Prædiken til 2. søndag i advent den 8. december 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 25, vers 1-13:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Vi skal være vågne i vores forhold til Jesus Kristus. Jesus vil holde os på sporet, og Djævelen vil have os af sporet. Denne strid foregår hele livet i denne verden. Jesus opfordrer os til at gå ind i striden og stå sammen med ham. Vi skal ikke være tilskuere, men deltagere.

To kræfter strides inde i os. Troen stoler på Jesus, og synden ønsker ham langt bort. Vi skal være opmærksomme på denne modsætning, for synden kan bedrage os, og striden foregår både i vore følelser og vore tanker. Jesus vil modne os, så vi kan gennemskue forførelsen og modstå den. Som vi beder til Kristus i en salme:

”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng.” (DDS 192,7)

Kristus er hele sammenhængen i universet, og det vil han også være i vort liv, men det er ikke en selvfølge, at vi vil lade ham have den plads i vort liv. Troen skal plejes og holdes ved lige hver dag, så vi ikke bliver sløve. Kristus skal være midtpunktet i vort liv. Erkendelsen af ham og tjenesten for ham skal modnes og udvikles i vort liv. Men hvis det er under afvikling og nu hører til sjældenhederne, så er man ved at falde i søvn, og så er det på tide at vågne op og besinde sig.

Der er ingen hjælp at hente i den moderne samfundsudvikling. Godt nok har vi fundet ud af, at vi lever i et overforbrug, som tager livet af både kloden og os selv, men selv om vi så fik løst alle klimaproblemer og miljøproblemer i morgen – og det ville være et mægtigt gode, hvis vi kunne det – så ville vi ikke være Kristus ét skridt nærmere. Vi kan ikke bestå på Dommedag, selv om vi løser klimakrisen.

Det moderne samfund er kendetegnet ved en flugt fra mange af livets reelle problemer og ind i en dyrkelse af det overfladiske, og vi, som kommer i kirken, stilles hele tiden over for et pres i samme retning, og vores medfødte åndelige dovenskab frister os i samme retning.

Jesus fortæller historien om de ti brudepiger for at holde os vågne, så vi ikke sløver hen. Han ønsker at vi ikke ender foran en lukket dør.

Hvorfor fører sløvhed til, at man en dag står foran en lukket dør? Hvorfor kan Jesus ikke bare lukke alle ind på Dommedag? Fordi det er ham, vi fester for. Han er vores befrier og vort livs rigdom og indhold. Man hører ikke til i den fest, hvis man i virkeligheden ønsker noget andet. Og det er faren ved at sløves. Til sidst har man nok i noget andet end ham og ønsker ham dybest set ikke. Så skilles hans og vores veje. Det er katastrofen, og den vil han gøre alt for at undgå.

Når Jesus kommer, kan man ikke længere omvende sig. Da er man låst fast i det, man er i forvejen. Hvis vi skulle omvende os til ham på Dommedag, så ville vi gøre det af tvang og frygt, og så ville vi bare blive hans slaver, og så er vi stadig fortabt. Nej, han vil have os til venner, og det kan vi kun blive ved at vælge ham nu - i frihed. Den, der vælger ham nu – også selv om det koster andre menneskers modstand og foragt, han vil virkelig Jesus, og derfor er han en sand ven. Når Jesus kommer, og hele verden kan se, at han er sandheden og har magten, da er der ikke længere mulighed for at vælge ham i tillid og kærlighed. Derfor skal valget træffes nu, ikke bare det berusende førstegangsvalg, men også det udholdende valg i den almindelige grå hverdag, og det vanskelige valg, når der er øretæver i luften, og det anfægtede valg, når livet er fyldt af modgang, og der ikke er nogen berusende følelser med. Vi skal vælge Kristus nu. På Dommedag er det for sent.

Når vi hører det, kan vi let blive urolige og bange. Men hellere blive urolig nu, hvor forandring og fred er mulig, end blive skrækslagen på Dommedag, hvor forandring og fred ikke er mulig.

Jeg står ikke her og påstår, at alle, der kommer i kirken er fortabte. Sådan kan det måske lyde, men det er absolut ikke meningen. Jeg har jo oplevet megen kristen næstekærlighed, tjenstvillighed, opmuntring og fællesskab og Kristusglæde netop hos jer, som kommer her. Men det er min erfaring, at vi trænger til Jesu formaninger alligevel. Jeg trænger i hvert fald til dem. Hans ord har en evne til at gøre os bevidste og opmærksomme. De holder vores tro i live og modner den. Det gælder både de opmuntrende og de alvorlige ord. Og der er en grund til, at han taler alvorligt. Vi står over for nedbrydende kræfter, som er mægtigere end os selv. Selv den mest hengivne kristen kan sløves og falde fra. Når Jesus formaner os, er han ikke vores fjende, men vores ven og frelser og medarbejder på vores glæde. Han ønsker ikke at træde på os eller sparke os ud, men at styrke os og gøre opmærksomme på, hvad der foregår i os og omkring os.

