Prædiken til virtuel gudstjeneste Marias bebudelsesdag 2020 ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 1, vers 46-55:

Da sagde Maria:

”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!  Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort: Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed - som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

Prædiken

Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

En ung kvinde giver udtryk for sin glæde og tak over alt det store, som Gud har ført hende ind i. Og denne lovsang er skrevet ned, fordi hendes glæde kommer alle ved.

Gud har gjort store ting mod hende, og gennem hende mod Israel og mod alle os andre.

Gud har gjort store ting mod hende, selv om hun ikke var noget særligt i sin tids samfund - som kvinde, ganske almindelig og helt ukendt. Israel Gud ophøjer nemlig de små og ydmyger de store. De, der er så store og stærke, at de kan klare sig selv, de bliver sat til side, når Gud ophøjer dem, der er små og svage.

Gud vender ganske enkelt op og ned på de menneskelige magtforhold. Hvem havde troet, at vi 2000 år efter skulle glæde os over Marias graviditet og stort set har glemt alle dem, der var store mægtige på hendes tid? Alle slægter har virkelig prist hende salig.

Når Gud gør sine undere, så må de store bøje sig, og de små får ære. Det ligner Robin Hood, som tog fra de rige og gav til de fattige, men det går langt dybere, for hos Robin Hood er der et skarpt skel mellem de gode og de onde, men hos Gud er det alt hovmod hos alle mennesker, der ydmyges, og det er modsat al nød, selv hos den mest hovmodige, der afhjælpes. Hos Gud vendes der ikke blot op og ned på verdens magtforhold, men også på magtforholdet i det enkelte menneske. Hovmodet i det enkelte menneske brydes ned, og fortvivlelsen og håbsløsheden og skyldfølelsen afhjælpes.

Sådan handler Gud, og højdepunktet her er Guds handlinger gennem Marias barn.

Det gælder også Maria selv. Der går ikke nogen særtransport til Himmerig for hende. Hun bliver frelst ved troen på Jesus ganske som alle andre troende.

Som der står i salmen, gudstjenesten slutter med:

”Selv jomfru Maria, moder til Krist, med alle Guds helgen[1] hun for vist blev ikkun[2] salig på samme måde, for Jesu skyld, af Gud Faders nåde.”

Udtrykket ”For Jesu skyld” betyder ”på grund af Jesus.”

Det er stort, at Jesus er kommet, og for Maria er det også meget personligt, at det er hende, der skal bære ham og føde ham og værne ham, mens han er barn. En for længst afdød kollega, Jørgen Glenthøj, kaldte hende ”inkarnationens vogter”. Inkarnationen er, at Guds evige søn får menneskeligt kød og blod. Og mens han er et værgeløst foster og spædbarn, er det Maria, som passer på ham og sørger for ham. Maria kommer så håndgribeligt tæt på Jesus som ingen anden.

Mentalt var hun ikke altid tæt på ham. Ofte undrede hun sig over ham uden at forstå ham, og andre gange var hun – måske - på endnu større afstand af ham, men til sidst efter hans opstandelse var hun med blandt dem, der troede på ham som verdens frelser.

Der er mange glæder og sorger, som kun kommer et fåtal ved. Ikke hele menneskeheden kan glæde sig over alle fødselsdage, studenterfester og bryllupper eller følge med i alle enkeltpersoners sorger. Gennem et helt liv lærer vi kun nogle få hundrede eller få tusinde mennesker at kende personligt. Der er mange glæder og sorger, som kun angår en lille kreds.

Modsat er der også glæder og sorger, som angår millioner af mennesker. Lige nu går foråret sin skønne gang over den nordlige halvkugle, og vi glæder os over det, samtidig med, at hele kloden plages af corona-krisen, som for hver dag bringer nye problemer med sig og samtidig kalder ny opfindsomhed frem.

Kigger vi tilbage i historien, så er der lignende store begivenheder. Det var en stor sorg, da Anden Verdenskrig begyndte, og det var en stor glæde, da den sluttede.

Det er en stor glæde, at kloden er så fyldt af liv og skønhed, og det er en stor sorg og et stort problem, at så meget af dette liv og denne skønhed ødelægges hvert år.

Kristendommen fortæller så, at der er nogle glædelige begivenheder, som angår hele menneskeheden for altid – både på de lyse dage og på de mørke dage.

Det er en sådan begivenhed, Maria synger om.

Hvordan hendes lovsang er blevet til, ved vi ikke. Hun kan have digtet den på stedet, og den kan have været skrevet i forvejen. Måske sang hendes mor den for hende som godnatsang? Den er så præget af Det gamle Testamentes lovprisning af Gud, og den er så generel i indholdet, at den kunne passe på flere situationer end Marias. Vi ved ikke noget om det, men budskabet i dag indbyder os til at glæde os sammen med Maria over det, hun oplevede.

