Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 20. oktober 2019 kl. 9.00 i Karlebo kirke og 1030 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 22, vers 34-46:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:

”Mester, hvad er det største bud i loven?”

Han sagde til ham:

 ”’Du skal elske Herren til din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ’Du skal elske din næste som dig selv.’

På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:

”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”

De svarede:

”Davids.”

Han sagde til dem:

”Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?’ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?”

Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde ingen længere spørge ham om noget.

Vi almindelige mennesker vil helst diskutere gode gerninger, etik og moral. Hvad er rigtigt at gøre? Hvem har gjort det rigtige? Hvem er de gode, og hvem er de onde?

Uanset hvilket livssyn, hvilket tro, hvilken kultur vi har, så er vi optaget af disse spørgsmål. Og vi vil helst stive os selv lidt af med bevidstheden om, at det står nogenlunde godt til med os selv. Vi vil helst se os selv som gode og kærlige og hæderlige mennesker. Jævnligt hører vi om, at danskerne er verdens lykkeligste folk, og vi kommer som regel frem til, at det skyldes, at vi har gjort det så godt.

Hos jøderne på Jesu tid fandtes denne etiske diskussion også, og her samlede den sig om Moseloven eller Loven, som de kalder den. Hvordan skal den forstås? Hvordan skal den efterleves? Hvad er det vigtigste i loven?

En lovkyndig stiller Jesus på prøve ved at gå helt til kernen i denne diskussion: Mester, hvad er det største bud i loven? Dette spørgsmål var meget diskuteret i jødedommen. Det er et af de allervigtigste spørgsmål, Jesus hermed får.

Jesus viser sig så som en god lovkyndig, en rigtig jødisk rabbiner, der kender loven og kan svare godt for sig om den. Han svarer straks: ’Du skal elske Herren til din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ’Du skal elske din næste som dig selv.

Dette svar er siden blevet kendt under navnet det dobbelte kærlighedsbud. Jeg lærer mine konfirmander et kortere navn, nemlig ”De to bud”.

På de to bud hviler hele loven og profeterne, siger Jesus. Disse to bud sammenfatter alt, hvad Gud kræver af os.

De fleste moderne mennesker vil helst nøjes med det ene af disse to bud, nemlig det sidste, at vi skal elske vores næste, vores medmenneske. Det er blevet fremmed for mange, at vi skal elske Gud. Og moderne teologi bakker denne tendens op ved at sige, at vi elsker Gud ved at elske vores medmenneske. Men det er en misforståelse. Man kan ikke elske Gud blot ved at elske sit medmenneske. At glæde sig over Gud, at lytte til ham, at bede til ham og at spørge efter hans vilje er noget mere end blot at elske sit medmenneske. Ellers kunne vi jo afskaffe det første bud i det det dobbelte kærlighedsbud. Sandheden om det dobbelte kærlighedsbud er, at kærligheden til Gud ikke kan forenes med had til medmenneske. Hvis vi vil elske Gud, skal vi også elske vort medmenneske. Had og kærlighed kan ikke eksistere sammen.

En anden side af dette emne, er, at det er fremmed for os, at kærlighed kan kræves. Hvis vi ser nærmere efter i Det gamle Testamente, så er kærligheden ikke kun et krav. Dens første gnist eller inspiration kommer fra Guds kærlighed. Gud befriede Israel fra slaveriet eller trældommen i Egypten og gav dem det land, han havde lovet deres forfædre. Og så befalede han dem at elske Gud og deres medmenneske, så de kunne beholde friheden og aldrig skulle blive slaver igen.

Kærligheden er ikke kun et krav, men den er dybest set født af Guds kærlighed. Det gælder ikke kun i Det gamle Testamente, men også i Det nye. Vi elsker, fordi han elskede os først, siger en af Jesu apostle (1 Joh 4,19).

Kærligheden er født af Guds kærlighed, men den er også et krav. Man er forpligtet. Opgaven i menneskelivet er, at vi skal elske Gud og vort medmenneske. Det er uansvarligt at vælge kærligheden fra. Aldrig kan vi behandle vore medmennesker, som vi har egoistisk lyst til, kun som vi har pligt til. Vi står til ansvar, og det er Gud, der kræver os til ansvar. Det går som en rød tråd gennem hele Det gamle Testamente og gennem hele Det nye Testamente.

Vor egen moderne kultur vil gerne være forpligtet, når det gælder miljø, klima og identitetspolitik, men ikke når det gælder ægteskabet, vor næstes ære og omdømme, vor næstes ejendom og de ubehagelige sandheder, som modsiger vore egne meninger. Blandt statsledere er det blevet alt for almindeligt at lyve, og blandt bankfolk er det blevet alt for almindeligt at stjæle, og på de sociale medier er det blevet alt for almindeligt at sværte andre mennesker til med sprogets værste gloser. Og hvis klimakampen kræver livsstilsændringer hos den almindelige befolkning, så er det blevet alt for almindeligt at være fodslæbende.

Alle står vi til regnskab for det dobbelte kærlighedsbud, og alle afsløres vi som skyldige.