Lad os holde os til hans løfter: den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.

Både kulturen og følelseslivet trækker i modsat retning. Alt drejer sig om, at vi sagtens kan undvære Kristus. Det går jo meget godt. Men der er ingen anden end Kristus, der kan skænke os evig glæde, ingen anden, der kan redde os fra skyld og død, ingen anden, hvor vi er så uforbeholdent velkomne. Frelsen som gave og fællesskabet med Kristus er det kristne livs rigdom. Det er denne rigdom, vi skal sørge for at holde fast ved. Alt andet forgår. Kun han består. Han siger: den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.

Hans etiske vejledning lærer os at leve det gode liv og passe på menneskelivet: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Hele kulturen i dag bevæger sig stadig længere bort fra hans vejledning, og som kristen kirke fristes vi til at rives med af denne forandring. Igen og igen trænger vi til besindelse på Jesu gode vejledning om det gode liv.

Hver især har vi vore fristelser. Når vi læser eller hører, hvad Jesus siger, finder vi ud af, hvad der er det svage punkt i vores liv, og det er altid dér, fristeren sætter ind. Det gør han for at bringe os på afveje. Det gør han for at få os til at glemme Kristus. Jesus siger: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.

Lad os holde os til hans advarsler: Tag jer i agt for de falske profeter. Mange meningsdannere, endog præster, siger, at alle bliver frelst. Mange siger, at vi slet ikke kan regne med evangeliernes beretninger om Kristus. Jesus siger: Tag jer i agt for de falske profeter.

Vi skal ikke hænge personer ud for at være falske profeter, men vi skal vide, hvor vi står. Ikke ethvert budskab gavner vores tillid til Kristus. Hans undervisning skal være vores kraftkilde og målestok.  

Den er det bedste værn mod at blive sløv og falde i søvn. Derfor kan det ikke understreges nok, at det gælder om, at vi bruger tid på den. Læs de fire evangelier! Og kan man ikke læse, så kom i kirken og hør dem læst op! Det tager kun godt en times tid her søndag formiddag. Til gengæld er der rigeligt at tænke over. Spørg efter, hvilke løfter, vejledninger og advarsler der er i den pågældende tekst! Tal med Kristus om det i bøn! Bare fortæl ham med din egne ord, hvordan du har det, og slut med Fadervor - langsomt og eftertænksomt. Så holder man sig vågen, til Kristus kommer.

Er man sløvet hen i sin tro, så er gælder om, at man vågner op og indser sin situation og indretter sit liv efter Jesu vejledning om tro og gerninger. Det er vækkelse i bibelsk forstand.

Vi skal leve, som om hver dag var den sidste, siger et gammelt ord. Ja, vi skal leve, som om Jesus kommer i dag.

Digteren Lina Sandell skrev følgende sang i 1874:

”Hvis han kom nu i dag, din Herre og Gud, ville da fra hans ansigt du fly? Hvis du hørte i dag dette kaldende bud af basunen fra himmelens sky, vil fryd eller angst dig da gribe?

Mon dog alt, hvad dig nu er vigtigt og stort, også da ville fylde din tid? Mon dog alt, hvad i dag bliver talt eller gjort, ville optage hverdagens strid? Betænk dig dog, inden du svarer!”

Det er denne kaldende, vækkende stemme, som den kristne kirke skal lægge røst til. Den må ikke forstumme. Kirken må ikke lulle folk i søvn, så de tror, at alt er godt, og intet kan gå galt. Det gælder vores evige skæbne. Vore lamper kan gå ud.

Hvad er disse lamper et billede på? Det er et billede på selve livet. Sådan taler Det gamle Testamente om tingene:

Hør bare:

Den onde har ingen fremtid, de uretfærdiges lampe slukkes (Ordspr 24,20)

Og modsat:

Du lader min lampe lyse, Herre, min Gud spreder lys i mit mørke (Sl 18,29)

Det liv, vi fødes med af vores mor, varer kun til en tid, og så dør det.

Det liv, vi får hos Kristus, varer derimod til evig tid. Han siger: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys (Joh 8,12). Derfor gælder det om at holde forbindelsen levende til ham hver dag.

Advent betyder ankomst, Kristi ankomst, og i adventstiden besinder vi os både på snart at fejre hans ankomst i fortiden og på at møde ham ved hans genkomst i fremtiden. Jesus ønsker at forberede os, så vi ikke skal leve i angst, men kan glæde os til denne dag. Og på det grundlag ønsker jeg glædelig advent. 

Amen