Prædiken til 5. søndag efter påske den 26. maj 2019 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 16, vers 23b-28

Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jer: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

  Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

De sidste timer inden sin arrestation taler Jesus med sine disciple om det liv, de skal leve efter hans bortgang til Gud. Mange emner kommer han ind på i den samtale. Her er det bønnen.

Det er et stor glæde, at vi kan bede til Gud Fader. Og Jesus tilføjer endnu en glæde, nemlig at Gud vil give os det, vi beder om i Jesu navn. For nu at skære ind til benet med det samme, så er bønnen i Jesus navn det samme som Fadervor. Det er denne bøn, Jesus lover os, at Gud vil opfylde. Det er ikke bønner om rigdom, familie, helbredelse, arbejde og fred i verden. Vi har lov at bede om alle disse ting, og ofte får vi også, hvad vi beder om, men der er kun garanti bag bønnerne i Fadervor. Vi får ikke alt, hvad vi beder om, men når vi i Fadervor beder om, at Guds vilje må ske, så vil den ske, ikke bare ude i verden, men også i vort eget liv.

Allerede med denne globale betragtning bliver det tydeligt, hvad Jesus lover og ikke lover. Han lover ikke, at al krig skal standse og al nød blive afhjulpet. Han lover ikke guld og grønne skove for Danmark og alle andre lande. Tværtimod har han meget klart sagt, at verdens gang vil være fyldt af krig og nød ovenikøbet i stadig stigende grad. Og det hele vil ende med en verdensomspændende forfølgelse af den kristne kirke. Men han har også sagt i samme åndedrag, at samtidig med al denne nød vil budskabet om ham og hans indbydelse komme ud over hele jorden, og så skal enden komme, dvs. dommedag, hvor der bliver sat stop for alt det onde (Matt 24,14). Når vi tager det til os og samtidig lever i den daglige bøn til vores himmelske fader, så vil vi selv blive bevaret i troen, og vil vi vil også med til at arbejde for, at andre bliver frelst. Vi er med til at fremskynde Guds store indsats i verden.

For nogle er det en skuffelse og sige: Ikke andet? For andre er det klarhed og berigelse. Vi mennesker kan søge efter og samle på så mange ting, som vi ikke kan tage med os herfra. Det gælder alt fra værdiløse genstande til diamanter, fra viden til en veltrænet krop. Jesus opfordrer os til at søge og samle på de ting, som vi kan tage med os herfra. Det er det, som han lærer os at søge og bede om i Fadervor.

Fadervor er bønnen i Jesu navn, også selv om Jesu navn slet ikke er nævnt i den bøn. Fadervor er nemlig den bøn, Jesus selv har lært os. At bede i Jesu navn er at bede, som han har lært os.

Fadervor er så kort og enkel, at børn kan lære at bede med på den straks efter, at de har lært at tale. Samtidig er den så dyb, at voksne aldrig kan udgrunde den til bunds. Den kan bedes på 30 sekunder, men den kan også bedes med eftertanke over hver linje, og da tager den længere tid, men bringer os langt dybere ind i Guds tanker.

Martin skrev en lille vejledning om bøn ud fra de syv bønner i Fadervor. Han siger om sine erfaringer med at bede denne bøn:

”Det hænder ofte, at jeg i et stykke eller en bøn føres ind i så rige tanker, at jeg lader de andre seks blive stående. Og når sådanne rige og gode tanker kommer, skal man lade de andre bønner fare og give rum for sådanne tan­ker og stille høre efter og frem for alt ikke hindre dem. For da prædiker Helligånden selv. Og ét ord af hans prædiken er langt bedre end tusinde bønner af vore. Jeg har ofte lært mere i én bøn, end jeg har kunnet finde ved megen læsen og digten.

Derfor ligger der den allerstørste vægt på, at hjertet er åbent og oplagt til bøn.” Citat slut.

Bøn som nødråb kræver ikke et oplagt hjerte, men bøn som fordybelse kræver et oplagt hjerte, og da er det en god idé, at man først fordyber sig i en bibeltekst, for den kan gøre hjertet varmt.

Bøn som fordybelse kræver også stilhed. Jesus lærer os i sin bjergprædiken, at vi skal gå ind i vort kammer og lukke døren og bede til Gud. Her er Jesus helt i strid med tidens strøm. I dag skal alt vises frem: Hør mig og se mig! Vi vil så gerne, at mennesker ser os. Vi søger menneskers opmærksomhed. Jesus lærer os at søge Guds opmærksomhed.

Bøn kræver stilhed, men den går ikke altid stille af. Det har vi et stærkt eksempel på i Jakobs kamp, som jeg læste om før fra alteret (1 Mos 32,25-32). Jakob, Israels folks stamfader, kom ud i en vanskelig situation, hvor han er bange for sit liv. Jakobs bror Esau, som Jakob har snydt, er på vej imod ham med 400 bevæbnede mænd. Jakob lader hele sin familie, alle sine folk og alle sine store dyrehjorde komme over grænsefloden. Selv bliver Jakob alene tilbage natten over. Der står ikke noget om, hvorfor han søgte ensomheden i natten, men der står, at en ukendt mand giver sig i kamp med ham i nattemørket. Kampen bliver fysisk hård. Jakobs modstander giver Jakob et slag på hofteskålen, så Jakob bliver halt. På et tidspunkt må det være gået op for Jakob, at det er Gud i menneskeskikkelse, han kæmper imod. Ligesom Gud i menneskeskikkelse besøgte Abraham, sådan oplever Jakob, at Gud i menneskeskikkelse kæmper mod ham.

