. Derfor skal vi høre det igen og igen. Igen og igen skal vi lytte til hans udtalelser, hvor han indbyder os til at komme og lette vort hjerte for ham. Som forfatteren C. S. Lewis tolker og skildrer Kristus gennem den mægtige løve, Aslan, i sine Narnia-eventyrene og lader ham sige: ”Fortæl mig, hvorfor du er ked af det!”

Eller som kong David siger i det i en af sine salmer: Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig (Sl 55,23). Jesus spørger til vores sorg.

Jesus kalder os også ved navn. Maria! Sagde han til hende. Og vores navn sagde han, da vi blev døbt. Det er ham, der døber. Det er ham, der siger vores navn. Præsten lægger bare stemme til. Jesus er dåbens herre. Dåben skal hele tiden minde os om, at han kender vores navn. For ham er vi hverken en plet i en masse eller et nummer i en række. Nej, for ham er vi et ansigt med et navn og en helt særlig personlighed og livshistorie. For ham er vi søstre og brødre. Jesus kalder os ved navn.

Jesus taler til os som den levende, den opstandne, han der har besejret døden. Graven var tom, for Jesus har forladt den. Hans håndgribelige, døde krop er blevet levende igen og har således besejret døden. Jesus står der ikke som en legemløs ånd, nej, han står foran Maria med både sjæl og krop. Jesus lever. Med sjæl og krop har han besejret døden og er gået ud af graven. Det kan ikke siges stærkt nok og hyppigt nok. Det glædelige budskab i de fire evangelier er, at graven er tom og Jesus er opstået, og i tre af de fire evangelier fortælles også, at disciplene, både mænd og kvinder, fik lov at røre ved Jesu hænder og fødder og mærke arret i hans efter spydstikket, og de så ham spise. Nogle af dem oplevede mindst to gange at spise sammen med ham og mindst to gange, at nogen rørte ved ham. I bogen Apostlenes Gerninger, som i Ny Testamente følger lige efter de fire evangelier, står der, at Jesus efter sin lidelse og død trådte frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige (ApG 1,3). Jesus gav altså disciplene mange beviser på sin opstandelse. Det gjorde han i perioden mellem sin opstandelse Påskedag og sin tronbestigelse Kristi himmelfartsdag. Og de, der rørte ved ham, blev på den måde ikke bare øjenvidner til hans håndgribelige opstandelse. De blev, om man så må sige, også håndens vidner. De kunne både med deres øjne og deres hænder bevidne, at han var opstået fra de døde. Det var lidt anderledes for Maria. Hun var også et øjenvidne, men hun fik ikke lov at røre ved hans hænder og mærke hans ar. Hun skulle ikke være et håndens vidne. Jesus siger til hende: Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Måske ønskede hun, at det synlige samvær på jorden kunne fortsætte, men Jesus ved, at han snart efter skal stige op til Gud Fader og ønsker, at Maria ikke på nogen måde skal hindre ham i det.

Jesus lever virkelig. Den kristne kirkes grundlag og midtpunkt er ikke en for længst afdød mester og lærer, men den levende sejrherre over døden. I Johannes’ Åbenbaring siger han: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder

Den kristne kirkes herre og frelser, den kristne kirkes kraftfulde midtpunkt er den levende Jesus, der har overundet døden for os alle. Vi har ikke kun noget at se frem, vi har også nogen at se hen til.

Hver dag kan vi henvende os til den opstandne og levende Jesus Kristus. Hver eneste gang vi samles til gudstjeneste, håndgribeligt eller over nettet, så er det ham, vi samles om. Han er ikke kun vores bror, der er som os andre dødelige, nej han er også vores herre og frelser, der er større end os andre og har besejret døden.

Han siger: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder.

Men der er endnu mere: Han fortsætter med at sige:

… og jeg har nøglerne til døden og dødsriget (Åb 1,18).

Ja, Jesus har nøglerne til Dødsriget. Han deler sin sejr med os. Egentlig tilhører vi Dødsriget. Vi lever det korte menneskeliv i dødens forgård. Det er den ulykke, synden har medført, men Jesus indbyder os til at komme til ham, og så vil han ændre vores skæbne. Den, der kalder på ham, løses fra Dødsrigets magt over ham og går ikke til Dødsriget, men til Himmeriget. Det kristne liv er ikke et liv i dødens forgård, men i paradisets forgård.

Til røveren på korset sagde Jesus: I dag skal du være med mig i Paradis.

Og den fængslede Paulus skriver ud fra sin tro på Kristus: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste (Fil 1,23).

Derfor skal vi om lidt synge: ”Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod!”

Salmedigteren, Grundtvig, sammenligner i denne salme to beretninger fra Bibelen. Først nævner han Gud, der kaldte på Adam efter, at han havde spist af kundskabens træ i paradisets have: Hvor er du? Da måtte Adam træde frem som den synder, han var og tage konsekvenserne af sin handling. Dernæst nævner salmedigteren Maria i gravhaven. Hun kaldes ikke frem til ansvar for sine synder. Nej, Jesus træder hen til hende som frelseren. Her er frelseren, Maria.

Jesus kommer til os og er hos os som den levende og deler sin opstandelse og sit evige liv med os.

Jesus kommer til i sit budskab som den opstandne og levende. Og som han opstod, skal vi opstå engang.

Det sidste er, at Jesus skal stige op til Gud, hans far og vores far, og vi er hans brødre og søstre. Med denne besked tager Jesus os med ind i sit rige. Vi har Gud til far og Jesus til bror. Vi er ikke kun hans tjenere. Vi er ikke kun hans venner. Vi er hans brødre og søstre. Så tæt kommer vi på Gud. Så tæt kommer vi på Jesus Kristus selv. Jesus deler sit gudsforhold med os.

Jesus spørger til vore sorger.

Jesus kender os ved navn.

Jesus kommer til os som den levende sejrherre over døden.

Jesus deler sin sejr og sit gudsforhold med os.  

Det er opstandelsens glæde.

Glædelig påske!

Amen