15. søndag efter Trinitatis 2019
Salmer: 754 - Se nu stiger solen - Du satte et tegn på himlen - Salmedatabasen, Melodi: Erling Lindgreen - Nr. 29 - Spænd over os dit himmelsejl - Prædiken - Nr. 41 - Lille Guds barn - Musik efter nadver - Nr. 447 før dåb - Velsignelsen lyses efter faddertalen (ingen slutkollekt)  - Nr. 787 - Du som har tændt millioner af stjerner Ind: Brich an o schönes Morgenlicht (spillet på orgel) Altergang: Dybt hælder året i sin gang (kor og orgel) Ud: Marta Keen Thompson / Jay Althouse: Homeward bound

Mattæus kapitel 6 vers 25-34:   Jesus sagde: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og kroppen mere end tøjet? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for tøj? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.  Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.                                                                                     Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Prædiken

Vi bekymrer os. Om os selv: Gør jeg det godt nok, bryder andre sig om mig? Er jeg en god nok mor eller far? Og for os voksne handler det også om, hvad vi have at spise, om vi kan nå det alt det, vi skal, om pengene rækker, om arbejdet og pensionen: Kan jeg blive ved med at klare mig på arbejdsmarkedet, eller synes nogen, jeg er ved at være for gammel? Og så bekymrer vi os om vores børn og børnebørn. Når vi åbner for TV, kommer bekymringerne nærmest væltende ind i stuen: Med billeder fra overfyldte flygtningelejre, jordskælv, lande, der er ødelagt af krig og terror. Og vi hører om IT-svindel, bedragerier i milliardklassen, og ikke mindst klimaforandringer. Det er sjældent der er godt nyt ude fra den store verden. Søren Kierkegaard har i tilknytning til Jesu ord om ikke at bekymre sig fortalt  Historien om Den bekymrede lilje…fra 1848.                                                                                                            Historien fortæller: Der var engang en lilje, som stod på et afsides sted ved lidt vand, sammen med brændenælder og et par andre småblomster. Liljen var som den er beskrevet i evangeliet, dejligere klædt en Kong Salomo, og den var sorgløs og glad. Kong Salomo er en af de største og rigeste konger, der nogensinde har levet i Israel.

Men en dag kom en lille fugl og besøgte liljen.  Det var en slem fugl. I stedet for at sætte sig i liljens sted og glæde sig over dens skønhed og uskyld, fortalte den om løst og fast. Om hvordan der mange andre steder i verden voksede de smukkeste liljer. Og den endte hver gang med at få sagt til liljen, at den, i forhold til de andre, så meget ringe ud.

Nu blev liljen bekymret. Jo mere den hørte på fuglen, jo mere bekymret blev den. Den sov ikke længere roligt om natten og vågnede ikke mere glad om morgenen. Den følte sig fængslet og bundet, og syntes pludselig, den havde et trist og kedeligt liv. Og den tænkte ved sig selv: ”Det kan måske være godt nok engang imellem at vokse på et afsides sted, men altid kun at være i selskab med brændenælder, det er ikke til at holde ud.”                                                                                                                                         ”Og tænk at se så ringe ud, som jeg gør” tænkte liljen ”at være så ubetydelig, som den lille fugl siger, jeg er…Hvorfor er jeg ikke født et andet sted, hvorfor er jeg ikke blevet en Kejserkrone?  Den lille fugl havde fortalt, at kejserkronen var den skønneste blandt liljerne. Til sidst tænkte den: Nu vil jeg se at blive den smukkeste lilje i verden!

Liljen og fuglen aftalte, at der måtte ske noget, som kunne gøre ende på liljens bekymring. Næste morgen kom den lille fugl og huggede jorden væk omkring dens rødder med sit næb. Så tog den liljen under sin ene vinge og fløj af sted. Aftalen var, at fuglen skulle flyve derhen, hvor de smukke liljer fandtes.