Vi kan grunde over, hvorfor Gud gør det. Måske ligger årsagen i, at Gud vil lære Jakob noget ganske afgørende. Da Jakob forlod sit hjem tyve år tidligere for at drage til fjernere familie i udlandet, da sagde han: Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud (1 Mos 28,20-21). Her tænker Jakob på Gud ud fra en form for handel. Hvis Gud vil hjælpe ham, så vil Jakob have ham som sin Gud. For mange mennesker kan det være begyndelsen på deres kendskab til Gud, men da Jakob vendte hjem tyve år efter, var tilstanden helt anderledes. Da opdagede han, at han var fuldstændig afhængig af Gud. Han opdagede også, at han måtte kæmpe med Gud, og han opdagede, at han kun havde ét at gøre, nemlig at klamre sig til Gud og sige: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig (1 Mos 32,27). Med de ord sejrede Jakob over Gud, og derfor gav Gud ham navnet Israel, der spiller på kampen med Gud.

Når man læser om alle de andre personer i Bibelen, kommer noget lignende frem. De lærte først Gud virkelig at kende, når de kom i nød og blev klare over, at deres liv var fuldt afhængigt af ham, og når de trængte ind på ham og ikke slap ham, før Gud velsignede dem.

Det er denne erfaring, Jesus vil føre os ind i. Da er Fadervor ikke længere en remse, man tankeløst lirer af, men da trænger vi ind på Gud og slipper ham ikke, før han velsigner os.

Bøn er ikke magi. Man kan ikke tvinge Gud til at få det, man vil have. Det eneste, man kan gøre, er at minde Gud om hans løfter. Så må vi overlade det til Gud at opfylde dem, som han vil. Vi kan være sikre på, at han vil opfylde dem, men undertiden sker det på en anden måde, end vi havde tænkt os. Jakob havde Guds løfte om både talrige efterkommere og land til dem og at en af dem skulle blive til velsignelse for hele verden. Gud holdt dette løfte. Jakobs familie blev til et folk, der fik sit eget land, og en af hans efterkommere, Jesus, er blevet til velsignelse for hele verden. Men der var alvorlige tider i Israels lange historie før Jesu fødsel, hvor det slet ikke var til at se, at Gud stadig var i færd med at opfylde sit løfte. Flere gange så det ud til, at det hele var ødelagt, og alligevel førte Gud sin plan igennem. På samme måde kan vi heller ikke overskue Guds gennemførelse af sine planer med os, hans opfyldelse af sine løfter med os. Vi sidder for lavt til at kunne overskue Guds planer. Vi kan ofte være spændt så hårdt for af modgang, at vi slet intet kan overskue. Da har vi kun Guds løfter at holde os til, men det er også tilstrækkeligt.

Jesus siger: jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.

Jesus formidler mødet mellem Gud og os. Vi kan ikke nærme os Gud direkte. Det sker i Jesu navn, dvs. gennem ham. Det sker ved, at vi sætter pris på ham og regner med, at han er udgået fra Gud. Men når vi har fået denne indstilling til ham, så formidler han et møde med Gud fader, der er så tæt, at vore bønner når direkte frem til Gud så at sige uden om Jesu egen forbøn for os. Som Jesu disciple og børn af Gud må vi altså ikke nøjes med at stå på lang afstand af Gud. Nej, vi er helt tæt på ham. Det er netop, som bønnen Fadervor lægger op til. Det er Jesus, der har lært os den. Det er ham, der giver os dette fortrolige forhold til Gud netop på den måde, at vi taler direkte til Gud.

Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.

Sådan beskriver Jesus kort og enkelt sit livsløb. Men et sted i denne samtale føjer han noget mere til. En dag kommer han igen for at hente os hjem til sin evige glæde hos Gud. Men indtil da skal vi holde forbindelsen varm og tjene ham ved at bede. Da bygger vi vores egen tro op, og da arbejder vi med på hans store sag. Når vi beder om, at Guds navn må blive helliget og hans rige må komme, da er vi Jesu medarbejdere på Guds store sag. Vi skal ikke kun bede for selv at få det godt, men vi skal også bede for, at alle andre kan få det godt.

Når vi beder Fadervor – helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje - er vi også med til at bede om, at andre må komme til at tro på Jesus. I den sammenhæng er det værd at lægge mærke til, at der i de sidste 30 år har været et internationalt tiltag, der hedder 30 dage i bøn for den muslimske verden. Man kan bestille et lille hæfte, der fortæller om 30 forskellige muslimske folkegrupper, som man kan bede for her under ramadanen, hvor de faster og beder. Netop i disse 30 år, hvor dette initiativ har været i gang, er tusindvis af muslimer blevet kristne, flere end nogensinde før i verdenshistorien. Gud har hørt bønnen og opfyldt den. I bønnen arbejder vi på den indre, usynlige front. Vi arbejder på de usynlige linjer. Vi har ingen garanti for, at vi ser synlige resultater i vores levetid, men lige nu er der faktisk store synlige resultater af bønnen. Aviserne skriver mest om nogen, der vil døbes for at få opholdstilladelse i de vestlige lande. Ude i den verden, som aviserne ikke gider skrive om, sker der langt, langt større ting end det. Tusindvis vender sig til Kristus.

Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.   Amen