Hun er jødinde og tænker helt ud fra denne position. I hendes lovsang er der ikke et eneste ord om alle os andre, som ikke tilhører Israels folk. Alligevel indgår hendes lovsang i Lukas’ tobindsværk[3], der begynder i Israel og slutter i Rom. Jesus fødes som Israels frelser, men efterhånden afsløres det, at han også er hele verdens frelser. Det er som en rosenknop, der langsomt folder sig ud i al si skønhed. Først når den er helt foldet ud, ser man dens fulde skønhed. Maria selv følger med på denne vandring. Også hendes øjne åbnes for dybderne i Guds store gerninger.

Gud greb ind. Han sendte sin søn til Marias moderskød. Gud fik ikke en søn med Maria, men han sendte sin søn til Maria. Gud havde sin søn i forvejen, fra evighed af. Før verden blev skabt, før universet blev til, før der fandtes noget som helst, atomer, elementarpartikler, energi, lys og mørke, ja før alt havde Gud Fader sin egen evige søn hos sig. Fra evighed af er Guds Søn født af Gud Fader. Gud Fader har altid haft sin søn hos sig.

Kong Salomo beskriver Guds søn som Guds visdom, og visdommen selv siger til os: Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede (Ordsprogenes bog, kapitel 8, vers 27). Altså: da Gud grundfæstede himlen, var visdommen der allerede.

Evangelisten Johannes kalder Guds søn for Ordet og skriver: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud (Johannes-evangeliet, kapitel 1, vers 1). Altså: I begyndelsen var Guds Søn, og Guds Søn var hos Gud Fader.

Allerede her står mange mennesker af. De siger: ”Vi kan ikke forestille os det, vi kan ikke tro på det, og vi kan ikke se, at det har noget med vores hverdag at gøre.”

Lad mig gå videre med lige præcis den menneskelige hverdag, for Maria oplevede netop, at Guds evige søn kommer ind i hendes hverdag og ind i alle menneskers hverdag. Guds evige Søn fra evighed bliver også Marias søn i verdenshistorien. Han bliver også et menneske, og han begynder, som vi begynder, nemlig som et lille menneskefoster inde i en kvindes livmoder. Han, som vi ikke kender og ikke kan forstå, kommer til os som vores medmenneske og begynder at tale med os og hjælpe os.

Det kan ikke blive mere menneskeligt. Det kan ikke komme mere ind i vores hverdag.

Hvad kommer det så os ved? Vi kan jo som sagt ikke forholde os til alle barnefødsler. Nej, men vi kan forholde os til hans fødsel, og det kan vi gøre med god grund, fordi han ikke kun er Marias søn, men også er Guds Søn. Han er både af vores slags og dermed vores menneskebror og af Guds slags og dermed vor Herre og frelser. Han bringer noget nyt ind i menneskeheden, som ikke var der før. Han bringer i sin egen person håbet og lyset og Guds redning ind.

Han er selve meningen med menneskelivet. Alle mennesker er skabt i Guds billede. Jesus er Guds billede, så vi er alle skabt med ham som model og med ham som forbillede. Meningen er, at vi skal ligne ham. Ulykken er, at vi ikke længere gør det. Syndens forvrængende og dødbringende kraft er kommet imellem. Den gode nyhed er, at det er muligt at få fællesskab med ham igen. Jesus kan redde os fra synden. Det er det nye.

Maria er blevet mor til et barn, som kan ændre alle menneskers hverdag.

Jesus lærer os en anden måde at leve på. Han giver os andre tanker og følelser at møde hverdagens glæder og sorger med. Han lærer os andre ord og handlinger over for vore medmennesker, end vi selv var kommet frem til. Han giver os rigdomme, vi aldrig selv kunne finde. Han skænker os en frihed, vi aldrig selv kunne udvirke. Millioner af mennesker kan bevidne, at Jesus netop har ændret deres hverdag. Det skete ikke, fordi de fik klarhed over og forståelse af hele kristendommen, men det skete, da de begyndte at stole på ham og få håb fra ham.

Jesus er ikke en dogmatisk pakkeløsning til tankemæssig antagelse eller forkastelse, men han er et levende menneske, der viser os godhed og derved kan vinde vores hjerte. Så kan vi lære ham nærmere at kende og opdage hans storhed. Det var sådan, de første disciple oplevede ham. Tilliden kom først, og den helt store erkendelse kom først senere.

Sådan er det også med glæden på Marias Bebudelsesdag. Vi hører om en kvinde, der glæder sig over Gud. Hende kan vi lytte til, og langsomt åbnes en ny verden for os.

Guds søn er blevet et fuldgyldigt medlem af menneskeheden. Han er blevet en af os, ikke kun for at dele vore livsvilkår, men også for at overvinde dem. Guds søn er kommet til os. Den usynlige Gud, som de fleste aner eksistensen af, men ikke kender, han har nu ladet sig se. Hans billede er kommet i kød og blod. Den, der har set Jesus, har set Gud Fader (Johannes-evangeliet, kapitel 14, vers 9). Gud er brudt igennem udefra og ind til os – ikke med store kraftfulde, dramatiske begivenheder, men meget småt og meget følsomt og meget menneskeligt – i Marias graviditet, i hendes foster, i Jesus Kristus. Gud gør store ting i det små for at gøre store ting af og med de små.

Amen

[1] helgener

[2] kun

[3] Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger