Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis den 17. november 2019 kl. 14 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 18, vers 21-35:

Da kom Peter til Jesus og spurgte: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange? ” Jesus svarede ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

  Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder. ”

Hvad er tilgivelse? Mange hører det som en form for uansvarlighed. Vi slår en streg over fortidens ugerninger, og så slipper forbryderen for anklage, dom og straf. Vi bøjer nakken og opgiver at få vores ret anerkendt. I den forstand kan jeg godt forstå, at nogle siger, at man måske ikke skal tilgive alt.

Tilgivelse i kristen forstand betyder ikke, at en morder skal slippe for retssag og dom. Tilgivelse betyder ikke, at vi bøjer nakken og opgiver retten. Tilgivelse derimod handler om, hvad vi gør med vores had og ønske om hævn. Lever vi resten af livet med ønsket om, at de værste forbandelser og ulykker må regne ned over den person, det drejer sig om, eller vælger vi at aflægge dette had og denne hævnlyst og i stedet begynde at bede for ham og om nødvendigt også at hjælpe ham, hvis han har brug for det?

Det er indlysende, at det ikke kan komme til en reel forsoning, hvis ikke forbryderen vil indrømme sin forbrydelse og fortryde den. Men spørgsmålet til os er, om vi vil række hånden frem til forsoning, eller vi holder hånden på ryggen og hjertet lukket. Det gælder både over for kriminelle og almindelige personer, der bare har opført sig uforskammet.

Kristendommen handler om, at Gud har rakt hånden frem til den selvretfærdige og uretfærdige menneskehed, som bestemt ikke bryder sig om at indrømme noget eller bede om tilgivelse for noget, og som slet ikke bryder sig om Gud.

Kristendommen handler også om, at Guds børn skal række hånden frem til forsoning. Når den himmelske far rækker hånden frem, så skal hans børn også gøre det. Det er så nemt at sige. Det er så svært at gøre.

Lad os begynde midt i den danske hverdag! Hvad er sværest at tilgive? Er det den ene, ondskabsfulde, ydmygende udtalelse eller gerning, som vi bare ikke kan glemme, selv om det efterhånden er længe siden, eller er det de små irriterende ting og småbemærkninger, der tankeløst bare gentages dag ud og dag ind? Eller er det den udspekulerede og uhæmmede og måske halvpsykopatiske chikane, der bare aldrig stopper?

Det er nok meget individuelt. Nogle har svært ved det ene, og andre ved det andet. Under alle omstændigheder kan vi komme ud for ondskab, som vi har svært ved at tilgive.

Lad os så gå ud i den store verden, hvor livet ofte er meget mere barsk end her i Danmark.

Jøden Simon Wiesenthal, der døde i 2005 96 år gammel, fortæller, at han som ung KZ-fange blev bedt om at besøge en hårdt såret SS-officer på sygehuset. Officeren vidste, at han snart ville dø, men han var dybt forfulgt af indre billeder af, hvad han selv havde været med til, f.eks. at spærre jøder inde i et fleretagers hus, hvorefter der blev kastet håndgraner gennem vinduerne og hele huset sat i brand, og der var ordre om at skyde alle, der søgte at undgå døden ved at hoppe ud fra vinduerne. Det pinte ham meget mere end hans sår, og han ønskede, at Wiesenthal skulle give ham ro i sindet ved at tilgive ham. Det var umuligt for Wiesenthal at tilgive, for hvordan skulle han kunne gøre det på vegne af alle dem, SS-officeren havde på sin samvittighed. Det havde han ikke mandat til.

Fra dette eksempel i den ene ende af skalaen går vi til et helt anderledes eksempel i den anden ende af skalaen. Cambodianeren Sokreaksa Himm var 13 år gammel, da de røde khmerer tog magten i Cambodia i 1975. Hans far var lærer, og det var kriminelt i styrets øjne. Sammen med sine forældre og mange andre blev Sokreaksa Himm forvist og de levede som slaver, indtil det var deres tur til henrettelse. De blev hugget ned med økser og macheter og væltet ned i en fællesgrav. Sokreaksa undslap hårdt såret, da bødlerne var af sted efter flere. Han mistede sine forældre og 9 søskende. Han svor hævn over sin families mordere, men kunne ikke gøre det, da han fik mulighed for det. Han kom til Canada som flygtning og blev modtaget af kristne. Han læste teologi og beskæftigede sig først og fremmest spørgsmålet om tilgivelse, fordi det var et helt afgørende spørgsmål for ham, hvis ikke had og frustration skulle ødelægge ham fuldstændigt, så han alligevel blev offer sammen med sin familie. Gennem store indre kampe når han frem til at kunne tilgive, og det giver ham indre fred. Da han siden vender tilbage til Cambodja, bliver det magtpåliggende for ham, at han skal sige det til de personer, der havde henrettet hans familie og søgt at henrette ham selv, og det gjorde han! Kun 2 af dem levede (ud af 6). En af dem blev selv kristen. Landsbyen, hvor familien m.fl. havde levet som slaver, gav han en skole til børnene for penge, han havde samlet ind gennem foredrag og sin bog.

Til forskel fra Wiesenthal har Sokreaksa mandat til at tilgive, fordi han selv personligt var offer sammen med sin familie. I troen på Kristus og hans tilgivelse fandt han fred og arbejder nu i Cambodja med at bygge kristne menigheder op.

Disse historier viser, at ondskaben slavebinder, og tilgivelsen sætter fri.

Ondskaben i fortiden slavebinder os i nutiden. Den overlevende kan alligevel blive offer, for had og frustration kan æde ham op indefra. Kun tilgivelse kan sætte os fri, så vi får et nyt liv i nutiden med håb for fremtiden. Tilgivelse helbreder sjæle og åbner for helt nye muligheder.

