Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis 30. juni 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 14, vers 16-24

Jesus sagde: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og hent fattige, vanføre, blinde og lamme derind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.”

Gud vil noget uendelig stort og glædeligt for os. Hans mål for alle mennesker er en stor fest. Der er rigelig servering ved denne fest. Døden er forsvundet. Gud vil trøste hver eneste sørgende ved at tørre tårerne af deres øjne. Jeg tror, at den dybe indre helbredelse fra al sorg er med i det. Og så skal mennesker juble over, at Gud har reddet dem.

Når vi mennesker skal holde fest, så dækker vi op og spiser sammen med vore gæster. At spise sammen giver glæde, og at spise sammen til en fest giver feststemning. Alligevel løser vore fest ikke alle vore problemer, og de får alle en ende, og en dag har vi holdt vor sidst fest på denne jord.

Hos Gud stopper festen ikke, og festen hos ham har langt dybere virkninger end nogen af vore fester. Festen hos Gud befrier os fra alle vore problemer helt ned i sjæl og sind. Der skal ikke mange noget. 

Kan vi forestille os noget bedre? Er det ikke indbegrebet af alle vore længsler? Vil folk ikke strømme til? Det skulle man jo tro – lige indtil beskeden kommer, at nu slås dørene op, og folk kan begynde at komme ind i festsalen. Så viser det sig, at mange alligevel ikke vil med. Det skyldes én eneste ting. De bryder sig alligevel ikke om værten.

Her har vi et af menneskenes mange ømme punkter. Man kan gå igennem Jesu lignelser og taler og se, at han rører ved mange forskellige ømme punkter, og det gælder om at forstå, hvad han sigter til i hvert enkelt tilfælde, hvor han udtaler sig. Her sigter han til menneskenes ulyst til at være sammen med ham.

Læg mærke til, at Jesus her ikke nævner én eneste konkret synd. Ved denne lejlighed taler han ikke om, at menneskene skal vende sig bort fra deres onde gerninger. Han taler heller ikke i første omgang om deres nød. Han indbyder bare til fest. Det er så enkelt og ligetil og glædeligt, som det kan være. Hvis dronningen indbyder, hvem siger så nej? Hvis statsministeren indbyder, hvem siger så nej? Men når Jesus indbyder, så siger mange nej.

For nogle år siden blev en nyvalgt biskop interviewet i fjernsynet. ”Hvorfor er der ikke så mange, der går i kirke?” blev der spurgt. Jeg husker ikke svaret, men jeg husker, hvad jeg selv mente, der skulle svares: ”Fordi de prioriterer noget andet.”

Jeg har holdt mange foredrag om Bibelen og Koranen, og dér siger altid, at i Bibelen er Jesus over bagatelgrænsen, men i Koranen er han under denne grænse. I Bibelen er Jesus hovedpersonen, men i Koranen er han en biperson. Koranen lægger bestemt ikke op til, at man skal undvære ham, og der siges meget pænt om ham, men dybest set er han ikke nødvendig. Sådan er det i Koranen. Jeg er bange for, at Jesus har samme lave status hos dem, der undskyldte sig i lignelsen om det store festmåltid.

Hvorfor kommer folk ikke med til festen? Fordi de prioriterer noget andet. Festen i Guds rige er ikke vigtig for dem. De vil hellere noget andet. De gider ikke. De keder sig i selskab med Kristus, eller de har et eller andet imod ham. Mange siger, at de ikke tror på ham – eller de ved ikke, om han findes. Til dem vil jeg sige: Ville du ønske, at han fandtes? Eller vil du alligevel ikke være sammen med ham, hvis han findes? Hvis du ikke ved, om han findes, men gerne vil være sammen med ham, hvis han findes, så kan du bede: ”Herre, hvis du findes, så vil jeg gerne med til din fest.” Så kommer man med.

Jeg sagde før, at mennesker prioriterer noget andet. Det er måske i virkeligheden værre endnu. Ikke bare prioriterer man noget andet, men man bryder sig ikke om Kristus.

Hvis vi bliver indbudt til et arrangement af en, vi ikke bryder os om, så siger vi også nej tak. Mellem mennesker er det ganske naturligt, men over for Kristus er det helt anderledes dramatisk, fordi vort valg har store konsekvenser. Kristus er ikke et almindeligt menneske som os selv, der indbyder til et middagsselskab, som vi dybest set godt kan undvære, nej, Kristus indbyder os til at være sammen med ham, som i sin person er det evige liv (1 Joh 5,20). Kristus er sandheden, som indbyder til den store glæde hos Skaberen, den glæde, som menneskene har mistet for længe siden. Kristus indbyder os til genoprettelse. Han indbyder os til at blive løst fra alt det, som flår menneskelivet i stykker og fylder os med sorg og smerte. Han indbyder os fra evig katastrofe til evig glæde og frihed. Han vil vende vor skæbne. Han indbyder os til festen, hvor der er rigelig og fineste servering, hvor døden er forsvundet, hvor Gud vil trøste os for al sorg, og hvor vi skal juble over, at han har reddet os. alt godt i livet kommer fra ham, og man kan i længden ikke beholde gaverne, når man ikke bryder sig om giveren. Det er fest hos ham, mennesker siger nej til.

Folk kommer ikke i kirke af vane eller kultur, men fordi de vil fyldes af noget. Modsat holder folk sig borte fra kirken, fordi de hellere vil fyldes af noget andet. Det er Jesus Kristus, der er skillevejen. Bliver han umistelig for en, så følger man ham, og bliver han mindre vigtig for en, så følger man noget andet.

