Prædiken til Langfredag 2020 ved virtuel gudstjeneste. Prædikant er sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Dagens bibeltekster:

Det gamle Testamente, Salmernes bog, kapitel 22, vers 2-22a:

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.

Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,

og om natten, men jeg finder ikke ro.

Du troner som den hellige,

du, som Israel lovsynger.

Vore fædre stolede på dig,

de stolede på dig, og du udfriede dem.

De klagede til dig og blev reddet,

de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.

Men jeg er en orm, ikke en mand,

en skændsel for mennesker, foragtet af folk.

Alle, der ser mig, spotter mig,

de vrænger mund og ryster på hovedet:

»Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,

han må redde ham, han holder jo af ham!«

Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv

og gav mig tryghed ved moders bryst.

Til dig var jeg overladt fra min fødsel,

fra moders liv var du min Gud.

Hold dig ikke borte fra mig,

for nøden er nær,

og ingen hjælper mig!

Stærke tyre omgiver mig,

Bashanbøfler omringer mig;

rovgriske og brølende løver

spærrer gabet op mod mig.

Jeg er som vand, der hældes ud,

alle mine knogler falder fra hinanden,

mit hjerte er som voks,

det smelter i livet på mig.

Min gane er tør som et potteskår,

min tunge klæber til gummerne,

du lægger mig i dødens støv.

Hunde omgiver mig,

en flok af forbrydere står omkring mig;

de har gennemboret mine hænder og fødder,

jeg kan tælle alle mine knogler.

De ser på mig med skadefryd,

de deler mine klæder mellem sig,

de kaster lod om min klædning.

Men du, Herre, hold dig ikke borte,

du, min styrke, skynd dig til hjælp!

Red mit liv fra sværdet,

mit dyrebare liv fra hundene,

frels mig fra løvens gab,

fra vildoksernes horn!

Det nye Testamente, Lukas-evangeliet, kapitel 23, vers 26-49:

Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Prædiken

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Sådan kan vi føle det under mange forhold. Når naturen slides ned, når klimaet er i krise, når naturlige ulykker vælter ned over land og folk, når krigene raser, når undertrykkerne hærger, når voldmænd overfalder, når ægteskabet ryger, når jobbet mistes, når familien svigter, når helbredet skranter eller vakler, når ensomheden plager, når samvittigheden gør ondt, og når døden nærmer sig.

Vi vil så gerne føle Guds hjælp. Vi vil så gerne modtage Guds gaver, helst i overflod. Når gaverne tages fra os, og vi ingen hjælp føler, så bryder spørgsmålet frem: ”Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Jeg formoder, at man ikke behøver at være særlig religiøs for at føle sig forladt - om ikke af Gud, så dog af mening. Hvor er Gud henne, spørger de religiøse. Hvad er meningen, spørger mange ikke-religiøse med et lige så religiøst spørgsmål. Der er ingen mening, siger de meget overbeviste gudsfornægtere.

Længslen efter Gud, og længslen efter mening dukker ofte op, når vi synes, at Gud har forladt os, og det hele er meningsløst.

Hvad er meningen med corona-krisen? Er der en årsag til den eller måske ligefrem et formål, en hensigt med den?

Det er der måske, men det er ikke sikkert, at vi får noget at vide om det. Derimod lærer de bibelske forfattere os, at verden er i krise, og det har den været siden syndefaldet, da Adam og Eva brød med Gud. De siger også, at denne krise vil forværres i tiden lige før verdens ende.

Jesus har så en helt anderledes og overraskende vinkel på alle disse skrækkelige ting. Han kalder dem veer (Matt 24,8). Veer gør ondt. Det kan alle fødende kvinder tale med om. Alligevel får de ende og afløses som regel af glæde over, at et velskabt barn er født til verden. Da glemmer den nybagte mor sin smerte og glæder sig over sit barn.

Corona-krisen er en af veerne. Den gør ondt, så længe den varer, men en dag er den og alle andre kriser slut. Så vil denne nuværende verden afløses af en ny og fuldkommen verden.

Langfredag handler om, at Kristus stillede op for os, så vi kan gå ind i Guds rige i dag og være med i den kommende verden engang. Vi kommer nemlig ikke automatisk med ind i den kommende verden, sådan som vi er, syndere og dødelige. Alene er vi hjælpeløst fortabte.

Vi fødes fortabte på alle områder. Vi fødes ind i en verden i krise, og til sidst skal vi miste alle glæder og velsignelser. Kun den dårlige samvittighed kan vi beholde.

Vi er fortabte i alt, og kernen i det hele er, at vi fødes fortabte i vores gudsforhold. Vi fødes ind i det, og vi har siden kun gjort det værre.

Det er vores nød, og Langfredag gik Jesus lige løs på denne nød for at overvinde den.

Ingen kunne se det. For det blotte øje så det ud, som om han tabte fuldstændig, og alt og mislykkedes for ham.  For en ydre betragtning er der intet lys i mørket. Hvis vi skal finde lys på denne mørke dag, skal vi ind i Guds skjulte tanker, vi skal lytte til ham, hvor han forklarer, hvad der skete bagved, i det skjulte, hvor kun Gud kan se. Disse skjulte ting har Gud afsløret for de bibelske forfattere, så dem skal vi lytte til.