I vores danske kultur er vi dybt smittet af den opfattelse, at tilgivelse er slap eftergivenhed, som betyder, at forbryderen kan slippe godt fra sin ugerning. De to beretninger fra udlandet viser det direkte modsatte. Både ondskaben og tilgivelsen er mægtige kræfter. Ondskaben går løs på sunde og raske mennesker, skabt i Guds billede, og så nedbryder og ødelægger den dem, hvis ikke på kroppen, så på sjælen. De lever og dør med store sår på sjæl og krop. Tilgivelsen er endnu mægtigere. Den henvender sig til nedbrudte, ødelagte mennesker og helbreder dem indvendig og rejser dem op og sætter dem i stand til at begynde et nyt liv, hvor de også kan sætte andre fri. Men det er ikke som at trykke på en knap. Det kan være en langvarig proces med store indre kampe.

Jesus kan overvinde den menneskelige forbitrelse, så vi når frem til at kunne tilgive. Når vore kræfter når til grænsen, så giver han os nye kræfter til at overskride grænsen.

Mennesker har alle dage været optaget af undere, syner, åbenbaringer, helbredelser, forudsigelser, og det er stærke og befriende og betagende oplevelser at høre på, men det største under er forsoning med Gud og vore medmennesker. Guds tilgivelses nyskabende kraft er det største under.

Det er dybt beskæmmende, at vi mennesker har så let ved at handle ondt og hade og hævne, mens vi har så svært ved at holde os fra det onde og vise tilgivelse mod dem, som behandler os ondt. På den måde er vi dybt rodfæstede i gengældelsens lov. Filosofi, kunst og religion tumler med disse erfaringer. Kun Jesus kan føre os ud af det. Ondskab og uforsonlighed gør os til slaver og slider os ned. Kun Jesus gør os frie.

Jesus fortæller om en tjener, der var slavebundet af gigantisk gæld. Ti tusind talenter er ikke ti tusind evner, men 500.000 kilo sølv eller halvanden milliard danske kroner. Det var meget end mange statsbudgetter på Jesu tid. For at gøre det nutidigt kan vi sammenligne med hvidvasken i Danske Banks Estlandsafdeling eller med svindlen med udbytteskat. Helt nøjagtigt svarede beløbet til to tusind livslønninger efter mindstelønnen. Man skulle altså leve et helt liv to tusind gange for at tjene ti tusind talenter. Heroverfor står den lille gæld på 100 denarer, som er tre månedslønninger efter mindstelønnen.

Jesus har forkærlighed for groteske sammenligninger: Bjælken i dit eget øje, og splinten i din brors, halvanden milliard over for 56.000 kroner. Så kan vi bedre forstå tingene.

Jesus fortæller yderligere om den gældbundne tjeners herre, kongen, der barmhjertigt og gavmildt sætter den gældbundne tjener fri. Sådan er Gud. Hele vort kristne liv begynder med tilgivelse af vores enorme gæld.

Allerede her er der grund til at gøre op med en misforståelse. Mange mennesker føler slet ikke, at de har en sådan gæld. De ved godt, at de har visse fejl, men ikke denne enorme gæld. Skal man tro, at det er så slemt, hvis man vil være kristen? Skal man tro på arvesynden for at være med her? Nej, det skal man ikke. Man kan nøjes med at stå ved det, man erfarer lige nu. Beskrivelsen af tjeneren enorme gæld, læren om arvesynden, hører til på lageret, og det bliver først taget frem den dag, hvor vi selv oplever den. Den dag, vi føler os helt knust, den dag sætter denne lignelse ord på vores situation og løser os fra gælden. Jesus taler ikke kun om det, vi oplever og indser lige nu, men han giver os også ballast til fremtiden, hvor vi kan komme til at opleve langt større ting. Det er ikke sikkert, at vi kommer til at opleve det, men hvis det sker, så er der hjælp at få. Man kan sige, at de bødler fra de røde khmerer i Cambodia, som er blevet kristne, de forstår nok med det samme, hvad de ti tusind talenter handler om. En af dem er faktisk ansvarlig for ti tusind menneskers død.

Jesus taler så ikke kun om Guds store tilgivelse og vores ansvar for også at tilgive, men han peger desuden på vores fristelse til smålighed. Når Gud viser storsind, fristes vi til at være smålige. Det er altså ikke kun egoismen, men også egoismens smålighed, Jesus taler om.

Jeg vil ikke kalde folkemord for en lille ting. Folkemordet på jøderne og cambodianerne er ikke småting. Og det er i det hele taget ikke min opgave at afgøre, om det, vi er blevet udsat for, hører hjemme i den store eller den lille afdeling. Derimod giver Jesus os noget at tænke over for os selv. Han giver os et perspektiv til indvortes brug. Når Gud viser storsind, skal vi ikke være smålige. Man kan godt overveje, om ikke Jesus oven i alvoren her også prikker til vores humor og selvironi. Måske skal du ikke tage dig selv så højtideligt!

Humor og selvironi kan ikke klare alle situationer, men i den almindelige, fredelige danske hverdag kan de godt klare en del. Det er tydeligt, at der skal mere til end humor og selvironi, men det hjælper lidt på vej.

For enden af livsvejen står Gud dom, der drager os alle til ansvar. Hvor brugte vi vort liv på? At hade vore skyldnere eller elske dem. Hvis vi vil møde Guds tilgivelse på Dommedag, må vi være villige til at tilgive vore skyldnere inden Dommedag. Og har vi svært ved det, må vi bede Gud om hjælp: ”Far i himlen! Lad din vilje ske i vort liv!”

Amen