Prædiken til Skærtorsdag 2020

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 13, vers 1-15:

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det op om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: ”Herre, vasker du mine fødder?” Jesus svarede ham: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.” Peter sagde: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Jesus svarede: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Simon Peter sagde til ham: ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” Jesus sagde til ham: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.” Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham: derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: ”Forstår I, hvad jeg har gjort imod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort imod jer.”

Prædiken

I dag skal vi huske to ord: Frelser og forbillede. Jesus er både vores frelser og vores forbillede.

Skærtorsdag betyder rene torsdag, og det navn skyldes netop fodvaskningen eller fodtvætningen. Skærtorsdag er ellers mest kendt for, at Jesus indstiftede den kristne nadver, men der skete altså også andet den aften.

Jesus siger meget tydeligt, at han er vores frelser: Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.

Over for Gud står vi som syndere. Den rene, fuldkomne kærlighed til Gud og vores medmenneske findes ikke hos os. Vi ser ikke altid synden, når vi kun måler os med andre, for så kommer vores selvretfærdighed frem, men vi ser den, når forskellen på Jesus og os går op for os.  Over for Guds sandhed og hellighed kan vi ikke bestå. Her falder vi alle igennem, selv de frommeste.

Gud har ikke overladt os til os selv. Han har tværtimod sendt Jesus som vor frelser. Når vi følger ham, så renser han os fra vore synder. Her er dåben afgørende. Dér renser Jesus os fra alle vore synder, så vi står rene foran Gud. Vi står ikke rene i kraft af vore egne fortjenester, men vi står rene i kraft af hans fortjenester.

Hver dag får vi skidt på fødderne. Synden griber ind overalt, om ikke i ydre gerninger, så i følelser, tanker og ord. Derfor har vi brug for hele tiden at blive renset af Jesus, og derfor har han lært os at bede Fadervor, hvor vi siger: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere! Det betyder: ”Tilgiv os vore synder, som også vi tilgiver dem, der har syndet mod os!”

Der er altså to slags renselser i det kristne liv. Der er den grundlæggende renselse i dåben. Og så er der den daglige renselse i Fadervor. De to ting er ikke konkurrenter. De hører sammen. I Fadervor holder vi os til dåbens nåde. Hvis vi glemmer at bede, glemmer vi let Jesus, og så kommer vi bort fra dåbens nåde. Det gælder om, at vi hver dag holder os til Jesus, holder os til, at han rensede os i dåben.

Den grundlæggende renselse for disciplene dengang lå i, at de fulgte Jesus. De var ikke døbt med den kristne dåb, for den blev først indstiftet omkring en måned efter påsken, men de var døbt til syndsforladelse med Johannes Døbers dåb. Skærtorsdag aften viser Jesus dem, hvad den daglige renselse eller syndsforladelse består i. Jesus bøjer sig ned og udfører det mest ydmygende arbejde – det, som man i Oldtiden havde slaver til. I Mellemøsten er fødderne ikke ligefrem nogen ærefuld del af kroppen. Hvis man sætter sig og lægger den ene fod over det andet lår, så fodsålen vender mod samtalepartneren, så er den en fornærmelse og en hån mod denne.

Jesus, vores Herre og mester, bøjer sig ned og udfører slavearbejde. Hele universet skylder at tjene ham og bøje sig for ham, men alligevel bøjer sig ned for at tjene ham. Som han vaskede disciplenes beskidte fødder, sådan bøjer han sig ned for at rense os – også der, hvor vi føler os mest skyldige og skamfulde. Han vil rense os for synd hver dag. Det gør han ikke for sofistikeret at demonstrere påtaget ydmyghed, der i virkeligheden tjener hans egen ære. Han gør det, fordi det er nødvendigt, hvis vi skal frelses. Hvis vi skal frelses, må en, der kan rense os, bøje sig ned og gøre det. Jesus gjorde og gør det, fordi han har omsorg for os. Han gør det, fordi Gud vil det. Han gør det, fordi vi trænger til det. Han gør det, fordi ingen andre kan gøre det. Det er ikke en nydelse eller behagelighed for ham at gøre det, men det fører til glæde både for os og ham. Som lægen og patienten glæder sig over, at patienten bliver rask, sådan glæder Jesus og vi os over, at vi renses for synden.