Men undervejs visnede liljen. Og Kierkegaard slutter sin historie: Hvis den bekymrede lilje bare havde været tilfreds med at være lilje, var den slet ikke blevet bekymret, så var den blevet stående, hvor den stod – i al sin herlighed! ------------------------------

Vi er, hver især, som den smukke lilje på marken. Skabt i Guds billede til at vokse og gro, så forskellige, vi end er. Gud har skabt os. Vi må kalde os for hans børn. Derfor er meningen med vores liv ret enkel: Vi er til, og kan takke Gud for livet! Og at vi skal leve det eneste sted, hvor det kan lade sig gøre: Lige nu og lige her. Det handler om ubekymrethed, ikke at vi er ligeglade med verden og med andre.

Evangeliet slutter med de løfterige ord: Søg først Guds rige, og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift …..Jesu ord til alle os bekymrede er, at Guds Rige er nær.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg selv godt kan have det svært med de ord. På den ene side: Der er noget let og sorgløst over dem. Kom tilbage til det simple liv. Det gælder om at være til stede i nuet. Lad være med at tænke på dagen i morgen. Det er en fin tanke.

Men på den anden side, så egner ordene sig dårligt i det virkelige liv. Liljen, der voksede et trygt og beskyttet sted. Da den blev flyttet, gik den til. Den kom til et sted, hvor vinden hærgede og virkeligheden var anderledes barsk.

Når vi ser billeder fra Grønland, med isen der smelter, eller store landområder og byer, der er helt ødelagt efter en tonados hærgen – eller flygtninge på vej over Middelhavet i overfyldte både – bliver vi bekymrede. Ellers ville vi være nogen underlige mennesker, der lod verden og andre mennesker sejle i deres egen sø.

På Jesu tid må bekymringerne have handlet om romermagtens besættelse, frygten for at blive spedalsk, og tanken om hvor næste måltid mad skulle komme fra.

Der er bare det ved bekymringer, at lader vi dem fylde for meget, så dræner de os – de skaber sortsyn og frygt og pessimisme, når de har allermest fat i os.

Jesus talte til mennesker, som havde al mulig god grund til at bekymre sig.

Alligevel sagde han:  I skal ikke bekymre jer for dagen i morgen. Hver dag har nok i sin plage.

Hvis vi lader frygten og angsten styre os, bliver vores bekymring selvoptaget og kortsigtet. Så hegner vi os selv inde - og spytter på dem, der er anderledes.  Det er den slags bekymring, vi skal lægge fra os.

Men der er også en anden slags bekymring. Jeg tror, at Gud har skabt verden rig nok. Og jeg tror, at han har skabt os mennesker sådan, at ingen af os kan leve uden hinanden.

Når vi har for meget, er det meningen, at vi skal dele ud af det, give det videre til andre. Det gælder alle slags overskud – ikke kun penge. Men også vores overskud af kræfter og glæde. På den måde skal vi altid bekymre os for hinanden - vores børn, vores gamle, de svage, og de fremmede.

I forhold til dem må vi leve i en evig, omsorgsfuld bekymring.

Når Jesus peger på himlens fugle og markens liljer, så er det for at vise os et billede af en verden, der er, som Gud har skabt den. Han siger til os, at hvis vi bekymrer os om vores næste, så skal Gud nok bekymre sig om os og om dagen i morgen.

Bekymringstesten er nok den sværeste test i kristendommen. Om den formår at ændre på vores liv, eller om det bare er teoretisk snak og ord.

Troen på Gud begynder med en helt grundlæggende taknemlighed over, at vi har fået livet, og at vi ikke skal bekymre os om det evige liv. Det er Guds sag. Det er hans bekymring.

Gud har ét ansvar, vi har et andet. Han tager sit; vi vores. Vores unødige og belastende bekymring kommer af, at vi tror, at vi skal bære hele ansvaret selv.

Det skal vi ikke – han har skabt os. Vi må tro på hans kærlighed og hvile i det. At han i dåben gør os til sine børn, og han aldrig forlader os. Det er det fundament vi må leve og dø på. Og aldrig tvivle om. Vores opgave er at være hans hænder ude i verden, elske andre, som han har elsket os.

Derfor kommer vi i kirke – for at høre det budskab igen og igen – at vi ikke skal bekymre os, men tro på hans kærlighed. Og takke ham for livet, og for vores familie og venner, for at vi må leve og være raske, og alt det, han hver gir os i tilgift hver eneste dag.  Amen