Den dybere betydning af Jesu død finder vi to steder. Det ene sted er i den lov, som Gud gav til Israel gennem Moses. Vi kalder den Moseloven. Hvis man ikke er jurist, er den meget kedelig. Side op og side ned med lovbestemmelser om dit og dat. Den ligner regnskaber og kedelige bestyrelsesreferater. I den forstand er Moseloven helt nede på jorden, helt ned i den menneskelige hverdag med alle dens gentagelser og store og små stridigheder. Midt i alt det står der pludselig en ejendommelig bestemmelse. Det var nemlig skik i Oldtiden, at man kunne finde på at hænge en henrettet person op i et træ – som en ekstra ydmygelse. Moseloven siger så, at en sådan person skal tages ned inden solnedgang, fordi han er forbandet af Gud, som han hænger dér på træet, og hvis han ikke tages ned, så kommer han til at forurene hele landet.

Mange år senere sad den skriftkloge Paulus og læste i Moseloven, som står omme i det gamle Testamente. Han havde tidligere været ivrig modstander af kristendommen, men nu var han selv blevet kristen. Han hæftede sig ved to ting. Den ene er, at alle jøder er ramt af Guds forbandelse, fordi de ikke kan overholde Moseloven. Og når jøderne, Guds udvalgte og privilegere og forkælede folk, når de ikke kan overholde den, så kan alle vi andre heller ikke. Moseloven lukker munden på alle mennesker og gør alle mennesker strafskyldige. Hele menneskeheden er under Moselovens forbandelse. Det var det ene, Paulus opdagede. Det andet, han opdagede, var, at bestemmelsen i Moseloven om den henrettede, der er forbandet af Gud, fordi han hænger på et træ, den bestemmelse afslører, at også Jesus forbandet af Gud, fordi han hang på korsets træ. Det er ikke kun den øvrige og syndige menneskehed, som er forbandet af Gud. Også den syndfri og hellige Jesus er forbandet af Gud – ikke fordi han har syndet, men fordi han blev korsfæstet.

Her er nøglen til at forstå det særlige ved Jesu død. Døden er slem nok, men Guds forbandelse er værre. Guds forbandelse er at være forstødt af Gud, og hvis man ved, at man er det, så har man dårlig samvittighed og al den angst og frugt, som hører sammen med den. Her er vi inde ved den allerdybeste smerte i menneskelivet – den uforklarlige angst for ikke i sidste ende at være beskyttet og tryg. Angsten for ikke at slå til, angsten for ikke at være anerkendt, angsten for at blive lukket ude, angsten for at være skyldig uden mulighed for tilgivelse, angsten for den evige fortabelse.

Hvad nytter det, hvis vi vinder hele verden, men denne angst alligevel indfries til sidst?

I det moderne samfund tales der meget lidt om det. Hele den moderne kultur drejer sig bl. a. om at holde sig dette emne og denne erfaring fra livet. Kun få tør gå herind. Og slet ingen af os kan gøre noget ved det.

Langfredag derimod handler om Jesus som den eneste, der turde gå helt ind i det og som kan gøre noget ved det. Langfredag handler om det dybeste mørke. Langfredag handler om, at Kristus gik ind i det dybeste mørke og overvandt det for at være vores beskytter imod det.

Jesus Kristus er den eneste, som virkelig har fortjent Guds velbehag og yndest. Det er hans privilegium fra evighed af som Guds søn. Det er hans privilegium også i denne verden som Marias søn. Alligevel gav han afkald på sine privilegier og gik ind i den dybeste lidelse for at overvinde den for os.

Jesus hang dér, synlig for alle, og alle, der kendte Moseloven, vidste, at nu var han forbandet af Gud. Og de kunne ikke undgå at høre det bekræftet af ham selv, da han råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

De, der oplevede Langfredag, troede alle, at det var slut med Jesus. Fjenderne hoverede, og vennerne græd og sørgede. Det stod nagelfast for alle, at Jesus havde tabt. Det stod helt klart for alle – på nær én, nemlig røveren på korset. Han regnede med en positiv og majestætisk fortsættelse for Jesus. Og derfor sagde han til Jesus: Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige (Luk 23,43).

Ud over, at Jesus bad for sine fjender, er røverens ord og Jesu svar til ham det eneste lyspunkt Langfredag. Vi ved ikke, hvor røveren fik denne tro fra. Men det var ham, der fik ret. Det blev ikke mørket og gudsforladtheden, der fik det sidste ord. Jesus sejrede til sidst. Langfredag var ikke Jesu store nederlag, men hans afgørende strid. Han gik ind i mørket, ind i forbandelsen, ind i gudsforladtheden og betalte dermed prisen for at overvinde det hele.

Derved har han ændret vores situation afgørende. Når vi siger: ”Gud, hvorfor har du forladt mig?” så siger han til os: Vær ikke bange, jeg er her også! Jeg har overvundet alt det, som truer dig og trykker dig. Jeg er dit lys, og jeg vil føre dig igennem mørket. Jeg er dit lys, så længe du er i den mørke tunnel, og jeg vil føre dig igennem tunnellen og frem til min Faders lys for enden af den.”

Som Jesus lovede røveren plads og fællesskab med ham i paradiset, sådan lover Jesus enhver, der sætter sit håb til ham, plads og fællesskab med ham i Guds rige, både i denne verden og den kommende.

Dybest set er vi alle nødstedte som de korsfæstede røvere. Langfredag siger, at Jesus er lige ved siden af os. Ham kan vi bede til om frelse og få den med det samme. Lad os følge røveren og overlade vort liv til Kristus, der kæmpede og vandt for os!

Opmuntringen til de modfaldne, håbet til de håbløse, lyset i mørket er Kristus. Hans mission er at redde os. Derfor kom han for at stille sig på det værste sted af alle, nemlig lige mellem alt det, der truer os, og så os selv. Og dér vandt han.

Amen