Hvad er så det andet? Ja, Jesus skildrer her det, som de fleste er optaget af, nemlig arbejde og familie – alt sammen gode og værdifulde ting, som vi ikke skal tale ilde om. Der er ikke noget galt med arbejde og familie, men der kan være noget galt med os og vores forhold til disse ting.

Hele ugen bruger vi på arbejde og familie og medier og søvn, 168 timer i alt. Så kan det jo undre, at de fleste ikke vil satse på at bruge to timer om ugen på at gå i kirke. Det er godt 1% af tiden. Men det kræver planlægning, og det kræver, at man står ved det over for familie og andre, og det kræver især, at man er glad for Kristus. Ellers er det ingen glæde at komme her. Så bliver det en byrde i stedet for, og så kan det være lige meget.

Nu er vi så en flok i kirken i dag. Jeg går ud fra, at vi kommer her, fordi Kristus siger os noget, og ikke bare noget, men meget, ja, at han er altafgørende. Har Jesus så noget at sige til os, som er kommet i kirke og virkelig ønsker at tage imod indbydelsen til den evige glædesfest hos Gud?

Ja det har han. Der er grund til at sige til lykke til enhver, som glæder sig over Kristus, for der er sket et under. Kun et Guds under kan skabe den glæde. Da er man med i det største, som findes – også selv om det ikke kan ses på ydersiden. Man kan være syg, slidt, arbejdsløs, ensom, fyldt af mange triste følelser. Det er alt sammen alvorligt nok, og det skal vi ikke tale ned, men er man blevet glad for Kristus og gerne vil følge ham og være hos ham, så har man fået en rigdom, som end ikke den største nød kan tage fra en. Og Kristus bliver ikke træt af at pege på det med enkle stærke ord og skønne ordbilleder. Kristus giver os et håb der lyser op selv i det værste mørke. Du skal ikke ende i ingenting. Du skal heller ikke gå til den evige dom og fortabelse. Du skal heller ikke trælle under karmaloven og millioner af genfødsler. Din personlighed skal hverken forsvinde på den ene eller den anden måde, men du skal bestå til evig tid. Du skal frelses med krop og sjæl og hud og hår.

Du skal ikke leve dit liv i frygt for Helvede, men du får lov at leve dit liv i glæden over, at du er løskøbt fra Helvede. ”Løskøbt har han dig fra Helvedes fanger,” har Grundtvig lært os at synge. Måske tænker du: ”Så stor og glad en tro har jeg ikke. Jeg er meget frygtsom og bævende.” Hvis du har det sådan, så fortæl det til Kristus. Han har omsorg for dig også dér. Han tager sig kærligt af dig, netop når du føler, at du har åndelige mangler. Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres, siger han (Matt 5,3). Vi har et sted at gå hen med vores ængstelse. Hos Kristus er vi velkomne, og han vil hjælpe os og indgyde os mod, håb, tillid og lade os vokse i det lige så stille, så vi ser mere og mere af, hvor stor den gave er, han har givet os.

Kristus har også noget andet at sige. Vi skal vogte os for, at vi mister troen, så han bliver ligegyldig for os. Vi er ikke fremme endnu. Vi lever livet farligt, med risiko. Djævelen er en mægtig og intelligent modstander, der utrætteligt arbejder på at trætte os, så vi opgiver troen og giver os hen til dovenskab, eftergivenhed og ligegyldighed og lader stå til. For enden af den vej får man samme indstilling, som de indbudte med undskyldningerne. Det ville være en katastrofe. Da går vi glip af festen.

Vi kan selv melde afbud, men vi kan ikke forhindre, at festsalen bliver fyldt og festen bliver afholdt. Hvis vi siger nej, så går indbydelsen ud til andre, som ikke er for fine og selvtilfredse til at tage imod og gå ind. De indbudte sagde nej. Så gik indbydelsen ud til andre. Den går ud til dem, som intet har og som har mistet alt, også deres selvtillid, ud til dem, som aldrig kunne tro, at de skulle få så stor en indbydelse, og som derfor må høre indbydelsen præsenteret meget indtrængende, for ellers tror de ikke, at de er velkomne. Menneskene kan være meget nedslidte i deres sjæle. Indbydelsen gælder selv de allermest slidte og trætte og modløse.

Alvoren i menneskelivet er, at vi nogle gange kan være så tilfredse med vor tilværelse og os selv, at vi synes, at vi kan undvære Kristus, og så kan vi fristes til at sige nej tak til ham, men hvis vi gør det, så er vi værgeløse, når tilværelsens voldsomme kræfter tager fat og river livet ned og efterlader os kraftesløse og med en dyb følelse af meningsløshed og uværdighed, så dyb, at vi ikke kan tro på noget godt længere, og derude skal der også et under til, dersom vi skal få tillid til indbydelsen fra Kristus.

Gud vil os noget uendelig stort og fint. Men vi kommer ikke sovende eller bevidstløse med til festen. På dette punkt ligner festen andre fester. Man skal tage imod indbydelsen og meddele værten, at man kommer, og man skal begive sig på vej derhen. Det er kerne i det kristne liv. Gør vi ikke det, så går indbydelsen ud til andre, men selv går vi glip af festen.

Budskabet i dag er altså både den store glæde og den store advarsel.

Det gælder om, at vi holder målet klart, det mål, som Kristus har sat for vores liv. Der er kraften og hemmeligheden i det kristne livs glæde.

Amen