Det er dette sidste, som vi ikke har så megen lyst til at tænke på. Det er langt lettere at udpege andre som de store syndere end at erkende, at man selv er med på vognen. Det er til gengæld det, som Jesus minder os som, når talen falder på gerninger og ansvar.

Jesus svarede kort og klart på den lovkyndiges spørgsmål. Ifølge Markus-evangeliet fik Jesus oven i købet ros af den lovkyndige for sit svar.

Det var det tredje spørgsmål, Jesus fik fra sine modstandere i fuld offentlighed i hans sidste dage i Jerusalem. Jesus blev spurgt

• om politik: Må man betale skat til den romerske kejser?
• om dogmatik: Hvem skal man være gift med i opstandelsen?
• om etik: Hvad er det største bud i loven?

Jesus svarer meget klart på det hele, og derefter stiller han   et spørgsmål: Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?

Moderne mennesker kan forstå en snak om etik. Hvad er godt, og hvad er skidt? Man kan sige, at vi bliver mindet om det hver eneste dag, vi hører nyhederne. Hvad menneskers indsats angår, handler de ikke om andet.

Derimod er det ikke så indlysende, hvorfor Kristus skulle være vigtig. Jesus efterlyser en mening om ham, og de fleste har nok en mening om ham, men hvorfor er det så vigtigt? Hvorfor er det så vigtigt at finde ud af, hvem han er søn af? Samtalen her afslører, hvor vigtig han er.

Farisæerne svarer straks, at Kristus er kong Davids søn, dvs. efterkommer. Jesus er enig i det, men peger på, at Kristus er langt mere end det, for han er også kong Davids herre, og denne herre skal sidde ved Guds højre hånd, og Gud skal lægge alle Kristi fjender under Kristi fødder. Det har kong David selv sagt i Det gamle Testamente.

Hvis Kristus kun er kong Davids efterkommer, så kan han ikke gøre stort mere, end kong David har gjort. Kong David var en stor politiker, der samlede Israel og besejrede landets fjender. Det kan ikke være vigtigt for os. Politikere og generaler har vi mange af, og krige har vi haft nok af.

Hvis Kristus derimod sidder ved Guds højre hånd, og alle hans fjender skal lægges under hans fødder, så stiller sagen sig anderledes. Hvis Kristus er verdensherskeren på Guds niveau, så var det nok værd at finde ud, om man hører til hans venner eller fjender.

Hvorfor er Kristus vigtig? Fordi han er verdensherskeren.

Det har vi det ikke så godt med. Vi bryder os ikke om magtfulde, selvhøjtidelige herskere, der vil tage magten over os.

Den gode overraskelse i den forbindelse er, at denne verdenshersker er den fattige og kærlige Jesus, der bruger al sin tid og energi på at hjælpe andre og derudover udviser en enestående tålmodighed og kærlighed mod sine modstandere.

Verdensherskeren er ikke en præsident, der lyver hurtigere, end en hest kan rende. Verdensherskeren er ikke en diktator, der undertrykker de fattige og skyder sine kritikere. Verdensherskeren er ikke en rigmand, der skraber penge sammen på andres bekostning. Verdensherskeren er er fattig mand uden penge og soldater, og han slider i det fra morgen til aften med at sige sandheden og tjene kærligheden. Verdensherskeren er den rene sandhed og den rene kærlighed.

Kristus ved Guds højre hånd er den fattige Jesus, der gik på Israels landeveje og til sidst blev korsfæstet uden at gøre modstand. Kristus ved Guds højre hånd er den Jesus, som besejrede døden og lovens forbandelse ved at opstå fra de døde.

Hvad forskel gør det, når han nu er verdenshersker? Det betyder, at han kan gøre noget for os, som ingen andre herskere kan:

Han kan rense os fra vore synder. Han kan befri os fra døden. Han kan give os adgang til den evige glæde hos Gud. Han kan være hos os med sin opmuntring og kærlighed og beskyttelse både i lyse og mørke stunder. Han kan give os et liv med mål og mening. Han kan lære os at leve forpligtet og kærligt i en vanskelig og barsk verden.

Det er disse ting, han bruger sin verdensmagt til. Og der er ingen andre, der kan gøre disse ting, hverken de store religionsstiftere eller filosofferne, kunstnerne eller politikerne. Selv de bedste af dem kan ikke gøre disse ting.

Alvoren er så, at han en dag vil stille os til ansvar for vort liv. Derfor gælder det om, at vi inden den dag er forsonet med ham og med vore medmennesker.

Den etiske diskussion er vigtig, og den har det særlige ved sig, at den aldrig stopper. Det ligger så dybt i os, at vi vil tale om den slags emner.

Etik er vigtig, men Kristus er den vigtigste. Desværre kan vi tage fejl af ham og glemme ham. Derfor er det vores opgave som kristne at gøre ham kendt og selv at være kendt med ham.

Jesus spørger os: Hvad mener I om Kristus?

Og vi skal besvare dette spørgsmål, så hele verden hører det:

Kristus er Jesus fra Nazareth, verdens frelser og herre. Hos ham er alle velkomne, og den, der kommer til ham, vil han aldrig støde bort. Kom til ham, mens tid er!

Amen