Jesus må få lov at rense os, ellers er vi fortabt. Judas er et sørgeligt eksempel på det sidste. Han havde fulgtes med Jesus i tre år og lyttet til Jesu undervisning og nydt hans omsorg og venskab, men han forrådte Jesus til sidst og dermed gik han glip af den renselse, de andre fik, og som også var tiltænkt ham.

Det er en stærk påmindelse til os. Frafald er muligt. Ingen er sikre her. Selv om man har fulgt Kristus i mange år, kan man falde for fristelsen til frafald. Vi kan ikke forblive kristne ved vore egne åndelige kræfter. Kun Kristus kan redde os. Derfor er vi helt afhængige af ham, og derfor er det så vigtigt at bede til ham hver dag.

Jesus er vores frelser – det er hele påskens budskab. Jesus gør noget for os, som kun han kan gøre. Ingen anden end han kan redde os.

Jesus er så også vores forbillede. Det betyder, at der er noget ved ham, som vi skal efterligne. Vi kan ikke efterligne det hele. Vi kan ikke redde nogen fra synd og død. Det kan kun han. Men vi kan alligevel efterligne ham på andre områder. Vi kan tjene hinanden. Ligesom Jesus ikke var for fin på det til at gå ind i det ubehagelige arbejde, sådan skal vi heller ikke være for fine på det til at påtage os ubehageligt arbejde. Ligesom Jesus var overbærende, tålmodig og udholdende over for sine ofte meget besværlige disciple dengang, og ligesom han er overbærende, tålmodig og udholdende over for os, når vi er besværlige, sådan skal vi også være over for andre mennesker, når de er besværlige.

Vi fristes altid til at smyge udenom, til at vige tilbage, til at opgive, til at undskylde os med, at de andre er for besværlige, for meget osv. I stedet burde vi tænke på, hvor meget de holder ud med os. Vi ser så let splinten i de andres øjne, men ikke bjælken i vort eget.

Jesus er vores forbillede. Han undgik hverken besværlige sager eller besværlige mennesker. Undertiden kan man mærke, at begge dele sled på ham. Jesus var altså ikke uberørt som en sten. Tværtimod havde han følelser og kunne blive ked af det, og han havde en menneskekrop, der kunne blive træt, og til sidst tog han livtag med så tung en sag, at han døde af det. Jesus holdt sig ikke tilbage fra det, som var ubehageligt, krævende, opslidende og farligt. Han stillede op, og han kæmpede for os, selv da det var med livet som indsats. Og alt det havde han selv forberedt sig grundigt på i bøn og faste.

Han er vores forbillede i denne uforfærdethed og i denne offervilje. Kun hans ord og bønnen kan styrke os til det. At lytte til evangeliet og bede til Kristus er ikke en ligegyldig livsstil, men én lang øvelse i at fravælge sin egen egoisme og magelighed og tilvælge de andre, som er lige så elsket af Kristus, som man selv er. Og det er en forberedelse til den dag, hvor der kræves ting, vi aldrig havde drømt om.

Tænk, hvis vores velstand og demokrati og trosfrihed kom under pres, så vi både skulle lide mangel og risikere noget for at sige vores mening og bekende vores tro! Da skulle vi virkelig være forberedte og stålsatte for at følge Kristus.

Jesus er vores forbillede, og han har givet os mange andre forbilleder op gennem kirkens lange historie. Vel er der mange sørgelige begivenheder i kirkens historie, men der er også mange gode beretninger. Der er mange mænd og kvinder, som stod fast ikke bare på deres synspunkter, men også på deres kærlige handlinger. Der er mange, som opgav deres fine fornemmelser og stillede sig på sandhedens side i kampen mod løgnen, på rettens side i opgøret med undertrykkelse og uretfærdighed, og kærlighedens side i kampen mod fattigdom og sygdom.

Det er ikke kun kristne, der har gjort det. Der er mange lysende forbilleder gennem menneskehedens historie, men frem for dem alle lyser Jesus stærkest, både ved hans handlinger og ved hans udtalelser.

Jesus er vores frelser – han giver os hvile hos Gud.

Jesus er vores forbillede – til en indsats blandt mennesker.

Amen